I dagens niende løb i Skive skal den unge kusk Lucas Kirk ud at gøre sit relativt korte livs tiende start. Det skal han bag sin mosters fine hoppe Ellie Said That. Opgaven i denne afdeling af Sigter Mod Stjernerne skal Ellie Said That forsøge at give 40 m til så gode heste som Kenzo Flevo og Herman S H, og 20 m til kapable Gibson S H.

– Det er nok ikke en enkelt opgave at løse, men jeg satser på at give Ellie Said That et løb i en god ryg og så stole på hun har en polet eller to sparet til slut, så vi kan spurte os forbi de fleste til slut – dog er det nok mest realistisk med en mindre pengepræmie, vurderer Lucas Kirk.

Lucas er seksten år gammel og er ved at færdiggøre niende klasse på Balling Skole.

– Ja, den ligger nogle kilometer nord for Skive, men jeg er først med min mor flyttet til Skive inden for det sidste år, så jeg vil ikke skifte skole så tæt på afslutningen.

Ellie Said That og Lucas Kirk står allerede ved middagstid klar i stalden på Skive Trav – parret skal ud i Sigter Mod Stjernerne – søndagens niende løb på Skive Trav

Træner meget med hestene

– Jeg har i mange år kørt ponytrav, og jeg er bidt af hestesporten. Jeg træner meget med heste efter skoletid, gerne sammen med Christian Lindhardt på hans gård eller på banen i Skive. Min mor bor sammen med Hans Ulrik Kristensen, kendt som amatø kusk og hesteejer i Skive, og jeg træner også meget med heste herhjemme, altså på Hans Ulriks træningsfaciliteter i Vinde lidt ude i periferien af Skive.

– Når jeg er færdig med skolen, vil jeg gerne starte at blive oplært som jockey og staldmand og senere måske satse på at blive træner. Jeg vil dog sideløbende tage en uddannelse som beslagsmed, og jeg kunne godt tænke mig, at det skulle ske hos beslagsmed Michael Kukkonen., men der er ikke endeligt fastlagt noget endnu.

I sine hidtidige ni starter har Lucas vundet én gang – med Chelsea – og derudover høstet en andenplads og to femtepladser. Det er første gang han kører mosteren Kirsten Lauridsens Ellie Said That, som han dog kender godt fra træningen på hverdagene.

Ellie Said That og Lucas Kirk varmer op til Sigter Mod Stjernerne sødnag eftermiddag den 1. maj

 

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen