Når Hestesportens Galla den 4. februar på Hermans i Tivoli Friheden, Århus, afholder sit årlige arrangement, bliver det under en kæmpebrag af en fest, hvor det skal fejres, at Gallaen fylder 25 år. Gallaarrangørerne med Lone Kristensen i spidsen har i år slået alle sejl til.

Under gallafesten, der er hestevæddeløbssportens svar på filmens ’Oscar-show’, skal de ypperste præstationer fra året 2022 inden for trav- og galopsporten krones.

Blandt de nominerede i en række kategorier som Årets Hest, Årets Træner, Årets Komet etc. skal det afsløres, hvem der endeligt løber med de flotte, glitrende bronzestatuetter udført af billedkunstneren Sabine Jensen. I alt er der 24 kategorier inden for de to discipliner trav og galop.

Firmaet Imagic står som vanligt for det flotte og festlige digitale lys- og billedshow, hvor hestevæddeløbssportens store stjerner med pomp og pragt under pompøse fanfarer præsenteres på et kæmpelærred på Hermans store scene.

For 25 år siden, i januar 1998, fandt de første kåringer sted. Det skete på Restaurant Skjoldgården på Charlottenlund Trav. Siden har gallaen udviklet sig år for år. Den har gennem de 25 år været afviklet på så forskellige steder som Fyens Væddeløbsbane, Hotel Skanderborghus, Hotel Bygholm og Nyborg Strand Hotel. De sidste mange år har Hermans lagt festsal til.

Gæsterne følger intenst med i Imagics videoshow

Badmintonspiller og dobbelt All England-vinder Poul Erik Højer, de jernhårde ladies i form af håndboldens landsholdsspillere Gitte Sunesen, Marianne Floorman og Janne Kolding, superligamålmanden Karim Zaza, springrytteren og Europamesteren Tina Lund – blot for at nævne nogle – har gennem tiden kastet glans over gallashowet og haft den ære at overrække priser. Det gælder også andre koryfæer som danseren Marianne Eihilt, bl.a. vinder af sølv ved VM for par, Christine Chichoz fra TV2’s Superstar, Odense Teaters Elevskole under ledelse af Mads Nørby, nu kendt fra Kerteminde-revyen, DR-discjockeyen Jesper Maigaard, Bertel Abildgaard fra 5xKaj og John Nørgård fra Østjysk Musikforsyning.

De sidste mange år er Jan Harkamp fra DR-sporten blevet nærmest fast inventar som konferencier, og det vil han også være i år. I 2019 blev han i øvrigt af organisationen Danske Sportsjournalister kåret som Årets Sportsjournalist.

Gallashowet strækker sig over lørdag den 4. februar fra kl. 13 til midnat. Allerede om eftermiddagen afsløres en række kategorier, hvorefter der holdes en lille pause, inden et prægtigt aftenshow skydes i gang kl. 18, hvor en række prestigefyldte kategorier som Årets Hest og Årets Træner afsløres inden for travet og galoppen.

En galla afsluttes traditionelt ved, at prisvinderne samles på scenen til hyldest under afspilningen af Queens We Are The Champions efterfulgt af dansant for alle gæster, hvor bands som Fenders og Montanaband har stået for livemusikken.

Vue ud over Gallafesten 2021

Lone Kristensen, der er ansvarlig for afviklingen af Hestesportens Galla, er en ildsjæl inden for trav- og galopsporten. Hun, der i sit arbejdsliv havde en lederkarriere inden for TDC, har selvstændigt stået for galla-løjerne siden 2008, mens gallaen tidligere blev arrangeret i regi af Foreningen af Trav- og Galopjournalister i Danmark.

Der er plads til 400 gæster i salen på Hermans, og der meldes allerede udsolgt.

Fotos: Kjeld Mikkelsen