Timo Nurmos fundering:
Nurmos funderer: »Efter starten ned mod en kurve bydes hestene på vej ind i svinget på en lille stigning. Det gælder for alle sporene fra ét til fem. Det er mindst ved indersporet, mens stigningstakten gradvist øges for hvert spor, man kommer længere ud i banen. Gennem denne stigning må hestene afkorte skridtene for siden, når kurven i midten jævnes ud, at skulle øge skridtlængden igen. Heste med tendens til at samle benene kan nemt galoppere her. For heste med tendens til at rulle i travet er det tværtom en fordel med den kortere skridtlængde. Visse heste klarer ikke ændringen og galopperer helt enkelt. Når hestene skal til at ud ad svinget, kommer det til niveaumæssigt at gå lidt nedad – og så må hestene atter ændre deres motorik. Det koster alt andet lige kræfter for dem. Heste med tendens til at rulle i travet og derfor går med vægt klarer det ofte ikke, mens heste, som har tendens til at samle benene, bedre kan klare dette lille afsnit. Men ganske mange klarer det helt enkelt ikke i fuld fart. Jeg har her beskrevet, hvordan hestene gennem en kurve flere gange må ændre motorik, og det giver altså en del galopper, dog statistisk færrest for dem, der løber gennem kurven i indersporet. Præcis det samme som beskrevet her sker jo, når det er sidste sving: opløbssvinget. Og her kommer hestene jo ofte fra alle hold, altså i flere spor end to. Hestene ude i sporene vil uvilkårligt søge at øge skridtlængden – fjerde skift i motorikken – og det sammen med den nu ophobede mælkesyre i benene får ofte heste til at galoppere her. De omhandlede niveauforskydninger er jo en uafviselig del af konstruktionen af det højt dosserede sving, og det er min tese, at hvis vi gjorde dosseringerne mindre stejle, ville vi få færre galopperende heste ind i opløbsstriden.
Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle specielt ved kurverne:
”Det er jo, som jeg før har været inde på, noget der kan udjævnes ved sænkning af dosseringerne, især ude ved de yderste spor går det lige lidt ned ad ind i selve indgangen til svinget. Nurmos har således ret i det, og ude i banen holder man som kusk ofte lidt igen her i sin hest. I Billund var man helt fri for den problematik, for der var kun en lille smule dossering.
Tilkørselsbaner f.eks. udformet således, at banen kommer til at ligne en kotelet, er udmærket. Det vil være optimalt for startproceduren og imødekommer princippet om mest muligt at gøre tingene på hestenes præmisser. Jo længere strækninger, der går lige ud, jo bedre – derfor er tilkørselsbaner i høj grad ønskværdigt.”
Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om niveauforskelle specielt ved kurverne:
”Timo Nurmos er helt nede i detaljerne her. Det er meget nørdet, men jeg kan heller ikke finde noget at modsige ham med.
Det drejer sig jo om hestenes svingteknik. Heste med problemer med knæene går ikke så glat gennem svingene som dem med problemfrie knæ.
Jo bredere du laver svingene på en travbane, jo hurtigere kan du køre igennem dem
Jeg er faktisk imponeret over, hvor godt hestene egentlig kommer igennem svingene på Nykøbing Falster Travs bane med de svage dosseringer. Dér smider de sig ind og finder selv en balance. Og dét efter dommertårnet er faktisk utroligt skarpt.
På en skarpere dossering bliver de hjulpet ind i svingene. Så på Nykøbing Falster-banen taber de selvfølgelig lidt fart, men dem med den gode teknik, de suser jo gennem svingene.”
Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
