På Solvalla afviklede man kort før kl. 18 denne sidste søndag i maj Elitloppet 2023, hvor man også kæmpede om Stig H. Johanssons Pokal – og vinder af løbet blev franske Hohneck.
Den 6 årige Royal Dream-søn trænes og ejes af franskmanden Philippe Allaire, som sammen med sin danske hustru Gitte bor i Normandiet, hvor de driver et stort succesrigt træningsanlæg med opdræt også.
Det var også fransk sidste år, da Etonnant vandt. I år kvalede denne hest igen ind til finalen, hvor det dog i opløbsstriden blev til galop – om Etonnant havde kunnet få en fremskudt placering uden galop er umulig at verificere, men det kunne godt se ud, som en trioplacering løb ud i sandet ved galoppen.
Årets vinder Hohneck var anden i sit forsøg bag San Moteur, der i finalen klarede andenpladsen i dødt løb med Go On Boy, der ligeledes var anden i sit forsøg. Så de tre første over mål i finalen kom også fra fremskudte placeringer i deres respektive finaler.
I finalen havde den italienskfødte kusk Gabriele Gelormini hurtigt efter start Hohneck placeret i spids – en position parret holdt hele vejen til sejren, der var 5 mio. skr. værd.
Vindertiden var flotte 1.08,9/1640 ma. En tangering af Don Fanucci Zets rekord fra for to år siden. Denne hest fejlede i sit forsøg og missede derved en plads i finalen.
Fra Elitlopps-weekenden noterede vi ellers:
- Keystone Cash misse ifølge Bo Westergaard sejren i et V75-løb om lørdagen, da den i et god angrebsposition i andet par udvendigt i opløbssvinget galopperede – fordi den – stadig ifølge træneren – trådte sig.
- I et løb dedikeret såvel Elithingsten Maharajah og den hedengangne svenske træner Tommy Hanné havnede Bo Westergaard i en ryg tredje par indvendigt. Kunne herfra spurte frem til tredjepladsen med uhyggeligt mange kræfter sparet.
- Nicole Marsing red storoutsideren, franskafstammede Corps Et Ame, en 11-årig vallak efter Jag De Bellouet – ind på en tredjeplads i søndagens montéløb – Monté-eliten. Tilhængerne i totoen af denne ekvipage fik et sødt bolsje i form af en gedigen pladskvote at sutte på.
- Amatørkusken Sune Hansen, der arbejder i Sverige, men er dansk og kendes fra mange optrædener på ovalen på NFT blv i søndagens sidste løb målfotoslået til andenpladsen