Timo Nurmos fundering:

Nurmos roser franskmændene for generelt at give mere tid mellem løbe til glæde for: a) kuskene, der bedre kan forberede sig, de bliver mindre stressede og dermed måske gør færre kuskemistag – livsfarlige såvel som taktiske – i løbene, b) banepersonalet (store og brede baner kræver tid – til gavn for hestene og løbsafviklingen c) spillerne, der får mere tid til at fundere og få indtryk og info – men her er skismaet også, for spillerne og tv-kiggerne vil hellere have kort tid mellem løbene og så åle kuskene efterfølgende, i fald de gør mistag.

 

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om interval mellem løbene:

”I princippet bliver banen mere oprevet jo længere ud på en løbsdag, vi kommer. Især hvis der er for kort tid mellem løbene til ordentligt banearbejde kan gennemføres, men i Danmark er det tit og ofte sådan, at vi har en bedre bane henne ved 6. eller 7. løb, end der var i starten af løbsdagen, fordi den henad vejen bliver hårdere, idet der vandes mere og mere samtidigt med, at den kontinuerligt harves. Vi har ikke de resurser i Danmark til at gøre banen 100 procent klar til første løb. Men Nurmos har ret, når han siger, der bliver mindre og mindre tid mellem løbene – og det laver man jo for spillernes skyld. Og det kan jo betyde galop og koncentrationsbesvær – altså Nurmos har ret: jo længere tid mellem løbene, jo større chance for, at der ikke er stress, og at alt forløber optimalt.Den korte tid mellem løbene forekommer måske værst netop for trænere som Nurmos, der har catch drivers. Kontio kender måske de fleste af hans heste og kører oftest, så han klarer det måske, men andre af Nurmos’ catch drivers får jo problemer med at forberede sig og gøre sig klar på den hest, de kører for ham, kunne jeg forestille mig.

Som træner varmer jeg selv de heste, jeg senere skal køre. Jeg lægger en plan og indretter min ankomst til banen herefter, og jeg når det som regel fint og mærker så selv, hvordan hesten agerer på dagen, så mit problem er ikke så stort, som det åbenbart må være for Nurmos med de der kun små tyve minutter mellem løbene. Men det er da lidt stressende for de fleste. Især når du kommer ind fra løb med hest; du skal straks varme én og så nå ud med ny starthest til efterfølgende løb. Hvis ikke det er planlagt og fulgt til punkt og prikke, så skaber det panik.

Her i Danmark har trænerne ofte ikke folk nok, så de kan nå at varme alle heste inden løbene går i gang. På Åby kan de i en vis udstrækning nå det uden at skulle varme heste op mellem løbene, fordi de har personale nok. Man skal dog have for øje, at hvis der er flere end fem eller seks løb, så går det ikke på forhånd at varme dem, der skal ud i de sidste af løbene.

En måde eventuelt at løse spillernes tålmodighedsudfordring på kunne være, som svenskerne gør ved deres V86, nemlig ved samkøring af to baner.

Der er også en anden fordel ved det: Hvis det skete i Danmark – så vil kuske som Tordenskjolds soldater kun være ét sted – Birger Jørgensen kunne jo ikke være i Odense og Aalborg samtidig – det betyder at andre kommer ud at vinde løb. Så bliver det lidt ligesom i gamle dage.

Modsat kunne man jo tænke, at måske kunne man lave løb med 10 minutters mellemrum: fra første løb bliver kørt til sjette bliver kørt skal der gå måske 70 minutter. Der kan man godt nå at blive færdig – og de heste, der skal deltage, kan godt nå at varmes op forinden – de skal ikke ud at varmes mellem løbene. Så skal man kun køre ud med den hest, man skal have til start. Når man trækker det til et tyve minutters interval, kan man ikke nå at varme alle hestene, idet de jo ikke kan drage fordel af en varmning flere timer før start. Men det superkorte interval på 10 minutter vil så give problemer med løbende at få banen vedligeholdt.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om interval mellem løbene:

”Seriøsiteten går efter min soleklare opfattelse helt væk med for kort tid mellem løbene. En hesteejer betaler i dyre domme for at have sin hest i træning. Derfor bør hesteejerens hest og kusk gerne bydes optimale betingelser ved deltagelse i løb. Det gør man ikke ved at stresse systemet mest muligt.

Når man – som nogle jo gør – varetager opgaven som kusk i syv/otte ud af ni løb, så er det vældigt stressende med for lidt forberedelsestid til de respektive løb.  Man skal varme alle hestene. Men dem, der skal starte sidst på dagen, kan man ikke varme, inden løbene starter – så enten bydes man på stress, eller man skal have mere personale, hvilket sidste jo er fordyrende og generelt set ikke står mål med de aktuelle indtjeningsmuligheder.

Vi – og jeg tænker her mest på de professionelle trænere – har som oftest for kort tid mellem løbene. Vi skal jo køre ud til løbene mindst tre minutter før præsentation, og vi har ofte ikke altid tid til selv at varme de heste, vi har til start. Og kommer man så for skade at vinde et løb, så går der tid med sejrsinterview og den slags – i princippet har vi ikke tid til sejrsinterview.

Der bliver tænkt på spillerne, ikke på de aktive. Det er os aktive, der står med den varme kartoffel og skal forklare os ud af kalamiteterne.

Vi bør komme henimod, at hestene har optimale betingelser inden et løb. Har de ikke det, er det ikke okay.

Og selv om hensynet til spillerne ikke skal nonchaleres, så kan stressen overordnet set jo også få en del negativ indvirkning på spillernes spil – så det på den måde bider sig selv i halen.

Til V86 løbene i Sverige, hvor de respektive afdelinger fordeles på skift mellem to baner, så man er nede på cirka ti minutter mellem hver afdeling, har jeg hørt mange spillere sige, at der er for lidt tid mellem løbene.

Jeg tror, spillerne har for lidt tid til at vurdere hestene – kigge dem ud i paddock eller under afcantring, fordi ideen er at alting skal gå så tjept.

Dengang fodbolden stod i krise, da valgte de da mig bekendt ikke at sætte en halvleg ned fra 45 til 30 minutter…

De arbejdede sig ud af den krise på anden vis.

Som jeg forstår det, så er det nu mere tv-indtægter end totalisatorindtægter, der præger fodboldsportens regnskaber. Hestevæddeløbssporten har, synes jeg, haft for travlt med at jage alt væk, hvad væk jages kan, så både tilskuere, tv-medier og aviser har holdt sig på afstand

Dansk travsport har et eller andet sted tabt sutten. Se antallet af fremmødte på Lunden i dag contra bare dengang, jeg startede som travtræner. Dengang var der let tusinde mennesker på lægterne en jævn onsdag aften. De store aviser skrev om det – det gør de overhovedet ikke i dag. Jeg kender jo mest travsporten, men det samme kan vel siges om galopsporten?

En af grundene til nedgangen i vor sport, er de efter min mening alt for korte intervaller mellem løbene. Det er ikke børnefamilier med tæppe og barnevogn, man skal tænke på. Det er ham eller hende, der vil spille. Og som nævnt er det ikke kun kuskene og hestene, der taber på de korte intervaller. Det er også spillerne.

Lederne inden for sporten går, som jeg ser det, mere op i familie-velfærd, end de går op i at få spillerne til at spille.

De satser for meget på is og legepladser end på info til spillerne. Se til Sverige! Hvad har de? Det omvendte, vil jeg sige.

Der er jo heller ingen legepladser på et fodboldstadion, tror jeg.

Man arrangerer på de enkelte baner ofte lir med musikere og sangere, men de ekstra, der kommer af den grund, kommer altså kun for det og ikke for at nyde sporten. De går igen, når musikken ikke spiller og spiller ikke på hestene eller nyder ikke travsporten. Hestene og væddeløbene er jo et show i sig selv.

Lav events med kuske og heste. Få publikum tæt på ligesom på ’Nya Åby’ og ovre i USA på de store moderne baner, hvor de sadler op lige foran det fremmødte publikum. Så de får fornemmelsen for sporten op under neglene lige med ét.

Alt foregår under tag på Åby nu. Som tilskuer kommer du kun udendørs, medmindre du af en eller anden grund skal ud på selve banen. Og det er vel de færreste tilskuere for ikke at sige ingen, der skal det.

Publikum har gennem vinduer i gulv og loft indsyn i stald med forspænding, vask etc.

På løbsdagen bør fanges og formidles den nervøst sitrende intensitet, der er, fordi der er tale om væddeløb, hvor meget står på spil for hver ekvipage. Spændingen i selve væddeløbene før, under og efter skal indfanges og formidles – man skal ikke høre nogen stå og synge eller noget.

Trav- og galopsport er formel 1 løb på fire ben.

Atlså: Intensitet og idoldyrkelse af kuske og heste bør sættes i højsædet. Mere PR den vej rundt.

I øvrigt synes jeg, at vi i Danmark har for lidt uddannelse rettet mod PR under træneruddannelsen

De fleste professionelle trænere i Danmark har ikke lært at sælge sig selv ordentligt. Det har de lært grundigt ovre i nabolandet Sverige.

Altså undskyld mig: for mange danske kuske kommer med halvuigennemtænkte udsagn og er ofte for negative, men det sælger altså ikke sporten. Uden at man forstiller sig kan man godt give den lidt mere sober entusiasme. Heldigvis er der da blandt danske trænere også nogle, der kan det og også gør det.

Vi skal i PR sammenhæng i udgangspunktet tænke på dem, der ikke har en skid forstand på trav. Det er dem, vi skal have gjort interesseret i os. Uden at det går ud over de seriøse meldinger, de garvede spillere og andre interesserede også skal have. Det er en balancegang.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt af Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

 

Timo Nurmos fundering:

Mange steder er man ifølge Nurmos omhyggelig nok med at passe væddeløbsovalen, men kommer til at glemme staldterrænnets underlag. Får man ikke has på knolde og sten og småhuller her, kan det gøre hestene halte, hvis de rammer ned i sådanne ting – det kan være værst med den her sag om vinteren, hvor der ofte kan ligge isflager og isklumper rundt om på staldterrænet.

 

 

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om staldterræn – underlag:

”Nurmos har selvfølgelig ret i, at der ikke må slækkes på kravene til underlaget på staldterrænet. Generelt set er disse forhold i orden på danske baner undtagen én. Skives staldterræn er nemlig under al kritik. Det ligner en gårdsplads. Jeg forstår simpelt hen ikke, at de vil finde sig i det dernede. Vi skal igennem en værre omgang sten, inden vi kommer ud på banen. Det sker næsten hver gang, at man finder heste med sten i strålen under hoven. Man skal ikke køre på sten, men stenmel kan være fin nok. Skive er altså gået helt amok.”

 

 

 

 

 

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om staldterræb – underlag:

”Engang var trænerne jo stationeret på banerne, hvor de udøvede hverdagstræningen. Men nu er trænerne jo flyttet ud til træningscentre og til egne gårde. Derfor har vi i Danmark det staldterræn, som vi har. Det kunne måske være bedre, men det er heller ikke forskrækkeligt – det er sjældent, sten og andre løse ting generer – måske undtagen i Skive, hvor der efter de flestes mening nok er lidt for mange småsten rundt på staldterrænet.

Jeg har lagt mærke til, at på Vincennes i Frankrig finder man gummi næsten overalt på arealerne rundt opstaldningsboksene.”

 

 

 

 

 

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto foroven af staldterræn på Skive Trav: Kjeld Mikkelsen
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

 

 

Årets Hoppe 2021 blev Flower Dust, som ved flere lejligheder imponerede dybt sidste år, ikke mindst ved sejren i Dansk Hoppe Derby.

Ved kåringen på Hermans i Århus spurgte sprechstallmeister Jan Harkamp, kendt fra DR-Sporten, ind til de kommende planer for Flower Dust, hvortil Bent Svendsen – kendt for altid at være rap i replikken – afslørede, at det er planen at starte hoppen i et løb på Solvalla i Elitlopps-weekenden med sejr i tiden 1.08,8, så publikum, ikke mindst den danskerskare, der vanen tro er i Stockholm den pågældende weekend, har noget at se frem til.

Under snakken med Harkamp efter afsløringen af Årets Hoppe 2021 kom Bent Svendsen med en varm hilsen til sygemeldte Steen Juul – en hilsen, som fulgtes af en stor applaus fra gallaens gæster. Netop Steen Juul vandt jo som gæstekusk bag Flower Dust en af hoppens tidligste starter i 2021 – her vikarierede Juul for skadesramte Svendsen.

 Steen er sej

 Steen Juul er stadig rekonvalescent, og derfor var han ikke til stede på Hestesportens Galla. Så det var datteren Camilla og barnebarnet Cecilie, der kunne modtage galla-statuetten på vegne af Steen Juul, som blev kåret som vinder af kategorien Årets Kusk 2021.

– Steen har det godt og er nu begyndt at deltage i den daglige træning. Han er sej og giver ikke op, og vi er alle lige nu overbeviste om, at Steen indfinder sig i en sulky i løbssammenhæng, inden 2022 er til ende, fortalte Camilla.

Cecilie pegede på, at hun ikke kunne få en bedre læremester end sin morfar, men at det var en lang rejse at nå helt op på hans niveau, men hun ville gøre alt for at blive så god som mulig som udøver af travsporten.

Og Steen Juul opnåede også at blive kåret som Årets Travtræner.

Team Steen Juuls forrygende 2021-sæson udmøntede sig endvidere i, at Extreme blev kåret som Årets Hest og Årets Ældre Hest, og at Festival Of Speed blev kåret som Årets 4-åring.

Festival Of Speeds oppasser Jens De Rosche blev kåret som Årets Staldmand m/k.

 Hermed følger de afsluttende kåringer fra Hestesportens Galla 2021:

Trav:

 

Årets ældre hest


Extreme

 

Årets hoppe


Flower Dust

 

Årets hest


Extreme

 

Årets kusk


Steen Juul

 

Årets træner


Steen Juul

 

Årets Opdrætter

Jürgen Hanke

 

Galop:

 

 

Årets hest


Stroxx Carlras

 

Årets professionelle træner


Niels Petersen

 

 

Årets jockey


Oliver Wilson

 

Årets opdrætter

Stutteri Hjortebo

 

Nyt medlem i Hall of Fame

Under gallaaftenen blev der afsløret et nyt medlem af Hall of Fame: Birger Jørgensen, 63, der driver en lille trænerbiks i Århus og ellers hovedsagelig er catch driver. Han har over 9.000 sejre på samvittigheden og har høstet 32 landschampionater.

Travjournalist Niels Jørgensen overrakte det ny medlem af Hall of Fame hædersgaver under gallafesten på Hermans i Århus, hvor indlemmelsen bekendtgjordes

Fotos: Kjeld Mikkelsen

Trav

Årets 2-åring


Howlingatthemoon (Familien Rudbeck)

 

Årets 3-åring


Garfield (Jeppe Juel)

 

Årets 4-åring


Festival Of Speed (Jens De Rosche, Kim Kaplev m. fl.)

 

Galop:

 

3-årige heste

Stroxx Carlras (Nicolaj Stott og Rikke Rohbak Bonde)

 

Ældre heste


King David (Karen Salling)

 

Fotos: Kjeld Mikkelsen

Vinder af Stormagasinet Sallings rytterkonkurrence 2021 blev amatørrytteren Melissa Vesterholm fra Stjær, og for dette blev hun hædret på Hestesportens Galla på Hermans i Århus. Det blev hun straks som gallafesten klokken 13 blev skudt i gang. Dette resultat kendtes jo på forhånd, men ellers gik man efter hædren til Melissa Vesterholm i gang med afsløringen af vinderne af en række kategorier inden for trav- og galopsporten med fokus på indsatserne i 2021.

Hendes fulde navn er faktisk Melissa Nickie Carøe Vesterholm, og hun  løb en times tid senere så sørme også med titlen som Årets Amatørrytter 2021 inden for galopsporten.

Melissa Vesterholm, der er årgang 1997, er til daglig knyttet til Torben Christensens stald i Århus. Melissa har i 2021 vundet lige så mange løb i Aarhus som de professionelle jockeys.

Stærkt medvirkende til Melissas gode resultat i år har den af Torben Christensen trænede Snatty Dancer været. Parret er ubesejret i fire starter i Aarhus!

Melissa er meget nørdet og detailorienteret i alt hvad hun foretager sig med heste – om det så gælder galophestene eller islænderne, hun også bruger en del tid på.

– Jeg studerer alle de professionelle. Både dem herhjemme og især de engelske. F. eks. hvordan deres ridestil er, og så prøver jeg at tilpasse det til min egen. Jeg imiterer ikke direkte, men tager elementer ind, som jeg så prøver at integrere i min egen ridestil. Jeg prøver at forbedre mig fysisk og træner en del. Jeg har en svaghed for ta’selv-slik, så indimellem må jeg give den en skalle med den fysiske træning, fortæller Melissa.

God opbakning

Melissa er vokset op i Norring vest for Århus, men bor nu i Stjær sammen med sin mor og kæresten Mads Harbo Overgaard. Både han og Melissas øvrige familie bakker hende op, så hun kan tilegne sin tid til hestene. Mads agerer ofte kok og har middagsmaden klar, når Melissa kommer sent hjem fra en anstrengende arbejdsdag eller en løbsdag, der er sluttet sent.

Melissa næst yderst til højre omgivet af venner og familie – kæresten Mads ses til højre for Melissa

Melissa gik i skole i Korsholm og Hinnerup, hvorefter det blev til en studentereksamen fra Faurholt gymnasium i Hadsten. Sideløbende har det altid heddet heste, og som teenager var hun med i Århus Ponytravskole og har kørt mange ponyløb med travere. Hjemme hos forældrene har der altid været heste, islændere, shetlændere og flere andre slags.

Ud over at Melissa rider ud for Torben Christensen er hun i dag også træner i Ponytravskolen i Århus. Efter studentereksamen var hun et år på Island, hvor hun var ride-guide for børn og unge, der interesserede sig for at komme rundt på islænderheste.

Kåringerne

Kåret under eftermiddagsarrangementet på Hestesportens Galla blev følgende:

Trav:

 

Årets montérytter

Sabina Gammelgård

 

Årets komet

Mathias Jensen

 

 

Årets pony-profil

Mikkel Pedersen

 

 

Årets staldmand m/k

Jens De Rosche

 

 

Årets amatørkusk

Mads Petersen

 

 

Årets amatørtræner

Peter Rudbeck

Galop:

 

2-årige heste

Charming Knight (Oliver Wilson)

 

Årets amatørtræner

Heidi Schmidt

 

Årets amatørrytter

Melissa Vesterholm

 

Årets komet

Natasha Archer

Fotos: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Nurmos er øjensynligt betaget af det franske voltestartssystem, som han med reference til den franske stjernekusk og -træner J. M. Bazire omtaler som a) retfærdig, alle får god chance, idet der er meget plads, b) giver mulighed for et længere accelerationstilløb, c) man ser færre galopper i starten og d) man vender rundt til samme side som, man kører om. Iflg. Nurmos er franskmænd kede af det svenske og danske voltesystem, for her står hestene alt for stille i startproceduren. Det giver hestene stress, mener de.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om voltesystem:

”Den franske voltestartsmetode vil nok være mest optimalt for spillerne. Men kopierer man den direkte, så har jeg lidt betænkelighed omkring det at indføre den heroppe i det skandinaviske også.

Hvis man sammenligner de tre skandinaviske landes snorestartsmetoder, så synes jeg den svenske er at foretrække. Den med springspor og laserlys, altså ikke børn eller unge som snoretrækkere. Mange gange får en ekvipage i Danmark faktisk snoren med sig rundt – viklet om en stang eller sådan noget. Men den danske er vel den næstbedste, selv om det er vanvittigt, at hestene nærmest skridter rundt for ofte at stå h Der er dér nede nemlig lidt wild west over det. Det er i og for sig en god startmetode, men jeg vil anbefale alligevel at lave lidt regler omkring sådan en startform. F.eks. skulle man på forhånd kunne søge om at skulle starte i det udvendige regi, hvis det passer ens hest bedst – ligeledes at man kan lægge billet ind på at være blandt den indvendige klynge. Den franske metode er en wild west forestilling, men med lidt regulering kan det være meget fornuftigt elt stille – det ses ofte på Lunden, synes jeg. Min oprigtige mening om den norske metode er, at den er helt ude i hampen, og det er ikke noget, jeg går efter at starte en hest under.

Startmetoderne i Danmark er næsten så ringe, som det kan blive.

Hvis man havde den her tilkørselsbane på 300 m eller hvor meget, så skulle man jo egentlig kun køre autostartløb – den startform er den mest retfærdige

Jo, det ville være bedre med det franske voltesystem i Danmark end det nuværende, men jeg så gerne, at det blev en smule reguleret, som jeg siger med forvalg af yder- og inderposition.

Vi skulle jo også gerne have amatørerne ude at køre, og det vil måske nok være en stor mundfuld for de fleste af dem med det franske wild west-system.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om voltesystem:

”I Frankrig kører man åbenbart efter princippet ’tyv tror hver mand stjæler’. De skubber, de maser, og de gør ved – måske er der et eller andet system i det, men jeg kan bare ikke se det, og den svenske stjernekusk Goop finder det ganske udmærket, kan jeg forstå. Men jeg deler ikke helt hans begejstring for den model af voltestart. Selv om jeg må indrømme, at den er bedre end de modeller, vi anvender i de nordiske lande.

Det bedste voltestartsystem, jeg har kørt under, det er suverænt det tyske, som vi kender det fra Hamburgs bane. Her er der ved startstedet en bugt ind, som vi kender det fra Frankrig. Ind i den bugt kører man så fra modsat kørselsretningen i omvendt nummerorden. Volter rundt og ud på banen og sætter af. Så er der nogle tilpasningspæle, så man har lidt at skyde efter, når man skal bedømme sin position i startmomentet.

Det skandinaviske voltestartsystem er ikke på hestens præmisser. Det er for stressende, især hvis der bliver kaldt til omstart.

I Sverige er startspor to og fire de dårligste spor i volten. Med de spor er du handicappet. Man kunne godt sige til spillerne, at i 80 % af tilfældene burde de gå uden om ekvipager med de to spor, for der er for stor galoprisiko. Der er for skarp drejning for de to spor derovre. Men det betyder jo ikke, at nogle klarer det og vinder alligevel – man statistikken vil nok tale sit tydelige sprog her.

Det er alt andet lige lidt nemmere med startspor 9 og 11 i anden volte. Disse spor er lidt bedre, bortset fra at man fra disse spor kommer til at volte bag 2’eren og 4’eren – de her ting er dårlige for stressede heste.

Springspor giver som oftest en god start – selv stressede heste går ofte godt og havner i spids.

I Danmark har jeg det personligt fint med spor fem i volten, selv om det godt nok kan blive skarpt rundt. I øvrigt er de danske baner uens – så nogle steder er det okay med spor 5 i volten, andre ikke.

Vi skal tænke på de mennesker, der betaler for hestene og træningen – det kan ikke nytte, jeg kommer og siger til hesteejeren: ”Der var en bule på banen og derfor hoppede den”. Så bliver han da skuffet eller sur. Især da, hvis det er arenaen, der driller og ikke en træner, der ikke lever op til forventningerne.

Hvis en hesteejer har en hest, der ikke er god nok, så skal han have lyst til at gå ud og finde en erstatning, en bedre én og forsøge sig igen. Det gør han ikke, hvis han hele tiden mindes om, at baneforholdene og procedurerne omkring væddeløbene ikke er optimale.

Spillerne og hesteejerne betaler gildet. De skal kunne have tillid til konceptet.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Nurmos funderer: »Efter starten ned mod en kurve bydes hestene på vej ind i svinget på en lille stigning. Det gælder for alle sporene fra ét til fem. Det er mindst ved indersporet, mens stigningstakten gradvist øges for hvert spor, man kommer længere ud i banen. Gennem denne stigning må hestene afkorte skridtene for siden, når kurven i midten jævnes ud, at skulle øge skridtlængden igen. Heste med tendens til at samle benene kan nemt galoppere her. For heste med tendens til at rulle i travet er det tværtom en fordel med den kortere skridtlængde. Visse heste klarer ikke ændringen og galopperer helt enkelt. Når hestene skal til at ud ad svinget, kommer det til niveaumæssigt at gå lidt nedad – og så må hestene atter ændre deres motorik. Det koster alt andet lige kræfter for dem. Heste med tendens til at rulle i travet og derfor går med vægt klarer det ofte ikke, mens heste, som har tendens til at samle benene, bedre kan klare dette lille afsnit. Men ganske mange klarer det helt enkelt ikke i fuld fart. Jeg har her beskrevet, hvordan hestene gennem en kurve flere gange må ændre motorik, og det giver altså en del galopper, dog statistisk færrest for dem, der løber gennem kurven i indersporet. Præcis det samme som beskrevet her sker jo, når det er sidste sving: opløbssvinget. Og her kommer hestene jo ofte fra alle hold, altså i flere spor end to. Hestene ude i sporene vil uvilkårligt søge at øge skridtlængden – fjerde skift i motorikken – og det sammen med den nu ophobede mælkesyre i benene får ofte heste til at galoppere her. De omhandlede niveauforskydninger er jo en uafviselig del af konstruktionen af det højt dosserede sving, og det er min tese, at hvis vi gjorde dosseringerne mindre stejle, ville vi få færre galopperende heste ind i opløbsstriden.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle specielt ved kurverne:

”Det er jo, som jeg før har været inde på, noget der kan udjævnes ved sænkning af dosseringerne, især ude ved de yderste spor går det lige lidt ned ad ind i selve indgangen til svinget. Nurmos har således ret i det, og ude i banen holder man som kusk ofte lidt igen her i sin hest. I Billund var man helt fri for den problematik, for der var kun en lille smule dossering.

Tilkørselsbaner f.eks. udformet således, at banen kommer til at ligne en kotelet, er udmærket. Det vil være optimalt for startproceduren og imødekommer princippet om mest muligt at gøre tingene på hestenes præmisser. Jo længere strækninger, der går lige ud, jo bedre – derfor er tilkørselsbaner i høj grad ønskværdigt.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle specielt ved kurverne:

”Timo Nurmos er helt nede i detaljerne her. Det er meget nørdet, men jeg kan heller ikke finde noget at modsige ham med.

Det drejer sig jo om hestenes svingteknik. Heste med problemer med knæene går ikke så glat gennem svingene som dem med problemfrie knæ.

Jo bredere du laver svingene på en travbane, jo hurtigere kan du køre igennem dem

Jeg er faktisk imponeret over, hvor godt hestene egentlig kommer igennem svingene på Nykøbing Falster Travs bane med de svage dosseringer. Dér smider de sig ind og finder selv en balance. Og dét efter dommertårnet er faktisk utroligt skarpt.

På en skarpere dossering bliver de hjulpet ind i svingene. Så på Nykøbing Falster-banen taber de selvfølgelig lidt fart, men dem med den gode teknik, de suser jo gennem svingene.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt af Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Sådan her går Nurmos’ tanker: Når heste løber ved siden af hinanden på en vej eller ligeudbane, så trykker de altid rumpen mod den anden hest. Det er naturligt. Hvis du kører to heste side ved side på en ligeudbane, så trykker hesten på højre side sin rumpe mod hesten til venstre. Og vice versa. Det er ikke meget, men musklerne spændes nogle millimeter mod den anden hest. Men hvis en sund og frisk hest løber alene, så trykker den ingenting – det går pænt lige fremad. Når vi taler løb på en rundbane, så gælder det samme: hesten i indersporet trykker rumpen en anelse ud mod den som ligger udvendigt. Når man så kører løb, løber hesten i indersporet mere lige og hænger mindre på en tømme end hvad hesten, som løber udvendigt, gør. Den bryder lidt ned (indad) og hænger lidt på højretømmen. Hesten i indersporet kommer nemmere gennem et sving, den er mere lige i vognen, mens den udvendigt trykker sig ned mod hesten i indersporet. Derfor må man alt andet lige oftere anvende venstre sidestang på den udvendigt liggende end på dén i indersporet. Så det med at hænge på en tømme eller gå ”skævt” en bid vej, er ikke altid lig med, at hesten er skidt tilpas eller skadet – det skyldes ofte blot hestens natur.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om hestes kropsholdning når de løber sammen:

”Det er rigtigt, hvad Nurmos her peger på vedrørende hestens adfærd. Det kan jeg kun nikke genkendende til, absolut. Det er dog svært at gøre noget ved. Hesten gør det ligesom for at beskytte sig selv. Man ser det også, når de løber ud over marken. Det gør hesten i forsøg på at markere sig for at få den anden lidt væk. Det er hestens natur. Det må man som kusk blot notere sig og så være beredt, når man kører løb og hjælpe hesten mest muligt, men rent banemæssigt findes der nok ikke noget, man specielt kan gøre.”

 

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om hestes kropsholdning når de løber sammen:

”Det er rigtigt, at heste agerer sådan – det er en naturlig form for forsvarsposition set fra hestens side. Jeg forstår Nurmos sådan, at han blot vil sige, at det ikke nødvendigvis betyder, der er fejl på hesten, hvis den løber lidt skævt i vognen. Og det har han da ret i.

Jeg kan dog ikke give Timo Nurmos helt ret i, at man gerne bruger sidestangen på langsiderne for at korrigere, hvis de løber en smule skævt.

Hvis hesten på en langside tager i en tømme, så tøver du nok med at korrigere med sidestænger, for hvordan vil den reagere? Det ved du sjældent, mens du hare mere føling med det i svingene, for der gør man det tit for at hjælpe hesten

Du kan blive mere overrasket på en langside, hvis din hest lige pludselig svinger røven ud – du skal være klar og kende din hest, for ved acceleration kan det gå galt, hvis den pludselig svinger røven ud og du ikke er klar med sidestangen.

Man lærer jo ved at køre – nogle heste går hele løbet med venstre sidestang aktiveret, men i opløbet skal den pludselig bruge den højre – det skal du være klar på, ellers når du det ikke.

Så jeg er langt henad vejen på linje med Nurmos her med de forbehold, jeg lige har nævnt. Men jeg peger på, at der også er mange individuelle hensyn at tage – mange ad hoc situationer at agere på. Det skal man som kusk bare være klar over.

Og for at vende tilbage til Nurmos og det med, at hestene kan løbe skævt ind mod hinanden. Det behøver man som Nurmos siger ikke nødvendigvis at gå i panik over, og komme frem til: ”Hesten går på den ene tømme. Vi må have den undersøgt af veterinæren”. På den anden side vil man jo gerne opdage eventuelle skavanker så tidligt som muligt. Så det kræver lidt horsemanship at kunne kigge ud, om den har gået skævt af naturlige årsager eller der foreligger en mere alvorlig grund. Her må man udvikle den nødvendige fingerspitzgefühl.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Nurmos funderer på denne måde: fra spor ét til og med fem er banen lige meget dosseret. Fra spor seks og til og med otte er dosseringen mindre og det er, som om banen dér hælder til anden side (eller hestene kan synes det), og fra de to tre yderste spor plejer hestene i startmomentet derfor ligesom gennem centrifugalkraften at blive trykket ud ad til. Det giver nærmest ekvipagerne bag ydersporene mellem 30 – 50 m ekstra at løbe. Kun ekstremt starthurtige heste kan lige efter startafgang nå teten fra disse spor. Desuden vingler vingen ofte fremfor ydersporene, men det gør vingen ikke indvendigt. Spor fire og fem er de bedste, for der er ikke vingel, idet doseringen understøtter i en vis grad farten og bilen giver tilmed de inderste spor læ under tilkørslen.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om spor ved autostart i forhold til dossering:

”Nurmos har ret med hensyn til stigningen, men han glemmer ligesom, at svinget bliver ”længere” længere ude i banen. Den indvendigt liggende ekvipage skal jo dreje lidt ’krappere’ rundt end den udvendige, så de kan udligne hinanden, de her forhold for de indvendige versus de udvendige.

Men i bredere baner er det alt andet lige lettere at tage svinget, derfor er netop bredere baner det, vi ideelt set bør satse på.

Det er jo sådan, at når vi kører lige ud, så belaster vi hesten lige meget på alle fire ben/hove.

Ved dossering, især kraftige dosseringer, så slider vi skævt på hestens hove forstået sådan, at vi slider mest på de udvendige hove, især det udvendige bagben – højre bagbens hov, når vi, som vi oftest gør, kører venstre rundt. Jo mere dossering, jo mere nedslidning af yderste bagbens hov, taler vi om.

Det er rigtig nok: ved spor syv findes sådan en kant, som Numos nævner, i svinget. Den kan være lidt svær at køre på.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om spor ved autostart i forhold til dossering:

”Jeg kan kun give Timo Nurmos ret. Jeg vil understrege, at spor 7 og spor 8 for det meste er et kæmpehandicap at have, især fordi vores baner er så korte. Så skal man virkelig have dem op i fart, hvis man vil opnå en god position ret hurtigt. Ja, og det kan ende med galop i stedet. Havner man alternativt nede bagi klyngen, så bliver man jo ofte tempotorsk.”

 

 

 

 

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto af Timo Nurmos: Mia Törnberg, Sulysport
Foto i toppen samt af Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen

Timo Nurmos fundering:

Svenske baner er ifølge Nurmos de mest doserede i verden. Han nævner, at hans kollega Björn Goop stort set bifalder de eksisterende dosseringer, mens han selv synes, dosseringerne er blevet for skarpe. Nurmos mener faktisk, at med mindre dosseringer på de svenske baner ville man opleve færre galopper. Nurmos kører jo oftest opvarmninger til løb inden catch drivers tager over. Han fortæller, at han i sine opvarmninger fortrinsvist vælger at køre aller yderst på banen for at skåne hestens ben, for når de kommer i det lidt langsommere opvarmningstempo eller bare køres langsomt, kan hestenes ben brydes for meget, hvis man kører midt kurverne, og han hader de tilfælde, hvor han så bliver tvunget ned i banen under sådanne opvarmninger f.eks. på grund af traktorer eller vandvogne eller andet.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:

”Nurmos har fuldstændig ret, når han taler om dossering. Den er helt gal med dosseringen. Hvis du ser på travheste, der går gennem svingene, så er det nærmest sådan, at 8 ud af 10 ikke får højre bagben specielt godt med sig. De får det ikke sat ordentlig frem, fordi den her kant kommer, så de rammer jo den kant først, inden de sætter foden helt ned, så det medfører, at hoven på højre bagben er slidt helt væk udvendigt på – på otte ud af ti heste! Jeg tør ikke svare på, om den tendens forværres alt efter, hvor yderligt sporet blandt de fem inderste er. Men der er ingen tvivl om, at det er dosseringen, der gør det – at hoven bliver slidt væk på højre bagben. Derfor: desto længere banen bliver, og desto bredere den bliver, jo bedre er det. Doseringen på Solvalla kan ikke helt sammenlignes med den dossering, vi har forskellige steder i Danmark. I Sverige er den generelt kraftigere end i Danmark eller noget andet land måske. Hvorfor det er sådan, er jeg ikke helt klar over, men jeg går ud fra, at de – svenskerne – har foretaget en hel masse beregninger. Men der er jo ikke noget, der går mere fejl end beregninger. Svenskerne har simpelt hen ikke ramt rigtigt, hvis du spørger mig. Det er jo ikke som på en cykel – for der holder beregningerne nok stik. Anderledes med heste, der jo har en bredde fra højre til venstre – banen er jo ikke strikte parallel med hestens understel. Banen hælder og bliver skæv i forhold til hesten. Doseringen bliver simpelt hen ikke korrekt.

En cykel har ligesom ét punkt – en hest har fire punkter.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:

”Timo Nurmos’ udsagn her får mig til at stille nogle spørgsmål: Har Timo Nurmos lavet statistik på, hvilke heste der galopperer – er det dem med lav eller høj præmiesum? Hvad er antallet i procenter? Er det fordi de kører med for lav fart gennem svinget eller for høj fart? Er banen bygget til elitehestes topfarter? Er banen for snæver i svingene i forhold til dens længde? Man kan ikke både få fugl og fisk, når man anlægger en bane. Hvilket tempo er den anlagt efter? Stærkt eller ikke så stærkt? På Solvalla har de taget et valg og bygget banen efter, at det skal gå stærkt, og de tænker på eliteheste, når de bygger sådan en bane i dag

Ungheste i dag render jo sindssygt stærkt, det ved man. Men der er også ungheste, der skal have tid til at udvikle sig, før de er med på noderne med de ekstremt høje farter.

Jeg kunne jo aldrig drømme om at køre en 2-åring på en bane med dosserede sving a la Solvalla før den kan en vis fart. Hvis ellers man gjorde det, så var det jo ligesom lig med at få dem til at trille ned som cykelryttere gør det i svingene på en cykelbane, når de ikke har tilstrækkelig fart på.

Solvalla er altså dosseret til Elitloppet. Og kører man i 1,20 fart igennem svingene, så bliver det jo derefter. Jeg tror, Lunden er dosseret til 1,17 eller 1,18. Banerne er altså dosseret til en ganske bestemt fart, hvor man får optimal effekt ved den dosering med den pågældende fart.

Skovbo er en fantastisk 1000 m bane, pga. de store sving contra Lundens, hvor der er snævre sving, som er relativt højt dosseret – ’whoom’ man ryger bare nogle gange ind i de der sving med overraskende fartøgning på, der kan overraske både hest og kusk.

Århus’ bane har en dårlig dossering. Det tager for hårdt på hestene. Banen er for flad, og det går ned ad bakke ind i et sving. Alt i alt er det på JVB mere som en kasse at køre i, ikke en oval. Det føles som en firkant. Den bane er bare svær at køre på. Man kan ikke engang træne sine heste ved at træne dem meget højre rundt – det er den vej rundt, man kører i Århus – banen dér er bare så speciel.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen