Timo Nurmos fundering:
Nurmos roser franskmændene for generelt at give mere tid mellem løbe til glæde for: a) kuskene, der bedre kan forberede sig, de bliver mindre stressede og dermed måske gør færre kuskemistag – livsfarlige såvel som taktiske – i løbene, b) banepersonalet (store og brede baner kræver tid – til gavn for hestene og løbsafviklingen c) spillerne, der får mere tid til at fundere og få indtryk og info – men her er skismaet også, for spillerne og tv-kiggerne vil hellere have kort tid mellem løbene og så åle kuskene efterfølgende, i fald de gør mistag.
Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om interval mellem løbene:
”I princippet bliver banen mere oprevet jo længere ud på en løbsdag, vi kommer. Især hvis der er for kort tid mellem løbene til ordentligt banearbejde kan gennemføres, men i Danmark er det tit og ofte sådan, at vi har en bedre bane henne ved 6. eller 7. løb, end der var i starten af løbsdagen, fordi den henad vejen bliver hårdere, idet der vandes mere og mere samtidigt med, at den kontinuerligt harves. Vi har ikke de resurser i Danmark til at gøre banen 100 procent klar til første løb. Men Nurmos har ret, når han siger, der bliver mindre og mindre tid mellem løbene – og det laver man jo for spillernes skyld. Og det kan jo betyde galop og koncentrationsbesvær – altså Nurmos har ret: jo længere tid mellem løbene, jo større chance for, at der ikke er stress, og at alt forløber optimalt.Den korte tid mellem løbene forekommer måske værst netop for trænere som Nurmos, der har catch drivers. Kontio kender måske de fleste af hans heste og kører oftest, så han klarer det måske, men andre af Nurmos’ catch drivers får jo problemer med at forberede sig og gøre sig klar på den hest, de kører for ham, kunne jeg forestille mig.
Som træner varmer jeg selv de heste, jeg senere skal køre. Jeg lægger en plan og indretter min ankomst til banen herefter, og jeg når det som regel fint og mærker så selv, hvordan hesten agerer på dagen, så mit problem er ikke så stort, som det åbenbart må være for Nurmos med de der kun små tyve minutter mellem løbene. Men det er da lidt stressende for de fleste. Især når du kommer ind fra løb med hest; du skal straks varme én og så nå ud med ny starthest til efterfølgende løb. Hvis ikke det er planlagt og fulgt til punkt og prikke, så skaber det panik.
Her i Danmark har trænerne ofte ikke folk nok, så de kan nå at varme alle heste inden løbene går i gang. På Åby kan de i en vis udstrækning nå det uden at skulle varme heste op mellem løbene, fordi de har personale nok. Man skal dog have for øje, at hvis der er flere end fem eller seks løb, så går det ikke på forhånd at varme dem, der skal ud i de sidste af løbene.
En måde eventuelt at løse spillernes tålmodighedsudfordring på kunne være, som svenskerne gør ved deres V86, nemlig ved samkøring af to baner.
Der er også en anden fordel ved det: Hvis det skete i Danmark – så vil kuske som Tordenskjolds soldater kun være ét sted – Birger Jørgensen kunne jo ikke være i Odense og Aalborg samtidig – det betyder at andre kommer ud at vinde løb. Så bliver det lidt ligesom i gamle dage.
Modsat kunne man jo tænke, at måske kunne man lave løb med 10 minutters mellemrum: fra første løb bliver kørt til sjette bliver kørt skal der gå måske 70 minutter. Der kan man godt nå at blive færdig – og de heste, der skal deltage, kan godt nå at varmes op forinden – de skal ikke ud at varmes mellem løbene. Så skal man kun køre ud med den hest, man skal have til start. Når man trækker det til et tyve minutters interval, kan man ikke nå at varme alle hestene, idet de jo ikke kan drage fordel af en varmning flere timer før start. Men det superkorte interval på 10 minutter vil så give problemer med løbende at få banen vedligeholdt.”
Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om interval mellem løbene:
”Seriøsiteten går efter min soleklare opfattelse helt væk med for kort tid mellem løbene. En hesteejer betaler i dyre domme for at have sin hest i træning. Derfor bør hesteejerens hest og kusk gerne bydes optimale betingelser ved deltagelse i løb. Det gør man ikke ved at stresse systemet mest muligt.
Når man – som nogle jo gør – varetager opgaven som kusk i syv/otte ud af ni løb, så er det vældigt stressende med for lidt forberedelsestid til de respektive løb. Man skal varme alle hestene. Men dem, der skal starte sidst på dagen, kan man ikke varme, inden løbene starter – så enten bydes man på stress, eller man skal have mere personale, hvilket sidste jo er fordyrende og generelt set ikke står mål med de aktuelle indtjeningsmuligheder.
Vi – og jeg tænker her mest på de professionelle trænere – har som oftest for kort tid mellem løbene. Vi skal jo køre ud til løbene mindst tre minutter før præsentation, og vi har ofte ikke altid tid til selv at varme de heste, vi har til start. Og kommer man så for skade at vinde et løb, så går der tid med sejrsinterview og den slags – i princippet har vi ikke tid til sejrsinterview.
Der bliver tænkt på spillerne, ikke på de aktive. Det er os aktive, der står med den varme kartoffel og skal forklare os ud af kalamiteterne.
Vi bør komme henimod, at hestene har optimale betingelser inden et løb. Har de ikke det, er det ikke okay.
Og selv om hensynet til spillerne ikke skal nonchaleres, så kan stressen overordnet set jo også få en del negativ indvirkning på spillernes spil – så det på den måde bider sig selv i halen.
Til V86 løbene i Sverige, hvor de respektive afdelinger fordeles på skift mellem to baner, så man er nede på cirka ti minutter mellem hver afdeling, har jeg hørt mange spillere sige, at der er for lidt tid mellem løbene.
Jeg tror, spillerne har for lidt tid til at vurdere hestene – kigge dem ud i paddock eller under afcantring, fordi ideen er at alting skal gå så tjept.
Dengang fodbolden stod i krise, da valgte de da mig bekendt ikke at sætte en halvleg ned fra 45 til 30 minutter…
De arbejdede sig ud af den krise på anden vis.
Som jeg forstår det, så er det nu mere tv-indtægter end totalisatorindtægter, der præger fodboldsportens regnskaber. Hestevæddeløbssporten har, synes jeg, haft for travlt med at jage alt væk, hvad væk jages kan, så både tilskuere, tv-medier og aviser har holdt sig på afstand
Dansk travsport har et eller andet sted tabt sutten. Se antallet af fremmødte på Lunden i dag contra bare dengang, jeg startede som travtræner. Dengang var der let tusinde mennesker på lægterne en jævn onsdag aften. De store aviser skrev om det – det gør de overhovedet ikke i dag. Jeg kender jo mest travsporten, men det samme kan vel siges om galopsporten?
En af grundene til nedgangen i vor sport, er de efter min mening alt for korte intervaller mellem løbene. Det er ikke børnefamilier med tæppe og barnevogn, man skal tænke på. Det er ham eller hende, der vil spille. Og som nævnt er det ikke kun kuskene og hestene, der taber på de korte intervaller. Det er også spillerne.
Lederne inden for sporten går, som jeg ser det, mere op i familie-velfærd, end de går op i at få spillerne til at spille.
De satser for meget på is og legepladser end på info til spillerne. Se til Sverige! Hvad har de? Det omvendte, vil jeg sige.
Der er jo heller ingen legepladser på et fodboldstadion, tror jeg.
Man arrangerer på de enkelte baner ofte lir med musikere og sangere, men de ekstra, der kommer af den grund, kommer altså kun for det og ikke for at nyde sporten. De går igen, når musikken ikke spiller og spiller ikke på hestene eller nyder ikke travsporten. Hestene og væddeløbene er jo et show i sig selv.
Lav events med kuske og heste. Få publikum tæt på ligesom på ’Nya Åby’ og ovre i USA på de store moderne baner, hvor de sadler op lige foran det fremmødte publikum. Så de får fornemmelsen for sporten op under neglene lige med ét.
Alt foregår under tag på Åby nu. Som tilskuer kommer du kun udendørs, medmindre du af en eller anden grund skal ud på selve banen. Og det er vel de færreste tilskuere for ikke at sige ingen, der skal det.
Publikum har gennem vinduer i gulv og loft indsyn i stald med forspænding, vask etc.
På løbsdagen bør fanges og formidles den nervøst sitrende intensitet, der er, fordi der er tale om væddeløb, hvor meget står på spil for hver ekvipage. Spændingen i selve væddeløbene før, under og efter skal indfanges og formidles – man skal ikke høre nogen stå og synge eller noget.
Trav- og galopsport er formel 1 løb på fire ben.
Atlså: Intensitet og idoldyrkelse af kuske og heste bør sættes i højsædet. Mere PR den vej rundt.
I øvrigt synes jeg, at vi i Danmark har for lidt uddannelse rettet mod PR under træneruddannelsen
De fleste professionelle trænere i Danmark har ikke lært at sælge sig selv ordentligt. Det har de lært grundigt ovre i nabolandet Sverige.
Altså undskyld mig: for mange danske kuske kommer med halvuigennemtænkte udsagn og er ofte for negative, men det sælger altså ikke sporten. Uden at man forstiller sig kan man godt give den lidt mere sober entusiasme. Heldigvis er der da blandt danske trænere også nogle, der kan det og også gør det.
Vi skal i PR sammenhæng i udgangspunktet tænke på dem, der ikke har en skid forstand på trav. Det er dem, vi skal have gjort interesseret i os. Uden at det går ud over de seriøse meldinger, de garvede spillere og andre interesserede også skal have. Det er en balancegang.”
Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
Foto Timo Nurmos: Jeannie Karlsson, Sulkysport
Foto i toppen samt af Flemming Jensen og Ken Ecce: Kjeld Mikkelsen
