Ingen har ønsket hende, Rona, eller Corona-epidemien, som hun mere prosaisk benævnes, men nu var hun der, og så bød hun, intrigant nok som vi kender hende, René op til en ny omgang vals som travtræner, og omstændighederne taget i betragtning, kunne René jo lige så godt valse med, syntes han.

Den 1. september kunne Rene Feltheim skrive travtræner på sit visitkort. Igen, for det har han kunnet før, nemlig fra 1994 til 2003.

– Ja, dengang gik det egentlig meget godt, men det var hårdt arbejde med meget lidt tid til børn og familie i det hele taget. Så jeg valgte at prioritere hensynet til mit bagland og valgte at stoppe med travtrænergerningen. Jeg har så haft forskellige beskæftigelser inden jeg i 2011 fandt et godt job som pedel i en friskole i Hoven nær Ådum, hvor vi bor. Her var min arbejdstid i et såkaldt flexjob fra tidlig morgen til midt på formiddagen, og det gav jo mig lejlighed til at have lidt travheste på amatørbasis. Det var blandt andet heste som Mr. Shorty og Casino Royal, som også vil udgøre en vigtig bestanddel af min nye trænerstad, der i øjeblikket er på ni heste, fortæller René Feltheim og fortsætter:

– Corona-situationen betød lukning for friskolen i Hoven, og dermed mistede jeg mit job. Så hva’ så nu, lille du? Jeg havde jo nogle få travere som hobby, men lysten til at drive forretning og træne heste som hovedbeskæftigelse sad jo stadig i mig. Min hustru Jane og jeg blev enige om, at det kunne vi godt satse på, at jeg blev travtræner igen, nu børnene var blevet lidt større, og med den indbyrdes klausul, at jeg kun skulle have max 15 heste. Der kan heller ikke være flere her på gården, i øvrigt.

T. v.: Stalden er ved at blive udvidet med nye bokse – René ordner meget af det selv. T. h. ses Jane ved at lægge bandager på en hest

Indirekte bærer corona-virusset- eller ronaen, som mange for nemheds skyld bare kalder denne mikroskopisk lille usynlige djævel – skylden for ændringen i familien Feltheims tilværelse. Ronaen bød sig jo som bekendt til på godt og ondt, og blandt andet har ronaen således medført, at René Feltheim altså nu igen kan valse rundt som travtræner.

Jane og René har tre børn, der godt kan give et nap med i stalden. Det er de to yngste, der nok mest er dedikeret arbejdet med hestene. Og her ses de to yngste i aktion

René Feltheim har i de seneste år også døjet meget med en rigtig dårlig ryg, der er blevet opereret ikke mindre end seks gange. Det ser ud til, lægerne på Skejby Universitetshospital har kunnet deres kram, for lige nu går det godt med ryggen.

– Og det er jo også afgørende for, at René  har taget beslutningen om at starte som træner igen. Ud over hjælp fra lægerne så har René også fået nytte af LED-lys-terapi, som har gjort underværker med hans ryg. Terapien  kan bruges af både mennesker og dyr, så vi bruger det også til vores heste, og de elsker at stå og lade sig omfavne af det – man kan se, det giver dem velvære, uddyber Jane Henriksen Feltheim, som er ejer af Aadum Autoophug, som hun har overtaget fra de tidligere ejere, Jørgen B. Nielsen og Kurt Henriksen – sidstnævnte er Janes far,  der også er bidt af travsporten og er kendt som manden bag gården Vallund, hvor blandt andet tidligere travtræner Kim A. Kristensen i Janes ungdom havde sit træningskvarter.

Kappe med aggregater til lysterapi bliver lagt på hesten. Behandlingen tager ofte ikke mere end 5-10 min per gang

Aadum er en lille vestjysk by nær Tarm. I Aadum Autoophug er Jane  travlt beskæftiget fra morgen til aften ugens fem hverdage, men giver da et nap eller to med i stalden om aftenen og i weekenderne. Når der skal heste til løb, holder hun dog fri lidt før, så hun kan køre med som staldpige.

– Egentlig var det ved et lykketræf, jeg faldt over den her form for lysterapi. Vores hest Action Scott havde en skade, og vi var på nippet til at lade ham aflive. Men så gav vi den her lysterapi en chance, og Action Scott var den første testhest hos firmaet Equine LTS, hvor vi således har været med fra starten. Og det gav pote. Action Scott kom sig utroligt nok og har kunnet løbe igen. Og så var det, at vi også fandt på at lade René få del i den terapiform, som kan gavne både dyr og mennesker. Vi er nu ambassadører for firmaet Equine LTS.

– Terapien baserer sig på termografi, det vil sige, at først scannes individet for varmeudstråling fra kroppen, som indikerer hvilke steder, der er problemer, så behandlingen kan intensiveres på de kriminelle steder, hvor der ønskes en helingsfremmende indsats. Derfor er lysterapien særlig anvendelig  i forbindelse med behandling af inflammation, smerter og operationssår. Det er en terapi baseret på forskningsresultater udviklet af rumforskningscentret NASA i USA. Vi har gode resultater med det, og er derfor ikke betænkelige ved at fremstå som ambassadører herfor, men vi lever jo i et frit land, og andre må jo tænke om det her, som de vil, forklarer Jane smilende.

René foran sin ligeud bane – hans hemmelige våben, kalder han den

Renés ’hemmelige våben’

På gården i Aadum, som ligger i umiddelbar nærhed af Janes firma, er der ud over en række folde en rundbane og så Renes ’hemmelige våben’, som han kalder det. Det er dog ikke mere hemmeligt, end vi får lov at se det og fotografere det. Våbnet er en 750 m lang ligeud-bane; den er ikke ganske vandret, altså med små bløde bakkekurver undervejs.

– Her giver jeg mine løbsheste intervaller i 1:35 tempo – det er individuelt, hvor mange de skal have, men en hest i god væddeløbsskik og form serveres ofte 8-9 stykker af slagsen, fortæller René Feltheim, der i øvrigt har et Tarzansk – dvs. Stefan Melandersk – forhold til sine træningsbaner: de bliver passet med akkuratesse og omsorg, og René Feltheim kan tilbringe timer ad gangen i sin traktor med at ’preparere’ anlægget.

Situationen for Billund Trav er i skrivende stund problematisk for dem, der ønsker, at banen fortsat skal have et langt liv. Salg og nedlæggelse af banen besluttes på et aktionærmøde senere i september.

Udsnit af rundbanen, som faktisk er så bred og god, at man godt kunne afvikle et rigtigt travløb på den

– For mig betyder det dog ikke det helt store, om Billund fortsætter eller ej, bedyrer Rene Feltheim.

– Jeg ser da helst den fortsætter, men gør den ikke det, så er jeg jo i den situation, at jeg ikke er afhængig af banen for at kunne træne heste. Jeg har et prima anlæg herhjemme med 1000 m rundbane og en ”rakbana”, som svenskerne siger. Jeg skal nok klare mig, og så er der jo ikke så langt at køre til banerne i Skive og Aarhus. Trods alt har jeg jo også trekvarters kørsel til Billund med lastbil, og det er vel ikke så meget længere til de to andre nævnte baner. Men jeg er også frisk på at køre til de øvrige danske baner og for den sags skyld til en svensk bane i det sydlige, hvis jeg altså har en hest, der kan klare sig dér, slår René Feltheim fast med klang af ægte jysk gå-på-mod i stemmen.

Fam. Feltheim

Staldens hyggekrog med blandt andet TV, hvor man kan følge travløbene i ind- og udland

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dag fylder Tova Bengtsson 25 år. Tova tilhører eliten af Monté-ryttere`i Norden, og her på siden titulerer vi hende gerne som Sveriges Monté-Dronning. Tova har et utroligt fint overblik i løbene, disponerer med hestens kræfter på et unik sæt og virker som et med sin hest. Tova indledte karrieren som Monteé-rytter i 2016 og, som det ses herunder, har hun udviklet sig hvert eneste år, og mon ikke hun slår alle rekorder i år

Tova Bengtsson er inde i sit femte år som monté-rytter og måske på vej til sin bedste sæson nogensinde: 68 starter indtil videre – 23 sejre, 11 andenpladser og 2 tredjepladser – en sejrsprocent på 34 og en indtjening på 955.600 SEK.

I 2019 blev det til 93 starter: 15 sejre, 20 andenpladser, 14 tredjepladser og en sejrsprocent på 16 her var indtjeningen 1.288.180 SEK.

I 2018 blev det til 106 starter: 24 sejre, 15 andenpladser, 17 tredjepladser og en sejrsprocent på 23 % og en indtjening på 1.272761 SEK.

I 2017 startede Tova 94 gange: Hun sejrede 19 gange, fik 19 andenpladser og 10 tredjepladser, en sejrsprocent på 20 og en indtjening på 797.941 SEK.

I 2016 blev det til 25 starter: 1 sejr, 3 andenpladser og 4 tredjepladser, en sejrsprocent på 4 og indtjening 85.300 SEK.

Vi ønsker Tova stort tillykke med fødselsdagen og de fine ridt…

Tekst og Foto: Kjeld Mikkelsen

Den 1. september beriges Billund Trav med endnu en ny travtræner. Det drejer sig om Paw Willumsen, som netop her i sommer, nærmere betegnet den 13. juni, var med i det dusin, der bestod travtrænereksamenen. Dusinet omfattede i øvrigt også Louise Valentin Mortensen, som allerede fra 1. august i år har nedsat sig som Billund-træner.

Paw Willumsen har beskæftiget sig med heste lige fra barnsben. Hans onkler Gerner og Hugo Willumsen var tidligt en del af hesteejerne omkring Billundbanen fra helt tilbage i halvfjerdserne og firserne og frem.

Paw var da heller ikke mere end ni år gammel, da han af og til kom som frivillig medhjælper hos travtræner Peter J. Hansen og vaskede heste af, og da han var elleve, var han hos Peter J som fast inventar snart sagt hver dag efter skole og i weekenderne.

– Efter skolen arbejdede jeg nogle år hos Peter J, og det er ham, jeg kan takke for det meste af det, jeg har lært omkring træning og managering af travheste, fortæller Paw.

– Mens jeg  var hos Peter J, havde jeg i 1998 en afstikker på en 3-4 uger for at tage på et studieophold hos den danske træner Michael Larsen i Hamborg, og siden en afstikker året efter hos Erik Bondo og Pietro Gubellino i Italien, hvor jeg fik nye indtryk og lærte mere om, hvilke farter man egentlig kan træne travheste i.

 

Motiver fra træningsanlægget på Virkelyst, hvor Paw Willumsen har lejet sig ind

 

Vægt på grundtræning

Om sit eget træningskoncept udreder Paw:

– Jeg lægger vægt på masser af grundtræning. Når det er på plads, så kan man indlægge en smule heattræning – små heat i 1,25 – 1,30-tempo. Jeg vil ikke så gerne indføre en masse intervaltræning, hvor man går ned på en ordentlig fart omkring 1,18 eller deromkring, ofte over 800 m pr interval  – uden at tømme hesten selvfølgelig, men jeg synes, det ofte gør hestene mere hidsige i løb end godt er. Jeg griber det dog an på den måde, at jeg har nogle grundideer, men jeg tilpasser træningen individuelt, idet man ikke kan sætte alting på formler. F.eks. kan det være godt for en lidt tung og bastant hest at gøre lidt interval-træning, netop for at få lidt hurtighed i den. Så skal man så passe på, at psyken følger med – at den ikke bliver for ilter i temperamentet.

Midt i sejrsinterview – Paw Willumsen og reporter Palle Vennekilde

Paw har etableret sig på gården Virkelyst, der ligger 7-8 km vest for Billund. Det er et sted, der tidligere har dannet ramme for trænere som Preben Kjærsgaard – det var da han startede op helt tilbage i halvfjerdserne – og René Feltheim, der nu findes blandt rækkerne af Billunds amatører. På dette landsted råder Paw Willumsen over tolv bokse og en række store folde. Samtidig får Paw Willlumsen også råderet over en stald på banen i Billund.

– Jeg elsker at køre travløb, men som træner vil det nok være beskedent, hvor tit jeg sætter mig op i en sulky i løb  – det vil i givet fald mest være for at mærke og føle en hest i løb, inden den kastes mere målrettet ud blandt konkurrenterne. Når det bliver alvor for alvor, vil jeg lade de professionelle tage over, forklarer Paw.

Paw Willumsen – hidtidig amatørkusk og træner, der snart går over i de professionelles rækker – ses her ved sejren i Billund med Bindee Blue den 1. marts i år – Bindee Blue sejrer i øvrigt før en af Paw Willumsens andre heste, nemlig Athena Miguan, med Anna Lauritzen i sulkyen

Beslagsmed

– Som ung tog jeg en uddannelse som beslagsmed, og jeg har arbejdet som sådan i mange år, og jeg tager mig derfor selv af tilskæring af hove og efterfølgende skoning. Jeg har den tilgang, at jeg bedst kan lide at hestene går kort-tået fremfor lang-tået, som mange egentlig i dag sværger til. Jeg synes, at det minimerer belastningsskader i bentøjet og skåner leddene, hvis man går efter det kort-tåede princip. Men som beslagsmed er jeg også så professionel, at jeg tilpasser beskæring og skoning ud fra en individuel vurdering, understreger Paw, hvis stald udover en række gamle kendinge som eksempelvis de tre deltagere i lørdagens 6. løb på ovalen på Fyens Væddeløbsbane, Bindee Blue, C Black Beauty P D og Athena Miguan også kommer til at tælle US Flying Scott, der godt nok er en veteran i faget, men altså ny hos Paw.

– Han er i løbssammenhæng lidt varm, og nu skal jeg se, om jeg kan få ham til at gå nogle gode løb – det har han jo tidligere indimellem vist, at han kan, uddyber Paw, der i sit hidtil travle levnedsforløb også har haft tid til at rejse til England for korte perioder, hvor han har taget nogle meritgivende overbygninger på sin beslagsmed-uddannelse.

Paw Willumsen igang med at istandsætte og klargøre den stald, han på Billund-banen kommer til at råde over, når han 1. september starter op som travtræner

Tør godt

Paw har redet siden barnsben, og blandt andet fordi det passede bedst ind i hans ægtefælles og families livssituation, helligede han sig siden 2001 ridesporten, hvor han selv ofte deltog i springstævner og siden hjalp sine børn med at deltage i diverse ridestævner. Efter en skilsmisse for 4-5 år siden vendte Paw så tilbage til travsporten.

– Jeg opdagede, at jeg savnede suset fra travsporten – den sad stadig i mine årer, må jeg erkende, og så genoptog jeg den interesse og begyndte at køre amatørløb. Jeg har egentlig altid gået med en travtræner i maven, så jeg tog de nødvendige kurser og har nu bestået travtrænereksamen og indgået aftale med Billund Trav om at starte op fra den 1. september i år.

– Og det tør jeg godt, selv om situationen for sporten lige nu kan se lidt ’floffy’ ud. Ja, vi ved jo ikke om Billund Trav snart er solgt, og i givet fald vil der jo mangle en bane i det sønderjyske. Generelt set er hele sporten vel udfordret, og hvis ikke travsporten snart kan blive i stand til at være selvkørende, hvilket de i hvert fald står til at skulle kunne være fra 2026 hvis ikke før, så venter afgrunden. Men jeg må tage tingene som de kommer, og nu forsøger jeg først og fremmest at udleve min drengedrøm, lyder spekulationerne og konklusionerne heraf fra Paw.


Selv om han stort set hele tiden har levet et liv blandt heste, er det først nu, Paw Willumsen realiserer drengedrømmen om at blive travtræner – han kaster sig ud i det pr. 1 sept i år

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Hjemme hos sin ejer og opdrætter Helene Gravesen render etårige Houston Spring og muntrer sig i folden, det vil sige i disse varme dage står han dog i dagtimerne gerne i skyggen i stalden i sin boks og venter på at løbe rundt til om aftenen, hvor det er mere svalt.

Helene Gravesen er en opdrætter, der sammen med sin gemal Bjarne Sørensen har en del år og dermed erfaring med i bagagen.

Så hun er helt med på, at alle opdræt så at sige er til salg, for ’alt er jo til salg, det er bare et spørgsmål om pris’, som mangen en handelsmand jo så spøgefuldt, men nok så rammende gennem tiderne har udtrykt det.

Alligevel er Helene lidt i tvivl om, hvorvidt hun skal sælge Houston Spring eller ej, for hun synes, den virker så talentfuld af en åring at være.

– Ja, han er en stor hest, men han er en hurtig  og fint travende hest i folden, så jeg kan ikke lade være med at være betaget af ham, erkender Helene.

Helene Gravesen med et af årets nitten føl

Hun fortæller videre:

– Egentlig havde jeg faktisk solgt ham, og den nye ejer tog ham hjem og begyndte så småt at køre ham til. Så var han uheldig og fik en lille skade, hvor en lille stump af en knoglesplint skulle bortopereres – det var ganske harmløst og skulle ingen betydning have for hans evne til at løbe væddeløb, men ejeren mistede alligevel lysten, og jeg tog ham selvfølgelig tilbage. Nu går jeg så og tæller på knapper, om jeg skal afhænde ham.

Stutteri Spring ved Helene Gravesen og Stald Tårs ved Bjarne Sørensen holder til i Vadum, beliggende umiddelbart nord for Aalborg lige ved flyvestationen. Stutteriet beskæftiger sig i dag med eget opdræt, opstaldning af følhopper samt hingstestation. Gravesen og Sørensen har således gennem tiderne haft ejerskab i hingstene Netted, Rockaroundtheclock, Storstadsbusen og Trophy Catch. Stutteriet består af to ejendomme med 36 bokse fordelt i flere staldafsnit, og stutteriet omfatter tre store løsdriftsstalde og 50 tønder land lagt ud i folde med omdrift.

Har udvidet

Helene Gravesen og Bjarne Sørensen, har omkring 60 heste opstaldet på deres ejendom. Ejendommen  erhvervede de omkring 1994. Med tiden er naboejendommen inddraget. Det meste af jorden er udlagt til folde, og der er anlagt baner til kørsel og ridetræning. Kun ca. en sjettedel af hesteholdet tilhører ægteparret selv, idet langt de fleste i form af følhopper og føl tilhører nordmænd, som de har et fast samarbejde med.

Og så er der 20 år gamle Trophy Catch, som stadig er ophav til afkom, men ikke er så aktiv en beskeler, som han har været. Trophy Catch er netop fader til omtalte Houston Spring, som er faldet efter hoppen Promise Tårs.

På gården er både bane til træning under rytter  og træning for vogn

Stald Tårs går egentlig tilbage til Bjarnes far Chresten Sørensen, der i sin tid først var slagter og siden bestyrer af et traktørsted samtidig med, han også var hobbylandmand. Han havde base i Tårs, og her er Bjarne vokset op. Hestene med navnet Tårs udmærkede sig allerede den gang på banerne – der kan  bare som nogle få eksempler ud af mange nævnes Tårspigen, Passion Tårs og Enok Tårs. Sidstnævnte var en af deltagerne i sin årgangs derby.

– Vi opdrætter stadig heste efter min fars gamle stamme, og dem kan man kende på, at deres navn ender på ’-on’ som for eksempel Confusion Tårs, som lige p. t. går godt for Flemming Jensen. Jeg bruger at sende dem til ham, hvis de har tilstrækkelig talent til at begå sig i de gode klasser, fortæller Bjarne, der dog også godt kan lide at køre med i løbene selv – det bliver ofte til starter i amatørløbene, men også i de almindelige klasser, hvis det passer ind. Inden for de seneste år er det heste som Leon Tårs og Saison Tårs, der har sørget for vinderbuketter til Bjarne, som dog også selv har prøvet at passere målstregen som vinder med føromtalte Confusion Tårs.

Helene synes vældig godt om Houston Springs måde at agere i folden på

Sat i gang hos Peter Bødker

Helene og Bjarne  har i dag seks følhopper. Resten af hopperne tilhører fortrinsvis nordmænd. Parret har fået knæsat et godt koncept, hvor trofaste hesteejere fra Norge – ofte med  tilknytning til Bo Westergårds træningsetablissement – sender deres hopper til Vadum og siden får føllene, de kaster af sig, til Norge, enten for at føre dem frem selv eller få dem solgt til norske hesteejere ofte via auktioner.

Helene stammer fra området omkring Hvorup og Nr. Sundby, og som stor skolepige kom hun i en 14-dages praktik hos den legendariske og nu hedengangne hesteejer og amatørtræner Peter Bødker, manden bag stjerner som Verona Dirt og Florican Dirt, og dermed var Helenes skæbne så at sige beseglet.

– Så snart jeg havde prøvet at være ude at sidde i vogn bag en hest, så var jeg solgt, smiler hun.

Hun interesserede sig også for ridesport og red nogle år military. Men det var traverne, der løb med interessen, og Helene havnede på det dengang nystartede Hovhedegård. I mellemtiden  havde hun dog lige nået at uddanne sig som dyrepasser i Aalborg Zoo.

– Jeg var i øvrigt med Bjarne Fyenbo på Hovhedegård lige fra begyndelsen, altså dengang Lars Berg og dennes svigerfar Jørn Damsgård i samarbejde med Lundens Axel Jacobsen og John K. Hansen udgjorde det etablerende trekløver. Axel havde dog store logistiske problemer og var snart ude, og det samme gjaldt John K. Hansen, og så kom Kent Friborg senere ind i billedet. Jeg arbejdede på centeret i syv år, altså indtil Kaj Jensen tog over. Undervejs var jeg et halvt år i Italien hos travtræneren Bengt Holm på studieophold. Det var jeg i øvrigt sammen med Helle Hjort, Flemming Degn og andre danske travfolk. Det var en vældigt spændende og en sjov tid, husker Helene.

Efter arbejdet på Hovhedegård tog Helene en uddannelse som kørelærer og arbejdede nogle år fuld tid med det. Så traf hun Bjarne Sørensen, og de slog pjalterne sammen og købte i midten af halvfemserne ejendommen i Vadum, hvorfra de med tiden etablerede Stald Tårs og Stutteri Spring.

Harmoni i løsdriftstalden – hestene, dvs. følhopperne og føllene, har godt af hinandens selskab

Fuldt hus

De har nogle af hestene hver for sig og nogle i samdrægtighed. Lige nu har de til sammen 6 følhopper, hvoraf de fleste forventes i fol i år, men ud af de seks går to oppe på Menhammer, og det er endnu uvist, om de er kommet i fol. Sidste år blev 19 hopper på bedriften, altså her iberegnet de opstaldede fortrinsvis norskejede hopper, bragt i fol, og der kom i år i alt 19 sunde og raske føl til verden. Altså ’fuldt hus’.

– Mellem år og dag kan man miste et føl ved fødslen, men det undgik vi lykkeligvis denne gang, konstaterer en brav Helene, der selv står for insemineringen af hopperne. For elleve år siden uddannede hun sig udi denne metier.

Bjarne Sørensen har droslet ned på sit “civile job” og kan hellige sig mere tid i stalden

Både Helene og Bjarne har et job ved siden af stutteridriften. Bjarne er speditør-uddannet og arbejder med speditøropgaver for Aalborg lufthavn. Han har netop droslet ned på det ugentlige timeantal i dette job og kan nu hellige sig hestene endnu mere. Helene arbejder i et bosted for børn og unge med autisme – det ligger i Kaas, og Helene har lært beboerne kunsten at ride, og ofte tager hun dem en tur på hesteryg ud i en af de nærliggende klitplantager.

Trophy Spring ved en sejr i Billund 2016. Hun er en af Helene Gravesens mange dygtige opdræt med over 600.000 kr. på kontoen og rekord 1.11,5ak. Han har i 98 startet høstet 20 sejre og været i trioindløbsrækkefølgen i halvdelen af disse starter

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

 

Den 30. juni i år bestod Lasse Christensen trænereksamen. Ganske flot klaret af en kun 17-årig gut, der først for alvor tog travsporten til sig for fem år siden. Før det stod den på computerspil. Men så blev Pac-Man og Portal 2 skiftet ud med Petri, en travhoppe, som Lasse fandt nøglen til.

Lasse har det ikke fra fremmede. Lasses farfar Emil Christensen, der i sine velmagtsdage var landmand i Farsøområdet i Himmerland, startede med at have travheste, som han tilbage i tresserne og halvfjerdserne bragte til start især på Skive-banen. Emil Christensens to sønner Gert og Knud var fra barnsben med på det med heste, især travhestene.

Knud Christensen er Lasses far. Han omtales oftest som Flamingo-Knud, og så er de fleste nok med på, at vi har at gøre med en travmand, som for alvor har været med til at sætte kolorit på travsporten, blandt andet med sit Stutteri Flamingo, hvorfra der er udklækket adskillige derbyvindere, blandt andet.

Knud Christensen har i hele sin voksentilværelse således som opdrætter og hesteejer udgjort en ikke ubetydelig faktor inden for travsporten. Knud havde dog for en halv snes år siden en periode, hvor han kraftigt overvejede at drosle ned på sit engagement i denne sportsgren.

– Ja – min søn Lasse er skyld i, at jeg stadig har god skrue i vandet hvad angår travsporten, erkender Knud Christensen.

Væk med pc’en

Petri nyder at græsse i sin fold. Foto: Privat

Lasse tog licens for to år siden, idet han som 15-årig fik dispensation til at køre travløb sammen med de voksne og har indtil nu kørt op imod fyrre løb. Interessen har han naturligvis med hjemmefra, men det var ikke lige fra helt lille af, det klikkede mellem ham og hestene.

– Næh, jeg var vel en 12-13 år, da jeg for alvor tog travet til mig. Ellers var det især computeren, som trak i mig. Og i nogen grad også fodbold, men mest sad jeg dengang bag en pc-skærm. Som vordende teenager  begyndte jeg dog mere og mere at hjælpe min far i stalden, og ja, så fik jeg min egen hest, hoppen Petri, som jeg fik i julegave, og som jeg helt og holdent bare faldt for. Det er hende, som virkelig fik mig til også at falde for travet. Jeg var solgt, indrømmer Lasse, der således gik lige rakt ind i sporten ved straks at tage hånd om og træne og køre de store heste modsat så mange andre unge kuske, der har lagt vejen forbi ponytravsporten.

– Nej, jeg har ikke dyrket ponytravløb, smiler Lasse.

– Tanken om at gøre det strejfede mig dog, men så syntes jeg, at jeg var blevet for stor, og på den måde gik jeg direkte til de store heste. Det er jeg rigtig glad for i dag.

Nu har han så trænerbeviset i hånden. Så hvad skal der nu ske?

– På sigt kunne jeg godt tænke mig at nedsætte mig som travtræner, men jeg vil først uddanne mig noget mere. Først og fremmest vil jeg søge almen dannelse gennem en HF-eksamen. Det tager to år, og det går jeg i gang med til høsten. Så vil jeg have et par heste i træning sådan mere på hobbybasis ved siden af studierne. Dernæst vil jeg tage nogle tørne hos travtrænere – gerne i udlandet, og jeg har allerede kontakt med nogle folk i USA, så jeg allerede kan komme derover et par uger i efteråret – det skal jeg nok få passet ind med skolen, udreder Lasse.

– Selv om jeg kan køre løb, altså har licensen til det, så vil jeg som træner nok ikke satse på at være kusk.  Jeg synes, det er bedre at overlade den ting til de professionelle trænere og jockeys. De kan nok gøre det bedre end mig, forklarer Lasse Christensen. Jeg kan bedre lide at træne og gøre hestene klar. Det er den daglige omgang med hestene, som interesserer mig.

Træningsfilosofi

Når det gælder ældre heste, så vil Lasse tilpasse træningen individuelt til de enkelte heste. Nogle kan lide ridetræning, andre ikke. Nogen kan lide eller have gavn af at løbe på et fastere underlag, andre ikke. Sådan er det hele vejen igennem, så Lasse vil bruge tid på at finde frem til hestens stærke og svage sider, dens præferencer og hvad det er, der giver hesten den største lyst til at yde det optimale. F.eks. fandt Lasse i sin tid ud af, at Petri havde gavn af og faktisk nød 300 m intervaller under rytter i dybt sand, så det var det oplæg, der skaffede hende indtægter på travbanen.

Lasse Christensen ved den rundbane ved naturparken i Vemb, han kan benytte til tempoarbejder med hestene. Der er også mulighed for at køre langsomt i skovene rundt om naturparken.

Hvad angår ungheste, så vil Lasse tilrettelægge et roligt koncept. Dvs. at der skal ikke køres stærkt med de unge heste, ikke stærkere end 1,35. Til gengæld skal de så have masser af kilometer i benene. Som udgangspunkt skal unghestene ikke trænes på et blødt underlag, men på et godt fast underlag, hvor det ikke gør noget, at der på toppen ligger en smule løst sand, som der gør på træningsbanen hjemme ved faren, men unghestene skal ikke trave i bløde underlag, hvor dybderne f.eks. er på 10 cm eller mere.

Afsky for grise

Fra omvæltningen fra pc-nørd til staldmand for de her ca. fem år siden erindrer Lasse en speciel episode, hvor hans storesøster havde lokket ham med ud at ride.

– Jeg kom ved den lejlighed til at ride lidt for hurtigt, da vi kom forbi en svinefarm.

– Og grise er ikke lige hestes kop the, skulle jeg hilse at sige. Grise kan de simpelt hen ikke lide. Så min hest tog ved og ville derudad, og det var jeg ikke helt tryg ved. Det lykkedes mig dog med opbud af alle mine kræfter at få hold på den, og så skridtede vi lige så stille hjemad.

– Episoden fik adrenalinet frem i mig, men jeg panikkede ikke. Jeg syntes, det var vældig morsomt, og jeg ville prøve det igen. Altså at ride i stor fart. Og så blev jeg mere og mere komfortabel med det, og ja, jeg blev faktisk helt bidt af det.

Hesten, som Lasse som 11-årig fik i julegave, hed Petri. Ingen havde hidtil rigtigt fået det optimale ud af hoppen; hun drillede dem. Lasse begyndte at træne hende. Det gik tiden med hver dag efter skole, og kemien mellem ham og Petri var tilsyneladende i top, for hun faldt til og begyndte at få resultater på væddeløbsbanen.

– Der var og er stadig et helt specielt bånd mellem mig og Petri, og det var også på den måde, at jeg fandt ud af, at det her med travheste, det var lige mig.

Knud fik ret

Petri er efter Carmody Lobell. Han var en hingst, som Lasses far Knud Christensen havde fået til landet. Mange såkaldte avlseksperter mente, at Knud havde begået en kæmpe fejl ved at investere i en hingst, der ikke havde ordentlige meritter. Jo jo, den havde da en god afstamning, idet begge hestens forældre havde vundet det yderst prestigefyldte Hambletonian i USA. Dog havde Carmody Lobell jo ikke selv præsteret noget af betydning, påpegede man.

Lasses far, Knud Christensen, er som sagt manden bag et af landets største stutterier, Stutteri Flamingo, der blandt andet har opdrættet flere derbyvindere.

I starten  var det næsten umuligt for Stutteri Flamingo at få Carmody Lobell godkendt som avlshingst af sportens kåringskommission, så ilde set var den her hingst på hestesportsparnasset, men Knud holdt stålfast ved, og hingsten fik efterhånden bevist sit værd i avlen.

Knud Christensen skuer i en af sine få ledige stunder ud over sit livsværk Flamingo Naturpark. På samme matrikel går også de fleste af Stutt. Flamingos heste.

Knud mente således ikke, han havde begået en fejl ved investeringen i Carmody Lobell. Han havde tillid til hingstens gener, og han fik ret. Carmody Lobell var som avlshingst et rigtigt eventyr, og han har i afkomslisten ti heste, som har tjent over en million kroner. Derudover har han bredt avlet mange nyttige væddeløbere.

Knuds far havde jo også travheste, og ofte var han og sønnerne til trav i Skive. Knud vandt en dag i starten af halvfjerdserne en større gevinst på et stregspil på banen i Skive. Ca. 8000 kr. lød gevinsten på, og da der samtidig den dag var en travhest til salg for det beløb, slog Knud til. Til at begynde med gik det ikke flatterende godt for hesteejerprojektet, men Knuds vilje er formet af stål, så efter en dårlig start fik han greb om hesteejerprojektet og dannede Stutteri Flamingo, der i dag som nævnt kan kigge tilbage på en lang række perler blandt opdrættet.

Flamingo – ikke til at løbe fra

Knud Christensen kan jo ikke løbe fra, han har et vist iværksætter-gen. Hans uddannelsesbaggrund er som mekaniker og som kampvognssoldat ved militæret, men egentlig har han mestendels af sit liv været restauratør og forretningsmand. Knud Christensen er manden bag en række bodegaer, spillesteder og diskoteker i det jyske, især i kulturbyen Holstebro, hvor han tidligt erhvervede sig Flamingo Pub og med denne værtshuset og spillestedet Kielgasten.

Foran museet i Flamingo Naturpark er der mulighed for at de besøgende kan nyde en rolig stund evt. med mad og drikke

Flamingo Pub kom til at præge Knud Christensens brand – det limede sig fast til ham, så han lige så godt kunne tage tyrene ved hornene og kalde sit stutteri og sin naturpark op efter sin pub.

Kielgasten, der var et højt skattet spillested, hvor mange nationale og internationale musikere gennem tiderne har lagt vejen forbi, grundlagde et livslangt venskab mellem Knud Christensen og skjalden Kim Larsen, som elskede at optræde dér. Og som i øvrigt gav en lille koncert i naturparken på Knuds 40-års fødselsdag – på det sted hvor parkens ønskebrønd står i dag.

Ønskebrønden – her stod Kim Larsen og spillede til Knud Christensens 40 års fødselsdag

Kim Larsen forelskede sig også i Kielgastens logo, som han lånte til en plade og en musical, der begge blev opkaldt efter stedet. Kielgasten er en hollandsk naver, der engang i fordums dage var havnet i Holstebro. Hollænderen forsvandt hurtigt, men navnet blev hængende ved adressen.

Interiører fra hhv. Flamingo Pub og Kielgasten er genskabt i museet i Flamingo Naturpark

 

En lykkelig fejl

Flamingo Naturpark er et projekt, som Knud sammen med sin gode ven Johnny har arbejdet på i 37 år, altså siden Knud i 1983  erhvervede ejendommen ved Vemb – og de første syvogtyve år uden at vide, at det i virkeligheden gjaldt en sikker publikumsmagnet.

– Næh, først og fremmest var det jo et privat projekt, vi lavede, for at gøre omgivelserne attraktive som beboelse for os selv. Men for godt ti år siden tog det en kovending, beretter Knud Christensen.

– Ja, ved en regulær fejl fra min side. Men der er jo aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg var kommet til at opføre en pavillon, der ikke opfyldte lovkravene. Jeg forsøgte i første omgang uden held at få dispensationsgodkendelse fra myndighederne, men pludselig stillede de sig positivt over for min ansøgning, dog med det krav, at så skulle jeg åbne haven for offentligheden.

Stemningsbillede fra Flamingo Naturpark

– Den pille måtte jeg lige have tid til at sluge, men jeg indtog den – og da vi først fik gæster i haven, glade og fornøjede var de, så tænkte jeg: hvorfor havde vi ikke bare gjort det fra starten!? Gjort haven public.

– Nu har vi ud over en kuperet have med massevis af blomster en lille sø med et hav af forskellige åkander samt en række  skulpturer og en pavillon, der i parentes bemærket er forpagtet til en restauratør, en ønskebrønd, en kopi af et kloster og et lille museum, hvor blandt andet en 2CV fra min nu salig gode ven, Kim Larsen, står til beundring.

Knud Christensen ved den 2CV, der befinder sig på Flamingo Naturparks lille museum. Den hæslige and, et af mange kælenavne for denne bilmodel, erhvervede sangeren Kim Larsen sig efter premieren på filmen Midt Om Natten – han forærede den siden til vennen Knud Christensen.

Rygstød til udfordrede unge

Midt- og Vestjyske kommuner har i de senere år sendt unge, der er træt af skolen, ud til Knud, for at lære at arbejde og møde til tiden. Og det er faktisk gået så godt, at mange af de unge havde svært ved at forlade Flamingo Naturpark, når forløbet var slut. En del af dem er også kommet videre ud på arbejdsmarkedet. Og en af de mest talentfulde travkuske, Hussein Kassir, opdagede suset ved heste under sit ophold hos Knud. Hussein havde en broget fortid, og han havde ikke meget lyst til at hjælpe til, indtil han satte sig op i en sulky. Nu er han en eftertragtet kusk, og arbejder som staldmand og jockey hos  travtræner Gordon Dahl i Aalborg.

En familie med ’go’ i

Knuds iværksætter-gen har han nok fået i vuggegave. Knuds familie stammer fra Himmerland, hvor faren Emil Christensen ud over en overgang at bestyre landbruget på Testrupgård ved Ålestrup også var farmer og handelsmand med base i Fendrup tæt på Farsø. Moren Agnete Helene Aagesen Christensen var som ung elitegymnast og drev  siden en gymnastikskole, stod for vaskeriet på et plejehjem, og var en overgang sågar ansat på et børnehjem i Jægerspris. Mens hendes tre børn, to sønner og en datter, var små, var hun hjemmegående landmandskone, og her kunne hun stolt fremvise en frodig køkkenhave og en smuk blomsterhave – så hvad Knud angår er Flamingo Naturpark vel ikke skabt helt ud af ingenting?

Knuds bror Gert, der i dag driver en motorcykel-forretning i Farsø, er stadig involveret i travsporten ligesom hans søn Kim er bidt af travsporten. De to har sågar gået ind som medinvestorer i Stutteri Flamingo og er ejere eller medejere af en hel del af hestene herfra. De har blandt andet også Fireblade og DAD Flamingo, der begge lige har startet i Århus.

Af Knuds fem børn er det dog kun Lasse og storesøsteren Chili, der dybere har involveret sig i travsporten.  Chili er faktisk opkaldt efter forfatteren Dan Turèlls kone – dem havde Knud Christensen også et godt forhold til, da især Dan yndede at komme på Kielgasten. Datteren Chili danner i dag par med travtræner Flemming Jensens søn Mads Friborg, og han og Chili træner et par heste på deres ejendom i Hjallerup. Vi taler her om Bo Westergårds tidligere tilholdssted alias Flemming Jensens gamle gård.

One For The Moneys hingstføl fra i år – efter Dream Vacation. Måske det sidste efter denne hingst? Han befinder sig i øjeblikket sammen med moderen hos Knuds datter Chili i Hjallerup. Foto: Privat

 

Knuds far – Lasses bedstefar Emil Christensen – opholdt sig på sine ældre dage hos sønnen Knud i Vemb og deltog ofte i træningen af hestene. Begge Lasses farforældre er i øvrigt nu gået bort.

Lasse husker:

– Vi har jo en rundbane til træning af hestene her på min fars ejendom. Det kan ofte være en udfordring at få unge heste gjort vant til autostart – altså at få det skemalagt med de muligheder, man tilbydes på banerne for at øve den startmetode. Så vi jokede med at ville sætte en stige op bag min farfars stationcar og så øve det på vores egen bane, men det var farfar ikke umiddelbart indstillet på. Men en morgen, hvor vi ude på vores egen bane med de unge heste, trillede han lige så stille ind på banen med stigen spændt vandret fast bag sin bil. Han havde givet sig, og så kunne vi træne autostart.

Emil Christensen – far til Knud og farfar til Lasse – havde en række travheste i sine velmagtsdage – blandt andet Minna Girl. Her ses hoppen i programmet til Skive engang i 1971 – i det pågældende løb blev hun femte, men kom med en frisk sejr fra Aalborg. Bemærk at dengang indeholdt startlisten i programmet ikke hestenes præmiesum og ikke navnene på de kuske, der havde siddet bag de seneste starter

Veteraner med PTSD

Knud Christensen er ved at gå i gang med at realisere en ny plan, han har fostret. Han vil søge et kæmpestort område af sin skov fredet og samtidig få tilladelse til at anlægge en sø her og så få bygget en samling træhytter rundt om denne sø. Ideen er så at give fortrinsret til  veteransoldater med Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) at bo i disse, gerne med deres familier, så de kan søge fred og ro til at få bearbejdet traumerne. Ideen er blandt andet fostret hos Knud i og med, han selv har haft en god årrække ved militæret under sine unge år

– Ja, det var en herlig tid, og nu vil jeg betale lidt tilbage. Bureaukratiet mangler at få givet mig alle nødvendige tilladelser, men det ser ud til, at alt vil falde i hak, og vi er så småt begyndt anlægsarbejdet med at skabe søen, lyder det fra Knud Christensen, som har fået megen ros for sit initiativ, ikke kun fra en lang række fagfolk, men også fra politikere dækkende hele spektret fra højre til venstre.

Rekreativt område for veteransoldater med ptsd – sådan et område med en sø og hytter omkring regner Knud Christensen med at have anlagt i skoven på sin ejendom i Vemb inden for en overskuelig fremtid

Lasse har som kusk i 37 starter opnået to sejre, begge høstet med Bølle A P, som i øvrigt i år har vundet med træneren Jan Friis i sulkyen – Jan Friis er nabo til Flamingo Naturpark, og Lasse er lige nu ansat ved Skivetræneren. Når han skal gå på HF bliver det formentlig kun i weekenderne og ferierne, Lasse kan gå Jan Friis til hånde. En anden nabo til naturparken er Tom Kirkegaard, kendt for opdrættet med kendingsbogstaverne ’K K’ i navnet.

Lasse Christensen  er måske den yngste person nogensinde, der har taget trænereksamen. Klaus Storm fra DTC kan adspurgt herom ikke komme i tanker om nogen, der skulle have været yngre end Lasse – men sidder der én derude, der ved noget andet, så er vedkommende velkommen til at kontakte dette site eller DTC.

Lasse varetager i dag ud over den lidt ældre Bølle A P træningen af fire G’ere, altså 2-åringer. Om dem siger han:

Lasse med Bølle A P

Bølle A P (S J’s Photo – Gertrud Skov)  skal starte på, så længe han synes, det er sjovt, gerne med mig selv som kusk.

Gaia Torp (Kanonis Lobell – Promising Angel) ser jeg som et stort talent. Hun gør, hvad hun kan, og det, hun får besked på. Hun har en rigtig god teknik. Hun kan de der 1,25 og hvis alt går vel, kan hun godt tænkes at starte i løb om et par måneder.

Geronimo Flamingo (Ens Snapshot – Petra Skov) har jeg stor tiltro til. Hun er en vældig fin hoppe og har en god indstilling til det hele. Hun skal i fremvisningsløb fredag den 31. juli med Knud Mønster i sulkysædet, og hun kan også de der 1,25. Om alt går vel, kan hun tænkes at starte i løb om et par måneder.

Guns N’Roses (Kanonis Lobell – Tango In T’Night) er lidt mere tung i det, men han er stærk som en okse. Jeg tror, han skal leve på sin styrke, og jeg tager det forsigtigt med ham. Der bliver tidligst tale om at starte i løb til næste år.

Gasolin Flamingo (Michael’s Turn – One For The Money) er sent født og derfor også sent udviklet. Ydermere har han døjet med mus i haserne og er opereret, så han skal ikke begynde at træne på for alvor før tidligst om to måneder. Helsemæssigt  er han lidt sensibel, men jeg tror ganske meget på ham på sigt.

Derudover har Lasse jo naturligvis en række åringer og føl at se til, så han keder sig bestemt ikke.

Hashtag Flamingo (tv) efter O’Grady og Lasses øjesten Petri er lige kommet ii lære som væddeløber. Ved en fest kom Lasse i kontakt med et ægtepar, Lone Korsgaard Jürgensen og Kenneth Adler Hansen, som var meget interesseret i travheste og gerne ville være med i sådan én. De havde forsøgt at købe sig ind i anpartsprojektet Billundhesten, men var kommet for sent. Lasse syntes, de ikke skulle snydes for fornøjelsen af at være hesteejere, og i det festlige lag kom så en aftale med ægteparret om erhvervelsen af Hashtag Flamingo, som ofte får besøg af sine nye ejere, der er meget begejstrede for tiltaget. Lasse spår i øvrigt O’Grady en fornem karriere som avlshingst. Th bag Lasse skimtes Hill Torp.

Stutt. Flamingos følhopper

Petri (Carmody Lobell – Diamond Model) mor til Hashtag Flamingo og i fol ved  Ens Snapshot. Medejerne af Hashtag Flamingo har også købt sig ind i Petri med 1/3 til hver, således at Lasse stadig har den sidste 1/3.

Livi Goal (Gill’s Victory – Concordia) har hingstføl efter Dream Vacation.

Velvet Flame (Pine Chip – Kalia) har hingstføl efter S J’s Photo. Hendes 2020-afkom er formentlig det aller sidste efter S J’s Photo.

It’s Over Hanover (Cantab Hall – Photo Of A Lady) mor til blandt andet Highway Flamingo (Panne De Moteur) og har hingstføl ved Broad Bahn.

Gertrud Skov Carmody Lobell – Orkide Flamingo) mor til bl. a. Bølle A P og Hope Of Sam (O’Grady) samt et hingstføl fra i år efter Florida Hanover, i fol ved Ens Snapshot.

Tango In T’Night (Great Challenger – Victoria Drive) mor til Hey Joe Flamingo ved Michael’s Turn.

Dont Pay Diamond (Dream Vacation – One For The Money) – i fol ved Readly Ekspress.

Blue Wave (Speedy Crown – Fish Keeper) – mor til Nobodybeatsthebeast, pensioneret, otium, 28 år gammel.

One For The Money (Not Disturb – Blue Wave) hingstføl efter Dream Vacation, er i fol ved Michael’s Turn.  Udlånt af Peter Rudbeck.

 


Velvet Flames søn fra i år efter S J’s Photo – formentlig den sidste efter denne hingst i det hele taget

Føl efter It’s Over Hanover – faldet efter Hambletonian-vinderen Broad Bahn

 

Følhopper og føl i en afslappende eftermiddagsstund i folden

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dag, Tirsdag den 30. juni bestod Louise V. Mortensen trænereksamen. Hun er nu klar til at starte en ny tilværelse som public træner på Billund-banen, såfremt bestyrelsen godkender hendes ansøgning.

– Ja, jeg lever og ånder for travsporten og vil gerne give det et skud som A-træner her i Billund, hvis bane jeg stort set altid har været knyttet til. Det må også være tiltrængt for banen med nye friske pust – jeg håber da nemlig, at flere af de nye trænerkandidater også melder sig i Billund – for her er ikke overbefolket med A-trænere, lyder det fra den nye trænerkandidat.

Om sin baggrund fortæller Louise:

– Jeg er vokset op i Ølgod, og i starten af mine teenage-år kom jeg meget hos den i Billund navnkundige ildsjæl Linda Nielsens far i Ølgod – han stod blandt for pasningen af Stutt. Vallunds heste – og jeg fik blod på tanden med hensyn til travsporten. Jeg passede min skole, og jeg har også taget en hf-eksamen, men ellers drejede alt sig om travheste. Jeg har lært yderligere grundtrin hos Søren Johansson, der nu er på Fyn, men en overgang var Billund-træner. Derudover har jeg korte arbejdsperioder hos Christian Lindhardt, da han og Chistina var i Tyskland,  og Morten Juul i Skive at tilføje CV’et. Jeg har også haft mine egne heste gennem årene. Den første hed Israel, og den var der ikke så meget at skrive hjem om resultatmæssigt, men at arbejde med den og flere andre heste har jo givet mig en del kundskab.

Om sin måde at gribe trænergerningen an på beretter hun her:

– Jeg vil koncentrere mig om trænerarbejdet. Drage omsorg for hestene, få dem i den rigtige kondition og form, sørge for den rigtige udrustning og balance. Fokusere på hestenes psyke og deres helse generelt. Især er jeg obs på det med fysisk og psykisk helse, og jeg har fuld fokus på vigtigheden af dyrevelfærd – det er centralt, for det er vigtigt for hestene, og det er vigtigt for sportens renommé.  Køreturene i løbene overlader jeg til catch driverne. De har den fornødne respekt omkring sig og har gennem utallige løb i bagagen oppebåret den snarrådighed, der kræves for blandt andet ikke at blive sat af i sporene i løbene.

– Jeg vil gerne kendes på at være en all round træner, hvor det at forberede løbsheste og køre ungheste til begge skal være indarbejdede elementer i min virksomhed. Som det ypperste ser jeg gerne i min stald en række fint afstammede ungheste, som jeg kan få lov at gøre klar til tilværelsen som væddeløber.

Louise vil antagelig ikke køre så mange løb som professionel travtræner, men overlade dette til catch drivers – men hun har altid fremstået som en kompetent kusk – her ses hun vinde sin seneste sejr på Billundbanen – året 2016, hesten Opollo Top

Strandtræning

Louise bor i Billund by og har et halvdagsjob at varetage.

– Det slipper jeg ikke i opstarten af min trænerkarriere, men ligeså snart det viser sig økonomisk holdbart, så kvitter jeg selvfølgelig det job. Jeg vil starte med at have heste opstaldet på banen i Billund, og så kan jeg også have nogen stående i oplandet, blandt andet måske hos Michael Poulsen, hvor jeg har nogle opstaldet nu. Men hvis det udvikler sig positivt med  tilgang af heste til min trænerstald, så vil jeg da kraftigt overveje selv at købe et egnet landsted med stalde og træningsmuligheder.

Lige nu varetager Louise strandtræning af sejrshesten V M Viking Cup – det gør hun tre gange i ugen for dens opdrætter og ejer Vagn Møller, der ellers træner og passer sin øjesten derhjemme

– De heste, jeg har nu som amatør, træner jeg ugentlig på sandstranden på Rømø. Det er en  perfekt strand, ligesom en fuldgod bane, som ikke kræver meget vedligeholdelse. Vi kører gerne 7 km mod syd, joggende med hurtigere intervaller imellem – og så jogger vi tilbage igen. Vi skridter dem af i vandkanten, hvor de får lov at gå i vand til knæene – det er faktisk også hård træning a la sandbanetræning, men måske alligevel mere skånsom, og hestene elsker det. Også at de kan se ud over de store vidder og ikke bare indkredsningen af en travbane. Selvfølgelig vil strandtræningen også være en væsentlig del af træningen hos mig som professionel.

Stilstudier i V M Viking Cups glæde ved træning i vandkanten på Rømø

– Om sommeren kan der være overrendt på Rømø af danske og udenlandske turister, men vi møder for det første gerne tidligt om morgenen før turisterne og Fanden får sutsko på, og derudover kender jeg jo forholdene som min egen bukselomme og kan undgå de mest turistbelagte steder. Jeg kender også stranden ud og ind, og det benytter jeg i forhold til, hvor jeg lige kører hestene – på de hårde eller bløde steder i sandet alt efter hestens konstitution og behov.

 

Louise V. Mortensen – nu som professionel travtræner

Sådan slutter Louise V. Mortensen, måske snart ny træner på Billund-banen, og hun håber på stor opbakning fra hesteejerne  til hende selv og de andre nyuddannede trænere, der altså tirsdag afsluttede en række måneders teoretiske studier med eksamen på Seges i Århus – en eksamen, som kandidaterne længe havde sukket efter at få afholdt, i og med coronasituationen havde været med til at udsætte tidspunktet nogle gange.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

På visit hos en dedikeret opdrætter. Der går op i det med liv og sjæl. Det samme gælder fænomenet  ´forretningsudvikling´. Det tænder han – næsten – li’såmeget på.

Når man kommer ud i  folden og møder hestene, så slår det straks én, hvor fortrolige de er, hestene, også over for fremmede. De tér sig som små søde hunde: kæledægger.

Det er ikke for at forklejne andre opdrættere: det er en omsiggribende trend fra de seneste decennier om ikke fra før: dagens nye firbenede væddeløbere er altid velafrettede og håndvante. Det er en rar trend, og den er opdrætteren Karl Kristian Guldhammer, manden bag Stutteri Vincent, bestemt en værdig eksponent for.

Dertil kommer, at man også må tilskrive Kar Kristian Guldhammer et vist naturtalent som opdrætter: siden han startede i 2012, har han endnu ikke fået udskrevet en eneste dyrlægeregning på sine følhopper. Ingen af hans heste har i den periode været syge med forkølelse, hoste eller feber. Bank tre gange under bordet!

Gaia Enghaven – en af de første følhopper Karl Kristian Guldhammer anskaffede sig – med dette års føl

I 2012 investerede Karl Kristian Guldhammer i tre følhopper, to danskopdrættede, nemlig Gaia Enghave og Kanon Pejsegården samt en svenskopdrættet, Elusive Shine. Hermed skabte Guldhammer grundstammen i sit dengang nyoprettede Stutteri Vincent, og det er siden gået slag i slag med opdræt herfra. Siden er følhopperne Tioga Downs og Dreamabout Vincent kommet til.

– Tre af mine avlshopper, Gaia Enghave, Elusive Shine (s) og Tioga Downs, har i årets første 25 starter præsteret en imponerende flot sejrsprocent på 24 gennem deres afkom Broadway Vincent, Dior Vincent (Norge), Espere Vincent, Dolce Gabbana (Tyskland), Elusive Vincent og Formidable Vincent, påpeger Guldhammer.

Guldhammer er vokset op på en mindre landejendom i Tranum ikke langt fra Jammerbugten. Som barn og ung fik Guldhammer interessen for travsporten. Det gjorde han gennem sin fars onkel og fætter, henholdsvis Chr. og Ove Guldhammer hjemmehørende i Brovst, hvor de havde en landbrugsejendom med gode træningsfaciliteter. Chr. og Ove var mændene bag de mange gode Pan-opdræt, som især Aalborg-trænerne Finn Larsen og Peter Bratholm i tresserne, halvfjerdserne og firserne ofte sås bag med succes.

– Mine to familiemedlemmer havde i storhedstiden over tredive heste. De var såvel hesteejere som opdrættere, og fætter Ove kørte da også indimellem i løbene, fortæller Guldhammer.

– Men jeg var også dengang som nu bidt af fodbold, og den interesse kom til at overskygge hesteinteressen, i hvert fald som aktiv udøver, idet jeg da så ofte det lod sig gøre gik til trav og lod mig underholde som almindelig publikummer, uddyber Guldhammer.

Regionsdirektør

I 2012 søgte hestevæddeløbssporten som led i en igangværende strukturændring af dens organisation en række regionsdirektører, og Karl Kristian Guldhammer søgte og fik jobbet dækkende den nordjyske region med banerne Skive, Århus og Aalborg.

– Det lød spændende. Jeg havde faktisk slet ikke forestillet mig, at jeg skulle havne i netop den organisation eller have heste.

– Men det vækkede samtidig den hidtil slumrende interesse hos mig for igen at få heste mellem hænderne, og så var det, jeg købte de tre følhopper og startede med opdræt af travere, forklarer Guldhammer.

 

Karl Kristian Guldhammer giver følhoppen Kanon Pejsegården et velfortjent klap

Det er så siden blevet til en lang række væddeløbere med opdrætter-signaturen Vincent i navnet.

– Min søn har en forkærlighed for Frankrig, og den kan jeg også godt finde hos mig selv, den interesse for Frankrig, så det er ofte fransk inspirerede navne, jeg anvender, men ikke udelukkende. Jeg lader mig trods alt inspirere bredt, så f.eks. græske Gude-navne også har fundet vej til mit opdræt. Vincent er dog fransk og betyder noget i retning af ’den sejrende’.

– Min opdrætterfilosofi er at skabe nogle væddeløbere, der har forudsætninger for at klare sig i løbene. Jeg holder bevidst omkostningerne nede, hvilket også betyder, at anskaffelsesprisen ikke behøver at være en mangemilliardær værdig. Det betyder blandt andet, at mit valg af hingste ikke ligger i den dyre ende. Men hingsten skal trods alt have en god rekord og en fin karriere ud over gode blodlinjer. Jeg har derfor benyttet  hingste som Orali, Standout, From Above U S, Gigant Neo og Ravenna, bare for i flæng at nævne nogle.

– Jeg håber da på en stjerne iblandt, men jeg forventer som minimum blot, at mit opdræt kan blive  gode, stabile væddeløbere, der kan skabe glæde i dagligdagen hos deres respektive ejere og trænere.

Flyttede rundt

Guldhammer fik som sagt travbacillen i blodet som dreng og ung mand, men fodbolden tog som ligeledes nævnt  over.

– Ja, og jeg flyttede en del rundt som ung grundet uddannelse og jobs. Jeg spillede altid fodbold i den lokale klub, uanset hvor jeg boede. Det var mest i serierne, jeg gjorde mig – det lokale Jyllandsserie-hold eller serie 1.

– Samtidig uddannede jeg mig til revisor. Det var i min hjemby Brovst. Efter den uddannelse tog jeg det grønne bevis på landbrugsskolen i Vejlby ved Århus.

– Herefter drev jeg i en fireårs tid et landbrug på Horsens-kanten. Jeg havde ikke travheste dengang, men spillede fodbold på det lokale seriehold. Af og til var jeg så dengang på Jydsk Væddeløbsbane. Jeg skulle lige snuse til stemningen og måske lige se, om min onkels og fætters opdræt stadig kunne begå sig, hvilket det som regel kunne.

– Jeg fik i ’86 en diskusprolaps og blev lammet i det ene ben. Det gentog sig i ’88. Så jeg måtte kvitte landbruget. Jeg kunne ikke holde til det fysisk. Så tog jeg overbygningen på landbrugsuddannelsen, og så blev jeg økonomikonsulent i en landbrugsforening i Hjørring, den der i dag hedder LandboNord. Dér var jeg så i seks år

– Herefter boede jeg i Odense, da jeg i ti år fra 1996 til 2005 var ansat i 10 år i Realkredit Danmark som erhvervscenterschef. Det var for Region Syd, og den afdeling for realkreditbelåning af godser og landbrugsejendomme. I 2005 blev jeg headhuntet til centerleder for NordVest Agro i Nykøbing Mors, og så flyttede jeg og familien tilbage til Thisted.

I 2006 blev bestyrelsesformand for HF Mors Elitehåndbold og derefter var jeg fra 2007 administrerende direktør for Håndbold Mors-Thy Håndbold, som er en overbygning på HF Mors og Thisted IK og som rykkede op i ligaen samme år, som jeg var blevet ansat. Der var jeg så indtil 2011. Så var det, jeg blev regionsdirektør i hestesporten. Det var jeg indtil 2014, idet jeg samtidig fra 2012 var konstitueret direktør for Jydsk Væddeløbsbane.

– Efter det blev jeg direktør for fodboldklubben i Thisted, Thisted F C Elite og var her til og med 2019.

Karl Kristian Guldhammer i folden hos følhopperne Tioga Downs og Elusive Shine

Kæpheste

Samtidig med det forpagtede Guldhammer Thisted Rideklub, og på den måde kunne han råde over nogle bokse til sine følhopper og deres afkom samt nogle folde. I dag har Guldhammer ikke længere forpagtningen og dermed ansvaret for driften af rideskolen – det er gået tilbage til ejeren. Nu lejer han hos rideklubben blot de bokse og den jord, han har brug for i sin opdrættervirksomhed.

Guldhammer har med baggrund i sin landmandsuddannelse også sine kæpheste som opdrætter. En af dem er foderet.

– Jeg giver mine heste meget grovfoder. De får en meget stråfoder. Jeg har haft heste siden 2012, og jeg har aldrig haft en dyrlægeudgift på følhopperne. Og ja. En kæphest hos mig er også at lade hestene gå ude hver dag – om det regner, sner, hagler, blæser eller solen skinner: det er lige meget. Jeg kender ikke til forkølelse hos mine heste og kolik, hvis mine heste. De har aldrig haft feber – 7-9-13.

– Det, jeg er fascineret af, er selve hestene. At omgås dem og arbejde med dem for at de skal blive fortrolige med tilværelsen som sportsatleter. De enkelte hestes forskellighed i adfærd og psyke er sjov at arbejde med. Det gælder om at kunne komme ind under huden på dem. Nogle er som en hund, andre er mere reserverede, så dem tager det lidt mere tid med, før de er rigtigt håndvante. Tillid er nøgleordet. Og tålmodighed.

– Det er opdrætning, der  er det primære for mig. Jeg nyder at skabe et travhesteliv ud af et føl.

– Jeg ved, hvornår samtlige af mine opdræt starter, om det er i Norge, Sverige, Tyskland eller Danmark. Jeg skriver via e-mails med alle dem, der har købt heste af mig. Vi er ofte i kontakt flere gange om ugen.

– Det er opdrætningen, der har tricket mig. Alle mine heste er forelsket i mig – alle sammen. Jeg har nærhed til hestene gennem snak og omsorg og kærlighed til dem. Jeg har mange følelser for dem. Når der er et mine opdræt, der vinder, og jeg sidder hjemme i sofaen og ser på det over TV, så sidder jeg og hyler. Så er jeg glad og stolt.

– Jeg er ikke tricket af det at køre løb, altså af at være kusk. Men jeg har stor respekt for dem, der gør.

Føl efter avlshingsten Ravenna og Karl Kristian Guldhammers hoppe Kanon Pejsegården – formodentlig skal den lille frøken navngives Isabélla Vincent

Forretningsudvikler

Da Guldhammer startede med opdræt i 2012, ville han gå med tre følhopper, ikke flere.

– Men  i mellemtiden er hoppen Tioga Downs kommet til, og også Dreamabout Vincent, mit eget opdræt, der grundet en skade måtte stoppe som væddeløber, skal vi nu bruge i avlen, smiler Guldhammer undskyldende på egne vegne.

– I min periode med poster i hestesporten stod forretningsudvikling på menuen over de opgaver, jeg som økonomikonsulent og controller skulle beskæftige mig med.  Jeg var blandt andet med til at skrive oplægget til beslutningen om at skabe selskabet Dansk HesteVæddeløb – DH. Men om tingene er lykkedes helt som forventet, tvivler jeg lidt på, når jeg kigger i bakspejlet. DH har ikke kunnet få den afgørende aftryk og har måttet dele den med Dansk Galop og DTC. Det ser ud til udefra, at der ikke er skabt fælles fodslag om flere af beslutningsprocesserne. Det er vigtigt, at der findes en model med fælles fodslag inden for sporten, ellers lammer det organisationen i forhold til at opbygge en professionel forretningsmodel, som kan løfte sporten med øgede spilleindtægter og andre kommercielle forretningsområder og dermed øgede indtægter til fordeling blandt sportens aktører til følge.

– Man bør – efter min beskedne opfattelse – i hestesporten skele til andre professionelle sportslige organisationer som f.eks. fodbold og håndbold. Her er der en entydig øverste ledelse, der sætter retningslinjerne for klubbernes ageren som deltager i ligaer, divisioner og serier. I f.eks. fodbold er det Divisionsforeningen, som har de kommercielle rettigheder, der udsteder licenserne til klubberne. Klubberne skal opfylde de med licensen forbundne forpligtelser ellers får du ikke lov til at spille og får ikke del i de midler, der er til rådighed. Sådan bør DH, eller hvad man nu vil kalde sportens øverste organ, også udstede licenser til banerne, for at de overhovedet kan afvikle løb. Opfylder man ikke kriterierne, dvs. de fysiske krav til banelegeme og bane- og publikumsfaciliteter, krav til løbsafvikling og mange hundreder andre ting, ja, så lukkes kassen i. Dvs. så bliver præmiepengene cuttet. Man skal stille krav til faciliteter og ikke så meget til organisationsstruktur – den kan man så selv slås med lokalt, for man eksisterer på den her måde mest i kraft af licenserne og opfyldelse af licensbetingelserne. Klubberne har simpelt hen en licensmanual at følge.

Banerne tøvende

– I den af de tre  regioner, man i 2011 opererede med, hvor jeg blev direktør, ville man kommercielt samle Skive, Århus og Aalborg i et driftsfællesskab med en overordnet bestyrelse. Man skulle herigennem kunne koordinere større PR-opgaver, samt indkøbsmæssige opgaver og opnå en synergieffekt. Men efter min opfattelse var bestyrelserne/direktørerne for banerne for stærke til, at denne mission kunne lykkes. Banerne havde tilsyneladende nok i sig selv og ville ikke samarbejde om en ny forretningsmodel. Den forretningsorden, vi opererede med, blev gennemskrevet flere gange, men blev aldrig underskrevet. I de tre år, regionstanken bestod, holdt vi mange bestyrelsesmøder, uden forretningsordenen blev godkendt og underskrevet. Den blev hele tiden behandlet og ændret, men ingen enighed blev opnået mellem banerne. Det var HFF, med Jens Ulrik Nielsen som direktør og Bent Knie-Andersen som bestyrelsesformanden, der sad på pengekassen og bevillingen, og til sidst lukkede og slukkede de for regionsmodel-projektet.

– Man opgav så fra HFF den ide med regionerne, og så blev der tegnet en ny model for organisationen. Det var mig, der fik opgaven i første omgang og jeg udarbejde forslag til en ny model, hvor trav og galopsporten gik sammen på flere niveauer – det blev så DH-modellen, organisatorisk, med en kommerciel forretningsdel ved siden af. Blev den så en succes? Kan man spørge. Ikke just helt – beslutningsprocesserne og hvem gør hvad er tilsyneladende aldrig blevet helt afstemt mellem forbundene Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og Dansk Galop (DG) og selskabet Dansk Hestevæddeløb (DH). De har stadig for meget autonomi, og det svækker Dansk Hestevæddeløb. Der skal være en stærk øverste ledelse, som suverænt sætter dagsorden.

– I dag har DTC noget magt og DG noget magt. Det duer ikke. Magten skal ligge ét sted, ellers er det dræbende. Så ligner det lidt alles kamp mod alle; så bliver det ikke kun ved de lokale kampe, når det øverste ledelsesorgan ikke er stærkt nok.

– Der skal være ét øverste organ. De underliggende skal holde lav profil. Er de utilfredse, må de udskifte medlemmerne, når tid er. Det er jo ikke demokratiet, jeg vil knægte. Det er et effektivt beslutningssystem til benefice for sporten, jeg vil fremme.

– Jeg kan lide at arbejde med forretningsudvikling, men i travsporten har det været som at slå i en dyne, og så opgiver man. Jeg arbejder med forretningsudvikling og strategi for virksomheder i min nuværende stilling, og jeg elsker det.

Idyl i folden

Konstruktiv

Efter et års tid som regionaldirektør fik Guldhammer tilbudt jobbet som konstitueret direktør for JVB, her var direktørposten pludselig blevet vakant.

Det takkede Guldhammer ja til, og her var udfordringerne store med økonomien, da banen havde opbygget en solid gæld. Det lykkedes dog Guldhammer at få styr på det økonomiske og at få optimismen rundt banen til at gro.

Efter et par år på posten blev Guldhammer dog opsagt i forbindelse med, at regionstanken ”døde”. Herefter oplevede JVB nogle turbulente år, så for mange var opsigelsen af Guldhammer nok uforståelig, men Guldhammer selv giver sig ikke af med at fremføre kritik.

– Nej, siger han.

– Jeg er mere til konstruktivt samarbejde. Der vil altid kunne opstå uenigheder, hvor mennesker samles og skal samarbejde, men min tilgang er altid at finde det fælles og arbejde ud fra at spille med bolden og ikke jorde manden. Jeg skaber helst ikke konflikter. Jeg ser hellere muligheder. Jeg forsøger via forhandlingsvej at skabe løsninger. Det giver som regel de bedste resultater, når man har så mange med som muligt. Man skal helst undgå at have nogle, der senere arbejder contra.

– Og så har jeg altid forsøgt at opbygge et stærkt netværk og vel at mærke forsøgt at gøde dette.

Udviklingschef

Og apropos fodbold-analogien fra før, så lykkedes det Guldhammer ret hurtigt gennem sit netværk at få et job igen efter ophøret hos JVB. I fodboldverdenen, nærmere betegnet som direktør for Thisted F C.

– Det er nok det hårdeste job, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men jeg ville ikke have været det foruden, for det var utroligt spændende. Lærerigt og givende. Efter nogle år fik jeg dog tilbuddet om et job som udviklingschef i Team Landbrug hos Revison Limfjord, som er et rådgivende revisorfirma. Det sagde jeg ja til. Det giver jeg mig fuldt ud hen i, men det er mere roligt og overskueligt end direktørjobbet i Thisted F C, og det giver så mere plads til fuldt ud at nydefamilien og hobbyen som travopdrætter.

– Der bliver lidt pendlen til afdelingen i Skive, men det er et meget mere roligt job end det, jeg havde i fodboldklubben. Dér var der hektisk fra morgen til aften 24/7, og det trivedes jeg med i den periode og lærte meget af. Jeg beskæftiger mig nu med det, som jeg altid har interesseret mig for, nemlig forretningsudvikling og virksomhedsstrategier. Det elsker jeg, og det trives jeg med.

Efter en skilsmisse har Karl Kristian Guldhammer nu fundet sammen med ligeledes fraskilte Jane Johannesen – de lever i et moderne COLA-forhold (COuples Living Apart). I øvrigt har Jane andele i Dior Vincent – en hest, der er udlejet til Norge og i træning hos Marius Høitomt

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

 

Torben Kristensen fra Mørke sadler i eftermiddag to heste ud i Billund. I tredje løb er der gensyn med Follow Me, der kommer med en frisk sejr fra seneste løbsdag i Billund i bagagen. Men den er trods det ikke i tipsrammen i programmet, konstaterer vi og ser spørgende på Torben, der udreder:

Follow Me i hjemlige omgivelser. Møder hård konkurrence i Billund i dag onsdag den 10. juni 2020, så eksperterne vurderer, den vil få svært ved at gentage sejren fra sidste løbsdag på samme bane – men løbene skal jo køres først…

– Næh. Han har jo spor yderst på vingen, og så starter der nogle farlige stykker i løbet – dem fra Bo Westergård, de er nok ret gode. Men Follow Me kan åbne, og måske endda hurtigt nok til at nå spidsen kort efter start. Men sådan en disposition kan jo hævne sig til slut med for meget mælkesyre. I øvrigt så overlader jeg alt det løbstaktiske til kusken, Henrik Lønborg.

Marianne med Frisky Whiskey, som skal i prøveløb i dag onsdag den 10. juni 2020 i Billund

Torben Kristensen

Torben Kristensen og hans bedre halvdel Marianne nyder tilværelsen med deres kære travheste. I prøveløbet har de egen-opdrættede Frisky Whiskey til start.

– Hun er efter Pretty Rosie, som vi har haft som følhoppe i nogle år. Men vi har lige solgt hende som ridehest. For det første er det ikke lønsomt at bruge så mange ressourcer – altså både penge og arbejdsenergi med mere – på at holde på med opdræt. Det kan bedre betale sig for os at blot at købe en løbshest, hvis vi vil erstatte eller supplere med en hest. For det andet blev hun til sidst noget knotten i sin adfærd og var hårde mod de andre.

– Vi har fire heste lige nu, og det er krydderi på vores tilværelse at gå og passe og pleje og træne dem her på vores landsted i Mørke, forklarer Torben om hans og Mariannes tilværelse som førtidspensionister, hvor de ud over at passe heste også efter bedste evne og så meget, som helbredet nu tillader, koncentrerer sig om at vedligeholde landstedet i Mørke.

De fire heste er Follow Me, Frisky Whiskey samt dennes lillesøster Hottentotten, der er under tilkøring hos Henrik Lønborg, og sidst men ikke mindst løbshesten Coco Højgård, der i år i ti starter pengemæssigt næsten er nået på omgangshøjde med sidste års knap 17.000 kr. i indtjening høstet i femten starter. I år mangler han at smage sejrens sødme. Sidste år blev det sejr – karrierens foreløbige eneste – og da var det i øvrigt Torben himself, der kørte.

Landstedet i Mørke har Torben og Marianne arvet efter Torbens far, der selv var en aktiv udøver af travsporten med en del opdræt og en karriere som amatørkusk.

– Min far, Magne Kristensen, kom som barn med sine forældre på travbanen. Hans forældre nød rollen som tilskuere, men min far ville gerne have fingre i hestene selv, og jeg har således også fået interessen. Jeg tog licens som 18-årig i 1985, men den hest, jeg gjorde det med og som skulle være min løbshest, den solgte min far pludselig til Norge. Så tabte jeg kadencen lidt og var væk fra sporten nogle år. Jeg stiftede også familie og fik børn, men nu har jeg igen fået modet, og vi er meget engagerede. Dog kun i vores egne heste. Vi hænger ikke ud på de forskellige baner for at se alle løbene, ej heller foran TV’et. Vi finder fornøjelse i at omgås hestene og træne dem.

Marianne sammen med kæledæggen Coco Højgård

– Min far var en meget engageret travmand også, men på hans ældre dage mistede han interessen. De sænkede på et tidspunkt aldersgrænsen for at kunne deltage i løb. Den aldersgrænse blev han ramt af, og det punkterede hans interesse. Han opnåede ikke at have den helt store stjerne, men havde mange nyttige travere som Cikaros Bøgely, Pokker Bøgely og Kien Herve, blot for at næve et par stykker, der måske kan få klokkerne til at ringe hos det lidt ældre publikum. Min far gik bort for et par år siden.

– Vi har her på ejendommen i Mørke en 600 m træningsbane, hvor vi  triller rundt med hestene. De får ofte mange kilometer i benene – de får en lang tur hver anden dag. Vi starter med at køre en stille opvarmning, så vender vi løbsretningen, for så skal de op ad en lille ret stejl bakke på en 20-30 m, og det giver dem sved på panden. Vi kan ikke køre deciderede hurtigarbejder herhjemme. Reglen er at vi de her fire dage før en start giver dem en udblæsning på Jydsk Væddeløbsbane. Den form for træning, jeg her har skitseret, har givet hestene en kolossal god form, og derfor har vi haft gode resultater med dem på det seneste. Så at det indimellem ’går op ad bakke’ behøver ikke være nederen. Det kan også være sundt, griner Torben til afsked.

“Det hænder, at hestene slipper en vind under anstrengelserne for at komme op med mand og vogn efter sig ad den lille, stejle bakke midt på træningsbanen. Men de kommer i en hulens god form”, beretter Torben Kristensen

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Toptraveren og millionæren Ravenna har fundet hjem til sin fødeegn

Ravenna f. 2008 er nu avlshingst på heltid. Han løb sit sidste løb i maj i år i Aalborg. Efter at have fejret en lang række triumfer i udlandet kom han for to år siden hjem til Danmark og havnede hos Marie og Jens Brix Pedersen. Jens kørte seksten løb med ham med en sejr og en tredjeplads til følge. Sin sidste sejr snuppede Ravenna i 2019 på Fyens Væddeløbsbane, da den for den tyske kusk Marlene Matzky vandt en afdeling i de kvindelige kuskes EM, der blev afviklet i Danmark det år. Ravenna svarer øjensynligt godt for en kvindehånd, idet Anne Hermansen i syv starter har sejret tre gange med ham. Hun er kæreste med Mathias Jensen, der indimellem også er kusk på Marianne og Jens’ heste.

For tre år siden kom Ravenna, ni år gammel, til Ravnstrup ved Hjallerup, der som bekendt er en rigtig hesteby: i nærheden residerer blandt andet travtrænerne Flemming Jensen og Niels H. Madsen, men ikke mindst danner Hjallerup rammen om et af Danmarks største hesteshows, nemlig Hjallerup Marked.

Ravenna skulle dog hverken i professionel træning igen eller til hestemarked. Han skulle her på sine ældre dage finde ro og hygge hos de gæve og inkarnerede travopdrættere Marianne og Jens Brix Pedersen. Således er ringen sluttet for den fine hurtigklassetraver, for nu er den tilbage i Vendsyssel, hvor den i sin tid også lagde ud. Den er nemlig født i Biersted hos opdrætteren Gunnar Christiansen.

– Vi havde haft lidt kontakt med Thomas Fischer, og da han på det tidspunkt for godt to år siden igen havde fået råderetten over Ravenna, så ville han finde et sted til ham, hvor han kunne få det godt. Ravenna havde jo været ved Fischer fra toårsalderen og frem til derbysæsonen 2012, hvorefter han fik en international karriere først ved Svanstedt i Sverige, siden hos franske og italienske trænere, inden ejerkredsen syntes, at han ikke skyldte dem mere, hvorfor de gav ham tilbage til Thomas Fischer, fortæller Marianne Pedersen.

Ravenna startede i karrieren i alt 82 gange med tolv sejre, syv andenpladser og elleve tredjepladser til følge. Han fik noteret rekorderne 13,1k i snorestart og 10,9k i autostart. Han indløb i alt 2.568.822 kr.

– Vi var ikke sene til at sige ja tak til at have Ravenna, som vi så lod deltage i nogle løb og bedække nogle hopper. Den 25. maj i år i Aalborg sluttede han løbskarrieren, og han skal nu alene hellige sig jobbet som avlshingst. Samtidig med han nyder, med streg under nyder, sit otium.

– Ravenna er en klog og omgængelig hingst, som selv et lille toårsbarn kunne omgås uden risiko. Ganske vist har han engang som unghest i kådhed dasket til sin opdrætter, så han fik blå og gule mærker, men det er ellers ikke noget, der kendetegner Ravenna, og i øvrigt fik han efter incidenten med opdrætteren den skønneste og dygtigste oppasser, en kvinde, som desværre ikke er mere i dag. Hun fik i den grad skikket Ravenna til at blive så sød, som han er.

Ravenna snupper sig en tot græs

 

Til Bergsåker

Moniatimes flankeret af Marianne, Anders og Jens . Moniatimes er efter den hoppelinje, som Jens’ far N. P. Pedersen startede med Valonia. Dennes datter Ramonia var en nyttig hoppe for familien, og Jens fik kørt mange løb med hende.

Marianne og Jens har to følhopper, som i 2018 begge blev bedækket ved Ravenna. Moniatimes fik på den konto i 2019 et hingstføl, som Jens og Marianne døbte Herkaækomte. Han er blevet solgt til en svensk hesteejer i Gävle.. Denne ejer har sendt hesten i træning hos b-træneren Lina Tallberger i Kvissleby, hvor hun er knyttet til banen Bergsåker, og fra hende har der kun været ros til overs, især hvad angår hans lærenemhed. Hun råder i øvrigt også over den af søstrene Hjorth opdrættede Balotelli Crown, som hun har fået gode resultater med.

– Straks Bergsåker-træneren havde modtaget åringen, var hun i telefonen. ”Hvad er det for et navn? Hvordan udtales det og hvad betyder det?” Det forklarede vi hende så, og det syntes hun bare var sjovt. Hun fortalte, at de jo til daglig bare kaldte ham ’Komma’ – nu må vi se om de alligevel finder på at omdøbe ham. Lige til ære for de ’tjøvnhavner’, der måtte læse med; navnet oversat til rigsdansk betyder: ’Her kan jeg komme til’, forklarer Marianne.

Tilbage til Ravennas 2019-føl. Den anden hoppe, som leverede et Ravenna-afkom, var ENS Snapshotdatteren Tarapaca, som Jens og Marianne netop købte for at have mere end én hoppe selv, når nu Ravenna skulle til at tjene som avlshingst. Selv om der ikke forekommer farven rød i føllets nærmeste aners lød, så fremstår han altså selv mørkerød, og han har en flot blis. Hultman lyder hans navn – til ære for en af Sveriges mest fremgangsrigeste trænere fra nutiden.

– Med blandt andet Solvallas Elitlopp og Prix d’Amerique på meritlisten er det jo synd, Stefan Hultman skulle stoppe så relativt tidligt i karrieren grundet sygdom, reflekterer Jens, der videre beretter:

– Moniatimes er jo den sidste, der er tilbage af min fars hoppelinje, hvor han startede med at købe sig til Valonia, som han bedækkede med Vokal N og fik Ramonia, Moniatimes mor. Min far begyndte jo på travsporten, da han som landmand blev overmandet af teknologien og måtte lade traktoren overtage arbejdshestenes opgaver. N. P .Pedersen hed min far, og han har kørt mange løb i sin tid.

– Jeg blev jo også som knægt bidt af det med travhestene, og da jeg blev gammel nok, fik jeg licens, og jeg har også kørt mange løb. Nu har jeg indstillet den del af travsporten. Jeg er ikke så sulten en kusk, som jeg har været, og nu helliger jeg mig sammen med Marianne opdrætter-virksomheden.

Tarapaca, opdrættet af Gunnar Christiansen, med sit afkom, åringen Hultman efter Ravenna. Marianne og Jens yngste søn Anders følger gerne med i hestenes ve og vel, selv om han mest brænder for fodbold. Anders står med Hultman, mens farmand Jens står med Tarapaca.

Et jysk udtryk

Mange kyndige travgængere husker nok et par heste, som Jens Brix Pedersen som kusk havde succes med, nemlig førnævnte Ramonia og siden hen Lamækomte.

– Lamækomte gav indimellem københavnske speakere lidt problemer med udtalelse og stavelsestryk, men det er jo bare jysk for ’Af vejen, jeg vil frem!’.

Far og søn sammen med fremtidens håb Hultman

Dagligdagen

Til Marianne og Jens’ lille, naturskønne landsted hører ca. otte tdr. land. De er udlagt til folde og nogle græsarealer, der giver lidt forsyning af hø. Her ligger også en træningsbane, hvor man kan trille rundt i vogn med hestene. Jens er hjemmefra vant til at arbejde med landbrug, men han er uddannet maskinarbejder og har arbejdet flere forskellige steder som sådan. Lige nu er han ved Trivium i Hjørring, hvor han arbejder på natholdet hver dag fra mandag aften til fredag morgen fra 21.00 til 06.00.

– Ja så er Marianne taget på arbejde, når jeg kommer hjem. Men jeg kan jo sende vores drenge i skole og passe lidt heste inden jeg tager min ”nattesøvn”, fortæller Jens.

Marianne med ponyen Freja, der agerer hyggehest på landstedet i Ravnstrup og medfølgende mascot, når hestene er ude at rejse

– Så når Marianne kommer hjem har vi lidt fælles tid, inden jeg smutter på job. Her gælder det jo også hestene og så aftensmaden.

Marianne er født på stenbroen i Nørresundby, men da hun var otte, flyttede familien p

å landet, nærmere betegnet Hvorup, der ligger lidt uden for Nørresundby. Marianne – og for den sags skyld også hendes far – har altid elsket dyr, og just flyttet på landet plagede Marianne straks om at få en hest. Fik en pony, som efter fem år måtte aflives grundet sygdom.

– Siden kom jeg til at kende Tage Holm, en travmand fra Aalborg banen, og her faldt jeg for travhestene og hjalp til som frivillig.

– I ottende klasse kom jeg i en uges praktik hos travtræner Troels Boeck på Nyborggård, der som bekendt ligger tæt på Hvorup. Efterfølgende kom jeg også dér i fritiden. Efter gymnasiet tog jeg et år på handelsskole og siden blev jeg udlært som lægesekretær, og jeg har været ansat på Sygehus Nord i Aalborg som lægesekretær stort set hele mit arbejdsliv. Altså jeg er der stadig, og jeg er glad for mit job.

– Vi bruger meget tid på hestene. Den mindste af vores drenge kan godt følge lidt med i det med hestene, men den store siger det ikke noget. Begge drengene går dog mest op i fodbold – det er det helt store for dem. De må selv vælge – vi presser dem ikke til noget, slutter Marianne.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dag i dagens første løb i Billund skal mor og datter i duel. Hver har de en hest med i det løb. Datter Jenni bringer Belmondo Simoni til start, mens mor Mia står bag Bentley Bratajka.

Jenni Friis Thomasen bragte travsporten ind i sin familie, hvis interesse i første omgang mest var koncentreret om ridesport, især dressur. Men i dag handler alt om travheste.

Jenni beretter:

– Jeg er oprindeligt uddannet dyrepasser med speciale i heste. Vi har altid haft dressurheste hjemme, så det var en naturlig vej for mig at gå. Jeg begyndte dog samtidig at ride galopper for den nordjyske galoptræner Ulla Frydensberg – det gjorde jeg sammen med Kristina Raal Jensen, Flemming Jensens datter. Det bragte mig i kontakt med Aalborg Væddeløbsbane, hvor jeg så lærte Jeppe Juel-stalden at kende, og her fik jeg arbejde og var der en del år.

– Jeg er dog stoppet med at arbejde professionelt med hestene, idet jeg fik problemer med mine knæ. Derfor måtte jeg også finde et nyt job, og det blev så som vindmøllebygger hos Siemens i Aalborg. Men travet kunne jeg ikke slippe, så nu har vi den som familiesport. Min mor og far og min kusine blev nemlig også bidt af travsporten.

Jenni Friis Thomasen

– Vi gør så meget brug af vores erfaringer fra ridehestene og vi veksler meget med træningsformerne i vores træning af vore i alt syv heste. Og de ridetrænes selvfølgelig en hel del, og dressur anvender vi faktisk rigtig meget. Vi har en 400 m bane til intervaltræning og en 700 m rundbane. Her træner vi ofte for vogn, men vi veksler som sagt meget mellem de forskellige former for træning, og det bliver til megen træning under saddel i terrænet.

– Indtil i år boede vi i Terndrup, men her i år har vi fundet et nyt sted ved Valsgård uden for Hobro, hvor vi netop har anlagt de baner, ejg nævnte før. Vi flyttede ind i starten af i år, og der er meget renovering på det her landsted, vi stadig står midt i – men det bliver alle tiders sted med i alt 6 ha med jorderne beliggende lige ned til Mariager Fjord.

Mia Thomasen

 

 

 

 

 

 

 

– Min mor går så herhjemme til daglig og passer og træner hestene. Jeg giver så mit besyv med, når jeg ikke er på arbejde, og det samme gælder min far. Min kusine Louise er også vældig interesseret, men hun bor stadig et godt stykke herfra, og det begrænser hende jo lidt i at være med i det daglige.

Jenni har fået begge sine knæ opereret, og hun håber de nu kan holde til at drive travsporten som hobby.

Jenni og Mia spænder Bentley Bratajka for til dagens løb i Billund

Om Bentley Bratajkas og Belmondo Simonis chancer i Billund i dag siger hun:

– Vi er tilfredse, hvis de er inden for præmierækken. De møder god modstand, skal man tænke på. I modsætning til Belmondo så er Bentley hurtig hjemmefra, og hun har nok størst chance af de to for at få en præmie i triorækken.

Jenni har tre heste på træningslisten: Ud over Belmodo Simoni er det Beat The Beast, der gør det godt i monté, og Chancen P D, der kun har gjort få starter, men har vist gode fartressourcer.  På mor Mia Thomasens træningsliste finder vi ud over Bentley Bratajka vallaken Cru Classe, der i små tyve starter har hentet små 20.000 dkr. gennem en række pæne placeringer. Sejren må vente lige om hjørnet.

Frontbillede: René Kjær varmer Bentley Bratajka før starten i Billund Kr. Himmelfartsdag

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen