Idrætsmanden, vi i seneste indlæg her på siden lod jer spekulere over, hvem var, er – som nogle også har gættet – Lester Eriksson. Han var elite-frisvømmer og var kendt i Sverige som ’Svømme-kongen’. Han var på sit højeste niveau som svømmer i 1960’erne. Han opnåede i sin aktive karriere hele sytten gange at blive svensk mester, to gange hjemførte han bronze ved Europamesterskaber, og han deltog i olympiaderne i 1964 (Tokyo) og 1968 (Mexico), og derudover står han noteret for et utal af svenske rekorder.

Da Lester afsluttede sin svømmekarriere, blev det travet, som tog over. Han virkede som amatørtræner. Lesters far Lars Eriksson opdrættede travheste på Ådö, en halvø beliggende i Bro Kommune. Han erhvervede sig tilbage i 1968 Ådö Säteri med slotsbygning og tilhørende jorder. I 1986 overtog Lester farens bedrift på Ådö.

 

Adö Slott knejser stolt over Ådö Säteri – rundt om på Säteriets jordtilligende bor familien Riesterer i forskellige huse

Her voksede Lesters datter Ulrika også op og fik ligeledes interessen for travet. I dag er hun, Ulrika Riesterer, travtræner på Solvalla. Hun har gennem ægteskabet med Daniel Riesterer  – en svensker med tyske aner – giftet sig til sit efternavn. Hun og Daniel overtog Ådö Säteri i 2013. Deres datter Ida Riesterer, der har jockeylicens, er nu ansat i sin mors trænervirksomhed.

Fire generationer i Ulrika Riesterers familie har alle vundet løb på Solvalla: Ulrikas farfar Lars Eriksson, hendes far Lester Eriksson, hende selv Ulrika Riesterer og hendes datter Ida Riesterer. Sidste gang hendes far, Lester Eriksson, deltog i et løb på Solvalla, var i 2011. I 2021 gik han bort kort før sin 79-års fødselsdag.

Der er gode træningsfaciliteter for Ulrika Riesterers travere

Naturskøn perle

Ådö er en halvø beliggende i skærgårdsmiljøet ca. 30 km vest for Stockholm, og halvøen er omkranset af Mälaren. Her finder vi Ådö Slott og Säteri, som huser den her familie, der er dedikeret travsporten. Oldefar Lars Eriksson begyndte eventyret i 1966. Bedstefar Lester tog over i 1986. Lars Eriksons barnebarn Ulrika er i dag travtræner på Solvalla og Lars’ oldebarn Ida har de sidste otte år altmere gjort sig bemærket som en dygtig og fremgangsrig travkusk. Familien Riesterer, der i dag altså består af Ulrika og ægtefællen Daniel og deres børn Jonathan og Ida samt disses mormor Marie Louise bor i forskellige huse på gården.

På den her halvø er der perfekte betingelser for alle former for aktiviteter. Ådös natur og terræn er meget varieret. På Ådö Slott er der et traditionelt landbrugslandskab med marker, græsgange og enge. Omkring dette miljø breder gammel vækstskov med eg og ask sig ud. Idet kun en smal tange holder Ådö til fastlandet, er man overalt hele tiden tæt på Mälarens dragende vande. Da indlandsisen for mange tusind år siden forlod Ådö, efterlod den stejle klipper og skrænter samt strande og sivbugter.

I disse omgivelser boltrer et halvt hundrede heste sig fordelt over en række folde.

Vue ud over en del af Ådö Säteri, der danner miljø for Riesterers træningskvarter og tilhørende folde

Familien Riesterer har selv to følhopper. Men der er mange følhopper, som forskellige indehavere har fortroet Ida og Ulrika at tage hånd om, og mange af hopperne går med årets føl. Nogle har ikke føl fra i år, men er enten ifolet eller venter på at blive det.

Der er også folde til åringerne. En fold med ti hoppeplage og en med seks hingsteplage.

Sensommer tid for afstresning

Ulrika råder også over en kørestald – altså en stald, hvor løbshestene opholder sig og bliver trænet fra. Eller hvorfra der sker indkøring. Fra forår til høst går hestene ude.

– Foråret er en travl tid. Vi er om hestene fra morgen til aften og skiftes til nattevagter, hvor følhopperne overvåges via vort kamerasystem. Vi får knapt tid til at spise, hygge eller sove. ”Vi” er jeg og min datter og så min mage Daniel, fortæller Ulrika og fortsætter:

– Ja, lige nu er vi glade og forårskåde. Men der er meget at se til. Det er en travl tid. Det er, hvis jeg skal være ærlig, faktisk rigtigt skønt om sensommeren. Da er folingssæsonen overstået, hopperne bedækkede, plagene kørt til – og ja, så kan man ligesom ånde ud og stadig nyde det skønne liv ude i de herlige omgivelser, vi er privilegeret med – en slags åndepause inden efterår- og vinterstrabadser trænger sig på, reder Ulrika ud med et smil om læberne. Hun kan faktisk ikke tale om sine heste uden hele tiden at smile, medmindre selvfølgelig der er tale om en syg eller skadet hest.

Solvalla træner Ulrika Riesterer

Ulrika og Daniels datter Ida er således også vokset op på Ådö Slott og Säteri, og hun havde således som barn ikke kun forældrene om sig, men også bedsteforældrene.

Ida har haft med heste at gøre, inden hun kunne gå, og hun kørte helt selv langsomt med hestene for vogn fra otteårsalderen.

– Første gang jeg kørte hurtigt, var jeg ti. Det var ikke med mor med på banen, men derimod far Daniel som kørte med med en anden hest, forklarer Ida.

– Næh, jeg var nok ikke uøm nok, indskyder Ulrika selverkendende.

Ida Riesterer

Ida fortsætter:

– Jeg har lært alt om trav her på Ådö hos min familie. Så da jeg skulle læse på gymnasiet, syntes jeg ikke hestelinjen kunne tilføre mig mere, så jeg valgte økonomi i stedet. Men jeg skal have med heste at gøre. Selvklart. Det bliver ikke noget med økonomi eller noget andet end heste. Det handler nutiden om. Og det kommer min fremtid også til at handle om.

Ud over det, hun har med hjemmefra af lærdom om heste og travsport, så har Ida i sommerperioderne i gymnasietiden arbejdet hos Stefan Melander, hvor hun også har været i USA og haft job hos Marcus Melander nogle måneder. Derudover har hun arbejdet hos Jørgen Westholm i Sala i et halvandet års tid.

Den unge jockey-komet Ida Riesterer

Første sejr som 15-årig

Ida tog licens i 2014, det år hun fyldte seksten. Og hun nåede at vinde løb det år, inden fødselsdagen indtraf, således at hun faktisk kunne notere sig sin første sejr i den svenske rikstoto allerede som femtenårig.

I år lagde Ida ud med brask og bram og kørte på selve Nytårs-dagen Dark Rooster trænet af Rommes Emma-Sara Sjöberg til sejr i Sølvdivisionen under en V75-omgang i Bollnäs. Hvilket var Idas første V75-sejr. Det er endvidere blevet til endnu en sejr i år, nemlig med Cash T J, der trænes af mor Ulrika.

I 2020 vandt Ida på Solvalla det prestigefyldte Guldklockan – et løb for Sveriges fremmeste lærlinge. Sejren kom i hus med Twinkle Face trænet af Sibylle Tinter – i øvrigt i dødt løb med Mats E. Djuse bag Petri Salmela trænede Kaptah. Ida vandt i øvrigt tre af de indledende afdelinger af Guldklockan med to fra Jørgen Westholms kvarter, nemlig Ara og Easy Cash, og så med Tuomas Pakkanens Crystal Cool.

Det er naturligvis kun et udpluk af Idas mange meritter i sulkyen i sin relativt korte karriere, men det kommer for vidt her at gennemgå dem alle.

Ligesom sin datter var Ulrika under sin opvækst på Ådö hos forældrene Lester og Marie Louise og farfaren Lars omgivet af travheste, og hun deltog ivrigt i pasning og træning. Ligegodt tog hun en gymnasieeksamen, hvorefter hun uddannede sig til bygningsingeniør, og hun nåede faktisk at arbejde to år i et entreprenørfirma, hvor hun deltog i alle landmålingsarbejderne nødvendige for udformningen af bane 3 på Arlanda, inden hun valgte udelukkende at hellige sig travsporten hjemme på Adö Säteri.

– Min far, Lester Eriksson, helligede sig travet efter sin fantastiske karriere som frisvømmer. Men det var forbavsende lidt han fortalte om sin svømmekarriere. Det gjorde han ikke meget ud af. Sådan var det ofte med generationerne før min. Men min far slap dog ikke svømningen helt, selv om travet tog over, og han gjorde sig godt bemærket og vandt mange topkonkurrencer for veteransvømmere, bemærker Ulrika eftertænksomt.

 

 

Ida med et Who’s Who-føl, der opholder sig i boks indendøre efter at være født en uge for tidlig – men føllet er frisk og sundt og er lige så “kælle” som den sødeste hundehvalp – næsten alle heste på Ådö Säteri virker til at stortrives og udstråler glæde og harmoni

Jonathan

Idas bror Jonathan er også en vigtig del af livet på Ådö Säteri. Jonathan tager hånd om produktionen af alt grovfoder, og han vedligeholder og passer de baner, hvor hestene træner i det daglige, og så hjælper han Ulrika med at sætte unghestene for vogn.

– Jonathan varetager her på gården alle de opgaver, som indbefatter maskiner, og han er ligeledes meget aktiv i de entreprenør-opgaver, der er her uden for selve gården. Alt efter årstiden så finder han altid noget at kaste sig over lige fra snerydning om vinteren til høslet om sommeren. Om foråret og under høsten er han altid ude at hjælpe til hos vore nabokollegaer med henholdsvis at så og høste korn, supplerer Daniel med.

Ulyksalig hændelse

I mange år var Ulrika både træner og kusk, men de senere år er det med at køre løb nedtonet for hendes del.

Ulrika Riesterer har efter et uheld hjemme på farmen begrænset sin kuskeaktivitet på banerne – men hun træner lige godt travheste på livet løs

Det skete efter en ulykke hjemme på Ådö, som indtraf i 2013.

– Ja, jeg ramlede af herhjemme under en køretur med en travhest, jeg trænede, og jeg kom ganske svært til skade. Min ene lunge og min ene nyre var kollapset, og en del ribben var knækkede. Det betød lang tid på sygehuset, måneder faktisk, og derfor er jeg heller ikke i dag så vild med at køre. Jo herhjemme gør det mig ikke noget, men jeg bryder mig ikke om det ude på banerne – jeg kan godt mærke efterveerne i kroppen endnu. Det var så set i denne sammenhæng ret heldigt, at Ida året efter, i 2014, tog licens, og så har hun siden været med til at tage køreturene med mine heste.

Men helt har Ulrika altså ikke lagt kørehandskerne på hylden. I år er det i to starter på Solvalla blevet til to tredjepladser.

 

Ulrikas mage Daniel – er ishockey-entusiast, men har lært sig at begå sig i sin hustrus virksomhed, og jo, han ser ud til at kunne håndtere heste på et forsvarligt sæt…

Jagtterræn

Daniel Riesterer, svensker med tyske aner, deraf efternavnet, kom allerede som helt ung på Ådö Säteri, dengang hvor Ulrika bare var en helt lille pige. Det gjorde Daniel, der er de der 6-7 år ældre end Ulrika, fordi hans far var forvalter af jagten på Lester Erikssons Säteri på Ådö, og da betød de ikke rigtigt noget for hinanden, Daniel og Ulrika.

 

I dette hus på Ådö bor Ulrikas mor Marie Louise

De fandt først senere sammen. Daniel drev en større, lukrativ grossistvirksomhed inden for vin, øl og spiritus, hvilken han solgte i 2007, da Ulrika tog professionel travtrænerlicens. Daniel kunne så tillade sig at være hjemmegående far og samtidig bistå Ulrika med trænervirksomheden.

– Jeg har som ung spillet ishockey, og ishockey er min store passion. Men jeg bidrager pligtskyldigst til arbejdet i forbindelse med Ulrikas trænergerning, forklarer Daniel, som man godt kan se, godt kan tage rigtig hånd om hestene. Under vort besøg er han dog ganske forbandet og har en sort sky svævende over hovedet. Men det er fordi Sverige netop har tabt en vigtig ishockey-match efter at have ført komfortabelt undervejs.

Ådö Slott, der som nævnt er fra midten af 1600-tallet, har gennem tiden været hjemsted for kongemagtens betydeligste adelsmænd, og sædet har ofte stået til rådighed for de svenske kongers jagtinteresser.

Sommeren 2015 dannede Ådö Slott basis for indspilning af scener i Svensk TV’s thrillerserie Jordskott. Man opførte enkelte kulisser og møblerede nogle rum om, men i det store og hele benyttede man under optagelserne det eksisterende miljø inde i slotsbygningen.

Jordskott-serien er en skræmmende historie med rødder i den svenske urskov. Ved hjælp af optagelser fra forskellige historiske bygninger fra middelalderens tid, de svenske storskove og udstrakte naturlandskaber, herunder altså også Ådös troldeskove og sirenebeboede engskrænter, lykkedes det de svenske filmfolk at få skabt et suggestivt og storartet scenarie.

Ådös vartegn: Ekkotemplet. Den gamle slotspark fra de forrige århundreder findes ikke mere, men er nu omdannet til folde og træningsbaner for travheste – en reminiscens fra tidligere storherrers ejerskab af slottet udgør Ekkotemplet helt nede ved Mälaren – et udehus, som tjente til datidens dekadente grevskaber og disses gæsters underholdning, idet man her kunne indtage et måltid og have en god udsigt, og så samtidig forlyste sig med den ekko-effekt, der var mellem søjlerne under taget. Fornylig blev det anvendt til et bryllup, hvor præsten og brudeparret dog måtte træde ud foran, for man kunne på grund af ekkoeffekten ellers ikke høre, om brud og gom sagde ja eller nej…

Ved den østlige ende af Ådö – der hvor Ekkotemplet står – kan man se over til Ekerös vestlige ende, der hvor der på Ytterste befinder sig Menhammar Stuteri – det tager ingen tid at skulle ro derover – men i bil skulle der bruges måske en lille times tid.

Forbindtlighed – Ulrika i fortrolig samtale med et af Ådö Säteris mange føl

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen