For ti år siden begyndte Ernst Gamst Nielsen at interessere sig for travet, idet han kom en tur med ud på travbanen, hvor han hurtigt blev gode venner med opdrætterfamilien Christensen fra Stutt. Flamingo i Vemb ved Holstebro.

For tre år siden tog Ernst Gamst Nielsen så licens sammen med sin søn Asger Sibuhr.

Lige nu råder han over Dolly Skovbo og Geronimo Flamingo.

For et par siden fik han fat i Geronimo Flamingo, som netop er opdrættet på Stutt. Flamingo.

– Jeg koncentrerer mig om at træne mine to heste, så må professionelle tage over i løbene. I aften er det verdensmesteren Birger Jørgensen, der varetager opgaven, når Geronimo Flamingo skal gøre sin livsdebut, som samtidig er første start i sæsonen for mig som amatørtræner, fortæller Ernst Gamst Nielsen og fortsætter:

– Jeg har, efter licensen var i hus, kørt ét løb, men da var jeg nær ved at køre en anden mand ned, så jeg tænkte, at jeg skulle nok bare koncentrere mig om at træne. Og det er jeg tilpas med. Jeg hygger mig virkelig med at holde mine to heste i gang.

Ernst Gamst Nielsen

Karetkørsel

Ernst Gamst Nielsen havde længe en skal vi sige lignende hobby, altså en hobby, som involverede heste. Han havde såkaldte køre-heste i form af ponyheste, og han kørte karet med et tospand af ponyer for.

Men det holdt han med for netop ti år siden.

– Jeg har jo kørt mange år med karet, og jeg var da så god til det, at jeg hjemførte to Danmarksmesterskaber i denne disciplin med ponyer.

– Man kører en strækning på ca. tyve kilometer med syv forhindringer indlagt. Hver forhindring bestod  af syv porte, som var malet hvid på venstre side og rød på højre side. Når man kører igennem en port, skal man have den røde port på sin højre side. Sådan et løb bød jo på små halvtreds udfordringer – 49 porte i alt for at være helt nøjagtig. Så jo ældre jeg blev, jo tiere blev jeg diskvalificeret – netop fordi jeg ikke fik den røde side til højre, og det var jo skidt.

– Så dér var det, jeg fandt ud af, at jeg måtte skifte kurs. Så kastede jeg mine øjne på travet. Jeg tænkte, der var det bare lige ud ad vejen og så bare følge med rundt, når man først var kommet af sted. Men helt så ligetil var det jo alligevel ikke. Men jeg hygger mig med travhestene og sørger for, de får motion nok i dagligdagen.

– Det var egentlig meningen, at Knud Christensens søn Lasse skulle køre Geronimo Flamingo. Det havde ligesom ligget i aftalen, og det gør det sådan set stadig, men vi fik fortalt, at ifølge reglementet kan Lasse kun køre, når vi starter i Skive, og det er jo ikke altid, det lige passer ind.

– Min anden travhest, hoppen Dolly Skovbo, holder lige nu skadespause, og hun har gjort fem starter, men er nu rekonvalescent. Der går mindst tre måneder, før hun er klar, så det bliver et 2022- projekt med hende. Indtil videre tegner det godt.

Sød – men var løbet sur i det

Ernst søn, Asger Sibuhr, arbejder som bilinspektør ved Rigspolitiets Tungvogncenter Syd i Kolding. Han skaffede sig I foråret hesten Chandon fra Nykøbing Falster. Han købte den af Stald Panamera, som også har opdrættet ham. Han har været lidt rundt ved professionelle i Danmark, nærmere bestemt Christian Lindhardt og Rene Jonassen, og i Sverige hos Jimmy Ehlers og dennes bedre halvdel Jeannette Holmskov. Den har tjent stort set eksakt 200.000 dkr.

Asger Sibuhr

Chandon debuterer i sit nye regi aften i Billund i syvende løb. Hvor Asger Sibuhr skal være kusken, der får den med rundt, og for hans vedkommende er det også årsdebut.

– Jeg har gået og værnet om Chandon siden anskaffelsen. Han var løbet lidt sur i det med travløb. Jeg har nu forsøgt at pleje ham og gyde nyt liv og ny gnist ind i ham. Kommer han godt med rundt og er med feltet hjem, så er jeg tilfreds. Vi skal lige så stille se, om han kan finde glæden ved at løbe travløb igen, for den har han ellers mistet. I det daglige er han verdens sødeste hest og gør alt det, man siger, han skal.

Den 49-årige bilinspektør Asger Sibuhr bor med sin familie i Eltang mellem Taulov og Kolding.  Han har kørt i alt fem løb i karrieren med en tredjeplads med Dolly Skovbo som bedst. Chandon er opstaldet på gården hos faderen Ernst Gamst Nielsen.

Stædige rader

I forspændingsstalden i Billund, hvor Geronimo Flamingo og Chandon bliver udselet, befinder sig også amatørkusken Erik Bisgaard, som er nær ven af Ernst Gamst Nielsen og sønnen Asger Sibuhr. Erik Bisgård blander sig i samtalen:

– Interessen for travhestene ligger hos de to kamphaner, far og søn. Det er en evig slåskamp mellem de to, for de er lige stædige og holder hver især på sit.

Både far og søn slår ud i stor latter. Asger Sibuhr siger:

– Det er rigtigt. Vi er to stædige rader. Vi vil gerne hver have ret i, at vores måde at gøre tingene på er den rette. Vi er dog ikke mere stædige, end hvis vi finder ud af, at det vi gør, ikke dur, så ændrer vi på tingene. Men det er ikke sikkert vi lige gør, som den anden siger, men først forsøger at finde en helt anden vej.

– Selv om vi ikke har mange år bag os i travets verden, så elsker vi den allerede. Vi er bjergtaget af miljøet!

Geronimo Flamingo omgivet af til højre Ernst Gamst Nielsen og dennes søn Asger Sibuhr. Til venstre holder Ernst barnebarn ti år gamle Aksel snor i treåringen.

Ernst har i mange år været opdrætter af høns af sorten stor sort australorps, men det holdt han for et kort stykke tid siden op med.

Ernst fik en stor industriel kyllingefarm som nabo, og som den gentleman, Ernst nu engang er, ville han ikke risikere, at hans lille bitte hobbybesætning på fem styk fjerkræ skulle tilføre erhvervsvirksomhedens mange tusinde individer smitte.

– Herude på landet, dér forstår vi at samarbejde og tage hensyn til hinanden. Det var der mange i de store metropoler, der skulle tage ved lære af, saluterer Ernst Gamst Nielsen med et blink i øjet.

Asger Sibuhr er som nævnt bilinspektør, og da han bliver spurgt til arbejdsmængden, så siger han, den er or nedadgående.

– Er folk virkeligt begyndt at køre pænere? Spørger vi.

– Næh, svarer Asger, men de kører generelt set ikke så stærkt mere. Men jeg tror, at det næste, der kommer til at fylde vores hverdag, er elbilerne. Jeg er som fagperson bange for, at disse biler med deres kæmpestore batterier med tiden hyppigere vil bryde i brand.

Nå, nu kom vi så ud ad en helt anden tangent, og vi slutter med at aftale, at den snak tager vi, når vi om kort tid når til L-årgangen. Hø-hø.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

 

Torsdag den 16. september var den 5-årige norskfødte S J’s Photo-søn Hicko Hell Racer i prøve/rutineløb i Billund. Det har den prøvet nogle gange, siden den i foråret 2020 indledte karrieren. Elleve gange faktisk.

Vallakken, hvis morfar er Pine Chip, står med 13.600 kr. på nakken og en personlig rekordnotering på 1.17,3a. I sytten starter er det blevet til én sejr og én fjerdeplads.

Moren til Hicko Hell Racer er svenske Hilarious Face, og dermed er han halvbror til Hickothepooh, som i starten af maj i år vandt det finske storløb Finlandia Ajo i tiden 1.09,9/1620a, hvilken præstation straks gav ham en invitation til Elitloppet tre uger senere, og som den dengang Trond Anderssen-trænede hest så sagde ja-tak til. Eller kredsen om ham gjorde. Hickothepooh står lige nu med over 4. mio. nkr. på præmiekontoen. Han trænes i øvrigt nu af Kristian Malmin.

I Danmark findes endnu en halvbror til Hicko Hell Racer, nemlig Anita Gregersens M T Heavens Dream, der på sine ældre dage har fundet melodien i monté og indtjent i underkanten af 200.000 kr. og som stærkest løbet 1.14,7am.

Ofte er Hicko Hell Racer blevet disket for galop. Det blev han også i rutineløbet den 16. september i Billund. Tæller vi prøve/rutineløbene med, så har han fået noteret galop i firetyve af sine starter.

Niels Ole Jensen på vej til start i rutineløb med Hicko Hell Racer torsdag 16. sept. i år.

På besøg hos Bo Westergaard

Karrieren blev indledt hos træner Bo Westergaard, som også er manden bag vallakkens eneste sejr hidtil. Men først på året kom hesten til Billund-amatøren Niels Ole Jensen, der fortæller:

– Jeg var dèr i begyndelsen af året en tur i Nordjylland med min ven, amatørtræneren Paw Nedergaard, og vi besøgte blandt andet Bo Westergaards træningskvarter. Vi fik en tår kaffe, og snakken gik, og Paw Nedergaard spurgte så, om der var noget interessant til salg hos Bo. Så blev det nævnt, at den her hurtige, lidt ustabile hest var på salgslisten.

– Jeg tog hjem og talte lidt med ’Den Gamle’, altså min far, og enden på det blev, at vi købte den her hest, Hicko Hell Racer, dagen efter.

– Han har en vis kapacitet, hvilket også blev nævnt deroppe ved Westergaard. Desværre er han meget ustabil. Jeg tror, det gælder om at finde nøglen til ham, og den har vi ikke fundet endnu, fortæller Niels Ole Jensen videre.

– Han har det egentlig nemt nok, når det går, men så har han ind i mellem pludselig sin egen mening om det og forfalder til galop. Men i korrekt gangart: dér viser han, at der er noget at bygge på. Der er god fart og god kadence. Desværre laver han som sagt for mange galopper.

– Han er så rar og så rolig ellers. Han kan reagere en lille smule nervøst, hvis der pludseligt kommer noget udefra, men det er næsten ikke noget at tale om, og han falder hurtigt til ro. Det er en meget sød hest at omgås i hverdagen.

– Vi har derfor langt fra givet op, også selv om han var meget til galop i rutineløbet i torsdags i Billund. Vi bliver vi med at lede efter opskriften på, hvordan vi får ham stabiliseret. Hvordan vi får ham med på, hvad væddeløb går ud på. Jeppe Juel og René Kjær har prøvet ham, og de mener, han har potentialet til at blive en god væddeløber. Bliver Hicko Hell Racer ved med at drille os, så må vi jo søge hjælp hos en professionel. ’Vi SKAL ha’ fundet ud af ham!’ Sådan lyder parolen her hos min far og mig.

Far og søn – Viggo og Niels Ole Jensen – spænder selen af Hicko Hell Racer efter rutineløbet.

Far agerer staldmand

Når Niels Ole Jensen starter heste på travbanen, så har han ofte for ikke at sige altid sin far, nu 88-årige Viggo Jensen, med som staldmand.

Viggo Jensen var med lige fra Billundbanen begyndte i 1972, og han kørte med i løbene på banen de næste 25 års tid.

Faren husker tydeligt, at han vandt sit første løb med Nemo Taulov til et kæmpe-stort odds.

88-årige Viggo Jensen – i sine velmagtsdage var han en habil amatørkusk i Billund.

Niels Ole Jensen er travmand i dag, men var han det lige fra begyndelsen?

– Nej, da jeg var knægt, blev jeg ikke umiddelbart bidt af det, og jeg hjalp faktisk dengang slet ikke min far med hestene. Men jeg kom jo meget på banen og overværede løbene, og så stille og roligt kom interessen for selv at have med det at gøre. Fra min barndom kan jeg stadig huske de små røde og grønne taloner af pap, man fik dengang i toto’en. Man kunne spille for 2 kroner. Vi børn gik rundt og samlede flasker og løb så hen til mor med dem, så vi kunne få lov til at spille for den pant, man også dengang fik for flaskerne.

– Jeg tog min licens i 1989 sammen med en del andre, men det er vist nok kun mig, Svend Åge Vindbjerg og Flemming Raundahl, der er tilbage fra det hold, der dengang i hvert fald omfattede lidt over tyve personer, som jeg husker det.

Niels Ole Jensen er i dag halinspektør i den lille idrætsprægede by Vejrup-Endrup ikke langt fra Esbjerg. Han er vokset op i Glejbjerg heller ikke langt derfra.

Angelfromheaven med Niels Ole Jensen

Hjemme har han og faderen lige nu to heste. Ud over problembarnet Hicko Hell Racer råder de over den niårige hoppe Angelfromheaven, som de anskaffede sig for en 4-5 år siden.

– Hun har stort set aldrig gået et dårligt løb for mig og høster ofte en præmie.

Samler familie og venner

Men hvad sker der så nu for Niels Ole og hans far Viggo, når der ikke mere kommer til at ligge en bane i Billund – ikke foreløbig i hvert fald.

– ’Den Gamle’ har jo fået bacillen i os, så må vi jo hellere fortsætte, lyder det fra Niels Ole, der videre fortæller:

– Vi fortsætter med travet. Vi har okay træningsforhold hjemme, så vi fortsætter. Det er ikke så afgørende, hvilken bane, vi skal til at køre på. Vi kan veksle frit mellem Århus, Skive eller Fyn.

– For vores vedkommende er travet noget, der samler familien. Som sagt: min far følger med i det. Og mine børn følger med i det, og mine brødre følger med i det. Og nogle af vore bedste venner, for den sags skyld.

– Jeg indgår sammen med mine brødre og nogle venner i anpartsstalden Team Camilla Trot, som vi startede for treogtredive år siden. Lige nu råder vi i den ejerkonstellation ikke over nogen hest, men vi leder faktisk med lys og lygte efter én. Vi har jo betalt ind, uanset om der lige var en hest eller ej. Vi er fem stykker under det staldnavn nu mod de otte, vi var i begyndelsen, slutter 53-årige Niels Ole Jensen.

Hicko Hell Racer driller i løb, men ejerne tror fuldt og fast på, de finder nøglen til ham – og så kan han forhåbentlig blive et godt samlingspunkt for Viggo og Niels Ole Jensen samt deres familier og venner.

 

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

– Hvis der er én, der specielt skal fremhæves – af de mennesker, der står bag hoppen Eenymeenyminymoe, så er det staldpigen Rie Ravn. Det er hende, der tager sig af vor øjesten 24/7. Rie er damen, der gør vor dame glad. ’Glad for tilværelsen’, det er nok det, der bedst betegner Eenymeenyminymoes karakter.

Sådan siger John Kirketerp, der er en af medejerne af Væsterbo Prestige hoppen, efter dens sejr i Ikaros Hoppesprint med en førstepræmie på 30.000 kr. fredag eftermiddag den 17. september på Aalborg Væddeløbsbane. Rie Ravn har i mange år arbejdet som hesteoppasser hos Flemming Jensen.

Eenymeenyminymoe er en glad hoppe, der elsker at optræde for publikum. Det gør hun også i vindercirklen efter sejren i Ikaros Hoppesprint fredag den 17. september 2021. Yderst til højre sender John Kirketerp sin showgirl et beundrende blik.

– Eenymeenyminymoe er en sød og rar hoppe, der som sagt er meget glad for tilværelsen, og det er det hun viser ved at optræde og lave show i vindercirklen, forklarer John Kirketerp.

– Hun forsøgte sig for en måneds tid siden på Solvalla i Stoeliten, som også var et internationalt Gruppe ét løb kaldet Prix Maharajah – European Championship for Mares, hvor det desværre blev til galop. Da kørte den svenske stjernekusk Örjan Kihlström hende, og han forsøgte at gå med franskmanden Jos. Veerbek med favoritten Rebella Matters, da dette par angreb efter den første trekvart banes kørsel, og da blev Eenymeenyminymoe for ambitiøs og ville følge med franskmanden, men farten var nok lige i overkanten og så blev det til galop. Lidt en skam, for var hun blevet siddende i sin position, havde hun nok taget en god præmie, men sådan er gamet, og Örjan gjorde ret beset faktisk ikke noget forkert rent taktisk.

Flemming Jensen, Eenymeenyminymoe og staldpigen Rie Ravn i jublende dans efter sejren i Ikaros Hoppesprint.

– Vi overlader til Flemming Jensen, som jo selvfølgelig også skal have ros for sin indsats med hoppen, at managere hende, så jeg ved lige nu ikke, hvad næste opgave bliver, slutter hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb, John Kirketerp, der ejer Eenymeenyminymoe sammen med Freddie Christensen, Kenth Eliasson og Kim Møller-Kjær

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

I aften ved halv ti-tiden starter hoppen Good Wibes på Solvalla ved Stockholm i et af ’uttagningsloppene’’ til Svenskt Trav Oaks. Good Wibes er en af 21-årige Sofie Kaae Dams ni pasheste, som i øvrigt udgøres af to treårige og syv toårige heste.

Good Wibes trænes og køres af Sofies principal Per Nordström. Nåleøjet i de seks ’uttagningslopp’ for de 3-årige hopper er smalt: Havner Good Wibes i sin afdeling ikke blandt de to første, løser hun ikke billet til finalen – Svenskt Trav Oaks – den 25. september, også på Solvalla.

– Det bliver spændende, bedyrer Sofie, og føjer til:

– Hun er i hvert fald præpareret så godt som muligt, og så prøver vi måske for første gang med hende med en ørehætte, der kan trækkes af under løbet. Vi har prøvet lidt i træning uden den store effekt, men Per prøver det lige af under opvarmningen, og så tager han derefter endelig stilling til det.

– Jeg kommer til at stå med nerverne uden på tøjet. Og tør jeg se løbet, når det køres? Jeg tror, jeg gemmer mig og dækker ansigtet til. Skulle det gå godt, så måske jubler jeg. Men, men, men. Jeg ved, at tårerne vil presse sig på og måske få overtaget. Der er så mange følelser. Og så meget arbejde, man har lagt i det her job – med alle mine ni pasheste forstås – men i dag gælder det jo Good Wibes, som jeg har haft som pashest siden jeg den første april i år startede hos Per Nordström. Mange ’sköterskar’ er på grådens rand, når deres pashest vinder – især når den vinder et storløb – for forløsningen er så stor, så enorm, og så bliver man tilmed slået bagover, over hvor overvældet, man bliver. Sådan er det også for mig.

En smilende Sofie. Smilet skyldes nok alle de dejlige unge heste, hun som hestepasser har fået lov at passe og pleje hos unghestetræneren Per Nordström.

Med hamrende hjerte

– Jeg smagte lidt af det under fredagen i forbindelse med Elitloppshelgen i år, hvor jeg var der som oppasser for Good Wibes. Hun vandt ’Auktionsloppet’, og netop fordi der var den her stemning af Elitlopp også om fredagen, hvor alt var klædt i lyserødt, så føltes det meget specielt. Og så var der jo endda grundet restriktionerne i forhold til coronaen ikke rigtigt nogen tilskuere dengang. Mit hjerte hamrede, min puls var på bristepunktet, jeg svedte og rystede. Det var umanerligt elektrisk – men jeg tror alligevel ikke, jeg ville være oplevelsen foruden. Man søger jo mod det igen, forstå det hvo der kan, lyder det med et lidt selvironisk glimt i øjet fra Sofie, der uddyber:

– Alt det, man har lagt i den enkelte hest: pludselig bliver det belønnet. F.eks. nu med Good Wibes. Jeg har haft hende inde og plejet hende særligt de sidste fire dage i træk. Inhalerer hende. Renser hendes luftveje. Tjekker hendes sko. Renser hendes hove. Masserer hende. Mærker efter: har hun muskelknuder, er hun spændt nogle steder. Hele tiden. Tænker på hende hele tiden. Bekymrer mig om hende. Hun står nærmest i hovedet på mig 24/7 lige foran hendes vigtige opgaver. For at de ligesom kan præstere netop på den dag!

– Når det er sagt, så er det et adelsmærke for enhver hestepasser, at der bliver taget lige så godt om en  hest, der vinder store præmier som om en hest, der vinder små præmier. Sådan er det bare. Sådan er kærligheden til dyret for os.

Sofie er ’sköterska’ og det med stort S, som man siger. Hun passer, plejer og nurser heste. På dansk vel ’hestepasser’ eller ’oppasser’, for har vi på dansk et lige så rammende ord som svenskerne, altså ’skötar’ eller ’sköterska’?

Toåringen Hunger Rain, opdrættet af danske Thomas Lind-Holm, gøres klar til et hurtig-arbejde

Et særligt forhold

Hvorom alting er, så forklarer Sofie sin gerning sådan her:

– Lige fra starten havde jeg en helt særlig god ’connection’ med Good Wibes. Vi klingede bare sammen fra starten, og hun fulgte mig med det samme. Jeg har fået fortalt, at inden jeg kom, var hun lidt tilbagetrukket og stod bare i den fjerneste ende af folden og ville ikke interagere med andre heste eller hilse på besøgende mennesker. Hun var bare sin egen og ville egentlig ikke hilse på nogen. Nu er det bare omvendt. Nu kan selv børn gå hen til hende og komme i kontakt.

Sofie er en erfaren oppasser. Hun har haft med heste at gøre hele sit liv, og selv om hun efter grundskolen ved siden af hobbyen eller ungdomslivsstilen med heste fik hevet en studentereksamen i land, så har hun aldrig været i tvivl om, at hendes liv skulle dreje sig om heste.

Det har hele tiden drejet sig om travheste. Travheste fandtes simpelt hen i barndomshjemmet.

Sofie er født og opvokset på Bornholm. Forældrene Bente g Morten Dam havde bopæl klos op af familien Lind-Holm lidt uden for Aakirkeby, altså Stefan Lindholm og Henriette Jensen.

Så Sofies forældre har været hesteejere og stod ofte selv for træningen af hestene, mens andre kørte, og Sofie var ret hurtigt med på den. Men hun interesserede sig også for ridning og ville gerne have en dressurhest, og hun fik da også en ridehest som 10-11-årig. Det viste sig dog måske en smule skuffende for Sofie at være en travhest, som hun så red på alligevel en treårs tid. Da hun var tretten, fik familien traveren Lineker, der viste sig at være en nyttig hest på klippeøen. Sofie var med til at træne Lineker, og så bed interessen for travsport sig endelig fast i hende. I sin tid på Bornholm fik hun senere den skimlede Touch In The Sky, som hun trænede, og som også sås på vinderpladsen på banen i Almindingen et par gange.

En formummet Sofie sidder op bag Hunger Rain og giver den et godt tempoarbejde. Hunger Rain er en toåring, som hun passer, og som Per Nordström har i træning for blandt andet Emil Lind-Holm fra Sofies fødeø, Bornholm.

Godt rygstød

– Efter endt skolegang fik jeg arbejde hos Henrik Lønborg. Her lærte jeg meget, og jeg var der i halvandet år. Jeg fik meget ansvar og det har givet mig et godt rygstød for at kunne søge et job, som det jeg har nu, nemlig som ’skötarska’ hos Malmö træneren Per Nordström, for hvem det meste lige nu faktisk kører i olie.

– Det var et stort spring for mig at tage fra min fødeø til Lønborg i Aarhus, og det var et stort spring for mig at tage her til Sjöbo i det sydlige Skåne, hvor Per Nordström holder til.

– For jeg er egentlig tryghedsnarkoman. Og jeg tænker, at det betyder, at jeg vil være længe her hos Per Nordström, dersom hans kone Emma og han ønsker det.

– Jeg er lidt i tvivl om, hvad fremtiden skal bringe. Men det skal være heste. Ja, faktisk travheste. Havde du spurgt mig for tre år siden, havde jeg svaret, at jeg ville være travtræner. Det kræver ufatteligt meget af en kvinde for at blive travtræner. Det er helt sikkert, at det er sådan i Danmark. Her er det mega-svært for en pige at gøre sig virkelig gældende som træner og kusk. Især det sidste. Stiller du to helt unge og jævnaldrende danske kuske op over for hinanden, den ene pige og den anden dreng, og pigen har flere løb i bagagen og måske også større meritter, så vælger man alligevel drengen. Sådan burde det selvfølgelig ikke være. Det er alt andet lige nok lettere for en pige – trods alt – her i Sverige. Jo, så jeg tror, jeg satser på en karriere i Sverige.

– I Danmark er der ikke så meget fokus på hestepasserne som i Sverige. I Danmark gør man ikke så meget ud af den gruppe. Hvis man vil frem i Danmark, skal man have licens, og man skal præstere, og for at præstere skal man have adgang til nogle folk, der giver én de gode heste. For ellers er det umuligt at vise, hvad man kan. I Sverige meget er der meget mere fokus på ’skötarna’. Når heste vinder store løb, så er der ikke kun hæderspræmier til ejere, trænere og kuske, men også til skötarna’, udreder Sofie.

Per Nordström og Sofie tager et lille frikvarter uden for stalden på Per Nordströms gård i Sjöbo inden dagens mange gøremål igen kalder – i øvrigt er det sjældent, hestene opholder sig i stalden andet for røgt og pleje – ellers går de ude i fold hele tiden.

Sofie fortsætter:

– Jeg har endnu ikke taget licens, selvom jeg i min tid hos Lønborg i Aarhus stærkt blev opfordret hertil af både Henrik Lønborg og Birger Jørgensen. Jeg har kørt jo mange hurtigarbejder på JVB, og de mente begge, jeg havde håndelaget for det. Men jeg skal da ikke sige, jeg ikke springer ud i at søge at tage licens her i Sverige.

Nu gælder det nedtællingen til Good Wibes ’uttagningslopp’. Ikke tid til mere snak. Nu skal der pusles om hoppen.

De klinger bare sammen – Good Wibes og Sofie. I dag fredag den 10. sept. gælder det kvalifikation til Svenskt Trav Oaks på Solvalla – Good Wibes afdeling forventes afviklet kl. 21.30.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Får Sejer givet sig selv en sejr i fødselsdagsgave?

Dette pudseløjerlige spørgsmål kan man retteligen godt stille sig nu, hvor den nyslåede licensindehaver Rasmus Sejer i dag fejrer sin 16-års fødselsdag, netop som han også på denne dag – sådan cirka ved godt 18.30-tiden – for første gang skal optræde i en sulky i et såkaldt ’rigtigt’ amatørløb med såkaldt ’voksne’ heste.

Det sker på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den hest, Rasmus skal køre, er opdrættet hjemme ved hans far Ole Sejer Christensen. Den bærer navnet Easy Go Too Sejer, og har nogle gange også været kørt af Ruben Kristensen, som er en af Rasmus bedste venner.

– På en måde er jeg overrasket over, at Easy Go Too Sejer ikke har fået plads i tipsrammen, men det forstår jeg på den anden side godt, for det må være på grund af den urutinerede kusk, der skal ud med den, kommer det finurligt med en vis selvironisk selvindsigt fra Rasmus Sejer, der om hesten videre siger:

– Han har haft en lille reaktion, som vi har behandlet på, og han er i orden nu. Han har trænet fint i nogle intervaller for nylig, og jeg kan se, at han er tilpas og i form. Jeg regner med, at hvis jeg får ham fejlfrit rundt, så kan vi tale med om de bedste præmier i det her løb.

Ponytrav Blå Mandag

Rasmus Sejer har ligesom vennen Ruben Kristensen og storebroren Christian Sejer ivrigt deltaget i ponytravløbene som ung teenager. For Rasmus vedkommende fra han var 13 til han var 16. Rasmus mener selv, han har kørt i omkring 70 ponyløb og taget en del sejre. I 2019 vandt han med ponyen Karamellen i Skive dagen efter sin konfirmation. Altså: det var det hans Blå Mandag gik med. Samme år var han fjerde i DM for ponytravkuske.

Rasmus Sejer poserer sammen med Easy Go Too Sejer. Af billedet fremgår det tydeligt nok, hvem der leverer foder til familien Sejer Christensens heste.

Rasmus har haft et kortere praktikophold hos Halmstad-træneren Peter Untersteiner. Lige nu går han på Erhvervsskolen i Vejle, hvor han er ved at tage uddannelsen som beslagsmed.

– Siden vil jeg gerne til Sverige ligesom min storebror Christian Sejer, der holder til i Halmstad, hvor han har slået sine folder hos Peter Untersteiner, men just nu arbejder for Jerry Riordan.

Rasmus ruster sig til det planlagte karriereskift til Sverige ved det, at han har en svensk kæreste, Agnes Fagerberg, hvis far er ledende salgsagent i firmaet Brizy Production, der blandt andet producerer køredragter m.v. til travkuske. I øvrigt er storebror Christian kæreste med Agnes storesøster.

Så på en måde er der mange ligheder mellem de to knægte, lyder det fra Rasmus fader, Ole Sejer Christensen, der videre siger:

– Men ligheden er ikke total. Rasmus er udfarende og udadvendt og vader lige ind i folk med træsko på. Christian er umiddelbart en mere reserveret og tilbageholdende type. De er dog begge stålsatte og energiske i forhold til deres hesteinteresse.

”Bedre de lugter af hest end af hash”

Faren Ole Sejer Christensen kom faktisk ind i travsporten, i og med, sønnerne Christian og Rasmus begyndte med ponytravet.

– Ja, hvorfor ikke støtte dem i den interesse tænkte jeg. Det er vist bedre, de lugter af hest end af hash. Og så har vi stille og roligt også begyndt med de store travheste, fortæller Ole Sejer Christensen, der driver et mindre landbrug tæt ved landsbyen Skolding nær  Give, hvor han samtidig sammen med sin bedre halvdel har en del børn i familiepleje.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

48-årige Wladimir Gening starter i aften i Billund en femårig tysk hoppe med det ret flatterende navn Moneypenny (Hovercraft). Det gør han i aftenens andet løb, anden afdeling af V4, der er et autostartsløb over 1900 m for klassen under 19.000 kr. Og ganske pudsigt er Moneypenny med sine 7.203 DKK feltets mindst indtjenende. Så har den overhovedet en chance?

– Njah, svarer Wladimir Gening, og uddyber:

– Hun har startet otte gange hidtil og har som bedst en andenplads. For godt en måneds tid siden startede hun også i Billund, og her var hun fjerde. Da havde jeg håbet på mere efter et godt løb i ryg i feltet, for hun kan slutte stærkt af, men lige den dag meldte hun udsolgt, da jeg i slutfasen trak hende ud til angreb. Men da var banen også lidt våd og leret, og det er nok ikke lige hendes kop te. Hun kan psykisk være lidt speciel, men får hun et godt løb i ryg burde der være en polet sparet til en god opløbsfinish – så må vi se, hvor langt det rækker.

Moneypenny og Wladimir Gening under opvarmning til torsdagens andet løb i Billund (2. sept. 21).

Moneypenny har stået den sidste måneds tid i Danmark, men ellers holder Wladimir Gening til syd for grænsen – sådan cirka 60 km syd for denne.

Hestene har Wladimir Gening på dyrlæge Arne Fiedlers farm i Grossenwiehe nær Flensburg. Dyrlægefarmen råder over stalde, træningsbaner og folde, hvor hestene og Wladimir Gening kan boltre sig.

– Jeg har nogle få løbsheste, men ellers gør jeg det mest i ungheste, som jeg kører til og sætter op til at begynde en aktiv væddeløbskarriere, fortæller Wladimir Gening.

Kusken fra Omsk, Wladimir Gening, der nu bor i Sydslesvig.

Wladimir Gening er født og opvokset i Omsk i Sibirien, hvor han hurtigt blev indfanget af hesteverdenen, især væddeløbshestene.

– Tidligere, og altså også dengang jeg var ung, havde alle store byer i Rusland med respekt for sig selv en væddeløbsarena, men det er siden gået ned ad bakke derovre for russisk travsport. Nu skal vi ikke sige noget ondt om Putin her, men heste er ikke ligefrem hans største interesse. Men om det er årsagen til nedturen, ved jeg ikke, smiler Wladimir Gening, der som ung 22-årig valgte at drage til Tyskland.

– Generelt set var levestandarden i Vesteuropa, og ikke mindst Tyskland, langt bedre end i det russiske, og jeg kunne få job hos den tyske Hamborg-træner Heiner Christiansen, hvor jeg har været og arbejdet i mange år. Her har jeg bestemt lært meget, men jeg fik også lært en del om væddeløbsheste i Rusland, hvor der dengang jeg var ung, var en fremragende fagskole for hestefolk. Og dér er jeg uddannet.

Følg hvordan det går Moneypenny og Wladimir Gening i Billund i aften, enten live på banen eller på en kanal nær dig. Moneypennys løb er sat til at gå klokken 17.18.

 

 

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Nu er det ved at være syv år siden, en frisk teenager med grobund i ponytravsporten henvendte sig til Galla-arrangøren Lone Kristensen og ærbødigt, men dog med et strejf af frejdighed spurgte, om han ikke kunne få lov at få den ære at overrække et af trofæerne til en vinder af en af gallaens kategorier.

Det kunne Lone Kristensen ikke stå for, og den lille gut, der bar navnet Victor Rosleff, kom på scenen i sit fineste skrud fra konfirmationen året forinden og stod for overrækkelsen af præmierne til den endelige vinder Jeppe Rask af kategorien Årets Komet 2013. Den efterfølgende galla var han faktisk også en af prisoverrækkerne.

Yderst til venstre ses Victor Rosleff under prisoverrækkelsen ved Trav- og Galopsportens Galla 2013 – kåret i kategorien Årets Travkomet er daværende jockey, numere træner Jeppe Rask (privat foto)

Allerede dengang forklarede den unge teenager, at hans store drøm var at blive professionel travkusk og køre med og mod de aller bedste heste. Nu godt syv år senere må man sige, at den drøm er gået i opfyldelse.

22-årige Victor Rosleff arbejder i dag for Halmstad-træneren Jerry Riordan, hvor han blandt andet fast kører heste hurtigt fire gange i ugen, og på meritlisten som jockey-kusk har en lang række sejre – blandt andet nogle stykker hjemtaget i den skrappe svenske liga, V75-løbene.

Victor Rosleff – klædt på til Derby-start

Hvordan lykkes det med at gøre en ungdomsdrøm til virkelighed? Det har vi spurgt Victor Rosleff om, mens han er ved at gøre klart til dagens helt store opgave – starten i Dansk Trav Derby med Fønix Vang, som han selv er delejer af og som står i træning hos principalen Jerry Riordan.

– Min drøm er blevet en realitet gennem hårdt arbejde og god støtte fra min familie og mine læremestre, svarer Victor Rosleff og uddyber:

Selvfølgelig har min familie stor betydning – den har støttet mig i mit valg om at gøre travsporten til min levevej. Dog skal den udvikling, jeg har gennemgået hos træneren Jerry Riordan, ikke underkendes. Det er simpelt hen af helt uvurderlig stor betydning, den indflydelse, han har øvet på mig. Han har lært mig en masser og har indgydet mig det mod og den selvfortrolighed, den her sport fordrer.

Om Fønix Vang siger den unge komet:

– Jeg var ikke specielt overrasket over hans indsats i derbyprøven, hvor han blev en god anden bag Frodo Cash. Her i selve derbyet bliver det alt andet lige sværere, men det er stort bare at være med. Jeg vil i sagens natur gøre alt for at vi kan få en så god præmie som muligt.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

16-årige Seppe van der Haegen får sin ilddåb som travkusk i søndagens første løb på Charlottenlund Travbane. Den 17. august i år bestod han licensprøven, og første start som voksen amatør bliver så på derbysøndagen på Lunden. Seppe er nemlig til start i ’DTC præsenterer Sigter mod Stjernerne’, og skal køre Ellie’s Coktail, som ejes af hans gode ven Peter Snedker fra Fyn, hvis datter Liva er hans veninde.

– Ja, Liva og jeg gik i samme klasse i folkeskolen, og vi blev kammerater, så jeg kom meget hos hendes familie, der dengang gjorde det i galopheste på Fyens Væddeløbsbane.

– Jeg blev også grebet af hele den stemning og atmosfære, der er omkring hestevæddeløb, og jeg begyndte sammen med Liva at køre ponytravløb. Jeg har vel kørt over 100 løb med ponyer, men da jeg nærmede mig min 16-års fødselsdag, kunne jeg ikke vente længere. Jeg måtte have licens til de store heste. Og det lykkedes jo.

– Min plan er at kunne arbejde som staldmand og gerne blive jockey med tiden. Måske kunne jeg også tænke mig at uddanne mig til beslagsmed, men det har jeg ingen faste planer om endnu.

Liva og Seppe – godt på vej til at tegne travsporten i fremtiden

Liva er som Seppe 16 år, men venter med at tage licens til de store heste. Hun vil køre med ponyerne til hun passerer sin 18-års fødselsdag.

– Ja, men jeg har den samme drøm som Seppe om at kunne blive travkusk og gå at passe heste. Vi satser på en tilværelse sammen, hvor hestene bliver omdrejningspunktet.

Seppe van der Haegen har et godt håndelag for at køre travheste, siger træneren John Køhler om ham

Seppe og Liva er knyttet til John Kølers stald i Odense. Træneren siger, at Livas familie nu er kureret for galopbacillen og satser på travet. Han fortsætter:

– Seppe har et godt håndelag for at have med travheste at gøre og for at køre løb. Nu er det hans første opgave i dag som travamatør, så jeg har sagt til ham, at nu skal han bare nyde turen og få hesten med rundt. På papiret er de vel heller ikke tillagt de store chancer, men selvfølgelig skal han gøre sit bedste for at opnå maximalt udbytte. Jeg ser ham som en nyttig mand for travsporten fremover.

Seppe er født i Gent i Belgien, men da han var to år gammel, flyttede han med sine forældre til Fyn, hvor de første år blev tilbragt i Fåborg-trakten, men siden flyttede familien til Årslev, hvor han så kom i skoleklasse med Liva.

Seppe bag Ellie’s Coktail, som starter på Lundens derbysøndag i Sigter mod Stjernerne

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Fra og med 1. april i år har Christian Sørensen bestridt jobbet som direktør for Charlottenlund Travbane – altså i dag i i alt 150 dage. Den 150-sindstyvende og den 151-sindstyvendes dag af disse kommer således til at omfatte derby-weekenden, og det er med stor spænding og ildhu, Christian Sørensen har set frem til netop de to dage med kampene om de respektive blå bånd – henholdsvis en dyst for kun hopper lørdag og efterfølgende om søndagen en dyst åben for begge køn.

Vi har fået en snak med den nye mand på broen på Charlottenlunds travbane.

Den nye mand er vokset op i Århus. Han blev opflasket med heste, idet han er søn af en af Århus-galoppens navnkundige medlemmer, nemlig Asbjørn Sørensen, formand for Århus Galophesteejerforening og medlem af Jydsk Væddeløbsbanes bestyrelse.

– Ud over at jeg havde nogle ponyer som helt lille, så var jeg dog ikke aktiv. Jeg har heller aldrig – hverken dengang eller nu – været hesteejer. Jeg koncentrerede mig i min ungdom mest om at få en uddannelse. Men jeg forstår jo gennem min far en hel del omkring det med væddeløbsheste.

– Efter studentereksamen læste jeg på Handelshøjskolen i Århus, og tog siden en kandidatuddannelse i finansiering på Copenhagen Business School (CBS), der hører under Københavns Universitet.

– Herefter bestred jeg en række management- og konsulentjobs, inden jeg blev kommercielt ansvarlig i den københavnske fodboldklub FCK, hvor jeg også fungerede som direktørens højre hånd. Herefter blev jeg direktør for det e-sportsselskab (North), som FCK sammen med Nordisk Film etablerede omkring udvikling af e-sport, og nu sidder jeg her, efter jeg søgte stillingen som direktør for Charlottenlund Travbane. Reelt hedder opdragsgiveren jo Det Danske TravSelskab (DTS).

– Så jeg mener, jeg har en god ballast med mig samt dermed gode forudsætninger for at kunne varetage det her job, idet jeg på den måde arbejdsmæssigt har bevæget mig meget rundt i sport- og underholdningsbranchen.

Udfordringerne på Lunden

På spørgsmålet om, hvordan den nyetablerede interesse for e-sport spiller sammen med de mere etablerede idrætsdiscipliners ønsker om at fastholde og udbygge deres publikums- og tilskuerandel, svarer Christian Sørensen:

– E-sport har sit eget publikum, og jeg er ikke bekymret for, at e-sporten tager interessen fra trav, fodbold eller andre idræts-udøvelser.

Vi vil gerne vide, hvad Christian Sørensen ser som den største udfordring i sit job som travbanedirektør. Han svarer:

– Ja. Jeg ser ligesom to store udfordringer. Den første store udfordring, synes jeg, er jo, at man skal søge at skabe øget interesse for travsporten. Nu har vi aktuelt været lukket ned i Corona-tiden i halvandet års tid, hvor folk har været vant til i ro og mag med en kop kaffe ved hånden at sidde foran skærmen og se trav – og galop for den sags skyld. Nu skal vi have dem ud på banen igen.

– Den anden store udfordring er, at det at afholde løb ikke er nok til at få en forretning til at køre rundt, så vi skal død og pine ud at finde andre indtægtskilder.

Vi spørger, om afmatningen i antallet af nyfødte føl per år i sin tur bringer antallet af løbsdage ned på et kritisk punkt. Dertil svarer Christian Sørensen:

– Efter min mening er der rigeligt med løbsdage. Derimod er der ikke nok publikum på en løbsdag. Publikum har været vant til at få mange ting gratis, når de møder op på en løbsdag. Samtidig er der i dag mange andre tilbud om adspredelser og underholdning. Det hele handler om, hvad man kan tilbyde publikum. Løbsdagene skal blot være ét blandt mange tilbud – ganske vist et væsentligt ét af slagsen – som vi kan tilbyde publikum. Vi skal drive en forretning. Der er 35 løbsdage på et år. Det betyder, at hvis vi ikke foretager os andet, så har vi et tomt anlæg stående i resten af årets dage, altså 330 dage.

– Vi har da en liste over tiltag, vi gerne vil gå i gang med som nye forretningsområder. Dertil kommer en opgradering af de fysiske rammer for anlægget på Lunden. Vi har gang i planlægningen af et Halloween-arrangement og andre relevante aktiviteter, hvor vi kan udnytte anlægget udover løbsdage. Vi har også en masse andre ting i støbeskeen, hvilke endnu ikke ligger helt fast. Lad mig nævne, at vi allerede her i juli måned på Lundens anlæg har afviklet eventet Color Obstacle Rush.

Brug for de langsigtede linjer

Den 8. september er der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab, altså selskabet, der driver Lunden. Det sker i lyset af diskussionen om Lundens fremtid: skal man blive på nuværende sted – eventuelt med en Åby-model, altså kun med en løbsarena uden træningsfaciliteter – eller skal man sælge og flytte og opbygge et nyt anlæg et andet sted? Vi har spurgt, hvordan Christian Sørensen forholder sig til alt det? Han udreder:

– Personligt holder jeg mig ude af den diskussion. Det er ikke mig, der skal tage beslutning her. Det er DTS’ medlemmer, der skal bestemme, og de skal så vælge en bestyrelse, der skal udstikke retningslinjerne, og det er de retningslinjer, jeg som direktør skal arbejde efter. Dér er min position.

– Når det er sagt, skal jeg da gerne medgive, at der er brug for langsigtede linjer. Organisationen skal være enige om, hvorhen man vil hen, og hvordan man skal komme dertil. Det er jo basis for al forretningsdrift, at man altid har brug for en retning og en linje, hvor alle trækker den vej, og ikke afviger til højre og venstre i ét væk. Selvfølgelig skal der også være en smidighed, og der skal være plads til løbende justeringer, men grundlæggende er det bedste udgangspunkt en fast kurs, der er enighed om, så man som direktion kan manøvrere ud fra denne.

Et derby samler altid stor interesse – her et vue ud over publikum, der intenst følger kampen i et de tidligere års derbyer…

’Vi er godt med’

Christian Sørensen kom som omtalt til Lunden i april i år. Så det forestående derby er logisk nok hans første som direktør.

– Det er meget krævende at få en derbyweekend op at stå, og hele organisationen bruger mange timer på forberedelserne. Jeg er glad og stolt over personalets kompetencer og iver, og vi er godt med, og vi skal helt sikkert lykkes med at få skabt rammer for en fin derby-weekend med mange gode oplevelser. Vi har også hjælp fra den tidligere Lunden-direktør Klaus Koch, som nu arbejder som konsulent og yder en uvurderlig og vigtig bistand til sådan et arrangement.

– Jeg hæfter mig ved, at vi allerede midt i ugen før derbyet har solgt mange billetter. Jeg synes virkelig, folk bakker den her begivenhed op.

– Jeg ser alt i alt med fortrøstning på Lundens fremtid, og på at vi kommer til at gå i samme retning.

Sådan beretter direktør Christian Sørensen, der privat værdsætter familielivet med kone og to børn.

Men om de er fremtidens travfolk, er lidt usikkert, for adspurgt herom lyder Christian Sørens melding:

– Arrrh, de er ikke så meget inde i det, heller ikke i fodbolden, som jeg jo også har været tæt på, men de følger da en lille smule med i travet fra sidelinjen, så måske de en dag fanger, hvor spændende det egentlig er…

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Siden 31. marts i år har 56-årige Mogens Bek bestridt posten som formand for Skive Travs bestyrelse. Det gjorde han efter nogle småturbulente måneder, hvor der var lidt uenighed i den daværende bestyrelse omkring den daglige ledelse, og da røgen efter en ekstraordinært indkaldt generalforsamling havde lagt sig, så var der sket et formandsskifte og skiftet to bestyrelsesmedlemmer samt også sket et skifte på direktørposten.

– Ja – tingene er gået hurtigt, erkender Mogens Bek. Han fortsætter:

– Jeg kom ind i bestyrelsesarbejdet i oktober sidste år som suppleant. Men jeg er glad for tilliden og vil i samarbejde med resten af bestyrelsen og den nye direktør Carsten Terp, der tiltrådte 1. maj i år, gøre mit bedste for at drive forretningen Skive Trav frem.

Med de kompetencer, Mogens Bek besidder, burde han også kunne leve op til sine egne og Skive Travs forventninger. Mogens Bek har en ballast som forretningsmand, idet han i dag er direktør for to egen ejede firmaer efter at have bestridt mellemleder jobs i et par andre firmer. Men derudover har Mogens Bek også en travfaglig ballast.

I 1981 startede Bek som staldmand på Lunden hos travtræner Leif Løfgren, som på det tidspunkt nok var i karrierens efterår, men dog drev en stald omfattende omkring 15-20 heste.

– Det var især godt for unge mig dengang, at Flemming Nielsen også var ansat hos Leif Løfgren. Flemming Nielsen, der senere i nogle år også var professionel træner – en overgang i en såkaldt popstald med kollegaen John Kristensen – var en behagelig og dygtig travmand, og jeg lærte fantastisk meget netop af ham. Han var rigtig god til at lære fra sig, og var altid villig til det. I dag laver Flemming Nielsen noget andet, men vi får stadig en god snak, når vi mødes på en travbane.

– Hos Løfgren arbejdede jeg med tilkøring af ungheste. Der var mange ungheste i hans stald fra den dengang succesfyldte Stall Hans fra Stockholm, og af heste, jeg på den måde kørte til – sammen med Flemming Nielsen – kan jeg nævne Glennie Bilto og Ken McGuire.

Steen Juul bag Gazella K, der er en anpartshest. Anpartsstaldens pseudonym er Stald Lykkejuul. Anpartshaverne er nuværende og tidligere staldansatte hos Steen Juul. Mogens Bek er således en af anpartshaverne.

Mogens Bek var hos Løfgren til 1984, hvorefter han var i to år hos Steen Juul, der netop havde rykket teltpælene til Lunden, inden han, altså Mogens Bek, i starten af 1987 sammen med staldpigen og kontorassistenten Marianne Holst, med hvem han i mellemtiden var blevet kæreste, vendte tilbage til hovedlandet og hjembyen Viborg.

– Vi boede i København, men ville gerne have vores eget sted, hvor vi kunne have heste. Så vi kørte rundt på Sjælland og søgte, men vi nåede helt til Odden i Vestsjælland, før ejendomspriserne lød fornuftige, og så sagde vi: ’Så kan vi vel lige så godt rykke helt over til Jylland’, uddyber Mogens Bek.

Fra levevej til hobby

Marianne havde indtil da arbejdet som frivillig staldpige ved Max Nielsen, hvor hun blandt andet var oppasser for heste som Florican Dirt, Funny Star og Ejby Cup. Sideløbende fik hun taget en kontoruddannelse hos Danmarks Statistik.

Mogens Bek og hustru Marianne Holst

Parret Marianne Holst og Mogens Bek bosatte sig altså i slutfirserne i Jylland. Nu blev travsporten ikke længere en levevej for Mogens Bek, men en hobby. Mogens skiftede nemlig spor og arbejdede efter flytningen til Jylland en overgang som montør i et KØ Beton, der producerede gylletanke , hvor hans far var direktør. Her var Mogens drivkraft bag anpartsstalden KØ-Beton, hvor ansatte, samarbejdspartnere og kunder kunne købe sig andele.

– Siden arbejdede jeg i mange år på Viborg Slidbanefabrik, som dog blev opkøbt af et stort firma, hvorefter jeg valgte at starte op for mig selv med et køkkenfirma, MB Køkkenfornyelse. Jeg har sideløbende med den geschäft også været beskæftiget i et foderautomatfirma iFeed, hvor jeg til at begynde med – det var cirka for fem år siden – var freelance. Men nu har jeg så lige overtaget forhandlingen i Skandinavien, beretter Mogens Bek.

Mogens Bek er en driftig erhvervsmand med gang i to firmaer – iFeed (foderautomater) og MB Køkkenfornyelse.

 

iFeed foderautomater på lager…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mogens Bek er opvokset i Viborg. Hans forældre var nabo til travmanden Tom Nørskov, hvor Mogens blev kammerat med dennes knægt lige fra helt lille af, og på den måde blev travheste en del af Mogens liv. Mogens forældre havde ingen baggrund med travheste. At de senere fik travheste, var gennem Mogens interesse for sporten.

Mogens driver sine firmaer fra bopælen i Finderup lidt uden for Viborg. Her har han og Marianne også deres heste. Stalden kan rumme tolv heste, og den er fuldt besat. Dog er kun de fem heraf Marianne og Mogens’ egne, idet de fleste af de øvrige bokse er besat med nogle af de heste, Frank Kjelde har købt hjem til sin forretning.

 

[Teksten fortsætter under billederne]

 

Marianne og Mogens råder over en følhoppe, Plastic Surgery. Hun er mor til EasyComeEasyGo (S) og Indiana Jones (S), og har tidligere bragt Counterstrike, der er eksporteret til Norge. 13 år gamle Plastic Surgery er efter Coktail Jet og opdrættet af Menhammer Stuteri på Ekerö ved Stockholm.

 

EasyComeEasyGo (S) v/ Lindy Lane har netop startet på Lunden, hvor den var toer i målfotodyst.  Her slapper den af i sin boks dagen efter Lunden-starten.

 

Der er godt med stigninger på træningsbanen rundt gården, hvor Marianne og Mogens træner deres heste.

Fra turbulens til fred og ro

Om sit nyligt oparbejdede engagement i det organisatoriske omkring Skive Trav fortæller Mogens Bek:

– Jamen det gik jo nok ikke manges næser forbi, at der var lidt turbulens i starten af året omkring ledelsen i Skive Trav. Det opstod i kølvandet på Steen B. Nielsens afgang som direktør, hvorefter der blev en magtkamp i bestyrelsen. I dette mellemspil fik man ansat en direktør, som gjorde meget godt, men som alligevel kom på mellemhånd i mange bestyrelsesanliggender, og det endte med hans afgang også. Magtkampen i bestyrelsen mundede ud i en ekstraordinær generalforsamling, hvor der blev valgt tre nye ind i stedet for den tidligere formand og næstformand og et bestyrelsesmedlem. Ved den efterfølgende konstitution blev jeg så valgt til formand.

– I den turbulente periode var der mange ting, vi takket være den daværende direktør Jan Nørbjerg også fik gjort op med, men da der nu var blevet ryddet grundigt op i tingene, valgte den nye bestyrelse at sige, at nu kigger vi mest fremad.

– Direktørstillingen blev slået op, og vi fik ansat Carsten Terp, der har en fortid i rejsebranchen. Han var med på de ideer, vi har i bestyrelsen, og som noget af det første, har han forestået gentegningen af sponsorater. Alle de eksisterende sponsorater på nær tre er gentegnet, og mange nye – mindst en halv snes stykker – er kommet til. Sponsorforvaltningen er sat på skinner med kontrakter og tilhørende databaser og økonomistyringssystem. Vores plan er at få afholdt mindst ét sponsorarrangement per år.

– I bestyrelsen har vi nemlig udarbejdet en strategiplan, som vi nu vil følge, og det lader til, vi i Carsten Terp har fundet den rette til at implementere alle vores ønsker og ideer. Banerne skal selv til at tjene egne penge. For om to år er der ikke banespil og afgifter heraf. Ydermere vil alt spil foregå elektronisk. Ikke mindst derfor har vi udarbejdet vores strategiplan. Så har vi noget at gå efter. Jeg tror aldrig, det er sket før i den her branche.

– I de bestyrelsesmøder, vi efterfølgende har holdt, har vi kunnet diskutere på en konstruktiv måde, og alle er interesserede i at opnå konsensus, så vi har sluttet alle møder i fred og fordragelighed. Der er ro i lejren nu, og fokus er på at fremme aktiviteterne omkring Skive Trav alt til gavn for hestesporten.

– Bestyrelsens fem medlemmer dækker trænerne i og med vi har Knud Mønster, amatørerne i og med vi har Kathrine Meldgaard Olesen, hesteejerne er repræsenteret ved mig og Frank Kjelde, og så har vi en revisor i Peter Friis, som samtidig også er hesteejer, men han har jo netop en god fagligt funderet indsigt i økonomi og regnskaber. Jeg synes, vi er godt dækket ind, og så vil jeg rose Kathrine Meldgaard Olesen for altid at sørge for, at vi alle i bestyrelsen holder snuden i sporet, når vi drøfter dagsordenspunkterne og ikke breder os ud ad alle mulige sidespor – om det så er fordi hun er kvinde, det kan man jo kun gisne om og selv om kønsfordelingen notorisk set er skæv, så ser jeg det alligevel som et godt tegn på alsidigheden, at vi i Skive Travs bestyrelse i det mindste ikke bare sidder fem mand høj.

– På Skive Trav råder vi over nogle af landets bedste træningsfaciliteter, hvilket synes at have tiltrukket en lang række af landets bedste trænere. Vi er i hvert fald nok i top to eller tre over baner, der har tilknyttet flest trænere. Vi har nu også det bedste lysanlæg i landet.

Skal afprøve nye systemer

– Og som noget helt nyt og spændende skal vi her i sidste halvdel af 2021 være prøveklud efter svensk mønster med elektronisk start. Det er et elektronisk system, som vi skal teste for svenskerne, og det er et helt nyt ét af slagsen. Det er ikke det, de bruger i Sverige nu. Det er helt ny software med nye kriterier bygget ind. F.eks. registrerer det nye system starten efter mulespidsen og ikke bringen, hvilket sidste det nuværende svenske system gør. Derfor bliver det nye system mere retvisende, da tiden nu regnes fra, at mulespidsen er tæt på startlinjen og til mulespidsen akkurat rammer mållinjen. Der kan godt være en lille bitte tidsforskel i forhold til, at man måler fra bringen. Med tiden forventer jeg, det skal implementeres på alle danske baner også.

– Skive Trav skal også stå for et pilotprojekt på et elektronisk system, som vi bl.a. kender fra V75-løbene i Sverige og fra Frankrig. Det er det her nummersystem, hvorefter hestenes placering undervejs i et løb på TV kan følges på en bjælke nederst på skærmen. Vi har kabler gravet ned rundt banen, så vi behøver ingen droner, for at få det gennemført. Vi vil i efteråret også introducere en kendingsmelodi, der adviserer, at nu er man tæt på starten til et løb. Det kender vi jo især fra Sverige. Vi vil i det hele gerne have, at publikum føler sig underholdt på en løbsdag.

– Vi vil også satse på at få mere info ud til banepublikummet, end de får nu. Banepublikummet bliver i dag ligesom forfordelt med info i forhold til tv-seerne. I øvrigt er det i restauranten muligt at koble iPads og den slags op på vores internetsystem. Vi har i øvrigt lige fået en kanondygtig forpagter af restauranten, og sammen med en allerede gennemført modernisering af faciliteterne i restauranten håber vi, det falder i vore gæsters smag, redegør Mogens Bek, der også har fokus på ungdommen:

– Ja, Skive Travs Ponytravskole skal tilbyde unge uddannelse i hestekundskab og i at køre ponytrav. Skolen skal ikke kun være for unge med travet i bagagen hjemmefra, men skal være et tilbud til alle unge om at komme ud og lære at køre og omgås heste. Det er en vigtig faktor for at få nye ind i sporten, understreger Mogens Bek og fortsætter:

– Vi venter os en del af det nye Internetbaserede billetsystem, som Dansk Hestevæddeløb er ved at indføre. På den måde kan vi få kendskab til de profiler, der frekventerer vor bane. Altså ved de elektroniske billetter og ved de hesteejerkort, vi scanner. Så vi kan målrette vore tiltag og dermed imødekomme publikums forventninger mest muligt. Vi regner med, at især unge vil benytte sig af den mulighed med forkøb af billetter, men mange ældre er da også friske på at bruge de elektroniske medier, ved jeg. I øvrigt skal man huske, at man stadig kan købe entrebillet ved indgangen på løbsdagene.

– Vi satser meget på at bruge Skive Travs anlæg til andet end travløb. Vi har faciliteter til dagarrangementer og internetkonferencer, og det vil vi søge at udnytte. Til hverdag trænes der jo en hel del på anlægget, så der vil være noget at holde øje med for besøgende også på almindelige dage. I vores strategiplan har vi i øvrigt ekstraheret, at vi hvert år skal afholde mindst fem større events, slutter Mogens Bek.

T. h. Indiana Jones (S) v/ Broadway Hall hygger sig i folden med en af pensionærerne i Marianne og Mogens’ stald.

 

 

Mogens og Mariannes Golden Flash (S J´s Caviar – Flash Brodda). Opdrættet af Vibe Haastrup, Bornholm. Købt på auktion i Ålborg. I forgrunden en iFeed foderautomat.

 

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen