Timo Nurmos fundering:

Sådan her går Nurmos’ tanker: Når heste løber ved siden af hinanden på en vej eller ligeudbane, så trykker de altid rumpen mod den anden hest. Det er naturligt. Hvis du kører to heste side ved side på en ligeudbane, så trykker hesten på højre side sin rumpe mod hesten til venstre. Og vice versa. Det er ikke meget, men musklerne spændes nogle millimeter mod den anden hest. Men hvis en sund og frisk hest løber alene, så trykker den ingenting – det går pænt lige fremad. Når vi taler løb på en rundbane, så gælder det samme: hesten i indersporet trykker rumpen en anelse ud mod den som ligger udvendigt. Når man så kører løb, løber hesten i indersporet mere lige og hænger mindre på en tømme end hvad hesten, som løber udvendigt, gør. Den bryder lidt ned (indad) og hænger lidt på højretømmen. Hesten i indersporet kommer nemmere gennem et sving, den er mere lige i vognen, mens den udvendigt trykker sig ned mod hesten i indersporet. Derfor må man alt andet lige oftere anvende venstre sidestang på den udvendigt liggende end på dén i indersporet. Så det med at hænge på en tømme eller gå ”skævt” en bid vej, er ikke altid lig med, at hesten er skidt tilpas eller skadet – det skyldes ofte blot hestens natur.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om hestes kropsholdning når de løber sammen:

”Det er rigtigt, hvad Nurmos her peger på vedrørende hestens adfærd. Det kan jeg kun nikke genkendende til, absolut. Det er dog svært at gøre noget ved. Hesten gør det ligesom for at beskytte sig selv. Man ser det også, når de løber ud over marken. Det gør hesten i forsøg på at markere sig for at få den anden lidt væk. Det er hestens natur. Det må man som kusk blot notere sig og så være beredt, når man kører løb og hjælpe hesten mest muligt, men rent banemæssigt findes der nok ikke noget, man specielt kan gøre.”

 

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om hestes kropsholdning når de løber sammen:

”Det er rigtigt, at heste agerer sådan – det er en naturlig form for forsvarsposition set fra hestens side. Jeg forstår Nurmos sådan, at han blot vil sige, at det ikke nødvendigvis betyder, der er fejl på hesten, hvis den løber lidt skævt i vognen. Og det har han da ret i.

Jeg kan dog ikke give Timo Nurmos helt ret i, at man gerne bruger sidestangen på langsiderne for at korrigere, hvis de løber en smule skævt.

Hvis hesten på en langside tager i en tømme, så tøver du nok med at korrigere med sidestænger, for hvordan vil den reagere? Det ved du sjældent, mens du hare mere føling med det i svingene, for der gør man det tit for at hjælpe hesten

Du kan blive mere overrasket på en langside, hvis din hest lige pludselig svinger røven ud – du skal være klar og kende din hest, for ved acceleration kan det gå galt, hvis den pludselig svinger røven ud og du ikke er klar med sidestangen.

Man lærer jo ved at køre – nogle heste går hele løbet med venstre sidestang aktiveret, men i opløbet skal den pludselig bruge den højre – det skal du være klar på, ellers når du det ikke.

Så jeg er langt henad vejen på linje med Nurmos her med de forbehold, jeg lige har nævnt. Men jeg peger på, at der også er mange individuelle hensyn at tage – mange ad hoc situationer at agere på. Det skal man som kusk bare være klar over.

Og for at vende tilbage til Nurmos og det med, at hestene kan løbe skævt ind mod hinanden. Det behøver man som Nurmos siger ikke nødvendigvis at gå i panik over, og komme frem til: ”Hesten går på den ene tømme. Vi må have den undersøgt af veterinæren”. På den anden side vil man jo gerne opdage eventuelle skavanker så tidligt som muligt. Så det kræver lidt horsemanship at kunne kigge ud, om den har gået skævt af naturlige årsager eller der foreligger en mere alvorlig grund. Her må man udvikle den nødvendige fingerspitzgefühl.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Nurmos funderer på denne måde: fra spor ét til og med fem er banen lige meget dosseret. Fra spor seks og til og med otte er dosseringen mindre og det er, som om banen dér hælder til anden side (eller hestene kan synes det), og fra de to tre yderste spor plejer hestene i startmomentet derfor ligesom gennem centrifugalkraften at blive trykket ud ad til. Det giver nærmest ekvipagerne bag ydersporene mellem 30 – 50 m ekstra at løbe. Kun ekstremt starthurtige heste kan lige efter startafgang nå teten fra disse spor. Desuden vingler vingen ofte fremfor ydersporene, men det gør vingen ikke indvendigt. Spor fire og fem er de bedste, for der er ikke vingel, idet doseringen understøtter i en vis grad farten og bilen giver tilmed de inderste spor læ under tilkørslen.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om spor ved autostart i forhold til dossering:

”Nurmos har ret med hensyn til stigningen, men han glemmer ligesom, at svinget bliver ”længere” længere ude i banen. Den indvendigt liggende ekvipage skal jo dreje lidt ’krappere’ rundt end den udvendige, så de kan udligne hinanden, de her forhold for de indvendige versus de udvendige.

Men i bredere baner er det alt andet lige lettere at tage svinget, derfor er netop bredere baner det, vi ideelt set bør satse på.

Det er jo sådan, at når vi kører lige ud, så belaster vi hesten lige meget på alle fire ben/hove.

Ved dossering, især kraftige dosseringer, så slider vi skævt på hestens hove forstået sådan, at vi slider mest på de udvendige hove, især det udvendige bagben – højre bagbens hov, når vi, som vi oftest gør, kører venstre rundt. Jo mere dossering, jo mere nedslidning af yderste bagbens hov, taler vi om.

Det er rigtig nok: ved spor syv findes sådan en kant, som Numos nævner, i svinget. Den kan være lidt svær at køre på.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om spor ved autostart i forhold til dossering:

”Jeg kan kun give Timo Nurmos ret. Jeg vil understrege, at spor 7 og spor 8 for det meste er et kæmpehandicap at have, især fordi vores baner er så korte. Så skal man virkelig have dem op i fart, hvis man vil opnå en god position ret hurtigt. Ja, og det kan ende med galop i stedet. Havner man alternativt nede bagi klyngen, så bliver man jo ofte tempotorsk.”

 

 

 

 

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto af Timo Nurmos: Mia Törnberg, Sulysport
Foto i toppen samt af Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Svenske baner er ifølge Nurmos de mest doserede i verden. Han nævner, at hans kollega Björn Goop stort set bifalder de eksisterende dosseringer, mens han selv synes, dosseringerne er blevet for skarpe. Nurmos mener faktisk, at med mindre dosseringer på de svenske baner ville man opleve færre galopper. Nurmos kører jo oftest opvarmninger til løb inden catch drivers tager over. Han fortæller, at han i sine opvarmninger fortrinsvist vælger at køre aller yderst på banen for at skåne hestens ben, for når de kommer i det lidt langsommere opvarmningstempo eller bare køres langsomt, kan hestenes ben brydes for meget, hvis man kører midt kurverne, og han hader de tilfælde, hvor han så bliver tvunget ned i banen under sådanne opvarmninger f.eks. på grund af traktorer eller vandvogne eller andet.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:

”Nurmos har fuldstændig ret, når han taler om dossering. Den er helt gal med dosseringen. Hvis du ser på travheste, der går gennem svingene, så er det nærmest sådan, at 8 ud af 10 ikke får højre bagben specielt godt med sig. De får det ikke sat ordentlig frem, fordi den her kant kommer, så de rammer jo den kant først, inden de sætter foden helt ned, så det medfører, at hoven på højre bagben er slidt helt væk udvendigt på – på otte ud af ti heste! Jeg tør ikke svare på, om den tendens forværres alt efter, hvor yderligt sporet blandt de fem inderste er. Men der er ingen tvivl om, at det er dosseringen, der gør det – at hoven bliver slidt væk på højre bagben. Derfor: desto længere banen bliver, og desto bredere den bliver, jo bedre er det. Doseringen på Solvalla kan ikke helt sammenlignes med den dossering, vi har forskellige steder i Danmark. I Sverige er den generelt kraftigere end i Danmark eller noget andet land måske. Hvorfor det er sådan, er jeg ikke helt klar over, men jeg går ud fra, at de – svenskerne – har foretaget en hel masse beregninger. Men der er jo ikke noget, der går mere fejl end beregninger. Svenskerne har simpelt hen ikke ramt rigtigt, hvis du spørger mig. Det er jo ikke som på en cykel – for der holder beregningerne nok stik. Anderledes med heste, der jo har en bredde fra højre til venstre – banen er jo ikke strikte parallel med hestens understel. Banen hælder og bliver skæv i forhold til hesten. Doseringen bliver simpelt hen ikke korrekt.

En cykel har ligesom ét punkt – en hest har fire punkter.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:

”Timo Nurmos’ udsagn her får mig til at stille nogle spørgsmål: Har Timo Nurmos lavet statistik på, hvilke heste der galopperer – er det dem med lav eller høj præmiesum? Hvad er antallet i procenter? Er det fordi de kører med for lav fart gennem svinget eller for høj fart? Er banen bygget til elitehestes topfarter? Er banen for snæver i svingene i forhold til dens længde? Man kan ikke både få fugl og fisk, når man anlægger en bane. Hvilket tempo er den anlagt efter? Stærkt eller ikke så stærkt? På Solvalla har de taget et valg og bygget banen efter, at det skal gå stærkt, og de tænker på eliteheste, når de bygger sådan en bane i dag

Ungheste i dag render jo sindssygt stærkt, det ved man. Men der er også ungheste, der skal have tid til at udvikle sig, før de er med på noderne med de ekstremt høje farter.

Jeg kunne jo aldrig drømme om at køre en 2-åring på en bane med dosserede sving a la Solvalla før den kan en vis fart. Hvis ellers man gjorde det, så var det jo ligesom lig med at få dem til at trille ned som cykelryttere gør det i svingene på en cykelbane, når de ikke har tilstrækkelig fart på.

Solvalla er altså dosseret til Elitloppet. Og kører man i 1,20 fart igennem svingene, så bliver det jo derefter. Jeg tror, Lunden er dosseret til 1,17 eller 1,18. Banerne er altså dosseret til en ganske bestemt fart, hvor man får optimal effekt ved den dosering med den pågældende fart.

Skovbo er en fantastisk 1000 m bane, pga. de store sving contra Lundens, hvor der er snævre sving, som er relativt højt dosseret – ’whoom’ man ryger bare nogle gange ind i de der sving med overraskende fartøgning på, der kan overraske både hest og kusk.

Århus’ bane har en dårlig dossering. Det tager for hårdt på hestene. Banen er for flad, og det går ned ad bakke ind i et sving. Alt i alt er det på JVB mere som en kasse at køre i, ikke en oval. Det føles som en firkant. Den bane er bare svær at køre på. Man kan ikke engang træne sine heste ved at træne dem meget højre rundt – det er den vej rundt, man kører i Århus – banen dér er bare så speciel.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Nurmos mener, franskmændene i sin tid med overlæg har konstrueret Vincennes’ bane med betydelige niveauforskelle for at udfordre hestene og måske afholde udenlandske ekvipager fra at starte. Det udfordrer hestene begge veje: op ad og ned ad bakke. Her er det svært at greje, om Nurmos mener, det bør efterlignes ved nye baner.

 

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle:

”Ideelt set bør en bane anlægges på en plan flade – i princippet indstillet nøjagtigt efter et vaterpas.

Grunden til, at banen i Vincennes har niveauforskelle, skyldes nok fransk travsports protektionistiske sindelag. De ville gerne hindre udenlandske heste i at starte. Men en meget ujævn banestrækning giver i hvert fald hjemmebaneheste fordel, kan vi sige.”

 

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle:

”Jeg ved ikke, om franskmændene har været bevidst om det i sin tid. Måske. Men måske var det også mere ressourcekrævende dengang at gøre hele stykket plant. De kan have bygget banen uden at tænke mere over det. Ligesom med galopbanen Øvrevoll, som er virkelig op- og nedadgående. Århusbanen har jo lidt det samme.

Jeg foretrækker, det går lidt op ad bakke end ned ad bakke. Når det går ned ad bakke, kræver det god teknik af hestene, og det er let at komme til at køre for stærkt. Så det er klart, at det ideelle er den helt plane bane, der står i vatter. Hermed tænker jeg også, at så undgår man lettest skader på hestene. Man skal altid tænke dyrevelfærden ind i det. Jo mere kuperet, jo større risiko for skader, så at sige. Jo færre skader, jo gladere hesteejere. Det skal man ikke kimse ad!

Noget helt andet er træningsbaner, hvor deciderede bakker kan være lagt ind. Altså bakketræning.

Træningsmæssigt foretrækker jeg lidt en mellemting mellem bakker og sand og ligeudbane – jeg har tilpasset min træning til det sted, jeg bor med de forudsætninger, der kan skabes her: en ligeudbane på 600 m, en ridesandbane og så nogle slingrestier. Men nu vil jeg udvide, så der kommer en lille bakke i den ene ende. I Frankrig kan man stort set ikke træne heste, hvis ikke man har en bakke eller flere, altså sådan ser de det i deres verden. Alle de steder i Frankrig, jeg har besøgt, har de ikke noget tungt underlag, de træner på i modsætning til, hvad f.eks. svenske Daniel Redén er kendt for. Men jeg forestiller mig, at franskmændene, de bruger bakker til at give hestene den fornødne styrke.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen
Foto top: ahlen.de (Bahn im Berliner Park)

Vi er i dag nået til den tredje af Timo Nurmos funderinger – funderinger, han delte med det svenske travpublikum i Travrondens numre i december 2020. Flemming Jensen og Ken Ecce giver deres kommentarer til Timo Nurmos tanker.

Timo Nurmos fundering:

Nurmos forholder sig ikke i de her artikler til, hvorvidt man skal stræbe efter kun at køre heste uden sko, men forholder sig pragmatisk til, at banerne alt efter årstid kan have forskellig struktur i banebelægningsmaterialet. Jo finere struktur, et baneuderlag har, og jo hårdere en banes underlag er – hvilket som hovedregel vil være gældende for sommerbaner – jo mere kan man ifølge Nurmos køre skoløs eller blot køre med lette aluminiumssko. Jo mere grovkornet, belægningen er – hvilket som hovedregel vil være gældende for efterårs- og vinterbaner – jo mere er man ifølge Nurmos tvunget til at bruge en tungere sko, måske en jernsko. I sine artikler rejser han ikke tvivl om, hvorvidt det svenske dekret om, at der skal køres med sko i årets tre vintermåneder, er betimeligt eller ej. (Der er jo i det nordlige Skandinavien udfordringer med sne- og isbaner – hvilke problemstillinger ikke er genstand for undersøgelsen her, i og med det ikke er et stort issue i dansk sammenhæng). Nurmos påpeger dog, at om man kører barfodet på en efterårs- eller vinterbane med den grove struktur i underlaget, så slider det på hovene i modsætning til barfodskørsel på den fine sommerbane. Han påpeger endvidere, at ved at skulle benytte sko på en hest, der løber på en fin sommerbane, så slides hoven ikke nævneværdigt, men det slider derimod på benene, især leddene.  Nurmos refererer til franskmændenes betagelse af Vincennes ’kolstybbe’ (’Kolstybb’ er en slags forstøvet kulstof, der ofte blandes med sand, ler og tjære) – iflg. Nurmos et underlag, som franskmændene finder det nemt at lade hestene trave barfodet på. Nurmos bifalder tilsyneladende også selv den slags underlag. Endvidere påpeger han: hvis der køres tit på en bane, dels mange dage efter hinanden, og mange løb på samme dag, så bliver det sværere at holde beskaffenheden i orden, især hvis der også er kort tid mellem hvert løb.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om skoning og underlag:

”Vi kører jo i dag stadig på stenmel som for 50 år siden. Jeg ringede faktisk til et firma, der beskæftiger sig med udvikling af gummibaseret underlag til cindersbaner for atleter – og de var interesserede i at se på muligheder for at bruge deres teknologi på travbaner, men det viste sig alligevel at være for stor en mundfuld for det firma. Men hvorfor ikke gummibane, så man kan køre uden sko? Måske lykkes det engang at udvikle det rigtige, men jeg tvivler på, det sker i vor tid.

Det er ikke på hestens præmisser, at den skal løbe med sko. Skal det være på hestens præmisser: så er det uden sko.

På en bane, der er ”blød”, altså ligesom en græsmark, der er helt plan, og hvor græsset er én centimeter højt og hverken for våd eller for tør – sådan skal en bane være!

Jeg forstår, der er lang vej, men der er noget at tage fat i.

Det underlag, kulstøvet, der er på den franske bane Vincennes, er måske bedre end stenmelet i Skandinaven, men det er ikke, fordi det kulstøvsunderlag er godt heller. Dressur- og springryttere ville aldrig finde på at longere selv deres staldkat endsige deres heste på det underlag dernede; det er ikke godt nok.

Der har efter min mening været for få forsøg og for lidt forskning i forbedring af travbaners underlag. Man kan ikke finde noget, der er bedre end det eksisterende, og derfor kan en forbedring ikke lade sig gøre, siger folk, men så er det det eneste i verden, der ikke kan lade sig gøre. Jeg tror, det er viljen, der mangler.

Jeg var engang på Mallorca, hvor vi gik på en hovedgade, hvor der var lagt gummiagtige fliser. Det var noget helt andet at gå på. Sådan noget burde man altså også kunne finde frem til til væddeløbsbanerne.

Man skal ikke være naiv med hensyn til hestevæddeløbssportens fremtid og bare tro, at det er kommet for at blive. Der findes faktisk kræfter, der vil stoppe væddeløb. I Sverige findes i et foruroligende stort antal mennesker, der kraftigt er imod at heste skal løbe væddeløb.

Derfor bør vi tænke alt omkring væddeløb på hestens præmisser, så vi bedst muligt kan imødegå den kritik, der måtte komme. Man skal ikke blåøjet bare give kritikerne kortene på hånden.

Hestesporten skal være på forkant med tingene

Hvis der kommer nogle fra Dyrenes Værn og går gennem alle heste fra et væddeløb, så vil de altså finde nogle, der slår sig. Det med at heste slår sig, altså rammer sig selv under travaktionen, er et fænomen, der vil blive kraftigt reduceret, hvis man valgte at dekretere, at man skulle køre uden sko. Sammen med udviklingen af optimale baner, så kunne vi efter min opfattelse på den måde reducere disse sårskader med 70 %.

Man skal heller ikke være blind for, at hestene kan få øjenskader fra stenmel. Kuskene kan beskytte sig mod det ved at bruge beskyttelsesbriller, men det kan hestene jo ikke. Det er specielt i dårligt vejr, at det er et problem, men ingen tager sig synderligt af det.

Man siger, væddeløbsheste ikke bliver gamle nok. Man bruger dem for hurtigt, mener man. Og man siger, at en af grundene er, at man kører dem for meget uden sko. At det slider for meget på hesten at gå uden sko. Men dem, der siger sådan, de vender det forkert, for når hestenes hove er i orden, så klarer de det uden sko og slider mindre på sålerne. Det, der virkeligt slider, det er, når de hele tiden går med sko.

Mange har vendt problematikken på hovedet: Hvis de har en unghest, der kan rende 1.30 uden sko, så slår de lige et par sko på, og så render den 1.25. Men det er jo sådan noget, der slider. Dels bliver hestens fusser rammet ind af en sko, og dels løber hesten over den evne, den på det pågældende tidspunkt har. Og det slider. I stedet for skulle man stille og roligt lade hesten udvikle sig af sig selv.

Og der er nogen med lang erfaring fra sporten, der har købt ind på den her omvendte ide: F.eks. Steen Juul så vidt, at han har været ude at sige, at travheste skulle gå med sko hele tiden, i hvert fald ungheste op til de to første væddeløbsår. Sådan som jeg har forstået ham.

Når en mand som han siger sådan, så går det da først helt galt. Der er brug for nogle, der giver det fra den anden vinkel.

I humansport har man udviklet løbesko, som svarer til, at man ingen sko havde på. For at undgå løbeskader mest muligt.

Heste er jo ikke født med sko på. Dog er der ikke så stor forskel på heste med og uden sko som humanatleter med og uden sko. Heldigvis bedrives der forskning omkring, hvad skoning betyder for hovens helse. Mon ikke resultaterne heraf kommer til at understøtte mine erfaringer.

Der er, så vidt jeg kan se, ingen, der kan komme med et argument for, at en hest har det bedre med sko end uden sko. Det argument findes ikke.

Tit hører man jo, at nu skal hestene lige gå nogle løb med sko, inden man igen kan pille dem af og yde optimalt. Sådan burde det ikke være. Men det er det desværre, fordi mange af de træningsbaner, der benyttes, de slider på hovene. De baner er netop ikke lavet på hestens præmisser.

Måske ikke engang fem procent af mine heste står med sko. Resten, de træner jo uden sko. Og så må jeg slå sko på, når jeg skal på banen og varme dem, og så kan jeg jo pille dem af til løb igen.

Det er kun et spørgsmål om, at de mennesker, der vil træne heste, de får deres baner lavet på hestens præmisser.

Hvis en hest har gået med sko næsten altid, så bliver hoven for det aller meste dårlig. Så når man siger: ’Nu er hoven fin! Vi kører uden sko!’ Så er det jo på en svag hov, der har været for vant til at have sko på. Derfor svinger de så meget mellem sko og ikke sko.

Det at holde hoven kurant er kun et spørgsmål om træning. Ligesom mennesker, der er vant til at gå barfodet også nemt kan løbe 2-3 km uden sko. Gør de det efter kun at have gået med sko, bliver deres fødder nemt gennemflossede.

Desto mere en hov bliver trænet, desto mere hårdfør og stødabsorberende bliver den.

Skoen hæmmer jo hoven i at bevæge sig – en hov bevæger sig jo ligesom en fodbold, der rammer jorden, så når skoen tager alt trykket, så bliver hoven jo ikke hærdet. Træner man direkte på hoven, så bliver den stærkere og stærkere – den kan blive så stærk, at man næsten ikke kan skære i den.

Og så slider træning uden sko jo ingenting.

Har vi en hest, med hove vant til sko, og den så går et løb uden sko, så har du lige slidt en centimeter af den. Det viser forskellen.

Det er jo vanvittigt at tro, at man kan beskytte hoven med en sko, og så pille den af til en bestemt lejlighed og så tro, at hoven kan fungere normalt.

Jeg får heste ind med revner op langs hovenes sider, altså såkaldte hornkløfter. Det er fordi, de er blevet møre af at for længe at have gået med sko. Så skal jeg afvente, at hoven bliver frisk og så træne hoven, hærde hoven – f.eks. ved at træne i sandet, før jeg kan gøre med hesten, som jeg vil – altså løbe væddeløb med den, uden den har sko på. Der vokser hov ned, som så har den egenskab, at det kan hærdes ved den rette træning.

F.eks hesten Even Steven: Den fungerede jo ikke i Sverige. Det eneste, vi har gjort ved den, det er at pille skoene af for så at vente på, at hoven i løbet af to til tre måneder skulle vokse rigtigt ud igen.

Og ved den hærdningsproces er det ikke blot hoven, der bliver god. Det er også hele benet – blodcirkulationen forbedres – jo mere hoven kommer til at fungere, jo mere kommer blodcirkulationen til at fungere. Som den er født til. Så det løser sig lidt for hinanden.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om skoning og underlag:

”Vedrørende skoning: I min optik burde man normalt give påbud om, at travheste skulle bære sko, mens de er tre år og derunder – ja, måske helt op til fire år. Når man kører uden sko, optimerer man hesten, men optimerer du lige fra begyndelsen af hestens karriere som 2-åring eller tidlig 3-åring, så er der som regel ikke mere at hente, når hesten bliver ældre.

Jeg stiller altså spørgsmål ved, om man behøver optimere så meget i begyndelsen af en hests karriere. Jeg synes også, at sko skåner de unge hestes hove.

Jeg kan godt lide at køre heste uden sko, men man bør indføre en grænse, så det kun er tilladt, hvis de enten har en bestemt indtjening, måske hundrede tusinde, eller de er under fire eller fem år gamle.

For mange travfolk kører ud uden sko på hesten uden nøje at have vurderet, om der er horn nok til det. Ofte sker det, at nogle kører hesten uden sko, selv om der er for lidt horn på hoven til, at det er godt for hesten. Når der er for lidt horn, så bliver hesten ganske enkelt øm.

I overvejelserne om sko/ikke sko har det også betydning, hvilket underlag, det er, man skal ud at køre på. Underlaget er nogle gange som sandpapir, og så vil den naturligt hærdede hov også blive slidt for meget, hvis den kørtes uden sko. Starter man på en vinterbane, der er frossen og så kørte uden sko på hesten, så ville det være ligesom at udsætte hoven for en høvl. Svenskerne har efter min mening fået en god ide, da de valgte at kræve at køre hestene med sko i tre vintermåneder fra 1. december og frem.

Man kan jo spørge sig, om det at skulle køre med sko kan forværre det for heste, der egentlig godt kunne gå barfodet i løb. Og til det spørgsmål vil jeg svare:

Ofte vil det være til gunst for heste med pladsproblemer til benene i travaktionen, hvis de bliver kørt barfodet – dvs. alt andet lige har sådanne heste ikke gavn af skoene; de kan med sko lettere ramme sig selv over benene.

Generelt set vil skoene gøre, at elasticiteten i hoven bliver bremset og dermed giver rekyl op i benet ved hovenes nedslag i underlaget og dermed kunne bane vejen for led-, sene- og muskelskader i benene. Jo værre, jo tungere skoen er. En fri hov fungerer optimalt som støddæmper

Det hele skal være rigtigt omkring hoven: hærdetheden, beskæringen, hovvinklen. Tænk på, at det er halvt tons vægt, hovene skal bære frem. Jo ældre en hov er, jo mere dødt væv er der, som skal beskæres væk.

En barfods-hest slider hoven sådan, så den passer med landingen under farten. De ønsker, jeg har fremsat til baneunderlag og banelængde osv. vil gøre det mere nænsomt for heste at deltage i løb uden sko.

Vedrørende underlag: Hvad er det ideelle underlag for en travbane? Mit svar: Et fast, eftergivende baneunderlag. Det gør egentlig ikke noget, hestene træder ned i underlaget, hvis dette holder til, at hestene sætter ordentligt af, altså at det ikke er noget, hestene glider rundt i så at sige.

Det er nedslaget fra hovene og grebet i banen, der er alfa og omega. Der skal være fjeder i nedslaget, og greb, når de sætter af.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Træningscentret Julmyra oppe i Sverige. De har, mener jeg, brugt 30 mio. godt nok svenske kroner i alt på deres store træningsbane, og de har lagt om og lagt om, før de endelig nu åbenbart har fundet noget, der dur. Men Ih Du Milde: 30 millioner kroner!

Når man tænker bane, så skal man jo ikke bare tænke på belægningen de øverste par centimeter. Man skal tænke igennem, hvordan undergrunden i hvert fald en meters penge i dybden er. Banen skal være fjedrende, men ikke gyngende eller gungrende. Så der skal tænkes jordsammensætning i dybden og tilhørende dræn.

Måske er der modsat rettede hensyn: hensyn til hesteekvipagerne på den ene side og hensynet til renovering og vedligeholdelse, der som bekendt fordrer tunge maskiner – banen skal kunne optimere forholdene for ekvipagerne samtidigt med, den skal kunne bære de tunge maskiner i form af traktorerne og vandvognene. Det er jo egentlig utroligt tunge maskiner, der er behov for til renovering og reparation af banelegemet.

Selve væddeløbsbanen er i mange henseender ikke ideel for træning. Unge heste skal helst trænes på et underlag, hvor de udvikler fart. Ældre heste skal helst trænes på underlag, der giver styrke. Jo blødere underlag, jo mere styrke går man efter.

Som vi trænere ofte siger: vi kan træne på blødt underlag, så får vi seneskader. Træner vi på hårdt underlag, så får vi ledskader.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto top, Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Her læner Nurmos sig op ad Bazire og siger: opløbsstrækninger bør ikke være længere end 200 m, gerne mindre, for det trætter hestene mentalt med for lange stræk. Nurmos henviser endvidere til, at i Frankrig må man gerne bryde spor ud i opløbet, bare man ikke ødelægger noget for én eller flere konkurrenter. Nurmos synes, at det bør man nok også give lov til i Sverige og andre steder, især hvis man vil lave længere baner – jo længere en bane er, jo større er tendensen hos hesten til at tage i den ene tømme, argumenterer han og fortsætter: hvilket kan kompenseres (og dermed risikoen for eventuelle skader på hesten minimeres), hvis det i opløbet er tilladt at bryde ét eller flere spor ud (forudsat ingen forulempes derved).

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om opløbsstrækning samt kravet om at holde spor:

”Jeg forstår det sådan, at Nurmos taler om, at heste mentalt skulle blive trætte af at skulle yde optimalt på lange opløbsstrækninger, og han citerer også Bazire for at have samme opfattelse.

Ved I hvad? Det er et spørgsmål om prioritering. Nurmos har slet ikke ret. Han kører jo ikke løb, så han har ikke den opfattelse af tingene.

Det er klart, at på Solvalla, hvor det er så afgørende, eller det mener de, i hvert fald det er, at få spids, så bliver der nødvendigvis kørt voldsomt de første 500 meter, og har man gjort det, så er det klart, at når man er ved at nå ind i sidste sving, så vil man gerne have, det snart er mål. Men den dag, hvor der bliver et opløb på 400 meter, så vil taktikken blive en helt anden. Så vil der ikke blive kørt så stærkt fra start, for det finder man jo hurtigt ud af, at hvis man gør det, så er man temmelig sikkert sidst i mål.

Så den dag vi står med et opløb på 400 m, vil der blive en helt anden ro på løbet. Så bliver der kørt måske 1,20 de første 500 m og derefter stærkere og stærkere.

Jeg har det sådan her:  Desto flere, der får chancen, desto bedre. Det vil man netop få med et langt opløb a la 400 m – og så: ja måske endda open stretch. Så har de fleste chancen – det vil jeg godt kunne li’!

Hvis vi ser på Solvallabanen lige nu, så er det sådan, at når en hest sidder i spids, og de andre kommer i to-tre spor efter knap 1000 m, så risikerer disse angribere at gå en lang sej spurt herude og misser vel lidt chancen på det – og dem, der gemmer sig til slut, skal langt ud i sporene i opløbet og har vel ikke den helt store chance på det. Noget af alt det bliver opløst ved lange brede baner med et langt opløb, og altså gerne med open stretch. Efter min mening.

Hvis hestene skulle gå et opløb på 400 m under de forudsætninger, som gøres på Solvalla lige nu, det ville være for hårdt, som Nurmos siger. Det er vi enige om.

Det kan jo være sådan, at ikke alle vil have, at alle i et løb skal have chancen – altså det kunne være grunden til, at Nurmos siger sådan der. Det bliver et spørgsmål om taktik og prioritering i stedet for at køre et væddeløb, hvor flest mulig får chancen til slut.

Eller måske har Nurmos ikke tænkt det ordentligt igennem, eller fordi han jo ikke er én, der kører løb og så støtter sig til Bazire – men jeg har da kørt på Enghien, altså banen der ligger lige uden for Paris, og der er opløbet langt – en 4-500 m. Det er jo fantastisk. Jeg kan ikke gennemskue, hvad Bazire er ude i, hvis han siger, som Nurmos citerer ham for.

Også for spillerne må det være mere interessant med et langt opløb. De kan jo se og leve med i, at nu kommer ekvipagerne til sidste sving før det lange opløb. Nu sker der en hel masse, alle er i kamp. Det er ikke kun de to forreste, der kommer til at kæmpe, hvad der jo langt ofte er tilfældet f. eks. på Solvalle og ligestillede baner. Ofte har de bagvedliggende kun sjældent chance her.

Tænk på Axevallas bane med det relativt lange opløb. Dér kan man stadig sidde nede bagved i sidste sving og endda nå at nå frem.

Bare tag milebanen Tingsryd. Man kører da stærkt fra start, men ikke hu hej vilde dyr. Der kan man se den anderledes prioritering fra kuskenes side mellem Tingsryd og Solvalla.

Ofte er det jo helt umuligt over 1600 m om sommeren at komme til bagfra på de små 1000 m baner.

Jeg bruger ofte at køre defensivt i bagfeltet første halvanden runde for så at angribe over sidste halvbane – det er et spørgsmål om oplæring af hesten.  Lære den at slappe af indtil slut, hvor det gælder. Den taktik er jo god i løb, hvor de andre bruger for mange kræfter til at begynde med.

Når Nurmos nævner det med træning på 1000 m bane, er det ligesom han blander tingene sammen. Blander løb og træning sammen. Jeg kan også bedst lide at træne på 1000 m bane – men ét er træning, noget andet er løb. Med hensyn til træning, dér er vi enige: jeg kunne heller ikke forestille mig at træne på en 1600 m bane – dér er vi, Nurmos og jeg, nok enige om, at det ville være hårdt for en hest mentalt.

Når jeg rider hjemme på mit eget træningsanlæg, så rider jeg stærkt nedefra og op mod stalden, aldrig omvendt. Det er altid hårdt for en hest at ride bort fra stalden. Hjemad det går altid lidt lettere.

Vedrørende det at løbe spor ud:

Det, der er problemet, det er jo, at når en hest har tilbagelagt 4/5 af løbet og træthed og mælkesyre melder sig, så reagerer hesten på det ved at forsøge at undvige, og hvordan undviger man? Jo, man løber ud i banen.

Det er et udtryk for, at der er kørt for hårdt. Det er ikke hestens natur bare at bryde udad.

Løber hestene ud over en mark, ser man ikke, at én af dem pludselig løber til siden. Det er, når de presses hårdt, at de forsøger at undvige. Det sker, når det begynder at gøre ondt, og de begynder at mærke åndenøden og alt det der – det vil de undvige fra.

Det gør en hest måske ikke første gang, den får for meget, men den gør det anden gang, og i hvert fald tredje gang.

Muligvis vil nogen galoppere i den situation, men for nogle heste er travet så naturligt, at det er ikke med på tavlen, at man kan galoppere.

Nogle gange vil en hest, der er ved at være brugt op, når den når sidste sving, fortsætte ligeud i stedet for at følge med svinget ind på opløbet, for den ved, nu sker der noget her, og det er for hårdt for mig. Det kan Nurmos ikke komme uden om, lige meget hvordan han forsøger at lave banen.

Skal man lave reglerne om, som Nurmos er inde på, altså tillade at bryde ud ad hvis ingen generes?

Jamen det er man jo begyndt lidt på. Nu kan man deklassere en hest, hvis der er sket noget i den retning, og man giver også nogle gange sejren til en hest, der brød lidt ud, hvor ingen kom i klemme – så kommer der blot en hilsen fra dommerne med en bøde.

Det at gi’ grønt lys for bare at lade hesten løbe udad, det er ikke at hjælpe hesten. Det er ikke på hestens præmisser.

Man skal fastholde, at man skal holde sporet ind gennem opløbet. Men selvfølgelig er det ikke retfærdigt, hvis en hest fører med 10 m ind på opløbet og så render tre spor ud og ender med en diskvalifikation for det. Det er jeg enig med Nurmos i, men det må give en bøde og så må man fastholde det med at holde spor.

Man ved jo som kusk, at hvis man tager i venstre tømme i den situation, så taber hesten fart, og så vælger man at lade den gå udad, hvis det ikke er til gene for andre. Så koster det lidt til bødekassen – men det kan vi måske leve med.

I Frankrig er der jo en helt anden kørekultur. De kører jo væddeløb, som vi kørte det for 30-40 år siden, hvor ekvipagerne kringler ud og ind over hinanden. Det synes jeg ikke er forbilledligt.  Der skal være lidt styr på det, så man ikke bare flytter hinanden ved bare at råbe og skrige og gestikulere vildt og alt det der.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om opløbsstrækning samt kravet om at holde spor:

”Jeg kan kun give Timo Nurmos ret i, at det for hestene er mentalt hårdt med lange opløbsstrækninger. Så principielt er jeg ikke glad for at skulle køre på baner med lange opløb.

Det er ikke nødvendigvis opløbsstrækningens længde, der er afgørende, men mere banens udformning som sådan, herunder omkredsen og længden, der har betydning.

Man skal forstå, at banens udformning, dens længde osv., er meget afgørende for den taktik, der hovedsageligt køres efter. Her i Skandinavien fyrer man ofte kraftigt op under kedlerne i spidskampen, håber man kan drosle ned midtvejs og så køre tilpas fra til slut, hvorfor vi har urimeligt mange spids-og-slut vindere. Det kan være lidt kedeligt for tilskuerne, for spillerne og ja, for hesteejerne.

I modsætning til f.eks. i Frankrig. Her er løbene langt oftere krydret med spænding fra start til slut. Der sker noget undervejs hele tiden, fordi de deltagende ekvipager ofte skifter positioner. Flere gange byttes tete-positionen således ud under løbene.

Amerikanske baner har ofte lange opløb – men derovre har de også som oftest store baner. Der bliver ofte kørt til fra start til mål og knap så meget taktik som i Skandinavien. Deres slutstride bliver alligevel ofte spændende.

Når vi taler store, især franske baner, så skal man være klar på, at mentalt kan hesten ikke forstå, når det bare går lige ud, at der da ikke snart kommer et sving, for så sker der da lidt. Der skal en stærk psyke til hos en hest, hvis den skal vinde efter at have ført hele vejen, når der kommer et langt opløb efter spids i de løb, for man kører automatisk stærkere på de her store baner.

Væddeløb afviklet på en decideret ligeudbane vil være for kedeligt for publikum. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det ville blive kørt, hvis man lavede et 2 km. langt løb på en decideret rak-bane.

Der er dog ingen, der siger, at en bane skal være rund eller oval. En bane kunne jo være trekantet eller som et ottetal eller…?

Med en ottetalsbane, så kører man jo begge veje rundt. Så sidder du indvendigt og udvendigt alt efter, hvor i ottetallet, du er, og alle hestene løber i princippet derfor også lige langt. På de runde baner er der jo længere vej rundt i andet spor end i indersporet.

Det er essentielt med gode opløbsstrækninger, især for spillerne og ikke mindst for hesteejerne – de sidstnævnte får mere for de penge, de poster ind. Deres chancer forøges – generelt set.

Det ser bestemt ikke godt ud, når en ekvipage bruger hele opløbet. Jeg er lidt for og lidt imod at tillade heste, der ikke generer andre, at bruge flere spor i opløbet. Det er synd at tage positionen fra en anden ekvipage, der kommer lidt bagfra, og som så også skal dirigeres udad. Jeg synes, når jeg tænker det igennem, at det er mest fair at holde spor i opløbet. Der skal heller ikke skabes grundlag for diskussion om den bagvedliggende blev givet en fordel. Man skal altid tænke på spillerne – de vil over en kam betragtet føle sig snydt, hvis der åbnes for meget op for den her galej.

Vi tager jo alle chancen i løbene og går lidt udad, hvis hesten er træt og hænger på ydertømmen, hvis ikke det direkte er til gene for en konkurrent, men principielt er jeg imod. Alt med måde. De gældende danske regler om det her er udmærkede. Hvis du generer nogen groft, bliver du smidt ud. Generer du nogen, uden det er groft, bliver du deklasseret. Du får under alle omstændigheder en bøde. Jeg synes reglerne er ok. Så jeg synes ikke, vi skal være lige så fleksible her, som franskmændene åbenbart synes at være.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

De næste 12 dage tager vi ét for ét de tolv funderinger, vi har udkrystalliseret Timo Nurmos betragtninger ned til – og så bringer vi for hver fundering de to danske travtrænere Flemming Jensen og Ken Ecces kommentarer hertil. Vi runder efter de tolv dage af med Lars Sandström, ingeniøren, der står bag alle nuværende svenske travbaner. God fornøjelse!

Den første fundering angår Banelængde og banebredde:

Timo Nurmos fundering:

Nurmos fortæller, at selv blandt topkuske er der forskellige meninger om baners længde: Björn Goop peger på 1200 m, mens J. M. Bazire på 1600 m uden for stejle dosseringer og ikke for lange opløbsstrækninger. Nurmos selv peger ikke decideret på, hvad han synes, men nævner, at en 1000 m bane er at foretrække til træning, for langsiderne er så ikke for lange, og den type bane til træning er bedst mentalt for hestene, og dosseringerne behøver her ikke være så skarpe, og heste er – stadig ifølge Nurmos – faktisk født med evne til kurveteknik. Nurmos mener, at banelængde er noget, der skal ses i sammenhæng med de øvrige ønsker, man kan have til en bane, herunder startmetode samt underlag osv. Han peger dog på, at voltesystemer kræver god bredde – især det franske voltesystem kræver ganske vid bredde – men er ifølge ham nok det bedste af dem, der opereres med.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om banelængde og banebredde:

”Hvis en bane bare gik lige ud, 2 – 3 km, så vil det være det mest skånsomme for en hest at løbe væddeløb på. Det tror jeg, alle mennesker ville være helt enige om – altså hvis løbet blev afviklet kun ligeud.

Så jeg synes ærligt talt, at det byder sig selv, at jo større, dvs. jo længere og bredere en bane er, jo bedre.

Det, der er galt med de baner, vi kører på i dag nu om stunder, det er, at de er for smalle. Desto bredere de bliver, desto lettere bliver det at komme igennem svingene.

Af danske baner synes jeg, Billunds var den bedste at køre på. Den havde relativt store, nærmest flade sving (de er kun en smule doserede). Hvis ikke en hest kunne komme igennem Billunds sving, så kom den aldrig igennem et sving.

Skive er jo reelt set en 1000 m-bane lagt på en 800 m-bane, så svingene på Skive er jo faktisk ikke større, end en 800 m-banes sving, altså ret så krummende. Det er de værste at komme igennem. Desto smallere banen er, desto sværere bliver det. Billunds var der bredde på – fordi det var en 1200 m bane.

Jeg har jo været så heldig at køre på Tingsryds 1600 m-bane – den er endnu bredere og endnu lettere at komme igennem. Jo større bane, altså med længde og bredde, jo bedre vil det blive for hestene. Så enkelt er det faktisk.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos fundering om banelængde og banebredde:

”Der er jo snart lige så mange meninger om det her, som der er travfolk. Jeg har jo prøvet en del i min travsportskarriere og kan vel siges at have en hel del erfaring. Jeg har i hvert fald kørt på mange baner – selvfølgelig mange gange på Lunden, men stort set på alle andre danske baner også, selv Bornholms, samt på baner i udlandet, især i Sverige, men også i Frankrig og nogle gange i Norge, hvilket lands baner jeg egentlig finder meget specielle at køre på. Og så har jeg jo kørt en enkelt løbsdag i Moskva for en del år siden. Jeg har kørt på mange forskellige slags baner: 800 m baner, 1000 m baner, 1200 m baner og milebaner.

Hvad finder jeg bedst? Den bedste type er nok én, som Malmø-folkene planlægger for deres nye bane: en 1400 m bane med tilpas dosserede sving. Det er nok det, jeg ville kunne foretrække. Ja, jeg vil da heller ikke opponere mod en milebane. Jeg synes ikke, man skal være for karrig med udmålingen af banens bredde. Alt i alt er det optimalt med den her rimeligt omfangsrige bane, altså gerne 1400 m i omkreds, så kurverne kan gøres længere, hvilket bl.a. medfører, at banehældningen rundt i disse kan blive knapt så stejl. Jeg er enig med Nurmos i, at voltesystemer kræver en god banebredde, men jeg er ikke enig med ham i, at fransk voltestart lige er sagen.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

 

Præsentation

Timo Nurmos er en af de mest succesfulde trænere i Sverige. Nurmos er fra Kemi i Finland og trænede heste i Finland i næsten 30 år, indtil det var tid til at lede efter nye udfordringer i Sverige. Heste trænet af Nurmos har vundet adskillige store løb over hele Europa, og i gennemsnit har hans holds tropper samlet 22 millioner svenske kroner i prispenge hvert år. I 2018 strøg den af ham trænede Readly Express til tops i Prix d’Amerique. Timo Nurmos har trænet fire svenske derbyvindere – blandt andet 2021-triumfatoren Calgary Games.

Med den svenske veterinærprofessor Ingvar Fredricsons forskning i midten af det forrige århundrede blev der taget syvmileskridt i udviklingen af travbaner. Om de eksisterende baner i Sverige så yderligere kan optimeres, er et andet spørgsmål. For hvert decennium, der er forløbet efter Ingvar Fredricsons forskning blev færdiggjort og anvendt midt i halvfjerdserne, har travhestene kontinuerligt forbedret rekorderne. Der løbes stærkere og stærkere.

I halvfjerdserne løb man i den danske hurtigklasse på tider omkring 1.15 på sprint. I dag skal hurtigtraverne gerne kunne løbe 1.10 over autosprint, måske endda bedre, især hvis de vil spise kirsebær med de store internationale stjerner uden at få stenene spyttet i hovedet.

Er banerne rundt om klare til det? Og hvis de er det, hvordan stiller det så mellemklassehestene, der løber på knapt så stærke tider?

Èn, som har gjort sig tanker om baner, disses udformning og en række andre relevante spørgsmål, i lyset af den hestevelfærd, der med rette er fokus på både i og uden for sportens egne cirkler, er Timo Nurmos.

I det svenske travsportstidsskrift TravRondens december 2020-udgaver, numrene 52 og 53, har den svenske stortræner, der periodisk har sin egen klumme ”Signerat Nurmos”, som tidligere anført gjort sig sine tanker om, hvorvidt hestene kunne galoppere lidt mindre i travløbene samt om travbaners beskaffenhed, det vil sige doseringer, underlag, udformning – men også en del mere.

Hans hovedpåstand er: mange galopper i travløbene kunne undgås, hvis man fik bugt med nogle oplagte stressfaktorer. Nurmos nævner faktorer som: alt for stejlt doserede baner, alt for stillestående voltesystem i snorestart, ikke altid optimale baneunderlag, for kort tid for kuskene at forberede sig i imellem løbene.

Vi har, så godt det har kunnet lade sig gøre ud fra Nurmos’ ganske lange klumme, prøvet at udkrystallisere nogle af hans overvejelser og synspunkter. Herefter har vi forelagt Nurmos’ overvejelser for to af de mange dygtige travtrænere, vi har i Danmark. Vi har valgt at høre hvad Flemming Jensen og Ken Ecce umiddelbart mener om Nurmos’ indspark. Har de to gjort de samme erfaringer som Nurmos? Deler de hans bekymringer?

Timo Nurmos går meget detailleret til værks. Vi kommer med ham virkelig ned i maskinrummet hos den store trænerprofil. Det kan lyde nørdet og langhåret – men han rører jo ved det, alle travtrænere kæmper med i hverdagen: at få hestene til at præstere optimalt på de vilkår, de nu engang bydes.

Her følger de tolv emner eller aspekter, som vi har udkrystalliseret Nurmos funderinger fra sine krønikeafsnit fra året 2020’s december-numre af TravRonden i:

Vi gennemgår her ét for ét de forskellige emner, som Nurmos mener, er de vilkår, man slås med i dagssituationen. Han mener som sagt, der er for mange galopperende heste. Ifølge Nurmos, som vi læser ham, burde der kunne findes forbedringer inden for alle de her aspekter, og at det alt andet lige ville minimere galopturene i løbene.

Nurmos’ funderinger

1. Banelængde og banebredde

Timo Nurmos. Foto: Mia Törnberg, Sulkysport

Nurmos fortæller, at selv blandt topkuske er der forskellige meninger om baners længde: Björn Goop peger på 1200 m, mens J. M. Bazire på 1600 m uden for stejle dosseringer og ikke for lange opløbsstrækninger. Nurmos selv peger ikke decideret på, hvad han synes, men nævner, at en 1000 m bane er at foretrække til træning, for langsiderne er så ikke for lange, og den type bane til træning er bedst mentalt for hestene, og dosseringerne behøver her ikke være så skarpe, og heste er – stadig ifølge Nurmos – faktisk født med evne til kurveteknik. Nurmos mener, at banelængde er noget, der skal ses i sammenhæng med de øvrige ønsker, man kan have til en bane, herunder startmetode samt underlag osv. Han peger dog på, at voltesystemer kræver god bredde – især det franske voltesystem kræver ganske vid bredde – men er ifølge ham nok det bedste af dem, der opereres med.

 

2. Opløbsstrækning samt kravet om at holde spor

Her læner Nurmos sig op ad Bazire og siger: opløbsstrækninger bør ikke være længere end 200 m, gerne mindre, for det trætter hestene mentalt med for lange stræk. Nurmos henviser endvidere til, at i Frankrig må man gerne bryde spor ud i opløbet, bare man ikke ødelægger noget for én eller flere konkurrenter. Nurmos synes, at det bør man nok også give lov til i Sverige og andre steder, især hvis man vil lave længere baner – jo længere en bane er, jo større er tendensen hos hesten til at tage i venstre tømme, argumenterer han og fortsætter: hvilket kan kompenseres (og dermed risikoen for eventuelle skader på hesten minimeres), hvis det i opløbet er tilladt at bryde ét eller flere spor ud (forudsat ingen forulempes derved).

3. Skoning og underlag

Nurmos forholder sig ikke i de her artikler til, hvorvidt man skal stræbe efter kun at køre heste uden sko, men forholder sig pragmatisk til, at banerne alt efter årstid kan have forskellig struktur i banebelægningsmaterialet. Jo finere struktur, et baneuderlag har, og jo hårdere en banes underlag er – hvilket som hovedregel vil være gældende for sommerbaner – jo mere kan man ifølge Nurmos køre skoløs eller blot køre med lette aluminiumssko. Jo mere grovkornet, belægningen er – hvilket som hovedregel vil være gældende for efterårs- og vinterbaner – jo mere er man ifølge Nurmos tvunget til at bruge en tungere sko, måske en jernsko. I sine artikler rejser han ikke tvivl om, hvorvidt det svenske dekret om, at der skal køres med sko i årets tre vintermåneder, er betimeligt eller ej. (Der er jo i det nordlige Skandinavien udfordringer med sne- og isbaner – hvilke problemstillinger ikke er genstand for undersøgelsen her, i og med det ikke er et stort issue i dansk sammenhæng). Nurmos påpeger dog, at om man kører barfodet på en efterårs- eller vinterbane med den grove struktur i underlaget, så slider det på hovene i modsætning til barfodskørsel på den fine sommerbane. Han påpeger endvidere, at ved at skulle benytte sko på en hest, der løber på en fin sommerbane, så slides hoven ikke nævneværdigt, men det slider derimod på benene, især leddene.  Nurmos refererer til franskmændenes betagelse af Vincennes ’kolstybbe’ (’Kolstybb’ er en slags forstøvet kulstof, der ofte blandes med sand, ler og tjære) – iflg. Nurmos et underlag, som franskmændene finder det nemt at lade hestene trave barfodet på. Nurmos bifalder tilsyneladende også selv den slags underlag. Endvidere påpeger han: hvis der køres tit på en bane, dels mange dage efter hinanden, og mange løb på samme dag, så bliver det sværere at holde beskaffenheden i orden, især hvis der også er kort tid mellem hvert løb.

4. Niveauforskelle

Nurmos mener, franskmændene i sin tid med overlæg har konstrueret Vincennes’ bane med betydelige niveauforskelle for at udfordre hestene og måske afholde udenlandske ekvipager fra at starte. Det udfordrer hestene begge veje: op ad og ned ad bakke. Her er det svært at greje, om Nurmos mener, det bør efterlignes ved nye baner.5e. Dossering

5. Dossering

Svenske baner er ifølge Nurmos de mest doserede i verden. Han nævner, at hans kollega Björn Goop stort set bifalder de eksisterende dosseringer, mens han selv synes, dosseringerne er blevet for skarpe. Nurmos mener faktisk, at med mindre dosseringer på de svenske baner ville man opleve færre galopper. Nurmos kører jo oftest opvarmninger til løb inden catch drivers tager over. Han fortæller, at han i sine opvarmninger fortrinsvist vælger at køre aller yderst på banen for at skåne hestens ben, for når de kommer i det lidt langsommere opvarmningstempo eller bare køres langsomt, kan hestenes ben brydes for meget, hvis man kører midt kurverne, og han hader de tilfælde, hvor han så bliver tvunget ned i banen under sådanne opvarmninger f.eks. på grund af traktorer eller vandvogne eller andet. Spor ved autostart i forhold til dossering

6. Spor ved autostart i forhold til dossering

Nurmos funderer på denne måde: fra spor ét til og med fem er banen lige meget dosseret. Fra spor seks og til og med otte er dosseringen mindre og det er, som om banen dér hælder til anden side (eller hestene kan synes det), og fra de to tre yderste spor plejer hestene i startmomentet derfor ligesom gennem centrifugalkraften at blive trykket ud ad til. Det giver nærmest ekvipagerne bag ydersporene mellem 30 – 50 m ekstra at løbe. Kun ekstremt starthurtige heste kan lige efter startafgang nå teten fra disse spor. Desuden vingler vingen ofte fremfor ydersporene, men det gør vingen ikke indvendigt. Spor fire og fem er de bedste, for der er ikke vingel, idet doseringen understøtter i en vis grad farten og bilen giver tilmed de inderste spor læ under tilkørslen.

7. Hestes kropsholdning når de løber sammen

Sådan her går Nurmos’ tanker: Når heste løber ved siden af hinanden på en vej eller ligeudbane, så trykker de altid rumpen mod den anden hest. Det er naturligt. Hvis du kører to heste side ved side på en ligeudbane, så trykker hesten på højre side sin rumpe mod hesten til venstre. Og vice versa. Det er ikke meget, men musklerne spændes nogle millimeter mod den anden hest. Men hvis en sund og frisk hest løber alene, så trykker den ingenting – det går pænt lige fremad. Når vi taler løb på en rundbane, så gælder det samme: hesten i indersporet trykker rumpen en anelse ud mod den som ligger udvendigt. Når man så kører løb, løber hesten i indersporet mere lige og hænger mindre på en tømme end hvad hesten, som løber udvendigt, gør. Den bryder lidt ned (indad) og hænger lidt på højretømmen. Hesten i indersporet kommer nemmere gennem et sving, den er mere lige i vognen, mens den udvendigt trykker sig ned mod hesten i indersporet. Derfor må man alt andet lige oftere anvende venstre sidestang på den udvendigt liggende end på dén i indersporet. Så det med at hænge på en tømme eller gå ”skævt” en bid vej, er ikke altid lig med, at hesten er skidt tilpas eller skadet – det skyldes ofte blot hestens natur.

8. Niveauforskelle specielt ved kurverne

Nurmos funderer: »Efter starten ned mod en kurve bydes hestene på vej ind i svinget på en lille stigning. Det gælder for alle sporene fra ét til fem. Det er mindst ved indersporet, mens stigningstakten gradvist øges for hvert spor, man kommer længere ud i banen. Gennem denne stigning må hestene afkorte skridtene for siden, når kurven i midten jævnes ud, at skulle øge skridtlængden igen. Heste med tendens til at samle benene kan nemt galoppere her. For heste med tendens til at rulle i travet er det tværtom en fordel med den kortere skridtlængde. Visse heste klarer ikke ændringen og galopperer helt enkelt. Når hestene skal til at ud ad svinget, kommer det til niveaumæssigt at gå lidt nedad – og så må hestene atter ændre deres motorik. Det koster alt andet lige kræfter for dem. Heste med tendens til at rulle i travet og derfor går med vægt klarer det ofte ikke, mens heste, som har tendens til at samle benene, bedre kan klare dette lille afsnit. Men ganske mange klarer det helt enkelt ikke i fuld fart. Jeg har her beskrevet, hvordan hestene gennem en kurve flere gange må ændre motorik, og det giver altså en del galopper, dog statistisk færrest for dem, der løber gennem kurven i indersporet. Præcis det samme som beskrevet her sker jo, når det er sidste sving: opløbssvinget. Og her kommer hestene jo ofte fra alle hold, altså i flere spor end to. Hestene ude i sporene vil uvilkårligt søge at øge skridtlængden – fjerde skift i motorikken – og det sammen med den nu ophobede mælkesyre i benene får ofte heste til at galoppere her. De omhandlede niveauforskydninger er jo en uafviselig del af konstruktionen af det højt dosserede sving, og det er min tese, at hvis vi gjorde dosseringerne mindre stejle, ville vi få færre galopperende heste ind i opløbsstriden.

9. Voltesystem

Nurmos er øjensynligt betaget af det franske voltestartssystem, som han med reference til den franske stjernekusk og -træner J. M. Bazire omtaler som a) retfærdig, alle får god chance, idet der er meget plads, b) giver mulighed for et længere accelerationstilløb, c) man ser færre galopper i starten og d) man vender rundt til samme side som, man kører om. Iflg. Nurmos er franskmænd kede af det svenske og danske voltesystem, for her står hestene alt for stille i startproceduren. Det giver hestene stress, mener de.

10. Staldterræn – underlag

Mange steder er man ifølge Nurmos omhyggelig nok med at passe væddeløbsovalen, men kommer til at glemme staldterrænnets underlag. Får man ikke has på knolde og sten og småhuller her, kan det gøre hestene halte, hvis de rammer ned i sådanne ting – det kan være værst med den her sag om vinteren, hvor der ofte kan ligge isflager og isklumper rundt om på staldterrænet.

11. Interval mellem løbene

Nurmos roser franskmændene for generelt at give mere tid mellem løbe til glæde for: a) kuskene, der bedre kan forberede sig, de bliver mindre stressede og dermed måske gør færre kuskemistag – livsfarlige såvel som taktiske – i løbene, b) banepersonalet (store og brede baner kræver tid – til gavn for hestene og løbsafviklingen c) spillerne, der får mere tid til at fundere og få indtryk og info – men her er skismaet også, for spillerne og tv-kiggerne vil hellere have kort tid mellem løbene og så åle kuskene efterfølgende, i fald de gør mistag.

12. Kuskes vægt

Lidt kuriøst måske, men ikke desto mindre, så filosoferer Nurmos over, om man i programmet skal anføre kuskenes vægt – han mener, det kan betyde noget, om det er et fnug eller en klump, der sidder i vognen. Især i lyset af, at spillerne ellers efterlyser info om sko, tåvægte og andet muligt udstyr.

Ovenstående er et uddrag af “Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Senere bringer vi her på hjemmesiden de danske travtrænere Ken Ecces og Flemming Jensens kommentarer til Timo Nurmos’ tanker.

Foto i toppen: Jeannie Karlsson, Sulkysport.

Præsentation

Flemming Jensen har siden 1. maj 1994 været træner på travbanen i Aalborg, hvor han stadig er tilknyttet, men perioden har været afbrudt af nogle års ophold, hvor trænervirksomheden har været henlagt til først Axevalla og siden Åby i Sverige. Han har sine stalde og træningsbaner på en ejendom nær ved Hjallerup i Vendsyssel. Han har to gange vundet Dansk Trav Derby. Det var med Esterel Sunset og Okay Bee, hhv. 2001 og 2010. Han har bl. a. også sejret i Harper Hanovers med Tøjeksperten, og af heste, som har været med til at profilere Flemming Jensen som træner og kusk, kan nævnes Enjoy Engholm, Sleipner, Local Conch og Slide So Easy – for nu bare i kronologisk orden at tage én fra hvert af de fire årtier, Flemming Jensen har virket. Men listen over heste med stolte meritter fra Flemming Jensens stald er alenlang.

Flemming Jensen er født og opvokset i Nordjylland, og en stor del af sin kunnen inden for travsporten fik han fra amatørtræneren Erik Nielsen i Lemb, hvor han kom, fra han var helt ung og frem til, han begyndte som amatørkusk i start-firserne.

Flemming Jensen har sine helt egne meninger om hvordan man træner travheste og managerer dem, idet han dog er meget inspireret af førnævnte Erik Nielsen fra Lemb samt af Takter-familien med Bo W. Takter i front.

Som den hestemand, Flemming Jensen er, går det i al snak om travsport med ham igen og igen som et omkvæd, at stort set alt skal ske på hestens præmisser. Men Flemming Jensen har også gjort sig overvejelser om det renommé, travsporten og dens udøvere har. Flemming Jensen går lige til sagen:

Bortdøm alkohol

– Vi er jo afhængige af de svenske spillere. Og svenskerne er derfor Interesseret i, hvad vi danskere laver. Nordmænd og svenskere tror – det vil sige, de har den fordom – at danskerne drikker umådeholdent.

Flemming Jensen illustrerer sit udsagn med følgende episode:

– Den allerførste løbsdag, hvor der var samkøring med Sverige, ser man på TV-transmissionen fra den danske bane i baggrunden en ekvipage køre over på inderkredsen midt under et løb. Svenskerne og nordmændene var ved at gå bagover, kan jeg fortælle.

– Jeg skulle køre nogle dage efter i Sverige, og et par dage forinden ringer der nogle journalister og spurgte til mine chancer. Journalisterne spurgte så til sidst: ’Ej, er I blevet ædru i Danmark?’ Det var møntet på den episode fra den der samkøringstransmission, hvor de havde bemærket den der ekvipage, der kørte fra staldene og ind på inderkredsen under et løb.

– De svenske journalister mente jo, at alle sikkerhedsforanstaltninger var tilsidesat, og det mener jeg jo for så vidt også, de har ret i. De er sikre på, at danskerne har bilerne fyldt op med alkoholiske drikkevarer.

Flemming Jensen forklarer videre:

– Det bidrager heller ikke til renommeet, når vinderekvipagerne på nogle travbaner i Danmark får en sixpack med det lokale bryggeris produkter at tage med ud på æresrunden i stedet for blomster. Det er ikke et heldigt signal.

– Det bliver jo svært at få svenskerne til at spille på løb i Danmark, idet de vægrer sig, hvis de har et billede af, at alle danskere er alkoholafhængige, og ikke systematisk foretager alkotest. Uanset billedet er nok så misvisende.

– Faktisk tror jeg ikke, at det findes andre steder i hele verden: at man må varme på inderkredsen under løb. Jeg tror heller ikke, de her i landet kan finde ud af at lave det om. Men sikkerhed bør være første prioritet.

Omdømme

Om hestevæddeløbssportens renommé siger Flemming Jensen:

– Sportens ledelser forekommer ikke nok opmærksom på de kræfter i samfundet, der vil hestevæddeløb til livs. I Sverige er der stærke kræfter, der kæfter op om, at dyrevelfærd og hestevæddeløb ikke hører sammen. Jeg har omtalt det over for vore ledelsesorganer, men svarene derfra lyder, at det tror de ikke på bliver en reel trussel.

– Jeg ved, at i et land som Sverige, hvor travsporten har en vis pondus, er der alligevel mange, som er imod, at der bliver afviklet hestevæddeløb. Der er faktisk en del svenske dyrlæger, der har ytret sig imod at afvikle hestevæddeløb.

– Hvorfor ikke køre uden pisk? Det kan vi godt. Så siger man: ’Jamen det gør de jo i Norge, og se hvordan de hopper og vugger i sulkyen – det ser Herrens ud’. Okay. Så siger jeg: ’Da må man bare lave en regel om, at sådan må man ikke te sig i sulkyen, altså sidde og hoppe og gynge. Så må man uddele bøder’.

– Hvis det er sådan, at pisk er lig med ballade i medier og opinion, og ingen pisk er lig med ingen ballade i medier og opinion – jamen, så kør dog uden pisk.

Antal baner

Nogle siger, at det var jo egentlig nok med kun én bane i Danmark. Fordi hestevæddeløb er blevet en TV-sport. Hvad mener Flemming Jensen?

Han svarer:

– Det er nok at stramme den med kun én bane i Danmark. To baner – foruden Bornholms – vil nok være godt. Det er temmelig sikkert billigere, end man tror med finansiering. Lægger man det i forbindelse med indkøbscentre og sådan nogle ting, så der foregår meget andet end trav, så vil det givetvis kunne tiltrække store tal af tilskuere.

– Lige nu ser det skralt ud for sporten. Dem, der er tilbage, det er dem, vi ikke kan jage væk. Så jeg tror ikke, opdrættere og hesteejere i de forskellige regioner forsvinder, bare fordi deres bane nedlægges – alle vil køre efter det sted, hvor de kan deltage.

– Det optimale må være to baner i Danmark – tre med Bornholm, som jo har specielle forhold. Hvis de to hovedbaner laves rigtigt, så kan folk føle sig velkomne. Der skal gerne være den rette varme i stalden. Komfortable forhold til røgt og pleje af hestene lige før og efter et væddeløb, samt rette faciliteter for de aktive og inspirerende faciliteter for tilskuere, der kan hente adspredelse, hygge, sjov og spænding på en løbsdag.

– Jo mere vi holder sammen, jo bedre skulle det blive – med sponsorer og alting. Jeg er med på, at vi inden for sporten har divergerende meninger og opfattelser, hvilket jo sådan set i sig selv skulle være sundt. Jeg appellerer dog til, at man med respekt for hinanden alligevel arbejder frem mod fælles forståelser og fælles løsninger frem for at grave skyttegrave, slutter Flemming Jensen.

 

Interviewet forekommer i “Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Fotos: Kjeld Mikkelsen

Præsentation

 

Ken Ecce er født ind i travmiljøet, da hans far (Poul Erik Olsen) og onkel (Hans Jørgen Olsen) var travamatører og opdrættere. Moren var ligeledes hesteinteresseret.

Han er egentlig døbt Ken Ecce Olsen, men har – i travsportens verden – forlængst “kasseret” sit oprindelige efternavn til fordel for det mere særprægede Ecce, der i øvrigt stammer fra Kens morfar, Einar Christiansen, som i mange år var journalist på Politiken og altid bruge pseudonymet Ecce. Ken er dog den første i familien, som bærer navnet Ecce.

Ken Ecce, der lagde ud som træner 1. juli 1986 på Skovbo, fik sit store gennembrud i 1990, hvor han blev trænerchampion på Skovbo og vandt 88 løb. Siden er fulgt en perlerække af storløbssejre, bl.a. Dansk Hoppe Derby med Oliva Air og Cilla Mazur, Dansk Hoppe Kriterium med Medoc og Dansk Opdrætningsløb med First April – for blot at nævne nogle af de allerstørste.

Ken Ecce driver stadig sin egen trænerrørelse, nu med domicil i Fjenneslev ved Ringsted og med licensen udtaget på Charlottenlund. Han er dog også en hyppigt benyttet catch driver. Ovennævnte Medoc og First April var eksempelvis trænet af henholdsvis John Ø. Jensen og Poul Erik. Olsen, men derudover har Ken Ecce også vist sine evner som kusk ved bl.a. at vinde DM for Travtrænere i såvel 2009 som i 2017.

 

Avlsmaterialet stærkt forbedret

Ken Ecce fortæller:

– I den tid, mine forældre og jeg har været i gang med den her sport, er avlen successivt blevet kraftigt forbedret. I dag er travhestene født med fart, forklarer Ken Ecce, og uddyber videre:

– For 30 år siden skulle man køre fart i hestene. I dag skal man stort set kun koncentrere sig om at bygge hestene op, fordi farten har de indenbords.

– Se bare på tidens modehingste som Ready Cash, Muscle Hill og Bird Parker. Deres afkom er bare født med fart

Så Ken Ecce slår fast:

– Det er nemmere at træne hest jo bedre avlsmateriale, der er i spil. Så derfor byder jeg det også velkomment med en debat om banernes beskaffenhed og egnethed til dagens væddeløbere. Mange baner blev jo anlagt, dengang man debuterede med hestene i nulklassen på tider lige lidt under 1,30 eller deromkring.

– Så vi trænere skal mestendels sørge for at få lagt styrke ind i hestene.

– Med fremgangen i avlsmaterialet, så er det også færre og færre heste, der kræver meget udstyr, for at kunne trave ordentligt. Men noget udstyr skal der jo tages i brug – også fra hestene er helt unge, til de er fuldvoksne, hvor man så prøver at smide så meget som muligt af udrustning.

En del heste har et pladsproblem til den korrekte travbevægelse. Det er også en vigtig opgave for os travtræne at korrigerer herfor og i det hele taget finde den bedste udrustning for at optimere en given hests teknik – måske boots i stedet for sko og så videre. Man skal huske på, at jo mere vægt, en hest skal løbe med på fusserne, jo mere løfter den op i bevægelsen.

– Måske skal en given hest udrustes med en sidestang. Hesten kan finde sin balance ved brug af sidestangen. Også checkrem anvendes for at finde balancen

– Hestens indstilling til væddeløb er dog altafgørende. Har du to heste med samme indstilling, så er det den med den bedste teknik, der oftest kommer i vindercirkelen flest gange.

– Men nu går flere og flere uden check. Det er inspireret af franskmændene. Men de kører – skal vi minde os selv om – på store baner, hvor check ikke ofte er så nødvendig.

– Men igen: Avlsniveauet er hævet de seneste to årtier – og derfor kan flere heste klare at gå uden check.

– Den nu afdøde københavner-træner Eivind Schnell sagde engang til mig: Danmark tabte travsporten i krigen – vi var tidligere den store og svenskerne den lille inden for travsporten. Nu er det lige omvendt. De har med en mere strømlinet organisation, minded på, at sporten skal drives som en business med eget spilleselskab, fået skabt stor interesse for trav- og galopsport med store omsætninger til følge. Blandt andet fordi de fik frem flagskibet V75, der virkelig satte travsporten på dagsordenen i det svenske kongerige. Men i Sverige kæmper de da også også med at fastholde travinteressen i de unge generationer, men de er stadig i en højere division end de fleste andre trav-lande, måske på nær Frankrig.

Omdømme

Ken Ecce er meget opmærksom på, at hestesportens omdømme står og falder med den optimale pleje og pasning af hestene. Og Ken Ecce er ligeledes opmærksom på, at der findes kræfter i samfundet, der mener væddeløb med heste tenderer dyrplageri. Hertil siger han:

– Det er desværre en kedelig tendens. Det florerer en hel del i Sverige. Jeg har talt en del med min svenske kollega Erik Adielsson om det. Han sidder i en komité i Sverige, hvor man ser på den problemstilling og overvejer, hvordan hestesporten skal komme disse misopfattelser til livs.

– Dyreværnsaktivister aner ikke en skid om, hvordan vi travfolk behandler hestene.

– De har ikke set en hverdag hos hesteejere, opdrættere og trænere. Hvor stor en del af disse menneskers liv, den enkelte hest er. Vi nurser om hestene i hoved og i røv, for at sige det lige ud. Vilde heste, man sætter ud i naturen, er ofte dårligt røgtet uden tilstrækkeligt med foder, men aktivisterne siger ikke en skid til det. De har en romantisk forestilling om, at hestene bør lukkes ud i naturen, hvor de skal leve det naturlige liv. Men sådan noget findes ikke for domesticerede heste. De er blevet afhængige af os mennesker. Det er en gensidig relation til fælles bedste.

– Den store skare blandt befolkningen følger ofte de romantiserede forestillinger om et hesteliv og får næret fordomme om væddeløbshestenes usle liv. Vi må disse vrangforestillinger til livs.

– Først og fremmest bør vi gøre dyreværnsfolkene til vore venner i stedet for modstandere. De skylder på deres side at sætte sig ind i, hvordan vi i travet og galoppen passer hestene. Hvad vi ikke bruger af ressourcer på hestenes velfærd. Det er ikke småting. Det skal de vide.

Pisk

Ken Ecce mener ikke, det er en god ide at forbyde pisken.

Han kan godt forstå, at tanken opstår i travsportens ledende lag, idet mange mennesker har en fejlagtig opfattelse af pisken som et afstraffelsesredskab eller et redskab, som anretter skader på hesten under brug. Ken Ecce uddyber her sin mening om dette aspekt:

– I Norge kører de uden pisk – men det ser ikke kønt ud, for kuskene sidder og gynger og vugger i sulkyen for at få hestene til at forstå, når det er tid at yde optimalt, f. eks i opløbskampen. Med pisken som korrigerings- og drivningsredskab får man en bedre og elegantere kørestil.

– Der skal være et reglement, som sætter grænserne for hvilke piske, der må bruges, og på hvilken måde, disse må bruges. Kuske skal straffes hårdt, hvis de forsynder sig mod det reglement. Der børe være en norm for pisketype og længden på piske. De skal ikke bruges til at slå med, men til at korrigere hesten og til at lade den forstå, når man vil øge farten. Det skal ske ved let og nænsom berøring. Det er ikke noget med at slå eller tæve

– Når man kører en hest i en Amerikanervogn, så vil de fleste af de piske, man i dag anvender, ofte være for korte, og det giver ofte striber på hestens bagdel. Fordi piskens længde er for kort i forhold til vognen. Man kommer til at ramme hesten i rumpen, når pisken er i højeste fart, og den er for kort

– Men faktisk er det utroligt lidt, vi slår hestene med pisken i Danmark. Vi skal først og fremmest tænke på dyret. Og så skal vi også tænke på spillerne. Det vil sige, at ved at vi har muligheden for gennem berøringssignaler med pisken at animere hesten i opløbskampen, så får vi også det mest retvisende resultat i forhold til de deltagende hestes indbyrdes kapacitet. Det tror jeg set på den lange bane spillerne vil hilse velkommen.

– Man hører jo i sin øresnegl, at i Norge høvler de i øvrigt hestene i træning. Hvis det er rigtigt, ja, så er der bare at sige, at det er jo ikke hensigtsmæssigt, og burde vel lige såvel forbydes. Eller er måske forbudt allerede? Det er ikke synd at køre med pisk. Det er synd at køre uden. Man skal på en let og skånsom måde kunne give hesten signal om at gå frem. Derfor hylder jeg brug af pisk, men med et stramt og godt sanktioneret reglement herfor.

Højre rundt

Ken Ecce er ikke fremmed for, at man i Danmark og andre lande vekslede mere mellem baner med kørselsretningerne, altså højre rundt versus venstre rundt. Og så har han et utopisk ønske. Som nogen måske alligevel en dag drister sig til at forsøge sig med – hvem ved?

– Vi træner jo heste i at løbe såvel højre som venstre rundt, altså begge veje, selv om de fleste baner afvikler løb venstre rundt.

– Men den enlige bane i Danmark med højre rundt, JVB i Århus, er så speciel, at selvom hestene fra udenbys trænerne hjemmefra er trænet begge veje rundt, så hjælper det dem alligevel ikke nævneværdigt netop på JVB.

– Derimod vil det ikke være noget problem for de fleste at tage til Berlins gode bane i Mariendorf, der også kører højre rundt.

Og så til Ken Ecces vilde ide. Han udmaler:

– I øvrigt har jeg den fikse ide, som nok er dyr og umiddelbart ikke ligger på tegnebordet, at det ville være et scoop med en bane formet som et ottetal, hvor man kørte starten fra en tilløbsbane og opløbet på en fraløbsbane – og midtvejs i ottetallet således, at hestene skiftevis ville ligge udvendigt og indvendigt, selv om de undervejs ikke havde skiftet position.

Interviewet er med i “Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto: Kjeld Mikkelsen