Timo Nurmos fundering:

Nurmos er øjensynligt betaget af det franske voltestartssystem, som han med reference til den franske stjernekusk og -træner J. M. Bazire omtaler som a) retfærdig, alle får god chance, idet der er meget plads, b) giver mulighed for et længere accelerationstilløb, c) man ser færre galopper i starten og d) man vender rundt til samme side som, man kører om. Iflg. Nurmos er franskmænd kede af det svenske og danske voltesystem, for her står hestene alt for stille i startproceduren. Det giver hestene stress, mener de.

Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om voltesystem:

”Den franske voltestartsmetode vil nok være mest optimalt for spillerne. Men kopierer man den direkte, så har jeg lidt betænkelighed omkring det at indføre den heroppe i det skandinaviske også.

Hvis man sammenligner de tre skandinaviske landes snorestartsmetoder, så synes jeg den svenske er at foretrække. Den med springspor og laserlys, altså ikke børn eller unge som snoretrækkere. Mange gange får en ekvipage i Danmark faktisk snoren med sig rundt – viklet om en stang eller sådan noget. Men den danske er vel den næstbedste, selv om det er vanvittigt, at hestene nærmest skridter rundt for ofte at stå h Der er dér nede nemlig lidt wild west over det. Det er i og for sig en god startmetode, men jeg vil anbefale alligevel at lave lidt regler omkring sådan en startform. F.eks. skulle man på forhånd kunne søge om at skulle starte i det udvendige regi, hvis det passer ens hest bedst – ligeledes at man kan lægge billet ind på at være blandt den indvendige klynge. Den franske metode er en wild west forestilling, men med lidt regulering kan det være meget fornuftigt elt stille – det ses ofte på Lunden, synes jeg. Min oprigtige mening om den norske metode er, at den er helt ude i hampen, og det er ikke noget, jeg går efter at starte en hest under.

Startmetoderne i Danmark er næsten så ringe, som det kan blive.

Hvis man havde den her tilkørselsbane på 300 m eller hvor meget, så skulle man jo egentlig kun køre autostartløb – den startform er den mest retfærdige

Jo, det ville være bedre med det franske voltesystem i Danmark end det nuværende, men jeg så gerne, at det blev en smule reguleret, som jeg siger med forvalg af yder- og inderposition.

Vi skulle jo også gerne have amatørerne ude at køre, og det vil måske nok være en stor mundfuld for de fleste af dem med det franske wild west-system.”

Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om voltesystem:

”I Frankrig kører man åbenbart efter princippet ’tyv tror hver mand stjæler’. De skubber, de maser, og de gør ved – måske er der et eller andet system i det, men jeg kan bare ikke se det, og den svenske stjernekusk Goop finder det ganske udmærket, kan jeg forstå. Men jeg deler ikke helt hans begejstring for den model af voltestart. Selv om jeg må indrømme, at den er bedre end de modeller, vi anvender i de nordiske lande.

Det bedste voltestartsystem, jeg har kørt under, det er suverænt det tyske, som vi kender det fra Hamburgs bane. Her er der ved startstedet en bugt ind, som vi kender det fra Frankrig. Ind i den bugt kører man så fra modsat kørselsretningen i omvendt nummerorden. Volter rundt og ud på banen og sætter af. Så er der nogle tilpasningspæle, så man har lidt at skyde efter, når man skal bedømme sin position i startmomentet.

Det skandinaviske voltestartsystem er ikke på hestens præmisser. Det er for stressende, især hvis der bliver kaldt til omstart.

I Sverige er startspor to og fire de dårligste spor i volten. Med de spor er du handicappet. Man kunne godt sige til spillerne, at i 80 % af tilfældene burde de gå uden om ekvipager med de to spor, for der er for stor galoprisiko. Der er for skarp drejning for de to spor derovre. Men det betyder jo ikke, at nogle klarer det og vinder alligevel – man statistikken vil nok tale sit tydelige sprog her.

Det er alt andet lige lidt nemmere med startspor 9 og 11 i anden volte. Disse spor er lidt bedre, bortset fra at man fra disse spor kommer til at volte bag 2’eren og 4’eren – de her ting er dårlige for stressede heste.

Springspor giver som oftest en god start – selv stressede heste går ofte godt og havner i spids.

I Danmark har jeg det personligt fint med spor fem i volten, selv om det godt nok kan blive skarpt rundt. I øvrigt er de danske baner uens – så nogle steder er det okay med spor 5 i volten, andre ikke.

Vi skal tænke på de mennesker, der betaler for hestene og træningen – det kan ikke nytte, jeg kommer og siger til hesteejeren: ”Der var en bule på banen og derfor hoppede den”. Så bliver han da skuffet eller sur. Især da, hvis det er arenaen, der driller og ikke en træner, der ikke lever op til forventningerne.

Hvis en hesteejer har en hest, der ikke er god nok, så skal han have lyst til at gå ud og finde en erstatning, en bedre én og forsøge sig igen. Det gør han ikke, hvis han hele tiden mindes om, at baneforholdene og procedurerne omkring væddeløbene ikke er optimale.

Spillerne og hesteejerne betaler gildet. De skal kunne have tillid til konceptet.”

Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.

Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen