Idrætsmanden, vi i seneste indlæg her på siden lod jer spekulere over, hvem var, er – som nogle også har gættet – Lester Eriksson. Han var elite-frisvømmer og var kendt i Sverige som ’Svømme-kongen’. Han var på sit højeste niveau som svømmer i 1960’erne. Han opnåede i sin aktive karriere hele sytten gange at blive svensk mester, to gange hjemførte han bronze ved Europamesterskaber, og han deltog i olympiaderne i 1964 (Tokyo) og 1968 (Mexico), og derudover står han noteret for et utal af svenske rekorder.

Da Lester afsluttede sin svømmekarriere, blev det travet, som tog over. Han virkede som amatørtræner. Lesters far Lars Eriksson opdrættede travheste på Ådö, en halvø beliggende i Bro Kommune. Han erhvervede sig tilbage i 1968 Ådö Säteri med slotsbygning og tilhørende jorder. I 1986 overtog Lester farens bedrift på Ådö.

 

Adö Slott knejser stolt over Ådö Säteri – rundt om på Säteriets jordtilligende bor familien Riesterer i forskellige huse

Her voksede Lesters datter Ulrika også op og fik ligeledes interessen for travet. I dag er hun, Ulrika Riesterer, travtræner på Solvalla. Hun har gennem ægteskabet med Daniel Riesterer  – en svensker med tyske aner – giftet sig til sit efternavn. Hun og Daniel overtog Ådö Säteri i 2013. Deres datter Ida Riesterer, der har jockeylicens, er nu ansat i sin mors trænervirksomhed.

Fire generationer i Ulrika Riesterers familie har alle vundet løb på Solvalla: Ulrikas farfar Lars Eriksson, hendes far Lester Eriksson, hende selv Ulrika Riesterer og hendes datter Ida Riesterer. Sidste gang hendes far, Lester Eriksson, deltog i et løb på Solvalla, var i 2011. I 2021 gik han bort kort før sin 79-års fødselsdag.

Der er gode træningsfaciliteter for Ulrika Riesterers travere

Naturskøn perle

Ådö er en halvø beliggende i skærgårdsmiljøet ca. 30 km vest for Stockholm, og halvøen er omkranset af Mälaren. Her finder vi Ådö Slott og Säteri, som huser den her familie, der er dedikeret travsporten. Oldefar Lars Eriksson begyndte eventyret i 1966. Bedstefar Lester tog over i 1986. Lars Eriksons barnebarn Ulrika er i dag travtræner på Solvalla og Lars’ oldebarn Ida har de sidste otte år altmere gjort sig bemærket som en dygtig og fremgangsrig travkusk. Familien Riesterer, der i dag altså består af Ulrika og ægtefællen Daniel og deres børn Jonathan og Ida samt disses mormor Marie Louise bor i forskellige huse på gården.

På den her halvø er der perfekte betingelser for alle former for aktiviteter. Ådös natur og terræn er meget varieret. På Ådö Slott er der et traditionelt landbrugslandskab med marker, græsgange og enge. Omkring dette miljø breder gammel vækstskov med eg og ask sig ud. Idet kun en smal tange holder Ådö til fastlandet, er man overalt hele tiden tæt på Mälarens dragende vande. Da indlandsisen for mange tusind år siden forlod Ådö, efterlod den stejle klipper og skrænter samt strande og sivbugter.

I disse omgivelser boltrer et halvt hundrede heste sig fordelt over en række folde.

Vue ud over en del af Ådö Säteri, der danner miljø for Riesterers træningskvarter og tilhørende folde

Familien Riesterer har selv to følhopper. Men der er mange følhopper, som forskellige indehavere har fortroet Ida og Ulrika at tage hånd om, og mange af hopperne går med årets føl. Nogle har ikke føl fra i år, men er enten ifolet eller venter på at blive det.

Der er også folde til åringerne. En fold med ti hoppeplage og en med seks hingsteplage.

Sensommer tid for afstresning

Ulrika råder også over en kørestald – altså en stald, hvor løbshestene opholder sig og bliver trænet fra. Eller hvorfra der sker indkøring. Fra forår til høst går hestene ude.

– Foråret er en travl tid. Vi er om hestene fra morgen til aften og skiftes til nattevagter, hvor følhopperne overvåges via vort kamerasystem. Vi får knapt tid til at spise, hygge eller sove. ”Vi” er jeg og min datter og så min mage Daniel, fortæller Ulrika og fortsætter:

– Ja, lige nu er vi glade og forårskåde. Men der er meget at se til. Det er en travl tid. Det er, hvis jeg skal være ærlig, faktisk rigtigt skønt om sensommeren. Da er folingssæsonen overstået, hopperne bedækkede, plagene kørt til – og ja, så kan man ligesom ånde ud og stadig nyde det skønne liv ude i de herlige omgivelser, vi er privilegeret med – en slags åndepause inden efterår- og vinterstrabadser trænger sig på, reder Ulrika ud med et smil om læberne. Hun kan faktisk ikke tale om sine heste uden hele tiden at smile, medmindre selvfølgelig der er tale om en syg eller skadet hest.

Solvalla træner Ulrika Riesterer

Ulrika og Daniels datter Ida er således også vokset op på Ådö Slott og Säteri, og hun havde således som barn ikke kun forældrene om sig, men også bedsteforældrene.

Ida har haft med heste at gøre, inden hun kunne gå, og hun kørte helt selv langsomt med hestene for vogn fra otteårsalderen.

– Første gang jeg kørte hurtigt, var jeg ti. Det var ikke med mor med på banen, men derimod far Daniel som kørte med med en anden hest, forklarer Ida.

– Næh, jeg var nok ikke uøm nok, indskyder Ulrika selverkendende.

Ida Riesterer

Ida fortsætter:

– Jeg har lært alt om trav her på Ådö hos min familie. Så da jeg skulle læse på gymnasiet, syntes jeg ikke hestelinjen kunne tilføre mig mere, så jeg valgte økonomi i stedet. Men jeg skal have med heste at gøre. Selvklart. Det bliver ikke noget med økonomi eller noget andet end heste. Det handler nutiden om. Og det kommer min fremtid også til at handle om.

Ud over det, hun har med hjemmefra af lærdom om heste og travsport, så har Ida i sommerperioderne i gymnasietiden arbejdet hos Stefan Melander, hvor hun også har været i USA og haft job hos Marcus Melander nogle måneder. Derudover har hun arbejdet hos Jørgen Westholm i Sala i et halvandet års tid.

Den unge jockey-komet Ida Riesterer

Første sejr som 15-årig

Ida tog licens i 2014, det år hun fyldte seksten. Og hun nåede at vinde løb det år, inden fødselsdagen indtraf, således at hun faktisk kunne notere sig sin første sejr i den svenske rikstoto allerede som femtenårig.

I år lagde Ida ud med brask og bram og kørte på selve Nytårs-dagen Dark Rooster trænet af Rommes Emma-Sara Sjöberg til sejr i Sølvdivisionen under en V75-omgang i Bollnäs. Hvilket var Idas første V75-sejr. Det er endvidere blevet til endnu en sejr i år, nemlig med Cash T J, der trænes af mor Ulrika.

I 2020 vandt Ida på Solvalla det prestigefyldte Guldklockan – et løb for Sveriges fremmeste lærlinge. Sejren kom i hus med Twinkle Face trænet af Sibylle Tinter – i øvrigt i dødt løb med Mats E. Djuse bag Petri Salmela trænede Kaptah. Ida vandt i øvrigt tre af de indledende afdelinger af Guldklockan med to fra Jørgen Westholms kvarter, nemlig Ara og Easy Cash, og så med Tuomas Pakkanens Crystal Cool.

Det er naturligvis kun et udpluk af Idas mange meritter i sulkyen i sin relativt korte karriere, men det kommer for vidt her at gennemgå dem alle.

Ligesom sin datter var Ulrika under sin opvækst på Ådö hos forældrene Lester og Marie Louise og farfaren Lars omgivet af travheste, og hun deltog ivrigt i pasning og træning. Ligegodt tog hun en gymnasieeksamen, hvorefter hun uddannede sig til bygningsingeniør, og hun nåede faktisk at arbejde to år i et entreprenørfirma, hvor hun deltog i alle landmålingsarbejderne nødvendige for udformningen af bane 3 på Arlanda, inden hun valgte udelukkende at hellige sig travsporten hjemme på Adö Säteri.

– Min far, Lester Eriksson, helligede sig travet efter sin fantastiske karriere som frisvømmer. Men det var forbavsende lidt han fortalte om sin svømmekarriere. Det gjorde han ikke meget ud af. Sådan var det ofte med generationerne før min. Men min far slap dog ikke svømningen helt, selv om travet tog over, og han gjorde sig godt bemærket og vandt mange topkonkurrencer for veteransvømmere, bemærker Ulrika eftertænksomt.

 

 

Ida med et Who’s Who-føl, der opholder sig i boks indendøre efter at være født en uge for tidlig – men føllet er frisk og sundt og er lige så “kælle” som den sødeste hundehvalp – næsten alle heste på Ådö Säteri virker til at stortrives og udstråler glæde og harmoni

Jonathan

Idas bror Jonathan er også en vigtig del af livet på Ådö Säteri. Jonathan tager hånd om produktionen af alt grovfoder, og han vedligeholder og passer de baner, hvor hestene træner i det daglige, og så hjælper han Ulrika med at sætte unghestene for vogn.

– Jonathan varetager her på gården alle de opgaver, som indbefatter maskiner, og han er ligeledes meget aktiv i de entreprenør-opgaver, der er her uden for selve gården. Alt efter årstiden så finder han altid noget at kaste sig over lige fra snerydning om vinteren til høslet om sommeren. Om foråret og under høsten er han altid ude at hjælpe til hos vore nabokollegaer med henholdsvis at så og høste korn, supplerer Daniel med.

Ulyksalig hændelse

I mange år var Ulrika både træner og kusk, men de senere år er det med at køre løb nedtonet for hendes del.

Ulrika Riesterer har efter et uheld hjemme på farmen begrænset sin kuskeaktivitet på banerne – men hun træner lige godt travheste på livet løs

Det skete efter en ulykke hjemme på Ådö, som indtraf i 2013.

– Ja, jeg ramlede af herhjemme under en køretur med en travhest, jeg trænede, og jeg kom ganske svært til skade. Min ene lunge og min ene nyre var kollapset, og en del ribben var knækkede. Det betød lang tid på sygehuset, måneder faktisk, og derfor er jeg heller ikke i dag så vild med at køre. Jo herhjemme gør det mig ikke noget, men jeg bryder mig ikke om det ude på banerne – jeg kan godt mærke efterveerne i kroppen endnu. Det var så set i denne sammenhæng ret heldigt, at Ida året efter, i 2014, tog licens, og så har hun siden været med til at tage køreturene med mine heste.

Men helt har Ulrika altså ikke lagt kørehandskerne på hylden. I år er det i to starter på Solvalla blevet til to tredjepladser.

 

Ulrikas mage Daniel – er ishockey-entusiast, men har lært sig at begå sig i sin hustrus virksomhed, og jo, han ser ud til at kunne håndtere heste på et forsvarligt sæt…

Jagtterræn

Daniel Riesterer, svensker med tyske aner, deraf efternavnet, kom allerede som helt ung på Ådö Säteri, dengang hvor Ulrika bare var en helt lille pige. Det gjorde Daniel, der er de der 6-7 år ældre end Ulrika, fordi hans far var forvalter af jagten på Lester Erikssons Säteri på Ådö, og da betød de ikke rigtigt noget for hinanden, Daniel og Ulrika.

 

I dette hus på Ådö bor Ulrikas mor Marie Louise

De fandt først senere sammen. Daniel drev en større, lukrativ grossistvirksomhed inden for vin, øl og spiritus, hvilken han solgte i 2007, da Ulrika tog professionel travtrænerlicens. Daniel kunne så tillade sig at være hjemmegående far og samtidig bistå Ulrika med trænervirksomheden.

– Jeg har som ung spillet ishockey, og ishockey er min store passion. Men jeg bidrager pligtskyldigst til arbejdet i forbindelse med Ulrikas trænergerning, forklarer Daniel, som man godt kan se, godt kan tage rigtig hånd om hestene. Under vort besøg er han dog ganske forbandet og har en sort sky svævende over hovedet. Men det er fordi Sverige netop har tabt en vigtig ishockey-match efter at have ført komfortabelt undervejs.

Ådö Slott, der som nævnt er fra midten af 1600-tallet, har gennem tiden været hjemsted for kongemagtens betydeligste adelsmænd, og sædet har ofte stået til rådighed for de svenske kongers jagtinteresser.

Sommeren 2015 dannede Ådö Slott basis for indspilning af scener i Svensk TV’s thrillerserie Jordskott. Man opførte enkelte kulisser og møblerede nogle rum om, men i det store og hele benyttede man under optagelserne det eksisterende miljø inde i slotsbygningen.

Jordskott-serien er en skræmmende historie med rødder i den svenske urskov. Ved hjælp af optagelser fra forskellige historiske bygninger fra middelalderens tid, de svenske storskove og udstrakte naturlandskaber, herunder altså også Ådös troldeskove og sirenebeboede engskrænter, lykkedes det de svenske filmfolk at få skabt et suggestivt og storartet scenarie.

Ådös vartegn: Ekkotemplet. Den gamle slotspark fra de forrige århundreder findes ikke mere, men er nu omdannet til folde og træningsbaner for travheste – en reminiscens fra tidligere storherrers ejerskab af slottet udgør Ekkotemplet helt nede ved Mälaren – et udehus, som tjente til datidens dekadente grevskaber og disses gæsters underholdning, idet man her kunne indtage et måltid og have en god udsigt, og så samtidig forlyste sig med den ekko-effekt, der var mellem søjlerne under taget. Fornylig blev det anvendt til et bryllup, hvor præsten og brudeparret dog måtte træde ud foran, for man kunne på grund af ekkoeffekten ellers ikke høre, om brud og gom sagde ja eller nej…

Ved den østlige ende af Ådö – der hvor Ekkotemplet står – kan man se over til Ekerös vestlige ende, der hvor der på Ytterste befinder sig Menhammar Stuteri – det tager ingen tid at skulle ro derover – men i bil skulle der bruges måske en lille times tid.

Forbindtlighed – Ulrika i fortrolig samtale med et af Ådö Säteris mange føl

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Her er lidt mere info:

Svensk travsport har ved flere lejligheder bidraget til godgørende formål. Tænk blot på Olympiatravet og Paraolympiatravet, som på Åby gennem tiderne har bidraget med støtte til de svenske deltagere ved de olympiske lege. Der kan helt sikkert nævnes mange flere svenske begivenheder af den art, men vi hæfter os ved en enkelt event, som fandt sted for nu 53 år siden.

Nærmere betegnet taler vi om et gallashow, der fandt sted i 1969, og hvor formålet med gallaunderholdningen var at samle penge ind til forskning i kræft. Gallaen ledtes af Lennart Hyland, som især er kendt for sin værtsrolle i det dengang fortløbende hyper-populære svenske TV-talk show, Hylands Hörne.

I tiden rundt om tv-showet blev der dengang fra alle kanter og hjørner af Sverige samlet ind til cancerforskningen. Svensk travsport ville ikke stå tilbage, og på Solvalla blev der afviklet travløb, hvor en del af omsætningen gik til den store indsamling til cancerbekæmpelse.

Den dag på Solvalla var der udover de nævnte travløb også optræden af diverse artister som Tommy Körberg og Charlie Norman, som var meget kendte i Sverige dengang. Selv den hest, Lilla Gubbe, der optrådte i Pippi Langstrømpe-filmene som Pippis hest havde fundet vej til Solvalla.

To af datidens store svenske ishockeyspillere gik sammen med en tredje idrætsstjerne rundt og solgte programmer til publikum den dag. Den her tredje idrætsstjerne var tæt relateret til travsporten.

Hvem er den idrætsstjerne? Det vender vi tilbage til i morgen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Aikio er nu kollega med sin tidligere staldpige, idet de begge nu er trænere af Travkompaniets heste – det vil sige, at Menhammars og Travkompaniets heste er blevet delt ud på de to trænere.

Lisa Skogh har i alt femten heste i sin varetægt, heraf otte, som tilhører Travkompaniet, mens de resterende hidrører fra eksterne hesteejere.

Blandt de heste i Lisas varetægt, der kommer fra Menhammar og Travkompaniet, er Alone (Maharajah – Quarantine v. Varenne) med knap 1,9 mio. svenske kroner på kontoen og bedste tidsnotering 1.11,0 am.

– Ja, han er jo en hest, der har gjort det godt, men efter at han har holdt pause er det lidt svært sådan lige at finde løb til ham, men vi har fundet et løb til ham på Axevalla Pinsesøndag, fortæller Lisa Skogh.

Lisa Skogh på vej ud med en hest, der skal motioneres

Lisa Skogh stammer fra Värmland, hvor hun er vokset op på en lille lokalitet, der hedder Svanskogh og er beliggende i Säffle-området. Fra femårsalderen har hun og en veninde, Kim Boström, fulgtes ad med interessen for heste. De begyndte at ride små heste, og som de blev større, begyndte de at hjælpe til hos venindens farfar, der havde travheste, hvor de blandt andet ofte red hans heste i træning. De to veninder fulgtes ad gennem skoletiden, havde hestene som fritidssyssel og i gymnasiet valgte de begge hestelinjen. Da de var færdige her, begyndte de som staldpiger, Kim hos Jan Olav Persson, hvor hun stadig er den dag i dag, hvor hun passer koldblodsheste.

Fem år hos Moberg

Lisa begyndte som staldpige hos Jonas Moberg, hvor hun arbejdede i fem år. På et tidspunkt skulle han have en væddeløber til USA, og Lisa fulgte med over for at tage hånd om den. Siden blev hun i Amerika i to år, hvor hun var hos træneren Jonas Czernyson og siden et halvt år i Canada hos træneren og nordmanden Harald Lunde.

– Det var en tid, hvor jeg som ganske ung var langt væk hjemmefra og måtte klare meget på egen hånd, altså også lære at tage vare på mig selv – både i arbejdet som staldpige og i livet som almindeligt ungt menneske, og det udviklede mig i høj grad personligt, og jeg opnåede ret hurtigt en voksen modenhed. Jeg tror, det har betydet meget for mig som person, og den udvikling har måske også sat sig spor i min rolle som hestepasser og som selvstændig travtræner, lyder det ganske selvbevidst fra Lisa.

Opslagstavle over dagens opgaver for hver hest i Lisa Skoghs stald

– Til at begynde med gjorde jeg mig ikke de store tanker om min fremtid, uden den skulle handle om heste. Men for 3-4 år siden begyndte tanken om at blive travtræner at tage form i mig, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive det på Menhammar, hvor jeg altså har arbejdet i mange år som staldpige. Det er helt fantastisk, og det føles som en drøm – en drøm, jeg ikke rigtigt turde drømme, men som alligevel nu er gået i opfyldelse, lyder det fra Lisa, der fortsætter:

– Jeg kom til Menhammar og Stefan Hultman i 2009. Her kom jeg hurtigt til at passe Maharajah, dengang staldens store stjerne-væddeløber. Han vandt jo mange løb, men det svenske derby i 2009 og Prix d’Amerique i 2014 er vel højdepunkterne. Jeg fik Maharajah som pashest et par måneder efter derbysejren. Selv sætter jeg sejren i Olympiatravet på Åby i 2013 ganske højt også, for her var det, han efter nogle mellemresultater viste, at han langt fra var færdig som væddeløber, hvad mange såkaldte eksperter inden for travet ellers dengang gav udtryk for. Og efterfølgende kom jo så sejren i Prix d’Amerique.

Fælles middagslur

På kontoret på Menhammar Stuteri hænger denne billedkavalkade over Maharajahs triumf i Prix d’Amerique 2014. I forgrunden til højre ses grønklædte Lisa Skogh – dengang oppasser for Maharajah

Om tiden med Marahaj fortæller Lisa:

– Maharaj var ikke så vanvittigt imponeret af mig i begyndelsen. Han var meget nonchalant over for mig. Han syntes, jeg var da okay, men så heller ikke mere. Men jo mere vi kom til at rejse sammen, jo mere sammensvejsede blev vi. Vi fik et ganske specielt forhold, fordi vi var sammen, hvor vi mange gange var overladt til at være sammen kun os to.

– Jeg mindes særskilt de perioder under det franske vinter-meeting, hvor vi altid boede på det franske travpalads Grosbois. Vi sov ofte til middag sammen, Maharajah og jeg. Maharajah havde altid for vane at tage en lur efter frokost. Og så plejede jeg dér midt på dagen at gå ind og lægge mig og tage en blund ved siden af ham. Jeg havde da mange venner på Grosbois, men netop på lunchen, da var jeg der for ham. Jeg elskede Maharajah, og det gør jeg fortfarende. Vi er rigtige kammerater. Vi lå i boksen og hyggede os efter frokosten. Han havde masser af spåner i boksen. Det var blødt og skønt.

Lisa vasker Con Te Partiro af efter dagens motion

Der satses på de unge

Annika Lindblom har i mange år været på Menhammar Stuteri, hvor hun blandt andet tager hånd om mange administrative opgaver, herunder forvaltningen af Travkompaniet. Annika fortæller:

– At Lisa Skogh er ansat her på Menhammar skal blandt andet ses i lyset af den ungdomssatsning, Menhammer med ejerfruen Magareta Wallenius-Kleberg har kastet sig over. Derfor syntes Margareta, at det så godt ud i den forbindelse at give den unge kvinde Lisa Skogh muligheden, men det er selvfølgelig også, fordi Lisa er så kompetent inden for sin metier, som hun er.

Annika Lindblom

Her føjer Lisa til:

– Travsportens udfordring lige nu er at få fat i de unge – virkelig at få fat i de unge, men også få fat i nyt folk i det hele taget, for derved at få flere til at gå til trav og flere til at investere i heste. Og der er også mangel på hestepassere, så alene af den grund er det vigtigt at få flere unge til at interessere sig for travsporten.

Lisa Skogh og personale træner løs på Menhammar

At drømme skal man have lov til

Selv om Lisa allerede har oplevet mange store øjeblikke i sit virke inden for travsporten, så besidder hun fortsat sulten på at få lov til at opleve mere. Hun har stadig store drømme:

– Jeg drømmer om selv at kunne træne frem en hest, som kan hævde sig i de store sammenhænge. Jeg er helt på det rene med, hvor svært det er, og hvor meget der skal gå i hak. Men det er min drøm nu, at stå som træner for en storløbsvinder, som man helt selv har ført frem fra grunden. Jeg ved ikke, om det er at drømme for stort, men jeg synes, man skal have lov at have drømme, slutter Lisa.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Travkompaniet blev stiftet i april 2001 med femten heste ligeligt fordelt på tre forskellige stalde: Stald Rød, Stald Grøn og Stald Blå. Blandt andet for at mindske omkostningerne forenklede man i 2006 administrationen, da man fusionerede de tre farvebelagte stalde til én stald – Travkompaniets Stald AB.

Initiativtagerne til stalden dér tilbage i 2001 bestod af adskillige travinteresserede aktører med Eva og Jonas Kleberg fra Menhammar-familien som de måske aller ivrigste. De var fortalere for, at projektet var født til at kunne sprede kundskaben om travsporten og dermed øge interessen for sporten. Det var også Eva og Jonas, der gik med i projektet med størst aktiekapital (og dermed den største risiko), hvilket de gjorde gennem dannelsen af moderselskabet Travkompaniet På Ekerö AB.

2008 – Elitlopps weekend: Stefan Hultman begejstrer de fremmødte delejere i Travkompaniet, der har deres egen publik-plads

Ved opstarten var Stefan Hultman sportschef for Travkompaniet. Han var også den, som dengang trænede alle staldens heste. Frem til efteråret 2015, hvor Stefan blev alvorligt syg, resulterede samarbejdet i mange sejre i de store svenske årgangsløb. Tilsammen med Stefan fik Travkompaniet tilmed fire sejre i de største løb for de ældre travere. Særligt Prix d’Amerique sejren med Maharajah i 2014 bør fremhæves.

Travkompaniets andelsejere vifter med flag for at markere staldens første Elitloppsdeltager Calvin Capar

I løbet af årene har Travkompaniet stået for en lang række af stjerneheste: Maharajah, Calvin Capar, Jaded, Jocose, Lie Detector, Panne De Moteur, Orecchietti, One Too Many och Who’s Who bare for at nævne nogle af storløbsvinderne.

Stalden har således omfattet flere millionærer, Elitlopps-deltagere, svenske rekordholdere samt et stort antal storløbsfinalister.

Mange danskere har andele i Travkompaniet, og netop ved sejren til Travkompaniets Jaded i et af Eliltopps-forsøgene i 2009 blev der blandt andelshaverne trukket lod om at få lov at komme med på den tilhørende æresrunde. Det lod faldt dengang på andelshaveren Carsten Sørensen fra Hesselager på Fyn (Privat foto)

Alle indkørte præmier føres tilbage til Travkompaniets Stall Ab og dets virksomhed. Pengene anvendes til at betale de faste og løbende omkostninger for hver enkelt hest i stalden, altså træningsafgifter, forsikringer, veterinærudgifter, anmeldelsesgebyrer, transport, administration m.m. Det overskydende herefter anvendes til at indkøbe nye heste til stalden.

Menhammar Stuteri har ikke ejerskabsandel i Travkompaniet. Derimod har Travkompaniet og Menhammar et fortrinligt samarbejde hvad angår indkøb af travheste, ejerskab til travheste og avlsvirksomhed.

Travkompaniets Elitloppsdeltager Who’s Who præsenterer foran lægterne på Solvalla den sidste søndag i maj i år

For at Travkompaniet kan få råd til at skaffe flere heste til stalden, har man fra Travkompaniets side valgt at indgå et sameje med Menhammar Stuteri om hestene. Dette samarbejde indebærer, at stalden har råd til at tage flere heste ind, eftersom man deles om alle omkostninger. Det betyder selvfølgelig også, at parterne deles om eventuelle gevinster.

Efter Stefan Hultman som sagt måtte slippe tøjlerne i 2015 grundet alvorlig sygdom, blev Pasi Aikio ansvarlikg træner for Travkompaniets heste. Pasi Aikio har fulgt i Hultmans spor og skaffet Travkompaniet flotte resultater.

Fra januar i år har yderligere en træner etableret sig på Menhammar og fået ansvaret for en del af Travkompaniets heste. Det følger vi op på i næste artikel her på sitet.

Kilde: Travkompaniets hjemmeside

Tekstbearbejdelse: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen 

PS: Har man fået lyst til at skaffe sig en andel i Travkompaniet, kan man følge dette link til andelsstaldens hjemmeside:

Travkompaniet.se – Bli delägare

eller skrive en forespørgsel til

info@travkompaniet.se

 

Søndag på Solvalla skal den succesrige svenske træner Per Nordström – sidste år kåret til årets træner i sit hjemland – ud i Elitloppets første forsøgsafdeling med staldens fløjhingst Önas Prince.

Per Nordström fortæller:

– Han fik jo invitationen efter sejren i april i Gulddivisionen på Örebro, hvor vindertiden 10,0 over 1609 m med auto faktisk ikke skal undervurderes, idet banen var meget løs og krævende set i forhold til en normal sommerbane.

– Jeg er meget fornøjet med ’Prinsen’ og alt i forberedelserne er faldet perfekt ud, så jeg mener, jeg kommer med en hest i bedste forfatning og form. Han fortjener at være med allerede på den fine sæson, han havde som fireåring sidste år, hvor han gik 09-tider flere gange. Nu er han fem år, og så må han være hærdet til den her type konkurrence.

– Vi fik spor ét i forsøget, og havde jeg selv kunnet vælge spor, havde jeg valgt – surprise: nummer ét. Så jeg håber, at vi kan komme godt med fra start – måske tage spids. Sidste år, da han vandt Sprintermesteren, kunne jeg i forsøget undlade undervejs at køre for fuldt; han var jo favorit, og så var der jo noget sparet.

– Jeg tror ikke det bliver lige så let på søndag. Der er der køring på alle hænder fra start. Alle vil frem og være med, hvor det hele sker. Men jeg regner da med, vi kan tage os videre til finalen. Jeg påregner at pille alle sko af til både forsøg og eventuel finale.

Kentucky River ved sejren på Solvalla lørdag

Lørdag havde Per Nordström Kentucky River til start i klasse III i Rikstotoen, og det blev til en endog overbevisende sejr i 1.11,1 over 2140 m auto, hvor Kentucky River efter tidlige spids henviste de øvrige deltagere i løbet til statister – heriblandt sejrshesten Luuk Schermer, der dog kæmpede bravt til hvad der blev en tredjeplads – L.A.Boko spurtede forbi denne akkurat til slut.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Vi skulle høre, om travhesten Hr Weyse også er en hest, der kan fremvise samme selvoptagethed og ditto glæde, som sin navnebror fra TV-serien Badehotellet.

– Jo, faktisk, lyder det fra hestens træner.

– Han er en lidt speciel hest, der godt kan lide at være i sit eget selskab. Ofte står han for sig selv og vil ikke så meget i kontakt med andre, men indimellem kan han godt lide at vise sig frem. Jo, han kan vel godt minde lidt om Hr Weyse fra Badehotellet. Måske er vores hest dog blevet mere social efter kastration.

Anita fortsætter:

– Nu har han trænet en del derhjemme og er lidt frisk, så nu skal han til at i gang. Som fysisk individ er han stærk og solid, og vi har da forventninger til ham.

Snart spiller Hr Weyse op til dans på travbanen – var i fremvisningsløb på JVB mandag aften, og der var ikke tegn på, at det ikke snart skulle blive aktuel med en ny optræden

Hr Weyse har en gennemført amerikansk afstamning gennem forældrene Michael’s Turn og Magnetic Power-hoppen Queen Frecel.

– Det er ikke fordi vi nu kommer med en stime af opdræt med navne fra Badehotellet. Hr Weyses lillebror lyder navnet Krumme – det er vist fra en hel anden serie? Men lige da vi så det lille føl, der så fik navnet Hr Weyse, dèr kunne vi bare mærke, at det klikkede. Det var helt perfekt.

Startede hos ’Gummistøvlen’

Anita Gregersen boede i sine første barneår i Bramminge, altså i det sønderjyske, og meget af fritiden blev anvendt på heste og deltagelse i ridespringningskonkurrencer. Da forældrene så flyttede til Århuskanten, fortsatte hesteinteressen og her kom hun til at kende Richard W. Jensen – af mange kendt under det kærlige navn ’Gummistøvlen’ – og dennes kone, som boede i nabolaget. Her kom Anita fast, og fast bed sig også interessen for travheste. Hun kunne godt lide spændingen i forbindelse med travløbene, men selvfølgelig mest af alt omgangen i dagligdagen med hestene.

Ud over Hr Weyse træner Anita også Flash de Bucy, en nylig indkøbt franskmand, der i sin første start for Anita i starten af maj på Jägersro med Peter Ingves ved linerne løb en tredjeplads hjem i 1.13,7/2140ma. Mandag aften i Århus mødte den overmagten i form af Emoji og E-type Cash og måtte nøjes med løbets sidste præmiepenge.

Anita arbejdede i flere omgang for den århusianske træner Henrik Lønborg, afbrudt af udlandsophold, idet Anita en overgang arbejdede for rejsekoncernen Spies.

Hos Lønborg mødte Anita i 1998 så ham, hun så valgte at danne par med, nemlig Morten Melin, og som hun således nu har været sammen med i godt tyve år. I læ af Frijsenborg Slot og dets tilhørende skove ligger den lille ejendom, som Anita Gregersen sammen med gemalen Morten Melin har beboet stort set siden de fandt sammen, og hvor de går og hygger om deres travheste, som de har en snes stykker af, hvoraf syv er startklare løbsheste.

Parrets yngste datter Lærke er også bidt af en gal hest, og hun bistår med stor selvfølge og ubekymrethed sine forældre i pasningen og klargøringen af deres travere, alt imens hun også har engageret sig i ponyridning, i hvilken disciplin hun klarer sig med stor succes.

Anita har arbejde som hjælper for en handicappet. Arbejdsperioden er koncentreret og består af en hel del døgnvagter afbrudt af kompenserende fridage, hvor Anita så fuldt ud kan hellige sig hestene, træne dem og pusle om dem.

Hr Weyse flankeret af hovedparten af sin ejerkreds Anita, Gregersen og Morten Melin ved hestens hoved, yderst til højre datteren Lærke og yderst til venstre Carsten Kammersgaard og Else Torbensen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Indgangsfotoet til artiklen viser Anita i færd med at afvaske Hr Weyse efter indsatsen i fremvisningsløbet på JVB

 

 

Siden han vendte hjem til Danmark efter en længere årrække i både norsk og amerikansk travsport, har Ole G. Nielsen gjort sig fint bemærket med 10 sejre i 2020 og ni sejre i fjor, hvor staldens heste indkørte 349.000 kroner – men desværre har sæsonen 2022 resultatmæssigt været lidt op ad bakke for den 33-årige Skive-træner.

Det er således blot blevet til en enkelt sejr – vundet med 3-årige Jonathan Star (Born In The USA) i fredags på Lunden – og i alt er det kun blevet til otte starter for staldens heste.

-Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi kun har tre startheste i stalden: Jonathan Star, Gangnam Style K og Eldon Neergpård, og det er jeg lidt ked af, siger Ole G.

Ole G. Nielsens humør er fint – ungheste fylder godt op stalden, men han kunne dog godt ønske sig nogle flere startklare heste at gøre godt med. Hesten han står med er Jonathan Star

Fra 95 til otte starter
Med 21 heste på træningslisten, heriblandt ikke færre end 15 2-åringer, er der nok at se til i hverdagen for Ole G. Nielsen og hans personale.

-Vi har mange ungheste i stalden og har heldigvis nogle gode og stabile kunder, så overordnet set er humøret er stadig fint, men jeg savner nogle flere løbsheste. Vi er gået fra 95 starter i 2020 til 67 starter sidste år og nu altså kun otte starter i år. Det er alt for lidt, for jeg synes ærligt talt, at vi har lavet ganske fine resultater med et begrænset materiale.

-Eldon Neergård var f.eks. nærmest kasseret da vi fik den og den har da vundet otte løb for os. Jonathan Star skulle egentlig have været til Norge, men Kim Pedersen (dansk træner i Norge, red.), som jeg har et tæt samarbejde med, syntes ikke den var god nok, så den fik vi lov til at beholde og han vandt jo en flot sejr på Lunden forleden på 1.17,7/2000 meter.

-Endelig er der så Gangnam Style K, som min kæreste har lejet i Norge. Han har gjort det helt forrygende med to sejre og to andenpladser i V75 i Norge og over 250.000 mens vi har haft ham, så alt i alt synes jeg faktisk at vi har lavet nogle pæne resultater, men desværre mangler vi stadig nogle flere løbsheste.

-En del af forklaringen er nok, at jeg har størsteparten af mit netværk i Norge, og det er altså svært at overbevise potentielle kunder om at beholde deres heste i dansk træning med de løbspræmier vi har herhjemme. Jonathan Star gik f.eks. 1.16,8a/2140 meter i sin anden start for os, hvilket blev belønnet med 1.900 kr. Det er jo helt til grin.

Eldon Neergård i front – ved linerne Jeppe Juel

Unghestetræner
Ole G. Nielsen er en af relativt få danske trænere, som delvis har specialiseret sig i tilkøring og optræning af ungheste, som efterfølgende bliver afleveret til forskellige trænere i ind- og udland. En af hans faste samarbejdspartnere er føromtalte Kim Pedersen med trænerlicens på Bjerke-banen i Oslo.

-Vi har i år seks 2-åringer fra Kim Pedersen, der skal retur til Norge senere på måneden. Det har været en rigtig god hjælp fra dag 1 og jeg tror begge parter sætter stor pris på samarbejdet. Derudover har vi yderligere tre norske og to svenske 2-åringer, der ligeledes skal tilbage til deres respektive hjemland inden længe, siger Ole G.

-Én af svenskerne, Kendrick KW (Maharajah) går muligvis til Jörgen Westholm. Den er norskejet, men ejeren har heste i træning hos Westholm og i fjor sendte vi to heste derop fra samme ejer.

-Det er selvfølgelig ærgerligt at miste hestene – især hvis fornemmer der er tale om en hest udover det sædvanlige – men knapt så slemt når man ved det fra starten.

-Jeg synes det er utroligt spændende at arbejde med ungheste – at følge deres udvikling fra man modtager dem til de forlader os et års tid senere. Vi har som nævnt en del norske heste, der kun skal gå mønstringsløb som 2-års og først starte som 3-års, så det giver ingen mening at køre dem alt for langt ned tidsmæssigt, mens de svenske heste skal være noget længere fremme i og med at man har 2-årsløb i Sverige.

-Vi får dog også lov til at beholde nogle af 2-åringer. På nuværende tidspunkt er det planen at fire af hestene forbliver i træning hos os og det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for.

-En af dem jeg skal beholde er Trouville Royal (hoppe e. Maharajah), som ejes af en nordmand, der har haft heste hos mig siden jeg startede, bl.a. Karlotta. Trouville Royal er en rigtig talentfuld hoppe med lidt temperament, men hun har både kapacitet og fart indenbords. Det er en hest jeg håber vi kan få lidt glæde af, frem for alt næste år, men det er ikke utænkeligt at hun får et par starter som 2-års.

-Vi har også Isak Smed (hingst e. From Above U S), der skal gå fremvisningsløb midt i maj. En utrolig fartfyldt hest, der har meget let ved det. Han kommer til start som 2-års, men ikke i det første 2-årsløb.

Endelig er der Inquito (hingst e. Tobin Kronos), som vi selv ejer 2/3 i. Også en sindssyg lækker hest, men han skal ikke presses unødigt.

Oles kæreste Trine Austevoll med Gangnam Style K

Jarlsberg næste gang
Som nævnt i indledningen har Ole G. Nielsen pt. kun tre løbsheste, hvoraf Gangnam Style K har været den store reklamehest med foreløbig to sejre og over 250.000 kroner i indkørte præmier.

-Gangnam Style starter næste gang i stayerløbet på Copenhagen Cup-dage og så bliver næste opgave stayerløbet på Oslo Grand Prix-dagen. Han har gjort det helt forrygende siden vi fik ham i juni måned i fjor, og jeg synes næsten vi har fundet ”et halvt gear” mere i ham i år, siger Ole G, som også har store forventninger til Jonathan Star:

-Han havde en del problemer som 2-års og henover vinteren. Jeg kender ejeren fra min tid hos Bo Westergaard og har fået lov til at beholde hesten i Danmark. Det er jeg selvfølgelig meget glad for og jeg tror der er en del udvikling i Jonathan Star. En stærk hest, der starter næste gang den 14. maj på Jarlsberg i et 3-årsløb med 250.000 NOK til vinderen. Der er ikke så mange norske 3-åringer, der har været ude på det tidspunkt, så jeg håber han har en god chance. Eirik Høitomt kører ham igen.

Usikker fremtid

Selvom Ole G. Nielsen af natur er en glad og positiv ung mand, fremkalder fremtidsudsigterne for dansk travsport alligevel nogle panderynker hos Skive-træneren.

-Jeg sidder lidt på nåle og ved sgu ikke helt hvad jeg skal gøre, siger han.

-Vi har længe talt om at fremtiden har set sort ud, men vi kører jo stadig travløb og har også fået lidt flere penge at køre om, men priserne på alt har fået et hak opad og det har bestemt ikke gjort det lettere for nogle af parterne, så det er klart man bliver lidt bekymret.

-Jeg mig nævne transportdelen, som er blevet både dyrere og mere besværligt. Jeg har det sidste års tid investeret over 25.000 kroner på at kunne transportere mine heste. Har bl.a. købt ny trailer, der skal godkendes og jeg skal have autorisation til at køre den. Derudover skal der sættes termograf op i bilen, og når man ikke starter oftere end jeg gør, bliver det besværligt at tjene pengene ind igen.

-Samtidig har svenskerne jo investeret mange penge i det her, så man har formentlig nogle forventninger om at det kan blive en god forretning, og når de ser sådan på det, skal vi jo også være positive.

-Men jeg synes som sagt det er lidt svært. Jeg var sidste efterår på kursus i Sverige mhp. at få svensk trænerlicens fordi jeg har mange svenske og norske kunder, men jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre. Derfor har jeg heller ikke investeret i en gård, så kortene er åbne og vi er stadig flytbare, men jeg har dog ingen aktuelle planer om at forlade Danmark.

Jonathan Star viser sin træner Ole G. Nielsen frem

IT-alderen er over os

Ole G. Nielsen er kendt som en mand med sine meningers mod og vi har konfronteret ham med nogle forskellige aktuelle emner, der berører alle med tilknytning til dansk travsport.

I Sverige påtænker man i 2023 at udskrive færre løb end i år, men med højere præmier. Kunne det være aktuelt for Danmark og måske giver det sig selv med det faldende antal startheste?

-Jeg synes det er helt rigtigt at gøre som svenskerne. Vi ser jo ofte meget små felter herhjemme og det er på ingen måde en holdbar situation for travsporten på længere sigt. Jeg tror det er rigtigt at bruge de penge man sparer på højere præmier i de resterende løb. Det er jo helt logisk, at omsætningen falder hvis der er færre heste frem for fyldte felter, siger Ole G.

Og apropos spil, så står hestesporten jo over for en langt mere digitaliseret og kontantløs tilværelse, hvor man som spiller på længere sigt skal vænne sig til at downloade programmer på sin mobil eller tablet, ligesom al spil også kommer til at foregå ”på nettet” og vel at mærke kun hvis man har et såkaldt spille-ID fra Danske Spil.

-Jeg synes som udgangspunkt ikke om at man ikke kan spille på banen uden at have et spille-ID eller Dankort, men det er jo sådan det er. Samtidig er det også dyrt at have folk siddende i boderne på banen, så selvom man f.eks. mister 5 % i omsætningen, kan det jo – uden at jeg ved noget om det- godt være at man alligevel tjener penge hvis man sparer 10 % ved at lukke boderne på banen.

-Det bliver svært for de ældre tilskuere, men den generation der vinder frem og som vi forhåbentlig kommer til at se endnu mere til ude på banerne, er jo vant til at gøre stort set alt på mobilen, så de tænker anderledes og måske er det ikke så stort et problem, som man gør det til. Under alle omstændigheder kræver det dog noget vejledning ude på banerne, så vi ikke mister dem, der er i tvivl om noget.

“Har du en humpel rugbrød i lommen?” spørger Gangnam Style høfligt Trine Austevoll om

Skal Muskterdagen flyttes?
Som Skive-træner havde Ole G. Nielsen naturligvis set frem til årets største dag på hjemmebanen, selvom stalden ikke havde nogle heste til start på Musketerdagen, men så var der i stedet god tid til at snakke med venner og bekendte som lagde vejen forbi stalden, hvor der dagen igennem blev serveret lidt godt til ganen.

Næste år har Ole G. forhåbentlig en eller flere kandidater til de tre hovedløb, hvor man i år savnede flere af de bedste danske årgangsheste. Til gengæld var hollandske Paul Hagoort som altid på plads sammen med et par tyske gæster, men skal man fremadrettet evt. lukke Musketerløbene for udenlandske heste for at kunne tiltrække flere danske årgangsheste?

-Det kan da godt være, at de hollandske heste skræmmer nogle danske heste væk, men der er jo det aspekt i det, at Musketerdagen ligger så tidligt på sæsonen, at ikke alle har deres heste klar på nuværende tidspunkt, siger Ole G.

-Jeppe Juel har f.eks. hele tiden sagt, at Garfield først kommer til 4-årsprøverne i Århus i midten af juni, men hvis man lukker løbene for udenlandske heste, får vi til gengæld nogle langt mindre gode danske heste til start og det er vel heller ikke at foretrække.

-De løb vi havde i år indeholdt alle høj klasse og jeg foretrækker helt klart mindre felter med udelukkende gode heste. Hvis vi udelukkerne de udenlandske heste er det jo ikke værd at se på, så hvis vi vil ha’ den her storløbsdag, er det for mig at se sådan det skal være.

-Der har været tale om at flytte Musketerdagen længere frem på sæsonen, men det kan man vel ikke umiddelbart gøre, da man så rammer ind i nogle af de andre storløb – og desuden SKAL man jo også ha’ et ”startskud” for årgangshestene, hvor vi så må undvære nogle af de bedste heste. Felterne bliver jo også lidt tyndere besat sidst på sæsonen.

-Jeg tror man er begyndt at tale om det fordi rammeprogrammet på Musketerdagen var lidt tyndt i år, men jeg fatter heller ikke, at der skal være storløb i Skive om søndagen og så igen løb i Aalborg om mandagen. Det giver ingen mening at afvikle løb på to næsten nabobaner to dage i træk når der er så få løbsheste herhjemme, slutter Ole G. Nielsen.

På Musketerdagen kræsede Ole G. Nielsen-stalden om sine gæster. Her er de knipset under forberedelserne

 

Tekst: Henrik Berg
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dagens niende løb i Skive skal den unge kusk Lucas Kirk ud at gøre sit relativt korte livs tiende start. Det skal han bag sin mosters fine hoppe Ellie Said That. Opgaven i denne afdeling af Sigter Mod Stjernerne skal Ellie Said That forsøge at give 40 m til så gode heste som Kenzo Flevo og Herman S H, og 20 m til kapable Gibson S H.

– Det er nok ikke en enkelt opgave at løse, men jeg satser på at give Ellie Said That et løb i en god ryg og så stole på hun har en polet eller to sparet til slut, så vi kan spurte os forbi de fleste til slut – dog er det nok mest realistisk med en mindre pengepræmie, vurderer Lucas Kirk.

Lucas er seksten år gammel og er ved at færdiggøre niende klasse på Balling Skole.

– Ja, den ligger nogle kilometer nord for Skive, men jeg er først med min mor flyttet til Skive inden for det sidste år, så jeg vil ikke skifte skole så tæt på afslutningen.

Ellie Said That og Lucas Kirk står allerede ved middagstid klar i stalden på Skive Trav – parret skal ud i Sigter Mod Stjernerne – søndagens niende løb på Skive Trav

Træner meget med hestene

– Jeg har i mange år kørt ponytrav, og jeg er bidt af hestesporten. Jeg træner meget med heste efter skoletid, gerne sammen med Christian Lindhardt på hans gård eller på banen i Skive. Min mor bor sammen med Hans Ulrik Kristensen, kendt som amatø kusk og hesteejer i Skive, og jeg træner også meget med heste herhjemme, altså på Hans Ulriks træningsfaciliteter i Vinde lidt ude i periferien af Skive.

– Når jeg er færdig med skolen, vil jeg gerne starte at blive oplært som jockey og staldmand og senere måske satse på at blive træner. Jeg vil dog sideløbende tage en uddannelse som beslagsmed, og jeg kunne godt tænke mig, at det skulle ske hos beslagsmed Michael Kukkonen., men der er ikke endeligt fastlagt noget endnu.

I sine hidtidige ni starter har Lucas vundet én gang – med Chelsea – og derudover høstet en andenplads og to femtepladser. Det er første gang han kører mosteren Kirsten Lauridsens Ellie Said That, som han dog kender godt fra træningen på hverdagene.

Ellie Said That og Lucas Kirk varmer op til Sigter Mod Stjernerne sødnag eftermiddag den 1. maj

 

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Hopeforlove blev kørt af sin delejer Steffen Ris, som fortæller:

– Hun gik med maske, for hun er ret så stænkræd, og derfor valgte jeg at starte hende i rutineløb, for jeg skal se, hvor langt hun er nået i sin forståelse af, hvad det drejer sig om. Det er det, der er udfordringen med hende. Rent fartmæssigt fejler hun intet. Hun indeholder ualmindeligt fine fartressourcer.

Hopeforlove gik et godt rutineløb Skærtorsdag på Fyens Væddeløbsbanes oval

– I dagens rutineløb gik hun virkeligt fint og var med i ryg undervejs. Her fulgte hun godt med, men hun viste, at hun stadig ikke har det godt med det grus, der piskes op af den foranliggende, for hun rykkede lidt med hovedet, men det var virkelig en forbedring for præstationen i rutineløbet for fjorten dage siden, hvor hun også fejlede. Jeg er tilfreds i dag, og til slut kørte jeg ikke alverden og lod hende blot passe kadencen, for det gik lidt stærkt undervejs. Lidt mere træning kan hun bruge, men hun er snart startklar og måske inden for en måned eller to melder jeg hende til løb.

Hopeforlove – går med maske, da hun er stænkræd

Ind i sporten via familien Bender

47-årige Steffen Ris har været med i gamet omkring travsporten siden han fyldte seksten. Efter nogle år på børnehjem på Sjælland, hvor han oprindeligt kommer fra, blev han dengang i 1991 sendt i familiepleje hos forældrene til travtræneren Ole Bender.

Hos familien Bender stiftede Steffen således bekendtskab med travhestene. Han faldt pladask for hestene og begyndte at hjælpe til hos John Køhler, da denne stadig gik under navnet John K. Hansen.

– Ole Bender var dengang træner i Billund, og da han så midt i halvfemserne vendte tilbage til Fyn, så kom jeg til at arbejde hos ham et stykke tid, ligesom jeg også en overgang var hos John Ø. Jensen inden han tog over sundet til Sverige.

– Som ung i tyverne havde jeg forskellige jobs, blandt andet som slagteriarbejder. Jeg arbejdede meget med udskæringer, men det var hårdt for mine arme og jeg arbejdede så en tid i pakkeriet i stedet for. Da Ansager Dyreklinik på det tidspunkt ansøgte om en medarbejder, så søgte jeg og fik tjansen.

– Dér har jeg nu arbejdet i cirka tyve år. Jeg deltager i det daglige arbejde med boksrengøring og pasning af hestene, og dertil kommer, at jeg er chauffør på dyreambulancen, når der er brug for det. Og så ikke mindst har jeg vagten som assistent ved natlige operationer.

Elsker travsporten

Sammen med sin frue Dorthe Ris, som Steffen mødte, da han arbejdede for Ole Bender, idet Dorthe Ris dengang allerede var staldmedhjælper hos Bender og var fulgt med fra Billund.

– Ja, Dorte kommer fra Vejle. Nu bor vi i Starup ved Grindsted, hvor vi har hestene Another Dream, Give Me A Chance og Hopeforlove, oplyser Steffen Ris og beretter videre:

Steffen Ris på vej i stald efter veloverstået rutineløb Skærtorsdag på Fyen

– Vi træner udelukkende hestene hjemme, hvor de får nogle tempoarbejder. Vi kører ikke så hurtigt med dem andet end i løbene. Alligevel er det selvfølgelig træls, at Billund er lukket ned – for de fleste mister jo en mulighed for let adgang til hurtigarbejder. Men jeg elsker virkelig bare travsporten så højt, at jeg fortsætter på trods af Billunds ophør, og så må vi køre lidt længere for at starte hest.

Hopeforlove ejer Steffen sammen med en norsk bekendt, Ely Rishaug-Iversen, som er søster til Björn Rishaug – opdrætteren af de kendte BR-travheste i Norge. Ely Rishaug-Iversen er endvidere kendt for sit ejerskab til 2004-elitlopps-deltageren Rotation, der i sin tid en overgang var i Stig H. Johanssons varetægt. Og blandt hendes opdræt finder man den norske derbydeltager Midnight Moon. Ely Rishaug-Iversen har opdrættet Hopeforlove, ligesom hun har opdrættet den anden hest, hun delejer med Steffen Ris, nemlig Give Me A Chance, hvis morfar i øvrigt er nævnte Rotation.

Steffen Ris og Hopeforlove

– Ja, vi har gennem tiden haft nogle heste sammen, men for tiden er hun ved at trappe ned på hesteholdet, så samarbejdet bliver fremover nok mindre intenst, forklarer Steffen Ris, der godt nok selv varetog kusketjansen i dag bag Hopeforlove.

– For tyve år siden kørte jeg meget mere end nu, så jeg har nok ikke den helt store rutine og de skærpede reflekser mere, så det er meningen, at catch drivers for langt størsteparten skal køre mine heste, slutter Steffen Ris.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Som afslutning på vor odyssé rundt i Timo Nurmos tanker og Ken Ecce og Flemming Jensens kommentarer hertil, vender vi os mod den svenske ingeniør Lars Sandström. Han udgør sammen med veterinærprofessor Ingvar Fredricson ophavet til de moderne svenske baner skabt i halvfjerdserne og firserne.

Historien bag Ingvar Fredricson og Lars Sandströms virke er, at veterinærprofessoren i sin tid foretog en lang række termografiske studier af belastningen på travhestes ben, når de løb gennem de dengang helt pandekageflade sving. Benene blev megahårdt belastet, og det forklarede de mange skader, der dengang opstod.

Med hjælp fra ingeniøren Lars Sandström fik man designet baner med kurver, hvor dosseringerne skulle afbøde den belastning, de flade sving gav på hestenes lemmer.

Ingeniør Lars Sandström

Penge fra amerikaner

Pengene til gennemførelse af d’herrers forskning kom ikke fra Sverige, hvor stokkonservative gemytter stadig overbefolkede datidens styrende organisationer inden for travet. De kom heller ikke fra Danmark, men ad besværlige omveje lykkedes det Fredricson at skaffe pengene via private amerikanske investorer.

Så skulle der laves en prøvebane for at teste forskningsresultaterne. En prototype, kunne man sige, inden man kunne gå ind i en ”masseproduktion” af baner.

Her kom danskerne til hjælp, idet folkene bag den nye Skovbobane – vi taler starten af halvfjerdserne – henvendte sig til en professor på landbohøjskolen for at få hjælp til at lave en bane, der tog hensyn til hestenes bevægelsesmønstre. Den danske professor, der ifølge ham selv var en novice på området, var bekendt med den svenske veterinærprofessor Fredricsons arbejder og henvendte sig derfor til ham og Sandström.

Og de to svenskere designede så Skovbo, som ved sæsonpremieren efterfølgende blev vidt berømmet at de – også svenske – kuske, der havde deltaget. Så slog svenskerne til og byggede eller ombyggede alle deres baner efter Sandström og Fredricsons koncept. De danske beslutningstagere i de ledende organisationer dengang sad fortfarende på hænderne og fulgte ikke trop. Tragikomisk er det, at de to baner i Danmark, der over tiden bedst har levet op til Fredricson og Sandströms idealer, Skovbo og Billund, i dag ikke fungerer som væddeløbsarenaer. Billund er for nylig for usselt mammon solgt og jævnet med jorden uden modydelse om en ny bane, og Skovbo har længe alene fungeret som træningsstation.

Veterinærprofessor emeritus Ingvar Fredricson

Kan dansk travsport undfly afgrunden?

Man kan sige, at danskerne travsportsmæssigt virkeligt er på skideren. Økonomien er ikke flot, banerne er dyrevelfærdsmæssigt set ikke i toptrim, mange baner slås med ledelser, der er gerådet ud i interne fløjkrige og splidskabende fraktionsdannelser til varetagelse af små navlebeskuende særinteresser uden visionære blik for det store perspektiv med udvikling og opbygning af en sund sport – altså er dansk travsport faret ud ad en vej, der erfaringsmæssigt fører lige lukt mod afgrunden. Håbet for en ændring af denne kurs må sættes til svenskerne i og med, der for ganske nylig er indgået en samarbejdsaftale mellem dansk og svensk travsport – men det efterstår at se, om det er det, der skal til for at løfte dansk travsport op af dyndet. Det håber vi så sandelig!

Udvikling Assens – VisitAssens

Efterhånden er banerne utidssvarende

Og banerne opbygget efter halvfjerdserne og firserne er ikke længere tidssvarende. Kort fortalt er hestenes farter blevet større gennem målrettet avl og måske bedre træningskoncepter. Banernes dosseringer er derfor ikke ideelle. (Og dér, hvor man også kører koldblodstrav på banerne, er udfordringerne ikke mindre). Hør hvad Lars Sandström siger i dag:

I Travrondens nummer 33 af 5. august 2020 har journalisten Mattias Holmgren gengivet en samtale med Lars Sandström. Her et uddrag:

”Ingeniøren Lars Sandström har været involveret i opførelsen af alle svenske væddeløbsbaner. Ligesom Per Nordström er han klar over, at udformningen af banerne skal evalueres.

I 1980 vandt Ideal du Gazeau Elitloppet i 1,13,8a/1609 meter. Der er sket meget siden da. I 2006 vandt Conny Nobell løbet i 1.09.9a/1609 meter og var den første vinder under drømmegrænsen på 1,10.

1,09-noteringer bliver mere og mere almindelige. Men for hvilke hastigheder er landets væddeløbsbaner i virkeligheden bygget? Lars Sandström er banekonstruktør og har været involveret i opførelsen af alle svenske væddeløbsbaner. Han mener ikke, at nutidens kurveradier er store nok i forhold til hastighederne i løbene.

»Den eneste 1000 m-bane, der har en radius, der er virkelig skånsom over for hestene, er Visby med en radius på 100. Mange har 79, og nogle er endda nede på 75. I Sverige eksisterer der ikke nogen bane med dimensioner der matcher en ideel tid hurtigere end 1,21. Selvfølgelig er det muligt at køre hurtigere end det, men så vil stressindvirkningen også være større. Der er også baner med en langsommere ideel tid end 1,21, hvilket er en ulempe«, siger Lars Sandström.

Lars Sandström var med til at genopbygge landets væddeløbsbaner ved overgangen fra halvfjerdserne til firserne i forrige århundrede.

»Alle baner blev dengang omdannet til datidens moderne design. Siden da har de set sådan ud. De er naturligvis blevet omlagt, men de har basalt set ikke ændret form. Forudsætningerne var helt anderledes dengang, imod hvad de er nu.

Både avl og træning har udviklet sig hastigt siden da, og hestene åbner med helt andre hastigheder nu. Men så har vi vores koldblods travheste at tage hensyn til. Banerne skal fungere for alle. Jeg er i færd med at udarbejde statistikker over dette«.

Ifølge Lars Sandström er 18 procent i dosseringsrate det maksimale for en kurve på en travbane.

»Det er for at underlaget skal blive liggende. Ellers vil det mere eller mindre langsomt rutsje ned. Ikke mindst ved regnvejr.  Da dosseringerne oftest er maksimale, er der kun mulighed for at ændre radiussen og gøre den større, hvilket er ensbetydende med længere baner alt til gavn for hestene. Større omkreds og bredere kurver er ønskværdige for at banerne kan blive mest skånsomme at løbe på for hestene«.

Lars Sandström er i øjeblikket involveret i opførelsen af både banen i Leangen i Norge og Jägersros nye bane i Malmö.

“Hos Leangen vil der blive en bane med en omkreds på 1100 meter. Der var ikke plads til en længere bane end så. Jeg har også lavet et første layout til Jägersros nye bane på 1400 meter.”

Her er den kommentar, KM FOTO indhentede fra Lars Sandström i anledning af Timo Nurmos funderinger over emnet ’dossering’:

”Fredricsons højhastighedsfilm (termografiske studier) fra bevægelsesforskningen er det, som har gjort størst indtryk på mig. Det er ikke morsomt at se på sekvenserne, hvor hestenes ben i høj fart piler hen over underdosserede kurver.

Dimensioneringen i mine konstruktioner er matematisk tilpassede hestenes bevægelsesmønster.

Når en hest løber i 1.20-tempo, så lander dens hov på underlaget med en belastning på 1000 kg på mindre end et mikrosekund.

Hvis underlaget ikke er korrekt, så kan det få katastrofale følger for hesten.

Eftersom en hest på ca. 500 kg med en hastighed på ca. 50 km/h udsættes for centrifugalkraft ved ændring af retning (fra lige bane og ind i kurven) må dette afbalanceres med ret dosering af kurven. Hvilket helt og holdent beror på ren matematik.

En parameter, som danner grundlag for dosseringsgraden, er kurvens radius. Her benytter man sig af noget, som man benævner den dimensionerende hastighed.

Den faktor bestemmes i samråd med banens trænere efter kvaliteten på de heste, som udgør størstedelen af dem, der benytter den pågældende bane.

Eftersom næsten alle baner i Sverige har få små radiusser, kan banerne ikke doseres op til det niveau, som ville være det optimale ud fra gældende hastigheder. Dette eftersom underlaget ikke kan doseres til en højere grad end 18 % afhængig af det anvendte overflademateriales egen ’stablingsvinkel’ (i. e.: den vinkelstørrelse, der ikke må overskrides for at overfladelagets partikelenheder ikke begynder at rutsje nedad. For eksempel har sand en stablingsvinkel’ på 32 grader.

For nærværende har vi ingen bane i Sverige med en dimensionerende hastighed under 1.21,5, inklusive Solvalla.

At køre hurtig med en hest med en fart højere end den dimensionerende hastighed kan være okay, hvis bare det kun gøres med nogle ugers mellemrum og at det sker på et optimeret baneunderlag.

Vær opmærksom på at det at køre langsommere med en hest end den dimensionerende hastighed absolut ikke er skadefremkaldende for hesten hvis bare man ikke gør det hver dag i ugen i ugevis- Givetvis kommer hesten at gå skævt gennem kurverne, men det er totalt ufarligt for hesten, men kan givetvis føles noget værre for kusken.

Når jeg konstruerer væddeløbsbaner, er jeg tydelig med, at der må findes andre muligheder for træning – i særdeleshed for ungheste. Givetvis gælder det samme for opvarmninger. Altså: en alternativ opvarmningsbane bør om muligt anvendes.”

Ovenstående emner om banekonstruktion og dyrevelfærdsaspekter behandles i KM FOTO’s ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel” – læs den her.

Du kan i rapporten ud over funderinger af Timo Nurmos og Ken Ecce og Flemming Jensens kommentarer hertil læse yderligere om veterinærprofessor Ingvar Fredricson og ingeniør Lars Sandström.

I år forventes professor emeritus Ingvar Fredricson at udgive en bog om sin forskningsindsats. I den behandles ikke mindst forskningen i travhestes bevægelsesmønstre og historien om, hvordan amerikanerne og danskerne ”hjalp” svenskerne på vej uden disse lande selv drog nytte af deres indsats.

Tekst: Kjeld Mikkelsen og Allan Loft
Topfoto: Ditte Hesselborg (Racing Arena Aalborg – måske p.t. bedste danske bud på en relativ skånsom bane)
Foto: Kjeld Mikkelsen