Det er næsten mere reglen end undtagelsen, at en eller flere heste tager et kvantespring mellem 3- og 4-
årssæsonen, og Fireblade (ENS Snapshot) passer afgjort ind i dén kategori.
Derbysæsonen er således blevet indledt med to sejre og en andenplads – senest i fredagens 4-årsprøve i
Århus, hvor Fireblade knækkede Frederik og gik frem til sejr i tiden 1.16,4a/2360 meter.

René Kjær kørte et perfekt løb og træneren var selvfølgelig godt tilfreds med indsatsen.
Han tabte lidt i svingene og har absolut ingen fordel af Århus-banen, men han fik jo et godt løb og kom
med i ryg på Frederik, der skabte løbet undervejs, så jeg synes helt sikkert, at Fireblade gik et topløb, siger
Jan Friis.

Det er da rigtig nok, at Fireblade som 2- og 3-års ikke viste ret meget, der indikerede, at han var en
kommende tophest, men jeg har nu altid rangeret ham højt. Der er selvfølgelig nogle stykker man har en vis
respekt for, men også nogle, som man har mistet respekten for, så jeg mener, at han har kapacitet til at
blande sig blandt de allerbedste.

Han er noget ”kroghaset” og har derfor stået lidt forkert på sine ben, hvilket har givet nogle skavanker rundt omkring. Han døjet med sine haser og bagben, men er vokset fint til i vinter og er blevet stærkere i kroppen. Det har vi så også set effekten af, i og med, at Fireblade nu tåler noget mere træning. Lasse Christensen trænede Fireblade som unghest, men da han blev ansat hos mig, fik jeg hesten i træning og han blev her, da Lasse stoppede.

Fireblade har tidligere været lidt for hvalpet og har ikke rigtig forstået hvad det gik ud på, men han har skærpet sig med alderen og er vel et typisk ENS Snapshot-afkom. Han har som sagt ikke fordel af Århus-banen, men med fredagens resultat in mente, synes jeg godt vi kan være optimister. Sidste år slyngede han sig bare i galop i svingene i Århus, men i fredags hjalp han selv til, så det var væsentlig bedre, selvom han stadig ikke er en hest, man skal satse med i svingene.

Se op på fredag!

Jan Friis har flere talentfulde heste i F-årgangen, bl.a. Frank Jr. Bounce (Wishing Stone), der i fjor gjorde sig
fint bemærket med 151.000 kroner i indkørte præmier, bl.a. takket være sejr i en Kriteriumsprøve og en fjerdeplads i Kriteriet, men i år er der kommet lidt grus i maskineriet.

Jeg er kommet frem til den konklusion, at vi har kørt ham for let i år, så når han kommer ud næste fredag på Fyn, går vi tilbage til den gamle balance og håber det er det, der skal til! siger Jan Friis.-Der var ikke de samme problemer i fjor, hvor han også gik uden sko nogle gange, men også med gummiboots og tåvægte, så når man tager for hårdt i ham, går det galt.

– Jeg har sådan set stadig forventninger til Frank Jr. Bounce, der kun er meldt i Derbyet og Grand Circle 4 årschampionatet, så det er ikke for sent endnu. Jeg synes i øvrigt, at han har udviklet sig noget mere end jeg havde forventet rent kropsmæssigt, så jeg tror ikke man skal lægge så meget i de to første starter.

 

 

Tekst: Henrik Berg

Foto: Kjeld Mikkelsen

Mailis Orvokki Elvstrøm – eller som hendes venner bare kalder hende: Molle – er en af de ihærdige ildsjæle, som har kastet sig ind i kampen for at få etableret et nyt hestesportscenter i det sydjyske. Udspringet er naturligvis jagten på en erstatning for Billund-banen, der lukker for good med udgangen af 2021.

– Men jeg vil gerne understrege, at vi i vores arbejde sætter streg under ’hestesportscenter’, for det at få et center med liv skabt af folk fra alle mulige hestesportsdiscipliner er faktisk gået hen og blevet vores primære ambition. For det mener vi vil gavne alle hestesportsgrenene. Herunder travsporten selvfølgelig, som godt kan siges at være generelt udfordret i denne tid. For nu at sige det pænt, lyder det fra Mailis.

Mailis kom ind som bestyrelsesmedlem i foreningen Sydjysk Hestesport, i stedet for Børge Mathiesen der grundet helbredet, har valgt at bidrage i rollen som suppleant. Her har Mailis tidligere været med i initiativgruppen, og hun sidder her – som hun også gjorde det i initiativgruppen – med en lang række opgaver, som hører under den overordnede kategori ’analyser’.

Opgaverne er: i) Deltage i opsøgende møder, med Erik Munk Christensen. ii) Kontakt med de interesserede organisationer. iii) Sportens organisationer. iv) Layout tegninger m. v. for anlægget. v) Udarbejdelse af strategiplaner, sammen med Erik Munk Christensen og nogle gange Børge Mathiesen. vi) Sekretærarbejde i forbindelse med udformning af analyser og rapporter.

– Selvom vi i bestyrelsen hver har vores fokusområder, så taler vi sammen om, hvordan vi gør tingene bedst muligt, uddyber Mailis.

Hun har været hestepasser, arbejdet i teaterverdenens kulisser, studeret landbrugsøkonomi og Maslows behovspyramide og har i de seneste mange år som plastmager været beskæftiget med det præcisionsarbejde, det er at klargøre forme og indstille store computerstyrede produktionsmaskiner

Og det er måske ikke så tosset en ballast at bære ind i arbejdet med at stable en nyt hestesportscenter med blandt andet en ny travbane på benene. For det lyder unægteligt ikke som nogen let opgave.

Hovedkulds

Men lad os først høre om Mailis’ vej ind i travsporten:

Den var nemlig ganske hovedkulds. Tilbage i 1983 passede blev sejrshesten Copperscot passet af en ung pige, der hed Heidi. Copperscot stod opstaldet på Stutt. Vallund ved stifterne af Aadum Autoophug Kurt Henriksen og Jørgen B. Nielsen. Da Heidi på et tidspunkt var udset til at skulle være oppasser på en anden af datidens gode heste, Jub Langkjær, fik Mailis tilbuddet at stå for Copperscot og slog straks til. Mailis havde aldrig for alvor beskæftiget sig med heste forud, men påtog sig opgaven med stor frejdighed og fik hurtigt lært, hvordan man udøver rollen som staldpige. Hun blev grebet af sporten og har hængt ved lige siden, men har dog aldrig involveret sig i sporten som hesteejer endsige opdrætter.

– Jo, jeg blev kastet lige ud i det dengang med Copperscot, som Bjarne Pedersen havde. Læringskurven var stejl. Og så kom det til at hænge ved, det med travet. Det var en 2-3 år, mens jeg samtidig gik i skole, hvor jeg passede heste ude på Vallund. Efterfølgende blev jeg ansat to år på Stutt. Vallund, og derefter hjalp jeg til et års tid ude ved Bjarne og Inga. Inden jeg fortsatte i HF på gymnasiet.

Det var først, efter jeg påbegyndte teaterarbejdet, at jeg igennem de lange sommerferier vi havde på teatrene, hjalp til i Kim A. Kristensens stald. Det kom sig af, at Kim A. startede sin trænervirksomhed ved, at leje sig ind på Stutt. Vallund.

– Copperscot – han var en bandit. Undtagen for os småpiger. Os gjorde han ingenting, men voksne mænd, uha da – dem jagede han ud af både bokse og fold. Undtaget var dog Linda Nielsens far Klaus, som den dag i dag stadig er superdygtig til heste. Du kunne rydde en staldgang, når du kom gående med ham – den slog til højre og venstre – hvor tit har vi ikke set ham svirpe tænderne hen langs boksgitteret – ’priiing’ sagde det og med ørerne lagt ned. Voksne mænd gjorde ham afsindig. Nogen må jo have gjort ham noget engang, fortæller Mailis og fortsætter:

– Det var hans to sidste år som aktiv, jeg passede ham. Da var han 8-9 år og stod ude på Vallund. Dengang havde han den absolutte sejrsrekord med 18 sejre i træk. Det var dog før jeg begyndte at passe hesten. Han startede i hurtigklassen, da han satte den rekord.

– Copperscots stime på 18 sejre i træk foregik på 7 forskellige baner og med 12 forskellige kuske, herunder den norske sulkyartist Ulf Thoresen. Copperscot opførte sig altid eksemplarisk for sulky, men som unghest må han have været ude for noget grimt engang fra et voksent mandfolk. Dem forsvarede han sig imod, men små børn og piger accepterede han uden videre, og han gik på fold med ponyer. Der var egentlig ikke noget ondt i ham.

– Hingste kan godt gå sammen i flokke. Det lærte Kim A. os så senere. Det er da også det eneste rigtige. Plage og vallakker og hingste, de kan sagtens gå sammen.

Vil favne bredere

Vi har spurgt Mailis, hvorfor hun lige har valgt aktivt at bidrage til arbejdet med at få en ny bane op at stå.

Dertil svarer hun:

– Med projektet Sydjysk Hestesport har vi mulighed for at lave noget, der favner bredere – både hvad angår hestesport som sådan, og hvad angår lokalområdet som sådan. Vi kan lave noget, der får hestesporten i Danmark op i et større gear.

– Vi har nu chancen for at lancere og gennemføre nye og friske ideer og tiltag. Mange af vore anlæg er jo nedslidte, både hvad angår stalde, baner og publikumsfaciliteter. Nu har vi chancen for at starte på en frisk og få skabt noget nyt.

– Jeg blev virkelig tricket af alle de sprudlende ideer, som Linda og Erik og de andre ildsjæle i projektet er kommet med.

– I den her forbindelse er der jo mange, der har stillet os spørgsmålet: ’Hvad skal man med otte baner i Danmark?’

– I min optik bør man spørge omvendt, og svaret er så, at vi skal have otte baner i Danmark, fordi det giver mulighed for at rekruttere flere og udvikle sporten. Ellers slicer man det hele ned til ingenting. Og så skal man i kontakt og samarbejde med andre hestesportsgrene og lave fælles drift og udvikle en platform for såvel fælles som enkeltstående arrangementer.

– Travsport var nærmest en nationalsport i Danmark, da jeg startede. I dag er det en niche sport. Hestesporten er lige nu i en prekær situation. Her i lokalområdet omkring Billund er der nok 187 løbsheste. I hele Danmark er der vel p. t. kun cirka 2800 løbsheste i travsporten. Det er tæt på det antal, de har i Sverige per bane, i hvert fald de større baner derovre. Vi får nu i Danmark kun cirka 480 nye føl om året. Det er jo ikke til at basere en landsdækkende sport på.

– Travsporten skal være meget mere inkluderende og tiltrække andre hestesportsudøvere med vores anlæg, hvor skræddersyede baner til deres brug kan anlægges på inderkredsen. Som det er nu, har mange baner kun mellem atten og fireogtyve løbsdage om året. Alle andre dage er der tomt – men det her koncept, vi arbejder med, det kunne skabe liv.

– Så kunne jeg jo forestille mig, at bare nogle de her nye samarbejdspartnere skaber og får interesse for travsporten blandt bare nogle af deres medlemmer. Så vil der være tale om et stort antal mennesker, som selv har hestene hjemme på deres ejendomme, og kunne bare 400 af dem få lyst til at få en traver, og at disse så trak et føl hver andet år, så måske kunne vi på den måde være med til, at på årsbasis så 200 flere nye travføl dagens lys. Og kunne det så ikke bare få snebolden til at rulle?

– Vi har kontakter til ledende folk inden for hestesportsdisciplinerne western, islænderheste, ridesport, Dansk Køreforbund. Mange af disse folk er meget positive og har mange superspændende ideer til, hvordan et hestesportscenter kan udvikle sig.

– Vi har været i kontakt med den lokale ridesportsklub. De er positivt indstillede overfor os, og kan godt se os i samspil med deres ridesportsklub. Med en indendørshal bliver mulighederne for de forskellige discipliner at holde på med samtlige deres aktiviteter endnu større, så man ikke kun er begrænset til dem, der kan udfoldes udendørs.

– Vi har også haft fat i ringriderne fra Gråsten, og de undrede sig en smule. Hvis vi skruer det rigtigt sammen, er det ikke umuligt, vi også kan tiltrække dem.

– Derimod har galopfolket takket nej. Direktør Peter Knudsen fra Dansk Galop er ikke imod vores projekt som sådan, men han mener, at galopsporten har nok at gøre med at holde liv i de fire anlæg, de allerede har: Klampenborg i hovedstaden og så tre provinsbaner, hvor der er plads til galopsport.

Lysdesigner og agrarøkonom

Efter at have færdiggjort sin HF arbejdede Mailis endnu et lille års tid med heste hos Kim A., Bjarne Pedersen og Aadum-brødrene, inden hendes liv tog en lidt anden drejning.

Hun havnede nemlig som lystekniker på Odense Teater, hvor hun var i cirka tre sæsoner. Hun arbejdede herefter som lysdesigner på flere forskellige teatre i hovedstadsområdet.  Det var Folketeatret og Nørrebro Teater, og så havde hun indimellem en lille afstikker til Det Kongelige Teater, som dengang dog var lidt fabriksagtig at arbejde for som tekniker, syntes Mailis.

– Ja. Derfor hellere de lidt mindre teatre, hvor hele teamet omkring en produktion, dvs. teknikere, regissører, instruktører, skuespillere og statister osv., fungerede som én stor familie, uddyber Mailis.

Det arbejde bød ofte på en del merarbejde, som skulle afspadseres. Sine afspadseringsdage tilbragte Mailis ofte hos den københavnske træner Thomas Fischer.

– Det gav mig en god afveksling at arbejde med hestene, forklarer Mailis.

I 2004 begyndte Mailis en uddannelse som agrarøkonom. Uddannelsen sammenstykkede hun af ophold på forskellige landbrugsskoler såsom Gråstens, Dalums og Vejlbys.

I 2008 skulle Mailis under sin uddannelse til agrarøkonom udarbejde en afgangsopgave i form af et strategiprojekt. Hun valgte at lave det over travsporten: ’Hvor blev de af efter Tarok?’ var titlen på hendes opgave.

Hendes vejleder sagde, at hun gerne ville have, at Mailis skrev den ud fra en hypotese – altså et tankeeksperiment – om, at folk ikke vil spille mere. Kan hestesporten så modsvare dette. Eller dør den ud?

Mailis måtte så finde ud af, hvad der så var hestesportens kerneydelser, og hvorvidt de så i givet fald kunne være genstand for en efterspørgsel blandt samfundets borgere, eller om det bare var godnat med hestevæddeløbssport, hvis totalisatorspil blev forbudt.

– Meget af det, organisationerne inden for sporten gør i dag, det rækker ud mod de aktive: hesteejerne, trænerne, amatørerne osv., men der er ikke meget, der rækker ud efter slutbrugerne i det, man hidtil har set.

Ildsjælen dukker frem

Og nu bliver Mailis entusiastisk, og hendes ildsjæl dukker for alvor op til overfladen. Man kan høre, at her er nogle visioner, hun brænder for:

– Men det arbejder vi med i Sydjysk Hestesport, og Erik og Linda er gode til at se de dimensioner, og min gamle afgangsopgave omfatter også alt det, og derfor har vi også hentet den frem og fundet inspiration i den.

– I dag er der i samfundet en stor efterspørgsel efter ’mindfulness’, og folk ønsker mere natur, en tilbagevenden til basic.

– Ved som tankeeksperiment at fjerne parameteren toto-spil, så kan vi finde ind til de parametre, vi kan differentiere os på. Hvad er det, vi i hestevæddeløbssporten kan, som ingen andre kan?

– Og så sagde vi: Divergensen – det er jo hestene! Levende heste i travløb her og nu, ”in the real life department”, det kan ikke fås andre steder end på travbanen.

– Hvorfor er man holdt op med at tro på, at det i sig selv er noget, folk vil opleve?

– Det er jo 100 års erfaring. Det er opdræt, træning pasning i et gigantisk flot slutprodukt til ære for slutbrugerne.

– Myreflittige hestefolk har forædlet hestene – det kan ikke engang kineserne gå ud at kopiere.

– Folk i dag har svært ved at mærke sig selv. De har et ofte ikke erkendt savn: naturen. At sanse naturen.

– Hvad nu vis travbanen kommer og tilbyder: det er her du kommer ud og trækker vejret, det er her du finder ro og finder ind til dig selv.

– Hvor du oplever et så udtalt nærvær mellem dyr og mennesker som i hestesporten fås ikke andre steder.

– Hvorfor skal fok sidde nede i DGI-centret i et lokale på en måtte og høre tingeltangelmusik? Jeg siger det sådan, for jeg går selv til yoga og har værdi af det. Men noget at det kan måske også findes i at slappe af på travbanen i hestemiljøet?

– Man kan høre, se og lugte hestene. Sanserne kommer i brug.

– Maslows behovspyramide, den har vi vendt på hovedet og alle de basale behov – sult – tørst – røre – de behov tror vi, vi har dækket ind, men det er jo løgn. Der opstår jo et tomrum, hvis ikke vi får den nederste del af pyramiden opfyldt.

– Vi bliver udsultet på den nederste del af Maslows pyramide, er min påstand, de basale behov er udækkede.

– Og så tænker jeg: dem kan travsporten dække, og krydrer vi hestesporten med kulinariske oplevelser m. m., så kan vi dække de behov. Derfor må der nytænkning til. Vi kan byde på lokale produkter, som en god kok forarbejder til gode spiseoplevelser – ikke fransk krims krams på en stor tallerken, men lokale egnsretter med lokalt dyrkede råvarer – det kan være en ide at arbejde med.

– Alle sanser er i spil på travbanen. Det får du ikke på samme måde andre steder.

– Vi kan ikke konkurrere med Fields og sådan nogle størrelser, og heller ikke FCM og FCK og AGF.

– Vi skal udfylde markedet på det sted, hvor konkurrence bliver irrelevant, fordi det, travsporten kan, ikke kan efterlignes.

– Vi skal tjene pengene ude på banen – spillet er der jo stadig, og det er snart digitalt og sørger for afgifter til sporten, men banerne skal supplere indtægterne herfra ude i deres egne miljøer gennem oplevelses-tilbud.

– Og så skal vi for alt i verden overbevise omverden om, at vi behandler vore dyr ordentligt. Vi – Sydjysk Hestesport – har også udarbejdet en code of conduct. Der skal være fokus på hestevelfærden.

Plastmager

Imidlertid så Mailis ingen fremtid som landmand, og da hun, for at finansiere sin landmandsuddannelse og dermed undgå at leve af SU og studielån, havde valgt at arbejde på Lego som plastmager, så valgte hun efter landmandsuddannelsen at gøre jobbet som plastmager til sin hovedbeskæftigelse.

Og på Lego har hun været lige indtil nu.

– Her arbejder jeg i princippet hver weekend, hvor min vagt svarer til en uges arbejde. Lego er en fantastisk arbejdsplads, og deres HR-policy er nok en af landets ypperste. Firmaet har vist forståelse for, at jeg har min medfødte tarmslyngslidelse, og jeg må gerne strække min weekend-vagt til fredag, lørdag, søndag – og jeg må flekse mødetiden, så det passer med mit helbred – jeg skal blot levere arbejdsopgaven.

– Det giver mig jo en række dage uden arbejde, hvor jeg kan rekreere. Jeg træner dog hver formiddag. Mange timer. Så har jeg eftermiddagene til min have og til at arbejde med projektet Sydjysk Hestesport, forklarer Mailis.

Mailis har således fast arbejde på Lego, som Kirk Kristiansen-familien som bekendt står bag. Hvordan har hun det egentlig med, at Kirkbi, pengefonden, der ejes nogenlunde ligeligt af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, har erhvervet sig Billunds travbane?

Mailis udreder:

– Jeg har sagt, at jeg vil ikke være en del af det her, hvis det bare går ud på at smide mudder på dem, som er medvirkende til byen Billunds udvikling

– Mange travfolk er gale på Kirkbi, men det er jeg ikke. Kirkbis køb af arealet indgår som et led i Billund bys udvikling som fastsat i lokalplanerne. Så Billund Trav har, som jeg ser det, altid eksisteret på lånt tid på det areal. Det er simpel byudvikling. Banen ligger midt i byen. Det er uundgåeligt, at arealet skal være en del af byen

– Om Billund Trav har kunnet gøre alt muligt for at stå bedre i forhandlingerne, ved jeg ikke noget om. Det ved kun dem, der har siddet ved forhandlingsbordet. I min verden burde man nok fra travets side – dvs. os alle – første gang, de her byplaner blev lagt på bordet, have erkendt situationen og startet noget a la Sydjysk Hestesport op, men det er jo nu kun ufrugtbar bagklogskab.

– Lige så snart arealet med travbanen var solgt, så kunne jeg godt være med i Sydjysk Hestesport. Men jeg vil ikke være med til at konspirere mod aktionærerne eller Kirkbi eller andre.

– Jeg er kun fremadrettet i min tilgang: Hvad gør vi nu, og hvordan kan vi få hestesporten til at blomstre her i området? Det er drivkraften for mig.

Motion rette medicin

I sin fritid er Mailis meget optaget af naturen, som hun ynder at opholde sig i. Hun går på jagt med de jagtvenner, som er søde til at invitere, og som har adgang til jagtområder. Derudover løber hun hver formiddag – på ugentlig basis bliver det ofte til over 80 kilometers løb – især i naturområdet omkring Frederikshåb.

Mailis er som tidligere omtalt født med en kronisk lidelse, tarmslyng, så der en række fødevarer, som hun undgår. Den bedste medicin mod lidelsen, mener hun, er en kombination af regelmæssig døgnrytme, kost og motion. Mailis er så heldig, at den ’medicin’ passer hende fortrinlig, især fordi hun kan kombinere løbeturene med udendørsoplevelser i noget af Danmarks flotteste natur, som hun helt klart mener, findes i Randbøl området – altså i nærheden af Bredsten, hvor hun har bopæl.

Mailis mellemnavn ’Orvokki’ afslører hendes oprindelse. Hun er nemlig af finsk herkomst, og det er nok også derfor, at et begreb som ’finsk sisu’ også kan give mening i beskrivelsen af netop hende som den gæve kvinde, der aldrig har været og stedse ikke er bange for at smøge ærmerne op og tage fat.

Hun blev i sit fødselsår hentet til Danmark af sine danske forældre. Moren var dog også af finsk herkomst og var kommet til Danmark som finsk krigsbarn under 2. verdenskrig. Den krig og den indledende finske vinterkrig havde tappet landet for ressourcer. Stor fattigdom herskede dengang i de tusinde søers land. Hendes finsk-af stammede mor voksede således op hos danske plejeforældre på Sjælland.

Da Mailis’ far efter en omgang fåresyge i en ung alder var blevet infertil, så var udvejen for dem adoption. Så de hentede to finske piger, hvoraf Mailis var den ene. Dermed voksede de to finske piger op i Vejle, hvor Mailis mor og far i mellemtiden var endt med at bo.

Mailis endte så efter en del omtumling i Danmark midt i livet tæt på barndomsbyen – nærmere betegnet i Bredsten 10 km vest for Vejle, og 18 km øst for Billund, hvor hun altså som ildsjæl i det nye projekt Sydjysk Hestesport er med til at finde en erstatningsmodel til den snart hedengangne travbane i Billund.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

 

Ruben Kristensen kan sagtens blive en af de nye stjerner på den nære fremtids travhimmel. I hvert fald taler den unge mands kuskeresultater deres tydelige sprog i den retning: Otte starter i 2020 resulterede i to sejre samt en anden- og en tredjeplads. Og 3 starter i 2021 har indtil skrivende stund resulteret i én sejr og to sekundære placeringer. Sejrsprocent 27,3. Licensen tog han i 2020.

Og inden den i dag 19-årige silkeborgenser steg op i sulkyen bag de store heste i rigtige løb, deltog han et års tid forinden som kusk i ponytravløbene, hvor det lykkedes ham at sejre i cirka halvdelen af de 25 starter, han gjorde i den kategori.

Seneste sejr som voksen-travkusk for Ruben kom i Billund fornyelig, nemlig den 15. april i år med hesten Easy Go Too Sejer i et amatørformløb.

Hesten starter også denne torsdag aften i Billund – det sker  godt halv ni. Men i og med sejren senest har betydet, at den nu er belastet med 20 m i forhold til sidst, regner Ruben ikke lige med, at det igen bliver til sejr.

– Jeg vil koncentrere mig om at køre ham fejlfrit og give ham et fornuftigt løb. Kommer vi så i pengene, så er det flot. Det er den realistiske vurdering. Ingen skal dog være i tvivl om, at jeg altid kører for at opnå den bedst mulige placering. Det skal man jo også. Det at smage sejrens sødme og køre på æresrunde med blomster i favnen foran et applauderende publikum – det er en stor drivkraft for mig.

Ruben fortsætter:

– Jeg er dog en gut med begge ben solidt plantet på jorden, og jeg ved, at jeg har meget at lære, både hvad angår det at køre løb og det at arbejde med hestene i træning. Det sidste finder jeg også vanvittigt spændende, og på den måde er det alt arbejdet med travheste, jeg befinder mig godt med.

– I mit år som ponytravkusk havde jeg dog allerede lidt erfaring med at træne store heste, fortæller Ruben Kristensen, der til sommer afslutter sin landmandsuddannelse, som har omfattet både skoletimer og praktik.

Rubens far var ofte til trav, men som ganske almindelig tilskuer. Han tog dog ofte sønnen Ruben med, og det var som oftest Skive Travbane, de besøgte. Faren havde interessen fra barnsben, idet Rubens farfar og farmor, der boede i området mellem Struer og Vemb i det vestjyske, havde travheste, og farfaren Henning Kristensen var faktisk i en periode aktiv travkusk på Skive Trav. En overgang havde han også hest i træning hos den dengang nybagte træner Steen Juul, da denne residerede i Skive.

Chanceartet konfirmationsgave

Da Ruben i 2016 blev konfirmeret, modtog han som så mange andre i den situation en del konfirmationsgaver. En af disse, som var fra to ansatte i farens virksomhed, bestod i et betalt ophold hos opdrætterne Charlotte Almbjerg og Lars Marcussen.

– Det var en lidt chanceartet gave, for de kunne vel ikke vide, om jeg kunne trives dér? Men så snart jeg troppede op – sammen med min far – for at tage mål af gaven, så viste det sig, at de, Charlotte og Lars, og så lille jeg, bare klikkede med det samme, og jeg var der i en god lang periode, især i weekenderne og på fridage, for skolen skulle jo trods alt også passes. Og det var bare så lærerigt og inspirerende at arbejde hos de to. Det var samtidig, som de havde gang i Candy La Marcs væddeløbskarriere, og jeg var med på alle rejserne til Sverige med hoppen. Jeg var således med, da hun vandt Svenskt Trav Oaks på Solvalla, og så var min far også med, da Candy La Marc vandt Breeders Crown for treårige hopper på Eskilstuna. Det var i 2017. Det var herlige oplevelser.

Dressurrytter

Selv om Rubens far ikke selv var aktiv inden for travet, så gav han dog hesteinteressen fra sit barndomshjem videre til sin søn. I første omgang udlevede Ruben denne interesse ved at gå til dressurridning på en rideskole næsten samtidigt som han startede i folkeskolen.

– Da jeg troppede op til den første time på rideskolen, så var jeg ræd for hestene, viste det sig. Det var jeg sådan set ikke tilfreds med, og jeg har det sådan, at når der er noget, der driller, så skal jeg prøve at forstå det og forsøge at få has på det. Så jeg ville virkelig få bugt med den her rædsel, og tog så hen til rideskolen igen kort efter. Og så fik jeg indset, at man behøvede ikke være bange. Min mor insisterede også på, at jeg skulle forsøge at overvinde det, og jeg har altid haft god opbakning hjemmefra.

– Lige efter folkeskolen ville jeg straks i gang med arbejde med travheste, men min mor fik mig til at tage en uddannelse at falde tilbage på først. Det blev så landmandsuddannelsen. Til sommer, når jeg er færdig med den, så skal jeg til at for alvor arbejde med traverne. Lige nu kommer jeg meget af min fritid hos træner Morten Friis i Skive. Jeg hjælper ham ofte også på løbsdage, hvis det kan passe ind. Men jeg har endnu ingen fast aftale om, hvor jeg skal begynde til sommer.

Dysleksi

Ruben har udfordringer med ordblindhed – eller dysleksi, som er den kliniske betegnelse – så for ham har skolearbejde ikke altid været værdsat så højt.

– Jeg er dog glad for, at vi nu er i 2021, for i dag er der mange gode tilbud til os med ordblindhed. Der er udviklet gode læringsteknikker. Især har jeg haft megen gavn af at være på en efterskole for ordblinde. For bare 30-40 år siden blev ordblinde stadig ikke rigtigt spottet og blev bare betragtet som mindre begavede. Det sker ikke så meget i dag, og det er jeg taknemmelig for, ytrer Ruben, som også sender denne salut:

– Ligesom jeg er taknemlig over for de hesteejere, der har lånt mig heste til at deltage i løb med. Jeg er dem dybt taknemmelig, og jeg håber, der fremover også vil være hesteejere, der vil støtte mig og stille deres dyr til rådighed for mig. Det vil jeg i givet fald aldrig glemme dem.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

– Åh, det er den fjerde gang her i sæsonstarten et megatæt opløb henviser os til en anden/tredjeplads, sukkede en ellers stolt galoptræner Lea Olsen efter søndagens andenplads til Folkehesten Ventuari. Ventuari har Lea Olsen delt ud på over hundrede anparter, og interessen for hesten har været stor.

Ventuari redet af den talentfulde, men dog stadig urutinerede Matilde Kløve, var i store dele af Derby-25 løbet i clinch derfremme med veludseende Aristoteles, der dog på de sidste meter trak det længste strå.

– Jeg er trods alt tilfreds med Ventuaris præstation, selvom vi ikke lige var først over mål, uddybede Lea Olsen efter løbet og fortsatte:

– Matilde var virkelig på dupperne og gjorde det fremragende her i hendes karrieres vorden. Hun blev jo også flot tredje med Mancini i dagens første galopløb her i Århus. I dette løb var Kong Salomon – også fra min stald – kort slået til andenpladsen. Han gik godt, og vi ser med stor glæde frem til fortsættelsen, og selv om det ikke blev til sejr, så skal han nok vise sit værd i de kommende starter. Når jeg gør status, så er jeg tilfreds med hestenes præstationer, og vi arbejder videre frem og håber, de får mulen først på stregen inden længe.

Efter at have passeret målstregen som anden med Ventuari var Matilde Kløve så uheldig at falde af hesten og landede lidt uheldigt med hovedet først på jordbunden.

– Hun har det dog godt og går upåvirket omkring her i stalden, men hun tager alligevel lige en tur på skadestuen for for en sikkerheds skyld at blive tjekket igennem, berettede Lea Olsen, der videre fortalte:

– Når et sådant uheld kunne ske, så er det antagelig fordi hesten har snublet lidt, og at Matilde har været lidt træt ovenpå sine to ridt, så hun ikke lige i tide fik rettet hesten op. Men vi er glade for, at både Matilde og Ventuari har det godt. Ventuari regner jeg med at kunne starte den 9. maj i Århus, så andelsejere og andre interesserede kan allerede nu sætte kryds i kalenderen. I dag var der jo coronabegrænsniger, så ejerne kunne ikke rigtig nyde Ventuaris præstation in real life, men det kan så forhåbentlig ske søndag den 9. maj.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Billund-amatøren Carsten Madsen startede med at komme til trav, fra han var de der fire fem år gammel, for da havde hans far, landmanden Johannes Madsen, fattet interesse for det med travheste. Johannes Madsen boede dengang med sin familie tæt på Hedensted, og ikke langt derfra lå Remmerslund, hvor han handlede med købmanden dér, den navnkundige travildsjæl Erling Grotkjær. Og han var jo travmand om nogen, og han fik således også vakt interessen hos sin kunde og ven Johannes Madsen.

– Gennem tiden fik vi mange heste, og det var en hobby, der samlede familien. Min far og jeg var opslugt af det. For godt 23 år siden døde min far, så nu er der lidt mere stille omkring travet, fortæller Carsten Madsen, der har også har haft amatørlicens i Billund i mange år og deltaget i et hav af løb.

– Jeg har nu kun en enkelt hest, Steve Bull, som jeg går og hygger mig med, og måske skal den starte for rytter i monté, hvilket skulle passe den godt. Jeg bor i Løsning og arbejder som vicevært i et stort ejendomsselskab. Min kæreste Britta er ikke så interesseret i travheste, så det sætter jo lidt begrænsninger på, hvor meget jeg vil lade det løbe løbsk med mig, men jeg har dog så meget travbacille i blodet, at jeg når Billund med udgangen af året lukker ned, så vil jeg flytte min licens til Fyn.

– Ja, det er jo en trist tid, men jeg håber, den nye initiativgruppe Sydjysk Hestesport får held med at etablere en ny bane i området. Når denne bane lukker, så mister mange af os det kulturelle og sociale omdrejningspunkt, den nuværende bane har udgjort. Der vil være mange travfolk, som man har været forbundet med gennem sporten, som man så nok ikke ser mere. Jo, jeg håber mange af dem ligesom jeg trods alt opretholder licensen, men de skal jo så i givet fald finde en anden bane. Siden kan de forhåbentlig vende hjem til en lokal bane, når Sydjysk Hestesportscenter, eller hvad det nu kommer til at hedde, om føje år ser dagens lys.

Carsten Madsen er også med i det organisatoriske og således kasserer i amatørernes forening Billund Travklub. På løbsdagene virker han som official for Billund Trav og varetager mange praktiske opgaver, blandt andet med at tjekke nytilkomnes hestes chipnumre samt med at være bindeled mellem kuske og dommertårn, når dette er påkrævet.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen