Den 30. juni i år bestod Lasse Christensen trænereksamen. Ganske flot klaret af en kun 17-årig gut, der først for alvor tog travsporten til sig for fem år siden. Før det stod den på computerspil. Men så blev Pac-Man og Portal 2 skiftet ud med Petri, en travhoppe, som Lasse fandt nøglen til.

Lasse har det ikke fra fremmede. Lasses farfar Emil Christensen, der i sine velmagtsdage var landmand i Farsøområdet i Himmerland, startede med at have travheste, som han tilbage i tresserne og halvfjerdserne bragte til start især på Skive-banen. Emil Christensens to sønner Gert og Knud var fra barnsben med på det med heste, især travhestene.

Knud Christensen er Lasses far. Han omtales oftest som Flamingo-Knud, og så er de fleste nok med på, at vi har at gøre med en travmand, som for alvor har været med til at sætte kolorit på travsporten, blandt andet med sit Stutteri Flamingo, hvorfra der er udklækket adskillige derbyvindere, blandt andet.

Knud Christensen har i hele sin voksentilværelse således som opdrætter og hesteejer udgjort en ikke ubetydelig faktor inden for travsporten. Knud havde dog for en halv snes år siden en periode, hvor han kraftigt overvejede at drosle ned på sit engagement i denne sportsgren.

– Ja – min søn Lasse er skyld i, at jeg stadig har god skrue i vandet hvad angår travsporten, erkender Knud Christensen.

Væk med pc’en

Petri nyder at græsse i sin fold. Foto: Privat

Lasse tog licens for to år siden, idet han som 15-årig fik dispensation til at køre travløb sammen med de voksne og har indtil nu kørt op imod fyrre løb. Interessen har han naturligvis med hjemmefra, men det var ikke lige fra helt lille af, det klikkede mellem ham og hestene.

– Næh, jeg var vel en 12-13 år, da jeg for alvor tog travet til mig. Ellers var det især computeren, som trak i mig. Og i nogen grad også fodbold, men mest sad jeg dengang bag en pc-skærm. Som vordende teenager  begyndte jeg dog mere og mere at hjælpe min far i stalden, og ja, så fik jeg min egen hest, hoppen Petri, som jeg fik i julegave, og som jeg helt og holdent bare faldt for. Det er hende, som virkelig fik mig til også at falde for travet. Jeg var solgt, indrømmer Lasse, der således gik lige rakt ind i sporten ved straks at tage hånd om og træne og køre de store heste modsat så mange andre unge kuske, der har lagt vejen forbi ponytravsporten.

– Nej, jeg har ikke dyrket ponytravløb, smiler Lasse.

– Tanken om at gøre det strejfede mig dog, men så syntes jeg, at jeg var blevet for stor, og på den måde gik jeg direkte til de store heste. Det er jeg rigtig glad for i dag.

Nu har han så trænerbeviset i hånden. Så hvad skal der nu ske?

– På sigt kunne jeg godt tænke mig at nedsætte mig som travtræner, men jeg vil først uddanne mig noget mere. Først og fremmest vil jeg søge almen dannelse gennem en HF-eksamen. Det tager to år, og det går jeg i gang med til høsten. Så vil jeg have et par heste i træning sådan mere på hobbybasis ved siden af studierne. Dernæst vil jeg tage nogle tørne hos travtrænere – gerne i udlandet, og jeg har allerede kontakt med nogle folk i USA, så jeg allerede kan komme derover et par uger i efteråret – det skal jeg nok få passet ind med skolen, udreder Lasse.

– Selv om jeg kan køre løb, altså har licensen til det, så vil jeg som træner nok ikke satse på at være kusk.  Jeg synes, det er bedre at overlade den ting til de professionelle trænere og jockeys. De kan nok gøre det bedre end mig, forklarer Lasse Christensen. Jeg kan bedre lide at træne og gøre hestene klar. Det er den daglige omgang med hestene, som interesserer mig.

Træningsfilosofi

Når det gælder ældre heste, så vil Lasse tilpasse træningen individuelt til de enkelte heste. Nogle kan lide ridetræning, andre ikke. Nogen kan lide eller have gavn af at løbe på et fastere underlag, andre ikke. Sådan er det hele vejen igennem, så Lasse vil bruge tid på at finde frem til hestens stærke og svage sider, dens præferencer og hvad det er, der giver hesten den største lyst til at yde det optimale. F.eks. fandt Lasse i sin tid ud af, at Petri havde gavn af og faktisk nød 300 m intervaller under rytter i dybt sand, så det var det oplæg, der skaffede hende indtægter på travbanen.

Lasse Christensen ved den rundbane ved naturparken i Vemb, han kan benytte til tempoarbejder med hestene. Der er også mulighed for at køre langsomt i skovene rundt om naturparken.

Hvad angår ungheste, så vil Lasse tilrettelægge et roligt koncept. Dvs. at der skal ikke køres stærkt med de unge heste, ikke stærkere end 1,35. Til gengæld skal de så have masser af kilometer i benene. Som udgangspunkt skal unghestene ikke trænes på et blødt underlag, men på et godt fast underlag, hvor det ikke gør noget, at der på toppen ligger en smule løst sand, som der gør på træningsbanen hjemme ved faren, men unghestene skal ikke trave i bløde underlag, hvor dybderne f.eks. er på 10 cm eller mere.

Afsky for grise

Fra omvæltningen fra pc-nørd til staldmand for de her ca. fem år siden erindrer Lasse en speciel episode, hvor hans storesøster havde lokket ham med ud at ride.

– Jeg kom ved den lejlighed til at ride lidt for hurtigt, da vi kom forbi en svinefarm.

– Og grise er ikke lige hestes kop the, skulle jeg hilse at sige. Grise kan de simpelt hen ikke lide. Så min hest tog ved og ville derudad, og det var jeg ikke helt tryg ved. Det lykkedes mig dog med opbud af alle mine kræfter at få hold på den, og så skridtede vi lige så stille hjemad.

– Episoden fik adrenalinet frem i mig, men jeg panikkede ikke. Jeg syntes, det var vældig morsomt, og jeg ville prøve det igen. Altså at ride i stor fart. Og så blev jeg mere og mere komfortabel med det, og ja, jeg blev faktisk helt bidt af det.

Hesten, som Lasse som 11-årig fik i julegave, hed Petri. Ingen havde hidtil rigtigt fået det optimale ud af hoppen; hun drillede dem. Lasse begyndte at træne hende. Det gik tiden med hver dag efter skole, og kemien mellem ham og Petri var tilsyneladende i top, for hun faldt til og begyndte at få resultater på væddeløbsbanen.

– Der var og er stadig et helt specielt bånd mellem mig og Petri, og det var også på den måde, at jeg fandt ud af, at det her med travheste, det var lige mig.

Knud fik ret

Petri er efter Carmody Lobell. Han var en hingst, som Lasses far Knud Christensen havde fået til landet. Mange såkaldte avlseksperter mente, at Knud havde begået en kæmpe fejl ved at investere i en hingst, der ikke havde ordentlige meritter. Jo jo, den havde da en god afstamning, idet begge hestens forældre havde vundet det yderst prestigefyldte Hambletonian i USA. Dog havde Carmody Lobell jo ikke selv præsteret noget af betydning, påpegede man.

Lasses far, Knud Christensen, er som sagt manden bag et af landets største stutterier, Stutteri Flamingo, der blandt andet har opdrættet flere derbyvindere.

I starten  var det næsten umuligt for Stutteri Flamingo at få Carmody Lobell godkendt som avlshingst af sportens kåringskommission, så ilde set var den her hingst på hestesportsparnasset, men Knud holdt stålfast ved, og hingsten fik efterhånden bevist sit værd i avlen.

Knud Christensen skuer i en af sine få ledige stunder ud over sit livsværk Flamingo Naturpark. På samme matrikel går også de fleste af Stutt. Flamingos heste.

Knud mente således ikke, han havde begået en fejl ved investeringen i Carmody Lobell. Han havde tillid til hingstens gener, og han fik ret. Carmody Lobell var som avlshingst et rigtigt eventyr, og han har i afkomslisten ti heste, som har tjent over en million kroner. Derudover har han bredt avlet mange nyttige væddeløbere.

Knuds far havde jo også travheste, og ofte var han og sønnerne til trav i Skive. Knud vandt en dag i starten af halvfjerdserne en større gevinst på et stregspil på banen i Skive. Ca. 8000 kr. lød gevinsten på, og da der samtidig den dag var en travhest til salg for det beløb, slog Knud til. Til at begynde med gik det ikke flatterende godt for hesteejerprojektet, men Knuds vilje er formet af stål, så efter en dårlig start fik han greb om hesteejerprojektet og dannede Stutteri Flamingo, der i dag som nævnt kan kigge tilbage på en lang række perler blandt opdrættet.

Flamingo – ikke til at løbe fra

Knud Christensen kan jo ikke løbe fra, han har et vist iværksætter-gen. Hans uddannelsesbaggrund er som mekaniker og som kampvognssoldat ved militæret, men egentlig har han mestendels af sit liv været restauratør og forretningsmand. Knud Christensen er manden bag en række bodegaer, spillesteder og diskoteker i det jyske, især i kulturbyen Holstebro, hvor han tidligt erhvervede sig Flamingo Pub og med denne værtshuset og spillestedet Kielgasten.

Foran museet i Flamingo Naturpark er der mulighed for at de besøgende kan nyde en rolig stund evt. med mad og drikke

Flamingo Pub kom til at præge Knud Christensens brand – det limede sig fast til ham, så han lige så godt kunne tage tyrene ved hornene og kalde sit stutteri og sin naturpark op efter sin pub.

Kielgasten, der var et højt skattet spillested, hvor mange nationale og internationale musikere gennem tiderne har lagt vejen forbi, grundlagde et livslangt venskab mellem Knud Christensen og skjalden Kim Larsen, som elskede at optræde dér. Og som i øvrigt gav en lille koncert i naturparken på Knuds 40-års fødselsdag – på det sted hvor parkens ønskebrønd står i dag.

Ønskebrønden – her stod Kim Larsen og spillede til Knud Christensens 40 års fødselsdag

Kim Larsen forelskede sig også i Kielgastens logo, som han lånte til en plade og en musical, der begge blev opkaldt efter stedet. Kielgasten er en hollandsk naver, der engang i fordums dage var havnet i Holstebro. Hollænderen forsvandt hurtigt, men navnet blev hængende ved adressen.

Interiører fra hhv. Flamingo Pub og Kielgasten er genskabt i museet i Flamingo Naturpark

 

En lykkelig fejl

Flamingo Naturpark er et projekt, som Knud sammen med sin gode ven Johnny har arbejdet på i 37 år, altså siden Knud i 1983  erhvervede ejendommen ved Vemb – og de første syvogtyve år uden at vide, at det i virkeligheden gjaldt en sikker publikumsmagnet.

– Næh, først og fremmest var det jo et privat projekt, vi lavede, for at gøre omgivelserne attraktive som beboelse for os selv. Men for godt ti år siden tog det en kovending, beretter Knud Christensen.

– Ja, ved en regulær fejl fra min side. Men der er jo aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg var kommet til at opføre en pavillon, der ikke opfyldte lovkravene. Jeg forsøgte i første omgang uden held at få dispensationsgodkendelse fra myndighederne, men pludselig stillede de sig positivt over for min ansøgning, dog med det krav, at så skulle jeg åbne haven for offentligheden.

Stemningsbillede fra Flamingo Naturpark

– Den pille måtte jeg lige have tid til at sluge, men jeg indtog den – og da vi først fik gæster i haven, glade og fornøjede var de, så tænkte jeg: hvorfor havde vi ikke bare gjort det fra starten!? Gjort haven public.

– Nu har vi ud over en kuperet have med massevis af blomster en lille sø med et hav af forskellige åkander samt en række  skulpturer og en pavillon, der i parentes bemærket er forpagtet til en restauratør, en ønskebrønd, en kopi af et kloster og et lille museum, hvor blandt andet en 2CV fra min nu salig gode ven, Kim Larsen, står til beundring.

Knud Christensen ved den 2CV, der befinder sig på Flamingo Naturparks lille museum. Den hæslige and, et af mange kælenavne for denne bilmodel, erhvervede sangeren Kim Larsen sig efter premieren på filmen Midt Om Natten – han forærede den siden til vennen Knud Christensen.

Rygstød til udfordrede unge

Midt- og Vestjyske kommuner har i de senere år sendt unge, der er træt af skolen, ud til Knud, for at lære at arbejde og møde til tiden. Og det er faktisk gået så godt, at mange af de unge havde svært ved at forlade Flamingo Naturpark, når forløbet var slut. En del af dem er også kommet videre ud på arbejdsmarkedet. Og en af de mest talentfulde travkuske, Hussein Kassir, opdagede suset ved heste under sit ophold hos Knud. Hussein havde en broget fortid, og han havde ikke meget lyst til at hjælpe til, indtil han satte sig op i en sulky. Nu er han en eftertragtet kusk, og arbejder som staldmand og jockey hos  travtræner Gordon Dahl i Aalborg.

En familie med ’go’ i

Knuds iværksætter-gen har han nok fået i vuggegave. Knuds familie stammer fra Himmerland, hvor faren Emil Christensen ud over en overgang at bestyre landbruget på Testrupgård ved Ålestrup også var farmer og handelsmand med base i Fendrup tæt på Farsø. Moren Agnete Helene Aagesen Christensen var som ung elitegymnast og drev  siden en gymnastikskole, stod for vaskeriet på et plejehjem, og var en overgang sågar ansat på et børnehjem i Jægerspris. Mens hendes tre børn, to sønner og en datter, var små, var hun hjemmegående landmandskone, og her kunne hun stolt fremvise en frodig køkkenhave og en smuk blomsterhave – så hvad Knud angår er Flamingo Naturpark vel ikke skabt helt ud af ingenting?

Knuds bror Gert, der i dag driver en motorcykel-forretning i Farsø, er stadig involveret i travsporten ligesom hans søn Kim er bidt af travsporten. De to har sågar gået ind som medinvestorer i Stutteri Flamingo og er ejere eller medejere af en hel del af hestene herfra. De har blandt andet også Fireblade og DAD Flamingo, der begge lige har startet i Århus.

Af Knuds fem børn er det dog kun Lasse og storesøsteren Chili, der dybere har involveret sig i travsporten.  Chili er faktisk opkaldt efter forfatteren Dan Turèlls kone – dem havde Knud Christensen også et godt forhold til, da især Dan yndede at komme på Kielgasten. Datteren Chili danner i dag par med travtræner Flemming Jensens søn Mads Friborg, og han og Chili træner et par heste på deres ejendom i Hjallerup. Vi taler her om Bo Westergårds tidligere tilholdssted alias Flemming Jensens gamle gård.

One For The Moneys hingstføl fra i år – efter Dream Vacation. Måske det sidste efter denne hingst? Han befinder sig i øjeblikket sammen med moderen hos Knuds datter Chili i Hjallerup. Foto: Privat

 

Knuds far – Lasses bedstefar Emil Christensen – opholdt sig på sine ældre dage hos sønnen Knud i Vemb og deltog ofte i træningen af hestene. Begge Lasses farforældre er i øvrigt nu gået bort.

Lasse husker:

– Vi har jo en rundbane til træning af hestene her på min fars ejendom. Det kan ofte være en udfordring at få unge heste gjort vant til autostart – altså at få det skemalagt med de muligheder, man tilbydes på banerne for at øve den startmetode. Så vi jokede med at ville sætte en stige op bag min farfars stationcar og så øve det på vores egen bane, men det var farfar ikke umiddelbart indstillet på. Men en morgen, hvor vi ude på vores egen bane med de unge heste, trillede han lige så stille ind på banen med stigen spændt vandret fast bag sin bil. Han havde givet sig, og så kunne vi træne autostart.

Emil Christensen – far til Knud og farfar til Lasse – havde en række travheste i sine velmagtsdage – blandt andet Minna Girl. Her ses hoppen i programmet til Skive engang i 1971 – i det pågældende løb blev hun femte, men kom med en frisk sejr fra Aalborg. Bemærk at dengang indeholdt startlisten i programmet ikke hestenes præmiesum og ikke navnene på de kuske, der havde siddet bag de seneste starter

Veteraner med PTSD

Knud Christensen er ved at gå i gang med at realisere en ny plan, han har fostret. Han vil søge et kæmpestort område af sin skov fredet og samtidig få tilladelse til at anlægge en sø her og så få bygget en samling træhytter rundt om denne sø. Ideen er så at give fortrinsret til  veteransoldater med Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) at bo i disse, gerne med deres familier, så de kan søge fred og ro til at få bearbejdet traumerne. Ideen er blandt andet fostret hos Knud i og med, han selv har haft en god årrække ved militæret under sine unge år

– Ja, det var en herlig tid, og nu vil jeg betale lidt tilbage. Bureaukratiet mangler at få givet mig alle nødvendige tilladelser, men det ser ud til, at alt vil falde i hak, og vi er så småt begyndt anlægsarbejdet med at skabe søen, lyder det fra Knud Christensen, som har fået megen ros for sit initiativ, ikke kun fra en lang række fagfolk, men også fra politikere dækkende hele spektret fra højre til venstre.

Rekreativt område for veteransoldater med ptsd – sådan et område med en sø og hytter omkring regner Knud Christensen med at have anlagt i skoven på sin ejendom i Vemb inden for en overskuelig fremtid

Lasse har som kusk i 37 starter opnået to sejre, begge høstet med Bølle A P, som i øvrigt i år har vundet med træneren Jan Friis i sulkyen – Jan Friis er nabo til Flamingo Naturpark, og Lasse er lige nu ansat ved Skivetræneren. Når han skal gå på HF bliver det formentlig kun i weekenderne og ferierne, Lasse kan gå Jan Friis til hånde. En anden nabo til naturparken er Tom Kirkegaard, kendt for opdrættet med kendingsbogstaverne ’K K’ i navnet.

Lasse Christensen  er måske den yngste person nogensinde, der har taget trænereksamen. Klaus Storm fra DTC kan adspurgt herom ikke komme i tanker om nogen, der skulle have været yngre end Lasse – men sidder der én derude, der ved noget andet, så er vedkommende velkommen til at kontakte dette site eller DTC.

Lasse varetager i dag ud over den lidt ældre Bølle A P træningen af fire G’ere, altså 2-åringer. Om dem siger han:

Lasse med Bølle A P

Bølle A P (S J’s Photo – Gertrud Skov)  skal starte på, så længe han synes, det er sjovt, gerne med mig selv som kusk.

Gaia Torp (Kanonis Lobell – Promising Angel) ser jeg som et stort talent. Hun gør, hvad hun kan, og det, hun får besked på. Hun har en rigtig god teknik. Hun kan de der 1,25 og hvis alt går vel, kan hun godt tænkes at starte i løb om et par måneder.

Geronimo Flamingo (Ens Snapshot – Petra Skov) har jeg stor tiltro til. Hun er en vældig fin hoppe og har en god indstilling til det hele. Hun skal i fremvisningsløb fredag den 31. juli med Knud Mønster i sulkysædet, og hun kan også de der 1,25. Om alt går vel, kan hun tænkes at starte i løb om et par måneder.

Guns N’Roses (Kanonis Lobell – Tango In T’Night) er lidt mere tung i det, men han er stærk som en okse. Jeg tror, han skal leve på sin styrke, og jeg tager det forsigtigt med ham. Der bliver tidligst tale om at starte i løb til næste år.

Gasolin Flamingo (Michael’s Turn – One For The Money) er sent født og derfor også sent udviklet. Ydermere har han døjet med mus i haserne og er opereret, så han skal ikke begynde at træne på for alvor før tidligst om to måneder. Helsemæssigt  er han lidt sensibel, men jeg tror ganske meget på ham på sigt.

Derudover har Lasse jo naturligvis en række åringer og føl at se til, så han keder sig bestemt ikke.

Hashtag Flamingo (tv) efter O’Grady og Lasses øjesten Petri er lige kommet ii lære som væddeløber. Ved en fest kom Lasse i kontakt med et ægtepar, Lone Korsgaard Jürgensen og Kenneth Adler Hansen, som var meget interesseret i travheste og gerne ville være med i sådan én. De havde forsøgt at købe sig ind i anpartsprojektet Billundhesten, men var kommet for sent. Lasse syntes, de ikke skulle snydes for fornøjelsen af at være hesteejere, og i det festlige lag kom så en aftale med ægteparret om erhvervelsen af Hashtag Flamingo, som ofte får besøg af sine nye ejere, der er meget begejstrede for tiltaget. Lasse spår i øvrigt O’Grady en fornem karriere som avlshingst. Th bag Lasse skimtes Hill Torp.

Stutt. Flamingos følhopper

Petri (Carmody Lobell – Diamond Model) mor til Hashtag Flamingo og i fol ved  Ens Snapshot. Medejerne af Hashtag Flamingo har også købt sig ind i Petri med 1/3 til hver, således at Lasse stadig har den sidste 1/3.

Livi Goal (Gill’s Victory – Concordia) har hingstføl efter Dream Vacation.

Velvet Flame (Pine Chip – Kalia) har hingstføl efter S J’s Photo. Hendes 2020-afkom er formentlig det aller sidste efter S J’s Photo.

It’s Over Hanover (Cantab Hall – Photo Of A Lady) mor til blandt andet Highway Flamingo (Panne De Moteur) og har hingstføl ved Broad Bahn.

Gertrud Skov Carmody Lobell – Orkide Flamingo) mor til bl. a. Bølle A P og Hope Of Sam (O’Grady) samt et hingstføl fra i år efter Florida Hanover, i fol ved Ens Snapshot.

Tango In T’Night (Great Challenger – Victoria Drive) mor til Hey Joe Flamingo ved Michael’s Turn.

Dont Pay Diamond (Dream Vacation – One For The Money) – i fol ved Readly Ekspress.

Blue Wave (Speedy Crown – Fish Keeper) – mor til Nobodybeatsthebeast, pensioneret, otium, 28 år gammel.

One For The Money (Not Disturb – Blue Wave) hingstføl efter Dream Vacation, er i fol ved Michael’s Turn.  Udlånt af Peter Rudbeck.

 


Velvet Flames søn fra i år efter S J’s Photo – formentlig den sidste efter denne hingst i det hele taget

Føl efter It’s Over Hanover – faldet efter Hambletonian-vinderen Broad Bahn

 

Følhopper og føl i en afslappende eftermiddagsstund i folden

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dag, Tirsdag den 30. juni bestod Louise V. Mortensen trænereksamen. Hun er nu klar til at starte en ny tilværelse som public træner på Billund-banen, såfremt bestyrelsen godkender hendes ansøgning.

– Ja, jeg lever og ånder for travsporten og vil gerne give det et skud som A-træner her i Billund, hvis bane jeg stort set altid har været knyttet til. Det må også være tiltrængt for banen med nye friske pust – jeg håber da nemlig, at flere af de nye trænerkandidater også melder sig i Billund – for her er ikke overbefolket med A-trænere, lyder det fra den nye trænerkandidat.

Om sin baggrund fortæller Louise:

– Jeg er vokset op i Ølgod, og i starten af mine teenage-år kom jeg meget hos den i Billund navnkundige ildsjæl Linda Nielsens far i Ølgod – han stod blandt for pasningen af Stutt. Vallunds heste – og jeg fik blod på tanden med hensyn til travsporten. Jeg passede min skole, og jeg har også taget en hf-eksamen, men ellers drejede alt sig om travheste. Jeg har lært yderligere grundtrin hos Søren Johansson, der nu er på Fyn, men en overgang var Billund-træner. Derudover har jeg korte arbejdsperioder hos Christian Lindhardt, da han og Chistina var i Tyskland,  og Morten Juul i Skive at tilføje CV’et. Jeg har også haft mine egne heste gennem årene. Den første hed Israel, og den var der ikke så meget at skrive hjem om resultatmæssigt, men at arbejde med den og flere andre heste har jo givet mig en del kundskab.

Om sin måde at gribe trænergerningen an på beretter hun her:

– Jeg vil koncentrere mig om trænerarbejdet. Drage omsorg for hestene, få dem i den rigtige kondition og form, sørge for den rigtige udrustning og balance. Fokusere på hestenes psyke og deres helse generelt. Især er jeg obs på det med fysisk og psykisk helse, og jeg har fuld fokus på vigtigheden af dyrevelfærd – det er centralt, for det er vigtigt for hestene, og det er vigtigt for sportens renommé.  Køreturene i løbene overlader jeg til catch driverne. De har den fornødne respekt omkring sig og har gennem utallige løb i bagagen oppebåret den snarrådighed, der kræves for blandt andet ikke at blive sat af i sporene i løbene.

– Jeg vil gerne kendes på at være en all round træner, hvor det at forberede løbsheste og køre ungheste til begge skal være indarbejdede elementer i min virksomhed. Som det ypperste ser jeg gerne i min stald en række fint afstammede ungheste, som jeg kan få lov at gøre klar til tilværelsen som væddeløber.

Louise vil antagelig ikke køre så mange løb som professionel travtræner, men overlade dette til catch drivers – men hun har altid fremstået som en kompetent kusk – her ses hun vinde sin seneste sejr på Billundbanen – året 2016, hesten Opollo Top

Strandtræning

Louise bor i Billund by og har et halvdagsjob at varetage.

– Det slipper jeg ikke i opstarten af min trænerkarriere, men ligeså snart det viser sig økonomisk holdbart, så kvitter jeg selvfølgelig det job. Jeg vil starte med at have heste opstaldet på banen i Billund, og så kan jeg også have nogen stående i oplandet, blandt andet måske hos Michael Poulsen, hvor jeg har nogle opstaldet nu. Men hvis det udvikler sig positivt med  tilgang af heste til min trænerstald, så vil jeg da kraftigt overveje selv at købe et egnet landsted med stalde og træningsmuligheder.

Lige nu varetager Louise strandtræning af sejrshesten V M Viking Cup – det gør hun tre gange i ugen for dens opdrætter og ejer Vagn Møller, der ellers træner og passer sin øjesten derhjemme

– De heste, jeg har nu som amatør, træner jeg ugentlig på sandstranden på Rømø. Det er en  perfekt strand, ligesom en fuldgod bane, som ikke kræver meget vedligeholdelse. Vi kører gerne 7 km mod syd, joggende med hurtigere intervaller imellem – og så jogger vi tilbage igen. Vi skridter dem af i vandkanten, hvor de får lov at gå i vand til knæene – det er faktisk også hård træning a la sandbanetræning, men måske alligevel mere skånsom, og hestene elsker det. Også at de kan se ud over de store vidder og ikke bare indkredsningen af en travbane. Selvfølgelig vil strandtræningen også være en væsentlig del af træningen hos mig som professionel.

Stilstudier i V M Viking Cups glæde ved træning i vandkanten på Rømø

– Om sommeren kan der være overrendt på Rømø af danske og udenlandske turister, men vi møder for det første gerne tidligt om morgenen før turisterne og Fanden får sutsko på, og derudover kender jeg jo forholdene som min egen bukselomme og kan undgå de mest turistbelagte steder. Jeg kender også stranden ud og ind, og det benytter jeg i forhold til, hvor jeg lige kører hestene – på de hårde eller bløde steder i sandet alt efter hestens konstitution og behov.

 

Louise V. Mortensen – nu som professionel travtræner

Sådan slutter Louise V. Mortensen, måske snart ny træner på Billund-banen, og hun håber på stor opbakning fra hesteejerne  til hende selv og de andre nyuddannede trænere, der altså tirsdag afsluttede en række måneders teoretiske studier med eksamen på Seges i Århus – en eksamen, som kandidaterne længe havde sukket efter at få afholdt, i og med coronasituationen havde været med til at udsætte tidspunktet nogle gange.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

På visit hos en dedikeret opdrætter. Der går op i det med liv og sjæl. Det samme gælder fænomenet  ´forretningsudvikling´. Det tænder han – næsten – li’såmeget på.

Når man kommer ud i  folden og møder hestene, så slår det straks én, hvor fortrolige de er, hestene, også over for fremmede. De tér sig som små søde hunde: kæledægger.

Det er ikke for at forklejne andre opdrættere: det er en omsiggribende trend fra de seneste decennier om ikke fra før: dagens nye firbenede væddeløbere er altid velafrettede og håndvante. Det er en rar trend, og den er opdrætteren Karl Kristian Guldhammer, manden bag Stutteri Vincent, bestemt en værdig eksponent for.

Dertil kommer, at man også må tilskrive Kar Kristian Guldhammer et vist naturtalent som opdrætter: siden han startede i 2012, har han endnu ikke fået udskrevet en eneste dyrlægeregning på sine følhopper. Ingen af hans heste har i den periode været syge med forkølelse, hoste eller feber. Bank tre gange under bordet!

Gaia Enghaven – en af de første følhopper Karl Kristian Guldhammer anskaffede sig – med dette års føl

I 2012 investerede Karl Kristian Guldhammer i tre følhopper, to danskopdrættede, nemlig Gaia Enghave og Kanon Pejsegården samt en svenskopdrættet, Elusive Shine. Hermed skabte Guldhammer grundstammen i sit dengang nyoprettede Stutteri Vincent, og det er siden gået slag i slag med opdræt herfra. Siden er følhopperne Tioga Downs og Dreamabout Vincent kommet til.

– Tre af mine avlshopper, Gaia Enghave, Elusive Shine (s) og Tioga Downs, har i årets første 25 starter præsteret en imponerende flot sejrsprocent på 24 gennem deres afkom Broadway Vincent, Dior Vincent (Norge), Espere Vincent, Dolce Gabbana (Tyskland), Elusive Vincent og Formidable Vincent, påpeger Guldhammer.

Guldhammer er vokset op på en mindre landejendom i Tranum ikke langt fra Jammerbugten. Som barn og ung fik Guldhammer interessen for travsporten. Det gjorde han gennem sin fars onkel og fætter, henholdsvis Chr. og Ove Guldhammer hjemmehørende i Brovst, hvor de havde en landbrugsejendom med gode træningsfaciliteter. Chr. og Ove var mændene bag de mange gode Pan-opdræt, som især Aalborg-trænerne Finn Larsen og Peter Bratholm i tresserne, halvfjerdserne og firserne ofte sås bag med succes.

– Mine to familiemedlemmer havde i storhedstiden over tredive heste. De var såvel hesteejere som opdrættere, og fætter Ove kørte da også indimellem i løbene, fortæller Guldhammer.

– Men jeg var også dengang som nu bidt af fodbold, og den interesse kom til at overskygge hesteinteressen, i hvert fald som aktiv udøver, idet jeg da så ofte det lod sig gøre gik til trav og lod mig underholde som almindelig publikummer, uddyber Guldhammer.

Regionsdirektør

I 2012 søgte hestevæddeløbssporten som led i en igangværende strukturændring af dens organisation en række regionsdirektører, og Karl Kristian Guldhammer søgte og fik jobbet dækkende den nordjyske region med banerne Skive, Århus og Aalborg.

– Det lød spændende. Jeg havde faktisk slet ikke forestillet mig, at jeg skulle havne i netop den organisation eller have heste.

– Men det vækkede samtidig den hidtil slumrende interesse hos mig for igen at få heste mellem hænderne, og så var det, jeg købte de tre følhopper og startede med opdræt af travere, forklarer Guldhammer.

 

Karl Kristian Guldhammer giver følhoppen Kanon Pejsegården et velfortjent klap

Det er så siden blevet til en lang række væddeløbere med opdrætter-signaturen Vincent i navnet.

– Min søn har en forkærlighed for Frankrig, og den kan jeg også godt finde hos mig selv, den interesse for Frankrig, så det er ofte fransk inspirerede navne, jeg anvender, men ikke udelukkende. Jeg lader mig trods alt inspirere bredt, så f.eks. græske Gude-navne også har fundet vej til mit opdræt. Vincent er dog fransk og betyder noget i retning af ’den sejrende’.

– Min opdrætterfilosofi er at skabe nogle væddeløbere, der har forudsætninger for at klare sig i løbene. Jeg holder bevidst omkostningerne nede, hvilket også betyder, at anskaffelsesprisen ikke behøver at være en mangemilliardær værdig. Det betyder blandt andet, at mit valg af hingste ikke ligger i den dyre ende. Men hingsten skal trods alt have en god rekord og en fin karriere ud over gode blodlinjer. Jeg har derfor benyttet  hingste som Orali, Standout, From Above U S, Gigant Neo og Ravenna, bare for i flæng at nævne nogle.

– Jeg håber da på en stjerne iblandt, men jeg forventer som minimum blot, at mit opdræt kan blive  gode, stabile væddeløbere, der kan skabe glæde i dagligdagen hos deres respektive ejere og trænere.

Flyttede rundt

Guldhammer fik som sagt travbacillen i blodet som dreng og ung mand, men fodbolden tog som ligeledes nævnt  over.

– Ja, og jeg flyttede en del rundt som ung grundet uddannelse og jobs. Jeg spillede altid fodbold i den lokale klub, uanset hvor jeg boede. Det var mest i serierne, jeg gjorde mig – det lokale Jyllandsserie-hold eller serie 1.

– Samtidig uddannede jeg mig til revisor. Det var i min hjemby Brovst. Efter den uddannelse tog jeg det grønne bevis på landbrugsskolen i Vejlby ved Århus.

– Herefter drev jeg i en fireårs tid et landbrug på Horsens-kanten. Jeg havde ikke travheste dengang, men spillede fodbold på det lokale seriehold. Af og til var jeg så dengang på Jydsk Væddeløbsbane. Jeg skulle lige snuse til stemningen og måske lige se, om min onkels og fætters opdræt stadig kunne begå sig, hvilket det som regel kunne.

– Jeg fik i ’86 en diskusprolaps og blev lammet i det ene ben. Det gentog sig i ’88. Så jeg måtte kvitte landbruget. Jeg kunne ikke holde til det fysisk. Så tog jeg overbygningen på landbrugsuddannelsen, og så blev jeg økonomikonsulent i en landbrugsforening i Hjørring, den der i dag hedder LandboNord. Dér var jeg så i seks år

– Herefter boede jeg i Odense, da jeg i ti år fra 1996 til 2005 var ansat i 10 år i Realkredit Danmark som erhvervscenterschef. Det var for Region Syd, og den afdeling for realkreditbelåning af godser og landbrugsejendomme. I 2005 blev jeg headhuntet til centerleder for NordVest Agro i Nykøbing Mors, og så flyttede jeg og familien tilbage til Thisted.

I 2006 blev bestyrelsesformand for HF Mors Elitehåndbold og derefter var jeg fra 2007 administrerende direktør for Håndbold Mors-Thy Håndbold, som er en overbygning på HF Mors og Thisted IK og som rykkede op i ligaen samme år, som jeg var blevet ansat. Der var jeg så indtil 2011. Så var det, jeg blev regionsdirektør i hestesporten. Det var jeg indtil 2014, idet jeg samtidig fra 2012 var konstitueret direktør for Jydsk Væddeløbsbane.

– Efter det blev jeg direktør for fodboldklubben i Thisted, Thisted F C Elite og var her til og med 2019.

Karl Kristian Guldhammer i folden hos følhopperne Tioga Downs og Elusive Shine

Kæpheste

Samtidig med det forpagtede Guldhammer Thisted Rideklub, og på den måde kunne han råde over nogle bokse til sine følhopper og deres afkom samt nogle folde. I dag har Guldhammer ikke længere forpagtningen og dermed ansvaret for driften af rideskolen – det er gået tilbage til ejeren. Nu lejer han hos rideklubben blot de bokse og den jord, han har brug for i sin opdrættervirksomhed.

Guldhammer har med baggrund i sin landmandsuddannelse også sine kæpheste som opdrætter. En af dem er foderet.

– Jeg giver mine heste meget grovfoder. De får en meget stråfoder. Jeg har haft heste siden 2012, og jeg har aldrig haft en dyrlægeudgift på følhopperne. Og ja. En kæphest hos mig er også at lade hestene gå ude hver dag – om det regner, sner, hagler, blæser eller solen skinner: det er lige meget. Jeg kender ikke til forkølelse hos mine heste og kolik, hvis mine heste. De har aldrig haft feber – 7-9-13.

– Det, jeg er fascineret af, er selve hestene. At omgås dem og arbejde med dem for at de skal blive fortrolige med tilværelsen som sportsatleter. De enkelte hestes forskellighed i adfærd og psyke er sjov at arbejde med. Det gælder om at kunne komme ind under huden på dem. Nogle er som en hund, andre er mere reserverede, så dem tager det lidt mere tid med, før de er rigtigt håndvante. Tillid er nøgleordet. Og tålmodighed.

– Det er opdrætning, der  er det primære for mig. Jeg nyder at skabe et travhesteliv ud af et føl.

– Jeg ved, hvornår samtlige af mine opdræt starter, om det er i Norge, Sverige, Tyskland eller Danmark. Jeg skriver via e-mails med alle dem, der har købt heste af mig. Vi er ofte i kontakt flere gange om ugen.

– Det er opdrætningen, der har tricket mig. Alle mine heste er forelsket i mig – alle sammen. Jeg har nærhed til hestene gennem snak og omsorg og kærlighed til dem. Jeg har mange følelser for dem. Når der er et mine opdræt, der vinder, og jeg sidder hjemme i sofaen og ser på det over TV, så sidder jeg og hyler. Så er jeg glad og stolt.

– Jeg er ikke tricket af det at køre løb, altså af at være kusk. Men jeg har stor respekt for dem, der gør.

Føl efter avlshingsten Ravenna og Karl Kristian Guldhammers hoppe Kanon Pejsegården – formodentlig skal den lille frøken navngives Isabélla Vincent

Forretningsudvikler

Da Guldhammer startede med opdræt i 2012, ville han gå med tre følhopper, ikke flere.

– Men  i mellemtiden er hoppen Tioga Downs kommet til, og også Dreamabout Vincent, mit eget opdræt, der grundet en skade måtte stoppe som væddeløber, skal vi nu bruge i avlen, smiler Guldhammer undskyldende på egne vegne.

– I min periode med poster i hestesporten stod forretningsudvikling på menuen over de opgaver, jeg som økonomikonsulent og controller skulle beskæftige mig med.  Jeg var blandt andet med til at skrive oplægget til beslutningen om at skabe selskabet Dansk HesteVæddeløb – DH. Men om tingene er lykkedes helt som forventet, tvivler jeg lidt på, når jeg kigger i bakspejlet. DH har ikke kunnet få den afgørende aftryk og har måttet dele den med Dansk Galop og DTC. Det ser ud til udefra, at der ikke er skabt fælles fodslag om flere af beslutningsprocesserne. Det er vigtigt, at der findes en model med fælles fodslag inden for sporten, ellers lammer det organisationen i forhold til at opbygge en professionel forretningsmodel, som kan løfte sporten med øgede spilleindtægter og andre kommercielle forretningsområder og dermed øgede indtægter til fordeling blandt sportens aktører til følge.

– Man bør – efter min beskedne opfattelse – i hestesporten skele til andre professionelle sportslige organisationer som f.eks. fodbold og håndbold. Her er der en entydig øverste ledelse, der sætter retningslinjerne for klubbernes ageren som deltager i ligaer, divisioner og serier. I f.eks. fodbold er det Divisionsforeningen, som har de kommercielle rettigheder, der udsteder licenserne til klubberne. Klubberne skal opfylde de med licensen forbundne forpligtelser ellers får du ikke lov til at spille og får ikke del i de midler, der er til rådighed. Sådan bør DH, eller hvad man nu vil kalde sportens øverste organ, også udstede licenser til banerne, for at de overhovedet kan afvikle løb. Opfylder man ikke kriterierne, dvs. de fysiske krav til banelegeme og bane- og publikumsfaciliteter, krav til løbsafvikling og mange hundreder andre ting, ja, så lukkes kassen i. Dvs. så bliver præmiepengene cuttet. Man skal stille krav til faciliteter og ikke så meget til organisationsstruktur – den kan man så selv slås med lokalt, for man eksisterer på den her måde mest i kraft af licenserne og opfyldelse af licensbetingelserne. Klubberne har simpelt hen en licensmanual at følge.

Banerne tøvende

– I den af de tre  regioner, man i 2011 opererede med, hvor jeg blev direktør, ville man kommercielt samle Skive, Århus og Aalborg i et driftsfællesskab med en overordnet bestyrelse. Man skulle herigennem kunne koordinere større PR-opgaver, samt indkøbsmæssige opgaver og opnå en synergieffekt. Men efter min opfattelse var bestyrelserne/direktørerne for banerne for stærke til, at denne mission kunne lykkes. Banerne havde tilsyneladende nok i sig selv og ville ikke samarbejde om en ny forretningsmodel. Den forretningsorden, vi opererede med, blev gennemskrevet flere gange, men blev aldrig underskrevet. I de tre år, regionstanken bestod, holdt vi mange bestyrelsesmøder, uden forretningsordenen blev godkendt og underskrevet. Den blev hele tiden behandlet og ændret, men ingen enighed blev opnået mellem banerne. Det var HFF, med Jens Ulrik Nielsen som direktør og Bent Knie-Andersen som bestyrelsesformanden, der sad på pengekassen og bevillingen, og til sidst lukkede og slukkede de for regionsmodel-projektet.

– Man opgav så fra HFF den ide med regionerne, og så blev der tegnet en ny model for organisationen. Det var mig, der fik opgaven i første omgang og jeg udarbejde forslag til en ny model, hvor trav og galopsporten gik sammen på flere niveauer – det blev så DH-modellen, organisatorisk, med en kommerciel forretningsdel ved siden af. Blev den så en succes? Kan man spørge. Ikke just helt – beslutningsprocesserne og hvem gør hvad er tilsyneladende aldrig blevet helt afstemt mellem forbundene Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og Dansk Galop (DG) og selskabet Dansk Hestevæddeløb (DH). De har stadig for meget autonomi, og det svækker Dansk Hestevæddeløb. Der skal være en stærk øverste ledelse, som suverænt sætter dagsorden.

– I dag har DTC noget magt og DG noget magt. Det duer ikke. Magten skal ligge ét sted, ellers er det dræbende. Så ligner det lidt alles kamp mod alle; så bliver det ikke kun ved de lokale kampe, når det øverste ledelsesorgan ikke er stærkt nok.

– Der skal være ét øverste organ. De underliggende skal holde lav profil. Er de utilfredse, må de udskifte medlemmerne, når tid er. Det er jo ikke demokratiet, jeg vil knægte. Det er et effektivt beslutningssystem til benefice for sporten, jeg vil fremme.

– Jeg kan lide at arbejde med forretningsudvikling, men i travsporten har det været som at slå i en dyne, og så opgiver man. Jeg arbejder med forretningsudvikling og strategi for virksomheder i min nuværende stilling, og jeg elsker det.

Idyl i folden

Konstruktiv

Efter et års tid som regionaldirektør fik Guldhammer tilbudt jobbet som konstitueret direktør for JVB, her var direktørposten pludselig blevet vakant.

Det takkede Guldhammer ja til, og her var udfordringerne store med økonomien, da banen havde opbygget en solid gæld. Det lykkedes dog Guldhammer at få styr på det økonomiske og at få optimismen rundt banen til at gro.

Efter et par år på posten blev Guldhammer dog opsagt i forbindelse med, at regionstanken ”døde”. Herefter oplevede JVB nogle turbulente år, så for mange var opsigelsen af Guldhammer nok uforståelig, men Guldhammer selv giver sig ikke af med at fremføre kritik.

– Nej, siger han.

– Jeg er mere til konstruktivt samarbejde. Der vil altid kunne opstå uenigheder, hvor mennesker samles og skal samarbejde, men min tilgang er altid at finde det fælles og arbejde ud fra at spille med bolden og ikke jorde manden. Jeg skaber helst ikke konflikter. Jeg ser hellere muligheder. Jeg forsøger via forhandlingsvej at skabe løsninger. Det giver som regel de bedste resultater, når man har så mange med som muligt. Man skal helst undgå at have nogle, der senere arbejder contra.

– Og så har jeg altid forsøgt at opbygge et stærkt netværk og vel at mærke forsøgt at gøde dette.

Udviklingschef

Og apropos fodbold-analogien fra før, så lykkedes det Guldhammer ret hurtigt gennem sit netværk at få et job igen efter ophøret hos JVB. I fodboldverdenen, nærmere betegnet som direktør for Thisted F C.

– Det er nok det hårdeste job, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men jeg ville ikke have været det foruden, for det var utroligt spændende. Lærerigt og givende. Efter nogle år fik jeg dog tilbuddet om et job som udviklingschef i Team Landbrug hos Revison Limfjord, som er et rådgivende revisorfirma. Det sagde jeg ja til. Det giver jeg mig fuldt ud hen i, men det er mere roligt og overskueligt end direktørjobbet i Thisted F C, og det giver så mere plads til fuldt ud at nydefamilien og hobbyen som travopdrætter.

– Der bliver lidt pendlen til afdelingen i Skive, men det er et meget mere roligt job end det, jeg havde i fodboldklubben. Dér var der hektisk fra morgen til aften 24/7, og det trivedes jeg med i den periode og lærte meget af. Jeg beskæftiger mig nu med det, som jeg altid har interesseret mig for, nemlig forretningsudvikling og virksomhedsstrategier. Det elsker jeg, og det trives jeg med.

Efter en skilsmisse har Karl Kristian Guldhammer nu fundet sammen med ligeledes fraskilte Jane Johannesen – de lever i et moderne COLA-forhold (COuples Living Apart). I øvrigt har Jane andele i Dior Vincent – en hest, der er udlejet til Norge og i træning hos Marius Høitomt

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

 

Torben Kristensen fra Mørke sadler i eftermiddag to heste ud i Billund. I tredje løb er der gensyn med Follow Me, der kommer med en frisk sejr fra seneste løbsdag i Billund i bagagen. Men den er trods det ikke i tipsrammen i programmet, konstaterer vi og ser spørgende på Torben, der udreder:

Follow Me i hjemlige omgivelser. Møder hård konkurrence i Billund i dag onsdag den 10. juni 2020, så eksperterne vurderer, den vil få svært ved at gentage sejren fra sidste løbsdag på samme bane – men løbene skal jo køres først…

– Næh. Han har jo spor yderst på vingen, og så starter der nogle farlige stykker i løbet – dem fra Bo Westergård, de er nok ret gode. Men Follow Me kan åbne, og måske endda hurtigt nok til at nå spidsen kort efter start. Men sådan en disposition kan jo hævne sig til slut med for meget mælkesyre. I øvrigt så overlader jeg alt det løbstaktiske til kusken, Henrik Lønborg.

Marianne med Frisky Whiskey, som skal i prøveløb i dag onsdag den 10. juni 2020 i Billund

Torben Kristensen

Torben Kristensen og hans bedre halvdel Marianne nyder tilværelsen med deres kære travheste. I prøveløbet har de egen-opdrættede Frisky Whiskey til start.

– Hun er efter Pretty Rosie, som vi har haft som følhoppe i nogle år. Men vi har lige solgt hende som ridehest. For det første er det ikke lønsomt at bruge så mange ressourcer – altså både penge og arbejdsenergi med mere – på at holde på med opdræt. Det kan bedre betale sig for os at blot at købe en løbshest, hvis vi vil erstatte eller supplere med en hest. For det andet blev hun til sidst noget knotten i sin adfærd og var hårde mod de andre.

– Vi har fire heste lige nu, og det er krydderi på vores tilværelse at gå og passe og pleje og træne dem her på vores landsted i Mørke, forklarer Torben om hans og Mariannes tilværelse som førtidspensionister, hvor de ud over at passe heste også efter bedste evne og så meget, som helbredet nu tillader, koncentrerer sig om at vedligeholde landstedet i Mørke.

De fire heste er Follow Me, Frisky Whiskey samt dennes lillesøster Hottentotten, der er under tilkøring hos Henrik Lønborg, og sidst men ikke mindst løbshesten Coco Højgård, der i år i ti starter pengemæssigt næsten er nået på omgangshøjde med sidste års knap 17.000 kr. i indtjening høstet i femten starter. I år mangler han at smage sejrens sødme. Sidste år blev det sejr – karrierens foreløbige eneste – og da var det i øvrigt Torben himself, der kørte.

Landstedet i Mørke har Torben og Marianne arvet efter Torbens far, der selv var en aktiv udøver af travsporten med en del opdræt og en karriere som amatørkusk.

– Min far, Magne Kristensen, kom som barn med sine forældre på travbanen. Hans forældre nød rollen som tilskuere, men min far ville gerne have fingre i hestene selv, og jeg har således også fået interessen. Jeg tog licens som 18-årig i 1985, men den hest, jeg gjorde det med og som skulle være min løbshest, den solgte min far pludselig til Norge. Så tabte jeg kadencen lidt og var væk fra sporten nogle år. Jeg stiftede også familie og fik børn, men nu har jeg igen fået modet, og vi er meget engagerede. Dog kun i vores egne heste. Vi hænger ikke ud på de forskellige baner for at se alle løbene, ej heller foran TV’et. Vi finder fornøjelse i at omgås hestene og træne dem.

Marianne sammen med kæledæggen Coco Højgård

– Min far var en meget engageret travmand også, men på hans ældre dage mistede han interessen. De sænkede på et tidspunkt aldersgrænsen for at kunne deltage i løb. Den aldersgrænse blev han ramt af, og det punkterede hans interesse. Han opnåede ikke at have den helt store stjerne, men havde mange nyttige travere som Cikaros Bøgely, Pokker Bøgely og Kien Herve, blot for at næve et par stykker, der måske kan få klokkerne til at ringe hos det lidt ældre publikum. Min far gik bort for et par år siden.

– Vi har her på ejendommen i Mørke en 600 m træningsbane, hvor vi  triller rundt med hestene. De får ofte mange kilometer i benene – de får en lang tur hver anden dag. Vi starter med at køre en stille opvarmning, så vender vi løbsretningen, for så skal de op ad en lille ret stejl bakke på en 20-30 m, og det giver dem sved på panden. Vi kan ikke køre deciderede hurtigarbejder herhjemme. Reglen er at vi de her fire dage før en start giver dem en udblæsning på Jydsk Væddeløbsbane. Den form for træning, jeg her har skitseret, har givet hestene en kolossal god form, og derfor har vi haft gode resultater med dem på det seneste. Så at det indimellem ’går op ad bakke’ behøver ikke være nederen. Det kan også være sundt, griner Torben til afsked.

“Det hænder, at hestene slipper en vind under anstrengelserne for at komme op med mand og vogn efter sig ad den lille, stejle bakke midt på træningsbanen. Men de kommer i en hulens god form”, beretter Torben Kristensen

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Toptraveren og millionæren Ravenna har fundet hjem til sin fødeegn

Ravenna f. 2008 er nu avlshingst på heltid. Han løb sit sidste løb i maj i år i Aalborg. Efter at have fejret en lang række triumfer i udlandet kom han for to år siden hjem til Danmark og havnede hos Marie og Jens Brix Pedersen. Jens kørte seksten løb med ham med en sejr og en tredjeplads til følge. Sin sidste sejr snuppede Ravenna i 2019 på Fyens Væddeløbsbane, da den for den tyske kusk Marlene Matzky vandt en afdeling i de kvindelige kuskes EM, der blev afviklet i Danmark det år. Ravenna svarer øjensynligt godt for en kvindehånd, idet Anne Hermansen i syv starter har sejret tre gange med ham. Hun er kæreste med Mathias Jensen, der indimellem også er kusk på Marianne og Jens’ heste.

For tre år siden kom Ravenna, ni år gammel, til Ravnstrup ved Hjallerup, der som bekendt er en rigtig hesteby: i nærheden residerer blandt andet travtrænerne Flemming Jensen og Niels H. Madsen, men ikke mindst danner Hjallerup rammen om et af Danmarks største hesteshows, nemlig Hjallerup Marked.

Ravenna skulle dog hverken i professionel træning igen eller til hestemarked. Han skulle her på sine ældre dage finde ro og hygge hos de gæve og inkarnerede travopdrættere Marianne og Jens Brix Pedersen. Således er ringen sluttet for den fine hurtigklassetraver, for nu er den tilbage i Vendsyssel, hvor den i sin tid også lagde ud. Den er nemlig født i Biersted hos opdrætteren Gunnar Christiansen.

– Vi havde haft lidt kontakt med Thomas Fischer, og da han på det tidspunkt for godt to år siden igen havde fået råderetten over Ravenna, så ville han finde et sted til ham, hvor han kunne få det godt. Ravenna havde jo været ved Fischer fra toårsalderen og frem til derbysæsonen 2012, hvorefter han fik en international karriere først ved Svanstedt i Sverige, siden hos franske og italienske trænere, inden ejerkredsen syntes, at han ikke skyldte dem mere, hvorfor de gav ham tilbage til Thomas Fischer, fortæller Marianne Pedersen.

Ravenna startede i karrieren i alt 82 gange med tolv sejre, syv andenpladser og elleve tredjepladser til følge. Han fik noteret rekorderne 13,1k i snorestart og 10,9k i autostart. Han indløb i alt 2.568.822 kr.

– Vi var ikke sene til at sige ja tak til at have Ravenna, som vi så lod deltage i nogle løb og bedække nogle hopper. Den 25. maj i år i Aalborg sluttede han løbskarrieren, og han skal nu alene hellige sig jobbet som avlshingst. Samtidig med han nyder, med streg under nyder, sit otium.

– Ravenna er en klog og omgængelig hingst, som selv et lille toårsbarn kunne omgås uden risiko. Ganske vist har han engang som unghest i kådhed dasket til sin opdrætter, så han fik blå og gule mærker, men det er ellers ikke noget, der kendetegner Ravenna, og i øvrigt fik han efter incidenten med opdrætteren den skønneste og dygtigste oppasser, en kvinde, som desværre ikke er mere i dag. Hun fik i den grad skikket Ravenna til at blive så sød, som han er.

Ravenna snupper sig en tot græs

 

Til Bergsåker

Moniatimes flankeret af Marianne, Anders og Jens . Moniatimes er efter den hoppelinje, som Jens’ far N. P. Pedersen startede med Valonia. Dennes datter Ramonia var en nyttig hoppe for familien, og Jens fik kørt mange løb med hende.

Marianne og Jens har to følhopper, som i 2018 begge blev bedækket ved Ravenna. Moniatimes fik på den konto i 2019 et hingstføl, som Jens og Marianne døbte Herkaækomte. Han er blevet solgt til en svensk hesteejer i Gävle.. Denne ejer har sendt hesten i træning hos b-træneren Lina Tallberger i Kvissleby, hvor hun er knyttet til banen Bergsåker, og fra hende har der kun været ros til overs, især hvad angår hans lærenemhed. Hun råder i øvrigt også over den af søstrene Hjorth opdrættede Balotelli Crown, som hun har fået gode resultater med.

– Straks Bergsåker-træneren havde modtaget åringen, var hun i telefonen. ”Hvad er det for et navn? Hvordan udtales det og hvad betyder det?” Det forklarede vi hende så, og det syntes hun bare var sjovt. Hun fortalte, at de jo til daglig bare kaldte ham ’Komma’ – nu må vi se om de alligevel finder på at omdøbe ham. Lige til ære for de ’tjøvnhavner’, der måtte læse med; navnet oversat til rigsdansk betyder: ’Her kan jeg komme til’, forklarer Marianne.

Tilbage til Ravennas 2019-føl. Den anden hoppe, som leverede et Ravenna-afkom, var ENS Snapshotdatteren Tarapaca, som Jens og Marianne netop købte for at have mere end én hoppe selv, når nu Ravenna skulle til at tjene som avlshingst. Selv om der ikke forekommer farven rød i føllets nærmeste aners lød, så fremstår han altså selv mørkerød, og han har en flot blis. Hultman lyder hans navn – til ære for en af Sveriges mest fremgangsrigeste trænere fra nutiden.

– Med blandt andet Solvallas Elitlopp og Prix d’Amerique på meritlisten er det jo synd, Stefan Hultman skulle stoppe så relativt tidligt i karrieren grundet sygdom, reflekterer Jens, der videre beretter:

– Moniatimes er jo den sidste, der er tilbage af min fars hoppelinje, hvor han startede med at købe sig til Valonia, som han bedækkede med Vokal N og fik Ramonia, Moniatimes mor. Min far begyndte jo på travsporten, da han som landmand blev overmandet af teknologien og måtte lade traktoren overtage arbejdshestenes opgaver. N. P .Pedersen hed min far, og han har kørt mange løb i sin tid.

– Jeg blev jo også som knægt bidt af det med travhestene, og da jeg blev gammel nok, fik jeg licens, og jeg har også kørt mange løb. Nu har jeg indstillet den del af travsporten. Jeg er ikke så sulten en kusk, som jeg har været, og nu helliger jeg mig sammen med Marianne opdrætter-virksomheden.

Tarapaca, opdrættet af Gunnar Christiansen, med sit afkom, åringen Hultman efter Ravenna. Marianne og Jens yngste søn Anders følger gerne med i hestenes ve og vel, selv om han mest brænder for fodbold. Anders står med Hultman, mens farmand Jens står med Tarapaca.

Et jysk udtryk

Mange kyndige travgængere husker nok et par heste, som Jens Brix Pedersen som kusk havde succes med, nemlig førnævnte Ramonia og siden hen Lamækomte.

– Lamækomte gav indimellem københavnske speakere lidt problemer med udtalelse og stavelsestryk, men det er jo bare jysk for ’Af vejen, jeg vil frem!’.

Far og søn sammen med fremtidens håb Hultman

Dagligdagen

Til Marianne og Jens’ lille, naturskønne landsted hører ca. otte tdr. land. De er udlagt til folde og nogle græsarealer, der giver lidt forsyning af hø. Her ligger også en træningsbane, hvor man kan trille rundt i vogn med hestene. Jens er hjemmefra vant til at arbejde med landbrug, men han er uddannet maskinarbejder og har arbejdet flere forskellige steder som sådan. Lige nu er han ved Trivium i Hjørring, hvor han arbejder på natholdet hver dag fra mandag aften til fredag morgen fra 21.00 til 06.00.

– Ja så er Marianne taget på arbejde, når jeg kommer hjem. Men jeg kan jo sende vores drenge i skole og passe lidt heste inden jeg tager min ”nattesøvn”, fortæller Jens.

Marianne med ponyen Freja, der agerer hyggehest på landstedet i Ravnstrup og medfølgende mascot, når hestene er ude at rejse

– Så når Marianne kommer hjem har vi lidt fælles tid, inden jeg smutter på job. Her gælder det jo også hestene og så aftensmaden.

Marianne er født på stenbroen i Nørresundby, men da hun var otte, flyttede familien p

å landet, nærmere betegnet Hvorup, der ligger lidt uden for Nørresundby. Marianne – og for den sags skyld også hendes far – har altid elsket dyr, og just flyttet på landet plagede Marianne straks om at få en hest. Fik en pony, som efter fem år måtte aflives grundet sygdom.

– Siden kom jeg til at kende Tage Holm, en travmand fra Aalborg banen, og her faldt jeg for travhestene og hjalp til som frivillig.

– I ottende klasse kom jeg i en uges praktik hos travtræner Troels Boeck på Nyborggård, der som bekendt ligger tæt på Hvorup. Efterfølgende kom jeg også dér i fritiden. Efter gymnasiet tog jeg et år på handelsskole og siden blev jeg udlært som lægesekretær, og jeg har været ansat på Sygehus Nord i Aalborg som lægesekretær stort set hele mit arbejdsliv. Altså jeg er der stadig, og jeg er glad for mit job.

– Vi bruger meget tid på hestene. Den mindste af vores drenge kan godt følge lidt med i det med hestene, men den store siger det ikke noget. Begge drengene går dog mest op i fodbold – det er det helt store for dem. De må selv vælge – vi presser dem ikke til noget, slutter Marianne.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I dag i dagens første løb i Billund skal mor og datter i duel. Hver har de en hest med i det løb. Datter Jenni bringer Belmondo Simoni til start, mens mor Mia står bag Bentley Bratajka.

Jenni Friis Thomasen bragte travsporten ind i sin familie, hvis interesse i første omgang mest var koncentreret om ridesport, især dressur. Men i dag handler alt om travheste.

Jenni beretter:

– Jeg er oprindeligt uddannet dyrepasser med speciale i heste. Vi har altid haft dressurheste hjemme, så det var en naturlig vej for mig at gå. Jeg begyndte dog samtidig at ride galopper for den nordjyske galoptræner Ulla Frydensberg – det gjorde jeg sammen med Kristina Raal Jensen, Flemming Jensens datter. Det bragte mig i kontakt med Aalborg Væddeløbsbane, hvor jeg så lærte Jeppe Juel-stalden at kende, og her fik jeg arbejde og var der en del år.

– Jeg er dog stoppet med at arbejde professionelt med hestene, idet jeg fik problemer med mine knæ. Derfor måtte jeg også finde et nyt job, og det blev så som vindmøllebygger hos Siemens i Aalborg. Men travet kunne jeg ikke slippe, så nu har vi den som familiesport. Min mor og far og min kusine blev nemlig også bidt af travsporten.

Jenni Friis Thomasen

– Vi gør så meget brug af vores erfaringer fra ridehestene og vi veksler meget med træningsformerne i vores træning af vore i alt syv heste. Og de ridetrænes selvfølgelig en hel del, og dressur anvender vi faktisk rigtig meget. Vi har en 400 m bane til intervaltræning og en 700 m rundbane. Her træner vi ofte for vogn, men vi veksler som sagt meget mellem de forskellige former for træning, og det bliver til megen træning under saddel i terrænet.

– Indtil i år boede vi i Terndrup, men her i år har vi fundet et nyt sted ved Valsgård uden for Hobro, hvor vi netop har anlagt de baner, ejg nævnte før. Vi flyttede ind i starten af i år, og der er meget renovering på det her landsted, vi stadig står midt i – men det bliver alle tiders sted med i alt 6 ha med jorderne beliggende lige ned til Mariager Fjord.

Mia Thomasen

 

 

 

 

 

 

 

– Min mor går så herhjemme til daglig og passer og træner hestene. Jeg giver så mit besyv med, når jeg ikke er på arbejde, og det samme gælder min far. Min kusine Louise er også vældig interesseret, men hun bor stadig et godt stykke herfra, og det begrænser hende jo lidt i at være med i det daglige.

Jenni har fået begge sine knæ opereret, og hun håber de nu kan holde til at drive travsporten som hobby.

Jenni og Mia spænder Bentley Bratajka for til dagens løb i Billund

Om Bentley Bratajkas og Belmondo Simonis chancer i Billund i dag siger hun:

– Vi er tilfredse, hvis de er inden for præmierækken. De møder god modstand, skal man tænke på. I modsætning til Belmondo så er Bentley hurtig hjemmefra, og hun har nok størst chance af de to for at få en præmie i triorækken.

Jenni har tre heste på træningslisten: Ud over Belmodo Simoni er det Beat The Beast, der gør det godt i monté, og Chancen P D, der kun har gjort få starter, men har vist gode fartressourcer.  På mor Mia Thomasens træningsliste finder vi ud over Bentley Bratajka vallaken Cru Classe, der i små tyve starter har hentet små 20.000 dkr. gennem en række pæne placeringer. Sejren må vente lige om hjørnet.

Frontbillede: René Kjær varmer Bentley Bratajka før starten i Billund Kr. Himmelfartsdag

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Makker- og søskendeparret Julie Liv og Maria Morin er glade for, at deres nyligt markedsintroducerede app Mosson Owner bliver godt modtaget i de nordiske broderlande Norge og Sverige.

I 2018 gik firmaet Mosson på markedet og lancerede applikationen Mosson Stable – altså en app som kan lette arbejdet med administrativ styring af en stald – dvs. her taler vi om en app, der har fokus på driftsmæssige aspekter som økonomi, kommunikation og intern vidensdeling.

Her i april 2020 har firmaet Mosson markedsført et nyt produkt, Mosson Owner, som er en app, der henvender sig særskilt til hesteejerne. Ved brug af denne app kan ejerne få tilsendt billeder/video og oplysninger om hestene. Det er dog en forudsætning, at  stalden anvender løsningen Mosson Stable for at ejerne kan få glæde af Mosson Owner.

App’en Mosson Owner åbnet på smart-phonen

– Der er en automation mellem de to applikationer, som gør, at en stald optimerer udbyttet af app’en Mosson Stable, når den får lov at spille sammen med app’en Mosson Owner. Det giver stalden en enestående mulighed for en let og vigtig kundepleje, forklarer Maria.

– Vi har i første omgang valgt at lancere Mosson Owner i Sverige og Norge. Vi har fået god feedback på vores produkt fra de kanter, og vi mærker nu, at hesteejerne efterspørger de tjenester, Mosson Owner kan give – og trænerne viser derfor større og større interesse for at erhverve sig app’en Mosson Stable. Det har været et sejt træk at få den store interesse, vores produkt har vakt i Danmark, udmøntet i en konkret efterspørgsel af produktet, men det ser ud til at lysne nu, uddyber Julie og fortsætter:

– Alle har adgang til at skaffe sig den nye app, også danskerne. Men vi kører ikke de store markedsføringsskyts i Danmark i stilling endnu. Vi går først ud med lancering af Mosson Owner her i landet, når Dansk Hestevæddeløbs nye platform Share A Horse går i luften i enten maj eller juni, hvor netop vores app Mosson Owner er en del af konceptet. På den måde bliver det relevant for den enkelte træner at skaffe sig Mosson Stable, så han eller hun kan tiltrække de hesteejere, der viser interesse for at investere i anpartsheste via Share A Horse platformen.

– Så mens de danske trænere ofte ser til Sverige og Norge for at følge deres kollegers tiltag for at udvikle sig, så følger de svenske organisationsfolk med stor interesse den danske hestesports samarbejde med os i Mosson om den indarbejdede brug af vores app’s i den danske hestesports anpartshesteprojekt siger Julie.

De to søstre har ofte aflagt Sverige et besøg for at demonstrere deres app’s for de svenske hestesportsfolk. Her er det travskole-læreren og hovslageren Glenn Elo, der studerer herlighederne

Mosson Stable er ikke kun skræddersyet til væddeløbssporten. Alle hestestalde kan drage nytte af den, og inden for ridesporten er der mange, der allerede har taget løsningen fra Mosson til sig.

– Ja, vi har kunder fra alle sportsdiscipliner inden for hesteverdenen. Men nogle gange tilpasser vi vores produkter til den enkelte disciplin – det gælder for eksempel hestevæddeløbsverden, hvor der ofte kan være specielle hensyn at tage, føjer Maria til.

 

Sådan her forklarer Julie og Maria selv funktionen af deres applikationer:

– Med Mosson Stable & Mosson Owner app kan træneren og staldpersonalet let informere alle ejere af en hest på samme tid om løb og daglige informationer om hestens trivsel og status. Når træneren planlægger løb for hestene i stalden, så får alle ejere af hestene straks besked i appen. Har man en eller flere heste i træning, kan man følge dem alle i Owner appen. Træneren kan skrive beskeder til alle ejere på en gang. Lige så snart et løb bliver planlagt vil man som ejer få besked. Det giver mulighed for i god tid vide, hvornår ens hest skal starte i løb, så man ikke misser muligheden for at være med i vindercirklen på banen. Dette er specielt vigtigt i arbejdet med at tiltrække nye ejere ind til branchen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Lars Brender er forpagter af kaperkørslen i Den Gamle By i Århus. Hestene fragter museets besøgende rundt i højsæsonen, der har to etaper, den sommerlige fra maj til september og så den hyggelige i julemåneden december.

Lige nu er kørslen dog sat på pause. Det er som bekendt Corona virussets skyld. Så Arne og Ametyst og alle de øvrige kaperheste har rigtig haft tid til at nyde foråret i foldene syd for Randers, nærmere betegnet i Fløjstrup ved Vester Alling, hvor Lars Brender holder til, og hvor hestene har deres hjemlige base, når de ikke er på arbejde i Den Gamle By. Der er dog lys for enden af tunnellen: Regeringen har torsdag i nærværende uge givet grønt for en yderligere åbning af Danmark efter pandemirestriktionerne, men hvordan det lige påvirker aktiviteterne i Den Gamle By må man orientere sig om i dagspressen.

Kaperkørslen – når Den Gamle By engang før eller senere igen er i fuld vigør – byder på to ture. Den lille på ca. en halv kilometer i gader og gyder i selve bydelen af Den Gamle By, og så den store, hvor man supplerer den lille tur med en tur rundt i Botanisk Have, hvor man så når op på en kilometer. I højsæsonen bliver det op mod tyve ture i et skønsomt mix af de to typer ture over en dag.

– Hvis du på et år kører regelmæssigt i de perioder, så når du hele verden rundt. Forstået sådan, at så har du fragtet personer hidrørende fra alle verdens lande rundt, forklarer Lars Brender, der har drevet kaperkørsel i en menneskealder.

Lars Brender med en af sine hvide boulonnais’ere

Men hvordan startede det?

– Man kan sige, det startede i 1980, hvor jeg grundlagde mit firma, enkeltmandsfirmaet, Århus Kaperkørsel, hvor jeg så kørte rundt i selve Tivoli Friheden og i skovområdet ved tivoliet – jeg havde min første holdeplads lige uden for dette forlystelsesetablissement. Jeg har også haft kaperkørslen inde i centrum af Århus med base på Åboulevarden.

Buddreng

– Men min interesse for heste går jo tilbage til barndommen. Jeg er købmandssøn fra Geding ved Tilst. Jeg kørte som dreng bud for min far, og tit kom jeg til den lokale slagter Ove Juel Rasmussen, der også var travmand. Hans søn Verner Juel Rasmussen, som jo netop for nylig er gået bort i en høj alder, arvede sin fars interesse og blev landskendt for sine Vixi-opdræt fra stutteriet Mariesminde ved Kvottrup.

–  Så jeg kom via mit bekendtskab med den familie også ind i travsporten, og i mine tidlige ungdomsår var jeg på skift knyttet til flere af trænerne på Jydsk Væddeløbsbane – længst tid var jeg nok hos Preben Munch, og hans søster Annette er i dag stadig min revisor. Da jeg sprang soldat i Næstved, bestod min omgangskreds i fritiden for det meste af de travfolk, der var på de kanter, blandt andet familien Hansen fra Bryggergården, hvor Jens Arne Hansen i dag jo stadig er aktiv som træner.

– Da jeg var ti år gammel og hjalp til på Stutteri Mariesminde, var jeg i fjernsynet i Sportsorientering, som det hed dengang dér midt i tresserne, hvor legendariske Gunnar Nu-Hansen stod for at lave et indslag om familien Juel Rasmussen og deres heste – der blev vist gode, lange passager, hvor lille jeg trak rundt med hestene.

– Ved besøg på Charlottenlunds travbane og galopbanen i Klampenborg stiftede jeg bekendtskab med kaperhestene i Dyrehaven og blev betaget af dem. Her spirede ideen til at prøve at køre med sådanne heste i Århus.

– I Århus havde jeg også stiftet bekendtskab med en familie Haagensen, der stammede fra Randerskanten. Jan Haagensen var en toprytter inden for cykelsporten. Han dystede ofte med store navne som Niels Fredborg, Gunnar Asmussen og Gert Frank. Jan Haagensens far havde tilbage i starten af det forrige århundrede et vognmandsfirma med base i Århus, og det var med hestetransport. Stalden var dér, hvor varehuset Salling i dag ligger, i Amaliegade.

– Cykelrytteren Jan Haagensen er i øvrigt far til Lunden-træneren Alex Haagensen. Alex er blevet min svigersøn, idet han danner par med min datter Lisbeth. Lisbeths bror Lasse var i øvrigt den travkusk, der hjemførte den første trænersejr overhovedet til Alex Haagensen efter at han var startet op på Lunden. Lasse mistede desværre livet i en trafikulykke for et par år siden, beretter Lars Brender.

Trioen Kjersgaard, Fridthjoff og Brender

I øvrigt har Lisbeth og søsteren Louise  bistået farens forretning – døtrene har ofte ageret kuske i sommerperioderne i den tid, Lars har drevet sit firma, og Lars kæreste Ulla har sørget for regnskaber og den slags. Ulla har holdt Lars ud  i 19 år, men de har også hver deres bopæl og ses mest i fritids- og ferieperioder. Hun står for Borgerservice i Fåborg, og dér tager Lars ned, når han trænger til at koble helt af.

Ellers tager kæresten  til Fløjstrup i weekenderne, hvor hun jo så styrer regnskab og dertil lidt planlægning omkring husholdning, så Lars og medhjælpere ikke går helt kolde i løbet af arbejdsdagene. Dog har kæresteparret nydt hinandens selskab i en lang periode just nu, idet Borgerservice under corona-restriktionerne styres fra matriklen i Fløjstrup.

Selv om datteren Lisbeth er stærkt optaget af at bistå gemalen Alex med trænergerningen på Lunden og har meget at se til i stalden på selve banen, men så sandelig også på det lejede landsted i Nordsjælland, hvor hestene oftest tilbringer tiden mellem løbsopgaverne, så får hun dog stadig tid til at bistå faderen med kaperkørsel i spidsbelastningsperioderne.

Vue fra markerne ind mod Kapergården i Fløjstrup, hvor Lars Brender og hans fjorten kaperheste holder til

Vi skal høre mere om udviklingen af firmaet. Lars Brender fortæller:

– Omkring 1990 var jeg med i en udsendelse hos den århusianske lokal-tv-pioner Jack Fridthjoff, og her mødte jeg også Erik Kjersgaard, historikeren, der dengang stod for Den Gamle By. I den forbindelse opstod tanken og ideen om at indlemme kaperkørsel i Den Gamle Bys repertoire. Vi satte det i gang, startede med én hest, snart var der to, og inden vi havde set os om, så havde vi fire heste og altså fire vogne i gang. Senere har vi også fået tospand med i konceptet, og i dag har jeg vel 9-10 heste, der trækker turister rundt i Den Gamle By. I sæsonen står de ca. fem ad gangen per  uge på en dertil indrettet stald i Købmandsgården, hvorefter de kommer hjem til mig her på mit landsted og er en uge på græs. Det hold, der har gået i Fløjstrup, bliver så kørt ind til Den Gamle By, og så har de en arbejdsuge. Sådan skifter vi.

– Jeg har en trailer til to heste, så jeg må køre turen Århus – Fløjstrup et par gange om fredagen, der er den sædvanlige skiftedag.

Corona-tiden er ikke så skidt at den ikke også er godt for noget. Langdistanceparret Ulla og Lars har kunnet hygge sig sammen i en længere sammenhængende periode, da Ulla er nødsaget til at arbejde hjemmefra – til daglig bor og arbejder hun ellers i Fåborg på Fyn

Boulonnais tilsat lidt traverblod

Lars Brender har i alt 14 heste på landstedet i Fløjstrup. Heraf er nogle følhopper og føl.

– Jeg benytter hesteracer som Frederiksborg-heste, Oldenborgere, men mest hælder jeg til Boulonnais’ere. De er rolige, gemytlige og godmodige, hvilket er gode egenskaber, når de træffer så mange mennesker, som de gør i Den Gamle By. De kan godt kapere den trang, folk har til at hilse på dem og kæle lidt med dem uden at blive frustrerede eller gale. Samtidig har de en gevaldig god skridtlængde, så de kommer fremad uden unødig anstrengelse, og stadig holder vi jo det her adstadige tempo på ca. 5-6 km i timen, der gør, at turisterne kan få tid og ro til at opleve alle seværdighederne, vi passerer.

– Og traverne? Jo til at begynde med havde jeg kun gamle, udtjente travere – nogle af den tunge type, som havde det lidt svært med den høje fart, de forventedes at skulle præstere på travbanerne. De var gode til det her kaperkørsel. En af de første, jeg havde, var en bornholmer, Jaco Klinteby, som jeg fik foræret af Preben Kjærsgaard. Det var en stærk og fin hest, god som kaperhest, for langsom til trav.

– Boulonnais’ere er ofte hvide, men de kan have andre farver. Jeg er så begyndt at krydse den race med travere. Det giver nogle helt specielle individer nærmest skræddersyet til kaperkørsel. Boulonnais’ere er nogle store tunge heste på næste et helt ton. Med krydsningen får jeg lidt finere, slankere udgaver, som passer fint til de lidt snævre passager, der jo kan være i Den Gamle By.

Lars Brender foran en af de mange vogne, han har stående på sin ejendom i Fløjstrup

Vi møder i højsæsonen ind om morgenen klokken 5.30, og så motionerer vi straks hestene lidt under rytter i Botanisk Have, inden de gøres klar til at trække vogn og turister. De ryttere, der kommer om morgenen, er nogle studerende, der finder adspredelse i den opgave.

Lars Brender tog i sin tid jockeylicens på JVB i halvfjerdserne. Hos daværende træner Bent Madsen. Mellem år og dag har Lars Brender startet en travhest, og han har også vundet – blandt andet på Fyens Væddeløbsbane vandt han i 2005 med hesten Full Screen. I de sidste år er det mest som opdrætter inden for travet, Lars Brender har virket, blandt andet har føromtalte Full Screen bragt hoppen Remember Screen S, som nu befinder sig hos Århus-amatøren Jimmy C. Nielsen.

Mange – især måske fra det østjyske – husker nok en tv-serie, Strigler og Børster, der blev bragt for godt  tyve år siden, hvor en række forskellige finurlige skæbner med tilknytning til JVB var gennemgående figurer. Kaperkusken Lars Brender var en af dem – parret Lizzie og Tage nogle andre, og de tog vist nok alle i den serie danskerne med storm.

 

Udsigt over foldene

 

Lars Brender har haft sin nuværende gård i Fløjstrup i 7 år, og den restaurerer han nænsomt, så den kan bibeholde sit oprindelige udtryk

 

Hyggestund i folden. Til familien hører også et lille æsel, der flittigt tager del i pasningen af kaperhestene

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

I eftermiddag starter Daretodream H M på Aalborg Væddeløbsbane. Det gør den i fjerde løb med Morten Friis som catch driver, og det er med en vis spænding, ejeren Mats Pedersen vil følge den start.

– Jo. Han kan godt følge med og også komme til at kæmpe om de gode præmier. Jeg er forsigtig optimist. Forbeholdet, jeg giver udtryk for, skyldes, at Daretodream H M hidtil har afsløret, at han kan være en smule barnlig, lidt umoden i sin optræden, og han har også et vist temperament, især når han kommer på banen. Det er det, der gør mig lidt forsigtig i min optimisme, hvilken jeg så til gengæld bygger på, at han er begyndt at vise lidt mere fornuft i træningen. Kan han tage det med ud i løbet, så vil det ikke gå ham så ilde, det er jeg overbevist om.

Mats Pedersen er nordmand. Han og hustruen Hege bosatte sig for seks år siden i Biersted, og støt og roligt er de blevet en del af de mange hesteejere og hesteopdrættere, området mellem Vildmose og Vesterhav gennem årene hele tiden så rigeligt har budt på.

– Mine svigerforældre, der bor i Larvik, hvor vi egentlig kommer fra, har i mange år haft et sommerhus i Blokhus, så inden vi flyttede til Danmark, kom vi her ofte, og vi har altid holdt af landet. Vi holder bestemt også af Norge, men vintrene i Danmark kan være tillokkende mildere. I årene, hvor vi stadig var ferierende i Danmark, blev vi bekendte med opdrætter og amatørtræner Bjarne Sørensen og dennes hustru Helene Graversen, og dem har vi haft meget hjælp af.

– Vores passion er heste. Jeg elsker at arbejde med travheste, og min hustru Hege har med rideheste at gøre. Dem har vi fem stykker af. Hege er uddannet  instruktør og ridelærer, men hun interesser sig også meget for travhestene. Hun bruger det meste af sin dag på vores elleve heste, dog får hun også tid til herhjemmefra at løse forskellige opgaver for sin far, der driver en større virksomhed i Norge. Jeg selv har et job i Aalborg i et firma, der beskæftiger sig med transportlogistik. Da vi i 2014 tog skridtet og skiftede land, brugte vi meget tid på at resonere over, hvorvidt vi skulle gøre det eller ej – regnede stolpe op og stolpe ned over fordele og ulemper, men vi har indtil nu aldrig fortrudt vores valg om at flytte til Danmark.

Mats Petersen motionerer She’s A Dream for vogn på Rødhus Strand

En af de ting, Mats og Hege nyder ved at have bosat sig i Biersted, er at de kan tage til stranden ved Vesterhavet. Med hestene forstås, for at give dem træning dér.

– Det nyder i hvert fald hestene også, bedyrer Mats Pedersen og tilføjer:

– For os tager det kun 20 minutter cirka at nå derud, og vi træner helst ved Rødhus og Blokhus. Stranden er perfekt. Her kan vi køre og ride på den brede strand, og så kan hestene pjaske lidt rundt i vandkanten også. Det har slået mig lidt, hvor få trænere, der egentlig benytter sig af den form for adspredelse for hestene.

Må blive hjemme i Norge

Mats Pedersens svigerforældre Vera og Tom Ole Nilsen er i øjeblikket fanget i Larvik grundet corona-situationen. Det har de efterhånden snart været i syv uger.

– De plejer ellers at være her hver weekend, og de hjælper meget til med hestene, når de er her. De er meget delagtige i, hvad der foregår her og er alfa og omega i, at vi får vores heste til at trives, fortæller Mats Pedersen.

Hege sørger for at også hendes rideheste for en udblæsning på stranden

Mats Pedersen kører gerne hestene selv, og han pønser på at få hoppen She’s A Dream til start i et amatørløb i Aalborg inden for de næste fjorten dage.

– Hende har jeg selv vundet løb med. Det var på Sørlandets Travpark i Norge for et par år siden. I Danmark mangler jeg endnu at vinde, men jeg skal gøre alt for, at det må ske snart. She’s A Dream er en god monte-hest, og Michelle Mønster har vundet med hende i Århus i den disciplin. Hun, altså She’s A Dream, er bedste Århus-vejen rundt. Hun går også pænt i sulkyløb. Så har vi Edels Samuraj H M, der snart er startklar igen, samt Fortuna H M, som jeg først forventer til start engang hen over sommeren. Jeg tror, hun bliver god.

– Den sidste travhest, vi har, er et norsk koldblod. En hoppe, vi avler på, men som ikke er i fol i år, så hun træner nu sammen med hendes seneste afkom, der er efter klassehingsten Odd Herakles. Vi vil prøve at få den lille godkendt i Norge og se, om nogle så viser interesse for at købe den. Moren skal helt sikkert forsøges i fol igen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Den seksårige svenskopdrættede vallak Freddie Silvåkra var fredag en tur på stranden ved Rødhus for lige at skærpe formen, inden den førstkommende mandag tørner ud i sjette løb i Skive.

Freddie Silvåkras træner Lillian Uglebjerg, der har sit træningsdomicil tæt på Hørning syd for Århus, motionerer som bekendt ofte sine væddeløbere på netop stranden ved Rødhus, en lokalitet, hun kender som sin egen bukselomme, da hun i sin tid som opvoksende nordjyde netop slog sine folder i dette område.

Freddie Silvåkra, der er halvbror til Dino Silvåkra, som for nylig havde et par sæsoner hos Michael Lønborg på JVB, debuterede for Lillian Uglebjerg den 2. marts i år i Skive og sejrede. Det var lige før nedlukningen af Danmark grundet coronaen, og siden har Freddie Silvåkra sammen med sine staldkammerater trænet på.

– Men da der har været løbspause, er det jo ikke helt til at sige, hvordan formkurven har holdt sig, vurderer Lillian Uglebjerg, der dog føjer til:

– Imidlertid tror jeg, han på mandag må stå med en god chance, og jeg bliver skuffet, om han ikke er med i afgørelsen.

– Jeg har jo et godt venskab med familien Goop, som jeg først og fremmest har lært at kende gennem mit venindeskab med Annika Goop, og sidste efterår var jeg i Sverige med transporteren og lagde selvfølgelig vejen forbi familien Goop.

– Her gik Freddie Silvåkra. Han døjede med en gaffelbåndskade, og jeg kan jo godt lide udfordringen med at få besværlige eller opgivne heste til at fungere igen. Det vidste Gopp’erne jo alt om, så de sagde: tag du ham med hjem og se hvad du kan gøre for ham. Det var jo en positiv overraskelse, jeg ikke var sen til at udnytte.

– Det viste sig så, at gaffelbåndsskaden på ham var til at overse. Selvfølgelig skal det tages alvorligt, og man skal gøre det rette, men hans skade på gaffelbåndet var ikke så grel som den for eksempel var hos en anden af mine heste, nemlig Cointreau, som havde en langt alvorlige gaffelbåndsskade, hvilken det tog os 14 måneder at kurere – min dyrlæge Reinholdt sagde, at det var den længste gaffelbåndsskadebehandling, han længe havde været udsat for – men med Freddie tog det kun et halv års tid, og så fik vi ham i gang igen.

La Francaise og Mockingbird Face deltog også i fredagens træningsomgang på Vesterhavsstranden ved Rødhus

For tiden har Lillian Uglebjerg 19 heste i sin varetægt. I corona-virussens skygge er det per uge ofte blevet til mindst to gange besøg ved Rødhus, hvor stranden er blevet udnyttet optimalt. Hestene får som oftest tre tempoarbejder langs stranden fra Rødhus til Blokhus, en distance på i underkanten af ti kilometer. Når løbsdagene igen ruller på for alvor, vil det typisk være én gang om ugen, Lillian Uglebjerg sender et hold heste til strandtræning i Rødhus.

– Der er dog indlagt pauser i træningspasset på stranden, hvor hestene så skridter – det er ofte ved de små åer, der inde fra landet løber ud i havet via strandbredden – dem bruger jeg som pejlemærker. Som sagt kender jeg området ud og ind. Hestene får også lov at skridte af i vandet, og det nyder de, og det er også sundt for bentøjet, lyder det fra Lillian Uglebjerg.

Fra træningsetablissementet på Bodil Mølle ved Hørning og til Rødhus Strand er der ca. 2 timers transporttid.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen