Makker- og søskendeparret Julie Liv og Maria Morin er glade for, at deres nyligt markedsintroducerede app Mosson Owner bliver godt modtaget i de nordiske broderlande Norge og Sverige.

I 2018 gik firmaet Mosson på markedet og lancerede applikationen Mosson Stable – altså en app som kan lette arbejdet med administrativ styring af en stald – dvs. her taler vi om en app, der har fokus på driftsmæssige aspekter som økonomi, kommunikation og intern vidensdeling.

Her i april 2020 har firmaet Mosson markedsført et nyt produkt, Mosson Owner, som er en app, der henvender sig særskilt til hesteejerne. Ved brug af denne app kan ejerne få tilsendt billeder/video og oplysninger om hestene. Det er dog en forudsætning, at  stalden anvender løsningen Mosson Stable for at ejerne kan få glæde af Mosson Owner.

App’en Mosson Owner åbnet på smart-phonen

– Der er en automation mellem de to applikationer, som gør, at en stald optimerer udbyttet af app’en Mosson Stable, når den får lov at spille sammen med app’en Mosson Owner. Det giver stalden en enestående mulighed for en let og vigtig kundepleje, forklarer Maria.

– Vi har i første omgang valgt at lancere Mosson Owner i Sverige og Norge. Vi har fået god feedback på vores produkt fra de kanter, og vi mærker nu, at hesteejerne efterspørger de tjenester, Mosson Owner kan give – og trænerne viser derfor større og større interesse for at erhverve sig app’en Mosson Stable. Det har været et sejt træk at få den store interesse, vores produkt har vakt i Danmark, udmøntet i en konkret efterspørgsel af produktet, men det ser ud til at lysne nu, uddyber Julie og fortsætter:

– Alle har adgang til at skaffe sig den nye app, også danskerne. Men vi kører ikke de store markedsføringsskyts i Danmark i stilling endnu. Vi går først ud med lancering af Mosson Owner her i landet, når Dansk Hestevæddeløbs nye platform Share A Horse går i luften i enten maj eller juni, hvor netop vores app Mosson Owner er en del af konceptet. På den måde bliver det relevant for den enkelte træner at skaffe sig Mosson Stable, så han eller hun kan tiltrække de hesteejere, der viser interesse for at investere i anpartsheste via Share A Horse platformen.

– Så mens de danske trænere ofte ser til Sverige og Norge for at følge deres kollegers tiltag for at udvikle sig, så følger de svenske organisationsfolk med stor interesse den danske hestesports samarbejde med os i Mosson om den indarbejdede brug af vores app’s i den danske hestesports anpartshesteprojekt siger Julie.

De to søstre har ofte aflagt Sverige et besøg for at demonstrere deres app’s for de svenske hestesportsfolk. Her er det travskole-læreren og hovslageren Glenn Elo, der studerer herlighederne

Mosson Stable er ikke kun skræddersyet til væddeløbssporten. Alle hestestalde kan drage nytte af den, og inden for ridesporten er der mange, der allerede har taget løsningen fra Mosson til sig.

– Ja, vi har kunder fra alle sportsdiscipliner inden for hesteverdenen. Men nogle gange tilpasser vi vores produkter til den enkelte disciplin – det gælder for eksempel hestevæddeløbsverden, hvor der ofte kan være specielle hensyn at tage, føjer Maria til.

 

Sådan her forklarer Julie og Maria selv funktionen af deres applikationer:

– Med Mosson Stable & Mosson Owner app kan træneren og staldpersonalet let informere alle ejere af en hest på samme tid om løb og daglige informationer om hestens trivsel og status. Når træneren planlægger løb for hestene i stalden, så får alle ejere af hestene straks besked i appen. Har man en eller flere heste i træning, kan man følge dem alle i Owner appen. Træneren kan skrive beskeder til alle ejere på en gang. Lige så snart et løb bliver planlagt vil man som ejer få besked. Det giver mulighed for i god tid vide, hvornår ens hest skal starte i løb, så man ikke misser muligheden for at være med i vindercirklen på banen. Dette er specielt vigtigt i arbejdet med at tiltrække nye ejere ind til branchen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Lars Brender er forpagter af kaperkørslen i Den Gamle By i Århus. Hestene fragter museets besøgende rundt i højsæsonen, der har to etaper, den sommerlige fra maj til september og så den hyggelige i julemåneden december.

Lige nu er kørslen dog sat på pause. Det er som bekendt Corona virussets skyld. Så Arne og Ametyst og alle de øvrige kaperheste har rigtig haft tid til at nyde foråret i foldene syd for Randers, nærmere betegnet i Fløjstrup ved Vester Alling, hvor Lars Brender holder til, og hvor hestene har deres hjemlige base, når de ikke er på arbejde i Den Gamle By. Der er dog lys for enden af tunnellen: Regeringen har torsdag i nærværende uge givet grønt for en yderligere åbning af Danmark efter pandemirestriktionerne, men hvordan det lige påvirker aktiviteterne i Den Gamle By må man orientere sig om i dagspressen.

Kaperkørslen – når Den Gamle By engang før eller senere igen er i fuld vigør – byder på to ture. Den lille på ca. en halv kilometer i gader og gyder i selve bydelen af Den Gamle By, og så den store, hvor man supplerer den lille tur med en tur rundt i Botanisk Have, hvor man så når op på en kilometer. I højsæsonen bliver det op mod tyve ture i et skønsomt mix af de to typer ture over en dag.

– Hvis du på et år kører regelmæssigt i de perioder, så når du hele verden rundt. Forstået sådan, at så har du fragtet personer hidrørende fra alle verdens lande rundt, forklarer Lars Brender, der har drevet kaperkørsel i en menneskealder.

Lars Brender med en af sine hvide boulonnais’ere

Men hvordan startede det?

– Man kan sige, det startede i 1980, hvor jeg grundlagde mit firma, enkeltmandsfirmaet, Århus Kaperkørsel, hvor jeg så kørte rundt i selve Tivoli Friheden og i skovområdet ved tivoliet – jeg havde min første holdeplads lige uden for dette forlystelsesetablissement. Jeg har også haft kaperkørslen inde i centrum af Århus med base på Åboulevarden.

Buddreng

– Men min interesse for heste går jo tilbage til barndommen. Jeg er købmandssøn fra Geding ved Tilst. Jeg kørte som dreng bud for min far, og tit kom jeg til den lokale slagter Ove Juel Rasmussen, der også var travmand. Hans søn Verner Juel Rasmussen, som jo netop for nylig er gået bort i en høj alder, arvede sin fars interesse og blev landskendt for sine Vixi-opdræt fra stutteriet Mariesminde ved Kvottrup.

–  Så jeg kom via mit bekendtskab med den familie også ind i travsporten, og i mine tidlige ungdomsår var jeg på skift knyttet til flere af trænerne på Jydsk Væddeløbsbane – længst tid var jeg nok hos Preben Munch, og hans søster Annette er i dag stadig min revisor. Da jeg sprang soldat i Næstved, bestod min omgangskreds i fritiden for det meste af de travfolk, der var på de kanter, blandt andet familien Hansen fra Bryggergården, hvor Jens Arne Hansen i dag jo stadig er aktiv som træner.

– Da jeg var ti år gammel og hjalp til på Stutteri Mariesminde, var jeg i fjernsynet i Sportsorientering, som det hed dengang dér midt i tresserne, hvor legendariske Gunnar Nu-Hansen stod for at lave et indslag om familien Juel Rasmussen og deres heste – der blev vist gode, lange passager, hvor lille jeg trak rundt med hestene.

– Ved besøg på Charlottenlunds travbane og galopbanen i Klampenborg stiftede jeg bekendtskab med kaperhestene i Dyrehaven og blev betaget af dem. Her spirede ideen til at prøve at køre med sådanne heste i Århus.

– I Århus havde jeg også stiftet bekendtskab med en familie Haagensen, der stammede fra Randerskanten. Jan Haagensen var en toprytter inden for cykelsporten. Han dystede ofte med store navne som Niels Fredborg, Gunnar Asmussen og Gert Frank. Jan Haagensens far havde tilbage i starten af det forrige århundrede et vognmandsfirma med base i Århus, og det var med hestetransport. Stalden var dér, hvor varehuset Salling i dag ligger, i Amaliegade.

– Cykelrytteren Jan Haagensen er i øvrigt far til Lunden-træneren Alex Haagensen. Alex er blevet min svigersøn, idet han danner par med min datter Lisbeth. Lisbeths bror Lasse var i øvrigt den travkusk, der hjemførte den første trænersejr overhovedet til Alex Haagensen efter at han var startet op på Lunden. Lasse mistede desværre livet i en trafikulykke for et par år siden, beretter Lars Brender.

Trioen Kjersgaard, Fridthjoff og Brender

I øvrigt har Lisbeth og søsteren Louise  bistået farens forretning – døtrene har ofte ageret kuske i sommerperioderne i den tid, Lars har drevet sit firma, og Lars kæreste Ulla har sørget for regnskaber og den slags. Ulla har holdt Lars ud  i 19 år, men de har også hver deres bopæl og ses mest i fritids- og ferieperioder. Hun står for Borgerservice i Fåborg, og dér tager Lars ned, når han trænger til at koble helt af.

Ellers tager kæresten  til Fløjstrup i weekenderne, hvor hun jo så styrer regnskab og dertil lidt planlægning omkring husholdning, så Lars og medhjælpere ikke går helt kolde i løbet af arbejdsdagene. Dog har kæresteparret nydt hinandens selskab i en lang periode just nu, idet Borgerservice under corona-restriktionerne styres fra matriklen i Fløjstrup.

Selv om datteren Lisbeth er stærkt optaget af at bistå gemalen Alex med trænergerningen på Lunden og har meget at se til i stalden på selve banen, men så sandelig også på det lejede landsted i Nordsjælland, hvor hestene oftest tilbringer tiden mellem løbsopgaverne, så får hun dog stadig tid til at bistå faderen med kaperkørsel i spidsbelastningsperioderne.

Vue fra markerne ind mod Kapergården i Fløjstrup, hvor Lars Brender og hans fjorten kaperheste holder til

Vi skal høre mere om udviklingen af firmaet. Lars Brender fortæller:

– Omkring 1990 var jeg med i en udsendelse hos den århusianske lokal-tv-pioner Jack Fridthjoff, og her mødte jeg også Erik Kjersgaard, historikeren, der dengang stod for Den Gamle By. I den forbindelse opstod tanken og ideen om at indlemme kaperkørsel i Den Gamle Bys repertoire. Vi satte det i gang, startede med én hest, snart var der to, og inden vi havde set os om, så havde vi fire heste og altså fire vogne i gang. Senere har vi også fået tospand med i konceptet, og i dag har jeg vel 9-10 heste, der trækker turister rundt i Den Gamle By. I sæsonen står de ca. fem ad gangen per  uge på en dertil indrettet stald i Købmandsgården, hvorefter de kommer hjem til mig her på mit landsted og er en uge på græs. Det hold, der har gået i Fløjstrup, bliver så kørt ind til Den Gamle By, og så har de en arbejdsuge. Sådan skifter vi.

– Jeg har en trailer til to heste, så jeg må køre turen Århus – Fløjstrup et par gange om fredagen, der er den sædvanlige skiftedag.

Corona-tiden er ikke så skidt at den ikke også er godt for noget. Langdistanceparret Ulla og Lars har kunnet hygge sig sammen i en længere sammenhængende periode, da Ulla er nødsaget til at arbejde hjemmefra – til daglig bor og arbejder hun ellers i Fåborg på Fyn

Boulonnais tilsat lidt traverblod

Lars Brender har i alt 14 heste på landstedet i Fløjstrup. Heraf er nogle følhopper og føl.

– Jeg benytter hesteracer som Frederiksborg-heste, Oldenborgere, men mest hælder jeg til Boulonnais’ere. De er rolige, gemytlige og godmodige, hvilket er gode egenskaber, når de træffer så mange mennesker, som de gør i Den Gamle By. De kan godt kapere den trang, folk har til at hilse på dem og kæle lidt med dem uden at blive frustrerede eller gale. Samtidig har de en gevaldig god skridtlængde, så de kommer fremad uden unødig anstrengelse, og stadig holder vi jo det her adstadige tempo på ca. 5-6 km i timen, der gør, at turisterne kan få tid og ro til at opleve alle seværdighederne, vi passerer.

– Og traverne? Jo til at begynde med havde jeg kun gamle, udtjente travere – nogle af den tunge type, som havde det lidt svært med den høje fart, de forventedes at skulle præstere på travbanerne. De var gode til det her kaperkørsel. En af de første, jeg havde, var en bornholmer, Jaco Klinteby, som jeg fik foræret af Preben Kjærsgaard. Det var en stærk og fin hest, god som kaperhest, for langsom til trav.

– Boulonnais’ere er ofte hvide, men de kan have andre farver. Jeg er så begyndt at krydse den race med travere. Det giver nogle helt specielle individer nærmest skræddersyet til kaperkørsel. Boulonnais’ere er nogle store tunge heste på næste et helt ton. Med krydsningen får jeg lidt finere, slankere udgaver, som passer fint til de lidt snævre passager, der jo kan være i Den Gamle By.

Lars Brender foran en af de mange vogne, han har stående på sin ejendom i Fløjstrup

Vi møder i højsæsonen ind om morgenen klokken 5.30, og så motionerer vi straks hestene lidt under rytter i Botanisk Have, inden de gøres klar til at trække vogn og turister. De ryttere, der kommer om morgenen, er nogle studerende, der finder adspredelse i den opgave.

Lars Brender tog i sin tid jockeylicens på JVB i halvfjerdserne. Hos daværende træner Bent Madsen. Mellem år og dag har Lars Brender startet en travhest, og han har også vundet – blandt andet på Fyens Væddeløbsbane vandt han i 2005 med hesten Full Screen. I de sidste år er det mest som opdrætter inden for travet, Lars Brender har virket, blandt andet har føromtalte Full Screen bragt hoppen Remember Screen S, som nu befinder sig hos Århus-amatøren Jimmy C. Nielsen.

Mange – især måske fra det østjyske – husker nok en tv-serie, Strigler og Børster, der blev bragt for godt  tyve år siden, hvor en række forskellige finurlige skæbner med tilknytning til JVB var gennemgående figurer. Kaperkusken Lars Brender var en af dem – parret Lizzie og Tage nogle andre, og de tog vist nok alle i den serie danskerne med storm.

 

Udsigt over foldene

 

Lars Brender har haft sin nuværende gård i Fløjstrup i 7 år, og den restaurerer han nænsomt, så den kan bibeholde sit oprindelige udtryk

 

Hyggestund i folden. Til familien hører også et lille æsel, der flittigt tager del i pasningen af kaperhestene

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

I eftermiddag starter Daretodream H M på Aalborg Væddeløbsbane. Det gør den i fjerde løb med Morten Friis som catch driver, og det er med en vis spænding, ejeren Mats Pedersen vil følge den start.

– Jo. Han kan godt følge med og også komme til at kæmpe om de gode præmier. Jeg er forsigtig optimist. Forbeholdet, jeg giver udtryk for, skyldes, at Daretodream H M hidtil har afsløret, at han kan være en smule barnlig, lidt umoden i sin optræden, og han har også et vist temperament, især når han kommer på banen. Det er det, der gør mig lidt forsigtig i min optimisme, hvilken jeg så til gengæld bygger på, at han er begyndt at vise lidt mere fornuft i træningen. Kan han tage det med ud i løbet, så vil det ikke gå ham så ilde, det er jeg overbevist om.

Mats Pedersen er nordmand. Han og hustruen Hege bosatte sig for seks år siden i Biersted, og støt og roligt er de blevet en del af de mange hesteejere og hesteopdrættere, området mellem Vildmose og Vesterhav gennem årene hele tiden så rigeligt har budt på.

– Mine svigerforældre, der bor i Larvik, hvor vi egentlig kommer fra, har i mange år haft et sommerhus i Blokhus, så inden vi flyttede til Danmark, kom vi her ofte, og vi har altid holdt af landet. Vi holder bestemt også af Norge, men vintrene i Danmark kan være tillokkende mildere. I årene, hvor vi stadig var ferierende i Danmark, blev vi bekendte med opdrætter og amatørtræner Bjarne Sørensen og dennes hustru Helene Graversen, og dem har vi haft meget hjælp af.

– Vores passion er heste. Jeg elsker at arbejde med travheste, og min hustru Hege har med rideheste at gøre. Dem har vi fem stykker af. Hege er uddannet  instruktør og ridelærer, men hun interesser sig også meget for travhestene. Hun bruger det meste af sin dag på vores elleve heste, dog får hun også tid til herhjemmefra at løse forskellige opgaver for sin far, der driver en større virksomhed i Norge. Jeg selv har et job i Aalborg i et firma, der beskæftiger sig med transportlogistik. Da vi i 2014 tog skridtet og skiftede land, brugte vi meget tid på at resonere over, hvorvidt vi skulle gøre det eller ej – regnede stolpe op og stolpe ned over fordele og ulemper, men vi har indtil nu aldrig fortrudt vores valg om at flytte til Danmark.

Mats Petersen motionerer She’s A Dream for vogn på Rødhus Strand

En af de ting, Mats og Hege nyder ved at have bosat sig i Biersted, er at de kan tage til stranden ved Vesterhavet. Med hestene forstås, for at give dem træning dér.

– Det nyder i hvert fald hestene også, bedyrer Mats Pedersen og tilføjer:

– For os tager det kun 20 minutter cirka at nå derud, og vi træner helst ved Rødhus og Blokhus. Stranden er perfekt. Her kan vi køre og ride på den brede strand, og så kan hestene pjaske lidt rundt i vandkanten også. Det har slået mig lidt, hvor få trænere, der egentlig benytter sig af den form for adspredelse for hestene.

Må blive hjemme i Norge

Mats Pedersens svigerforældre Vera og Tom Ole Nilsen er i øjeblikket fanget i Larvik grundet corona-situationen. Det har de efterhånden snart været i syv uger.

– De plejer ellers at være her hver weekend, og de hjælper meget til med hestene, når de er her. De er meget delagtige i, hvad der foregår her og er alfa og omega i, at vi får vores heste til at trives, fortæller Mats Pedersen.

Hege sørger for at også hendes rideheste for en udblæsning på stranden

Mats Pedersen kører gerne hestene selv, og han pønser på at få hoppen She’s A Dream til start i et amatørløb i Aalborg inden for de næste fjorten dage.

– Hende har jeg selv vundet løb med. Det var på Sørlandets Travpark i Norge for et par år siden. I Danmark mangler jeg endnu at vinde, men jeg skal gøre alt for, at det må ske snart. She’s A Dream er en god monte-hest, og Michelle Mønster har vundet med hende i Århus i den disciplin. Hun, altså She’s A Dream, er bedste Århus-vejen rundt. Hun går også pænt i sulkyløb. Så har vi Edels Samuraj H M, der snart er startklar igen, samt Fortuna H M, som jeg først forventer til start engang hen over sommeren. Jeg tror, hun bliver god.

– Den sidste travhest, vi har, er et norsk koldblod. En hoppe, vi avler på, men som ikke er i fol i år, så hun træner nu sammen med hendes seneste afkom, der er efter klassehingsten Odd Herakles. Vi vil prøve at få den lille godkendt i Norge og se, om nogle så viser interesse for at købe den. Moren skal helt sikkert forsøges i fol igen.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

Den seksårige svenskopdrættede vallak Freddie Silvåkra var fredag en tur på stranden ved Rødhus for lige at skærpe formen, inden den førstkommende mandag tørner ud i sjette løb i Skive.

Freddie Silvåkras træner Lillian Uglebjerg, der har sit træningsdomicil tæt på Hørning syd for Århus, motionerer som bekendt ofte sine væddeløbere på netop stranden ved Rødhus, en lokalitet, hun kender som sin egen bukselomme, da hun i sin tid som opvoksende nordjyde netop slog sine folder i dette område.

Freddie Silvåkra, der er halvbror til Dino Silvåkra, som for nylig havde et par sæsoner hos Michael Lønborg på JVB, debuterede for Lillian Uglebjerg den 2. marts i år i Skive og sejrede. Det var lige før nedlukningen af Danmark grundet coronaen, og siden har Freddie Silvåkra sammen med sine staldkammerater trænet på.

– Men da der har været løbspause, er det jo ikke helt til at sige, hvordan formkurven har holdt sig, vurderer Lillian Uglebjerg, der dog føjer til:

– Imidlertid tror jeg, han på mandag må stå med en god chance, og jeg bliver skuffet, om han ikke er med i afgørelsen.

– Jeg har jo et godt venskab med familien Goop, som jeg først og fremmest har lært at kende gennem mit venindeskab med Annika Goop, og sidste efterår var jeg i Sverige med transporteren og lagde selvfølgelig vejen forbi familien Goop.

– Her gik Freddie Silvåkra. Han døjede med en gaffelbåndskade, og jeg kan jo godt lide udfordringen med at få besværlige eller opgivne heste til at fungere igen. Det vidste Gopp’erne jo alt om, så de sagde: tag du ham med hjem og se hvad du kan gøre for ham. Det var jo en positiv overraskelse, jeg ikke var sen til at udnytte.

– Det viste sig så, at gaffelbåndsskaden på ham var til at overse. Selvfølgelig skal det tages alvorligt, og man skal gøre det rette, men hans skade på gaffelbåndet var ikke så grel som den for eksempel var hos en anden af mine heste, nemlig Cointreau, som havde en langt alvorlige gaffelbåndsskade, hvilken det tog os 14 måneder at kurere – min dyrlæge Reinholdt sagde, at det var den længste gaffelbåndsskadebehandling, han længe havde været udsat for – men med Freddie tog det kun et halv års tid, og så fik vi ham i gang igen.

La Francaise og Mockingbird Face deltog også i fredagens træningsomgang på Vesterhavsstranden ved Rødhus

For tiden har Lillian Uglebjerg 19 heste i sin varetægt. I corona-virussens skygge er det per uge ofte blevet til mindst to gange besøg ved Rødhus, hvor stranden er blevet udnyttet optimalt. Hestene får som oftest tre tempoarbejder langs stranden fra Rødhus til Blokhus, en distance på i underkanten af ti kilometer. Når løbsdagene igen ruller på for alvor, vil det typisk være én gang om ugen, Lillian Uglebjerg sender et hold heste til strandtræning i Rødhus.

– Der er dog indlagt pauser i træningspasset på stranden, hvor hestene så skridter – det er ofte ved de små åer, der inde fra landet løber ud i havet via strandbredden – dem bruger jeg som pejlemærker. Som sagt kender jeg området ud og ind. Hestene får også lov at skridte af i vandet, og det nyder de, og det er også sundt for bentøjet, lyder det fra Lillian Uglebjerg.

Fra træningsetablissementet på Bodil Mølle ved Hørning og til Rødhus Strand er der ca. 2 timers transporttid.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Krikker er jo herlige, og kender man deres kropssprog, så kan man jo ligefrem tale med dem. Nogenlunde sådan har en ung pige fra Rønne udviklet sit mantra, da hun i firserne blev inspireret af travmiljøet. Siden har hun forfulgt ideen, og ideen har fulgt hende. Vi har aflagt hende et besøg på Center for Hestevelfærd i Rask Mølle, hvor hun arbejder og bor.

– Jeg har først og fremmest lært at lytte. Det er alfa og omega, når man skal prøve at finde ud af, hvad der er galt med en given hest. Dertil kommer, at jeg har udforsket hestenes kropssprog.

Sådan karakteriserer Gitte V. Naldal sine kompetencer udi hestebehandling. Og hun uddyber:

– Jeg går måske under betegnelsen autodidakt, da jeg ikke har papirer på min viden om heste, men jeg har været hos mange forstandige hestekyndige gennem mit liv, blandt andet hos Per Spångfors i Halmstad i Sverige. Her blev jeg b.l a. sat ved siden af trav-båndet, vel at mærke med ryggen til. Dvs. at jeg havde ryggen til de heste, der gik på det. ”Du får først fri, når du kan sige, hvilket ben, de pågældende heste har problemer med”, lød ordren fra Spångfors.

– På den måde fik jeg lært at lytte mig frem til de eventuelle skader, en given hest måtte have. Den perfekte travbevægelse har en hel bestemt ren rytme – kommer der den mindste arytmi, når den traver, så er det en indikation på, at hesten har et problem.

– Ud over at kunne lytte til en hests bevægelsesmønster, er det selvsagt også vigtigt at iagttage hestens adfærd. Det gælder om at kunne læse og forstå hestens kropssprog, slår Gitte fast.

– Spångfors sagde altså: ”Lyt dig til, hvor hesten har et problem”. Traverne er ligesom totaktede – det skal lyde rent i to takter: ’dik dik, dik dik’. Lyder det f. eks. ’dikke dik, dikkedik’, så er der en forkert rytme, og så kommer galoppen før eller senere.

– Skridt er ligesom i fire takter og galop i tre takter. Lyden skal som sagt være ren i de respektive taktnedslag, ellers er der noget i vejen.

Gitte V. Naldal bliver ofte benævnt ’hestehvisker’. Måske en betegnelse, hun ikke selv vælger at bruge, men, at hun har en helt sublim føling med heste, er uden for al diskussion.

I dag bor Gitte med sin mand René Christensen i den lille Gudenå-nære landsby Rask Mølle ved Hedensted. På landstedet, hvor parret bor, råder Gitte over nogle hestebokse, og så er der en lille maskinpark, da René, der i øvrigt er komand, ikke hestemand, driver et fritidslandbrug med fjorten ha. jord, idet han ellers tjener til føden som bygningsarbejder, og det ofte lidt borte fra Rask Mølle som f. eks. lige i tiden, hvor han arbejder i hovedstaden og således kun er hjemme i weekenden.

Bornholmsk oprindelse

Gitte er født og opvokset på Bornholm – faren var indfødt øbo og arbejdede som anlægsgartner,  mens moren, der var ansat på DR Bornholm, var ”ovre fra”, som bornholmerne ynder at sige det  – fra Korsør, nærmere betegnet.

Det er bare ikke let at lytte sig frem til Gittes bornholmske oprindelse. Man kan ikke høre det på hendes udtale, som forekommer ærke rigsdansk.

– Bornholmsk taler jeg kun med mine bornholmske bekendte, altså familie og venner. Jeg føler mig jo som tosproget, idet på rigsdansk staver man anderledes, end man egentlig udtaler de samme ord på bornholmsk, f.  eks. ’køre’, hvor bornholmere jo siger ’tjøre’ – og så er der jo stadigvæk også ord på bornholmsk, som er forskellig i forhold til rigsdansk, udreder Gitte.

– Jeg stammer fra Rønne. Fra fjorten-års alderen er jeg kommet på travbanen. Her kom jeg hurtigt i kontakt med brødrene Thomas og Stefan, dem med efternavnet Lind-Holm. De kom jo også fra Rønne. Jeg lærte rigtigt meget af de to. De var mine mentorer dengang, og meget af det grundlæggende, jeg kan om heste, det stammer fra min tid hos dem. Jeg hjalp med træningen, og hver lørdag i sommerhalvåret hed det Almindingen, altså nærmere bestemt travbanen.

– De to brødre gik jo på gymnasiet, og straks efter – det var det år, jeg selv blev konfirmeret – begyndte Stefan på dyrlægestudiet og Thomas på universitetet, og det var de jo optaget af alle ugens hverdage. Det foregik jo ”ovre” – nærmere betegnet i hovedstaden, så jeg skulle passe hestene og gøre alting klar til lørdag morgen, hvor brødrene så dukkede op, og hvor der i sommerhalvåret var løb. Dengang bestod stalden blandt andet af så vel-estimerede koryfæer som Billy Skovlund, Florican Dirt og Eight Garbo. Den sidste havde jeg som min pashest.

Denne Pay Dirt-søn vandt i øvrigt 68 sejre i alt. Heraf høstede han de 18 på Bornholm, hvor han gjorde i alt 29 starter, de fleste gange kørt af Frank Mikkelsen.

Gitte V. Naldal ved indkørslen til gården i Rask Mølle, hvor hun driver Center for Hestevelfærd

Gitte fortsætter:

– Stefan havde mange sunde principper, som han lærte mig, så jeg startede faktisk op med at få  lidt opdragelse. Han sagde til mig: ”Lige meget hvor sød en hingst virker, så stiller du dig ikke lige foran den. En hingst er ingen hamster”. Åh-ja, jeg havde forinden prøvet at blive ramt mange steder af sådan en ”sød” hingst, men jeg lærte så at omgås heste af Stefan og Thomas. Stefan kan noget helt utroligt med heste, og han såede dermed kimen til meget af det, jeg har tilegnet mig i dag.

– Når han fik en hest over, så smed han alt det udstyr, den gik med eller skulle gå med i løb. Så skulle jeg ride den, gerne nede på stranden, og så studerede Stefan hesten og fandt frem til sin egen ide om, hvad der skulle til for at få hesten til at fungere – som udgangspunkt skulle den have så lidt udstyr på som muligt.

– Jeg var ferm til at ride, og det sidste år, jeg var på Bornholm, fik jeg daglicens til de monteløb, man dengang afholdt. Det var i 1989, og det var sådan en slags showløb uden for det normale program, hvilke  blev afviklet for at gøde jorden for monté-sporten, som først senere for alvor blev en anerkendt del af travløbene i Danmark – men der var jeg med i det indledende forsøg dengang. Vi red i øvrigt på almindelig sadel, hvad man jo ikke gør nu.

Syv kvadratmeter

Brødrene Stefan og Thomas støttede Gitte i at få gennemført en 10. klasse, hvorefter hun gennemførte et år på en erhvervsskole. Og så tog hun, der nu var blevet atten, derefter uddannelsen som veterinærsygeplejerske gennem mesterlære på Bygholm Dyrehospital i Horsens.

– Sådan fik man den uddannelse dér i start-halvfemserne, fortæller Gitte, der supplerer det med:

– I tre år boede jeg så på et syv kvadratmeter stort værelse og havde i den periode ikke en hest selv. Det hed en arbejdsuge på 40 timer, og i fritiden læste jeg og sugede al mulig viden om heste – og dyr – og jeg opsøgte også en række dyrlæger for at få mere input til min uddannelse. På den måde deltog jeg hos Schougaard på Rodelund i forskellige kurser. Fra ’93 til ’96 var jeg ansat på Hasselager Dyreklinik ved Lise Kousgaard – dyrlægen, der var kendt for at udføre akupunktur og kiropraktik. Hun er i øvrigt still going strong.

Senere kom jeg i kontakt med Michael Lundstedt, der holder til nord for Stockholm, og jeg fik et samarbejde med denne kiropraktor op at stå. Et samarbejde, der fungerer den dag i dag.

– Han arbejder både i Sverige og resten af Skandinavien og også internationalt. Han kom her, da jeg lige var startet, og jeg troede selvfølgelig dengang, jeg kunne en hel masse, men fandt så ud af, at der var meget, ’lille’ jeg manglede.

– Da jeg vær færdig med min uddannelse som vet-sygeplejerske, blev jeg ved med at studere på egen hånd ved siden af. Jeg kunne jo godt lide at tage mig af problemheste, og de har ofte noget med smerte – de reagerer på en eller anden smerte et eller andet sted fra i kroppen – så jeg satte mig ind i alt om hestens anatomi og fysiologi.

– Mange af de mennesker, jeg har lært noget af, er bare dumpet ned i min tilværelse på ret sted og ret tidspunkt og har gjort min egen søgen – den egen læring, jeg har bestræbt mig på – mere relevant. Alt er ligesom gået op i en højere enhed.

– Jeg kan ikke lide at relatere mig selv til bestemte systemer. Jeg har mærket efter selv og fundet mine egne metoder. Mange af de ting, jeg intuitivt har lært mig, kommer først nu i mere systematisk udgave til Danmark. Men jeg bekender mig ikke til nogen bestemt heste-guru.

Hesten taler med kroppen, og Gitte Naldals erfaring er, at mennesket også skal tale med kroppen for at kunne kommunikere med hesten. Derfor arbejder hun med kropssprog, berøringsteknik og energibaner.

Ved det utal af foredrag, Gitte især før i tiden afholdt, fik hun ofte nogle  problemheste ind, som hun skulle kommunikere med. Det kunne være heste, der var ulydige eller skræmte, som bed eller sparkede andre heste, eller som rytteren havde svært ved at sætte sig i respekt overfor. Publikum kunne så følge Gitte Naldals kommunikation med hestene og undervejs forklarede hun, hvad hun foretog sig.

Skribent

I 1997 fik Gitte sin førstefødte, Martin.

– Derefter hed det bare amme, skrive, arbejde; amme, skrive, arbejde, erkender hun.

I den periode og frem til 2006 fik Gitte skrevet en række bøger og produceret et par videos om heste og kommunikation – nogle af bøgerne er også oversat til svensk.

I 1998 startede Gitte som selvstændig og etablerede sig med sin forretning Center for Hestevelfærd.

– Jeg og min mand fik mulighed for at købe det her sted i Rask Mølle, og så gik det stærkt med at få heste ind. Jeg har haft rigtigt mange til trailerlæsning og opdragelse. Der var i princippet tale om alle slags heste, men det var dog mest rideheste.

I 2003 kom Maja så til.

– Hvor min ældste nok kunne hjælpe til med hestene i ny og i næ, men ellers ikke nærede den store interesse for hestesport, så tog Maja for alvor hestene til sig, fortæller Gitte.

Hun har som nævnt afholdt i hundredvis af foredrag for ryttere og rideskoler fra stort set alle egne af Danmark.

Siden 2006 har Gitte dog måttet drosle lidt ned på sine aktiviteter.

Ulykker

Hun kom i 2001 ud for en alvorlig ulykke forårsaget af en spritbilist, hvor hun kom til at sidde mast mellem sin egen bil og en mejetærsker og fik mange skader især på ryghvirvlerne, og hun kunne i starten ikke koordinere højre og venstre hånds bevægelser.

I 2007 var hun uheldig at blive sparket af en hest, hvilket ligeledes gik hårdt ud over fysikken. Især fik hun mange indre blødninger. Det medførte alt i alt, at hun i dag ikke er i stand  til at ride.

Men Gitte kom sig, og hun brugte i restitutions-øjemed mange af sine egne behandlingsmetoder, som egentlig var udviklet til heste, men som hun så tilpassede sin egen fysiske rehabilitering.

– Og alt det her har jo betydet, at jeg ikke er så efterspurgt som tidligere. Jeg klarer da heller ikke at have seksten heste i min varetægt, sådan som jeg havde før ulykkerne, men jeg overkommer et mindre antal, og det går fint. Jeg fungerer, men jeg er i en form for fleksjob. Nu har jeg også ponytravklubben og hjælper Maja med traverne, så alt i alt er jeg tilpas. Jeg vil dog gerne udvide mit repertoire i forhold til ponytravskolen

– Det begyndte med trav, men da jeg startede min egen virksomhed, var det stort set kun rideheste, jeg havde med at gøre. Men da Maja begyndte at interessere sig for ponytrav, ja, så kom jeg lige så stille ind i travsporten igen, beretter Gitte.

Underlag

Gitte kommer med et hjertesuk:

– Travfolk kan nemt holde heste i træning hos en træner i mange måneder, hvor de udviser større eller mindre tålmodighed. Men hos mig skal jeg helst kunne løse problemet nu og her, men det tager jo tid at få løsnet op for hesten og finde ind til problemområdet. Det er dog svært at sige til de utålmodige, at deres hest, den er ikke klar endnu, for når de ser forbedringer, så vil de straks i gang med at få hesten meldt i løb.

– En af mine kæpheste i forhold til at få heste til at trives, gælder det underlag, de møder – i fold, i boks og på træningsbane. Først og fremmest skal hestene have et varierende underlag. Det har vist sig, at mange heste trives helt vildt godt med et boksunderlag af skumgummimadrasser, det får hestene til at slappe helt og holdent af, lidt ligesom når vi mennesker får en vandseng at dase ud i. Jeg fandt også tidligt ud af, at når heste skulle lære at læsses via rampe, så hjalp det at variere underlagene. Det kunne være bløde, hårde, dybe, fugtige eller tørre underlag. Så kunne man finde det underlag, hvor den givne hest var mindst ræd for rampen.

– Folk, der hele deres arbejdsliv står ved et samlebånd på en fiskefabrik, kan nok skrive under på, at det giver helbredsmæssige udfordringer, særligt med hensyn til slitage af kroppen: ondt i skulder, ryg og lænd og sådan noget. Derfor skal heste ikke træne på bane hele tiden – det byder på det samme underlag.

– Jeg har derfor selv udviklet min egen bane – den minder i sit udtryk lidt om en minigolfbane. Den består af forskellige underlag og forskellige bevoksninger. Der er træplader, skumgummifliser, underlag af sand og grus og jord med huller og sten – dermed er underlaget ujævnt som et uberørt naturterræn – og det er en smule kuperet også. Her boltrer hestene sig, og det giver god træning, og det giver hestene en god kropsfornemmelse. Der er mange krydderurter som f. eks. mynte samt tilmed grøntsager som f. eks. grønkål og derudover mange slags græsser. Hestene råæder ikke, men går og nipper til vegetationen. Det giver også en bedre foderomsætning hos hestene.

 

 

 

 

 

 

 

– Med den bane undgår vi heste med tunge ben. De får nemlig tunge ben, hvis de altid står eller bevæger sig på samme underlag. Det er derfor min bane har et  varieret underlag. Det  giver bedre muskulatur og bevægelse i benene.

– For nogle år siden kom probiotræning til Danmark, og her sagde man: jo flere forskellige underlag, heste fik lov at gå på, jo mere kropsbevidste blev de. Jo tak, det satte en masse ord på, hvad jeg havde tillært mig selv i løbet af den tid, jeg allerede havde beskæftiget mig med heste.

– Man begyndte også at skrive – som om det var en nyvunden indsigt – at det at nusse heste i næseborene var en god ting at gøre for at få dem til at slappe af. Det tror jeg nok, mange hestekyndige vidste alt om i forvejen – måske italesatte de det bare ikke.

– Mange af de ting fra probiotræningen har jeg i øvrigt med på min første video fra ’99.

– Nogle gange mangler folk kørekort til heste, sukker Gitte.

– Folk er tilbøjelige til at klappe en hest eller en hund som udtryk for ros og anerkendelse. For hestes vedkommende vil det umiddelbart være mere relevant at ae den for at rose den – set ud fra hestes egen måde at kommunikere på. Heste står normalt ikke og klapper hinanden, hvis de vil udtrykke ”venskab”. Det med, at den ved, at et klap er en kærlig ros er noget, vi tillærer hesten.  Så har man ikke haft meget med dyr at gøre, så skal man lære, at en hest først skal lære det, hvis den skal forstå, at et klap er udtryk for belønning.

– Mennesker skal forstå hestens kropssprog, inden de sætter i gang med at omgås heste. Men næste skridt er så, at hesten skal forstå den person, den skal omgås. Så personen skal med hestens sprog få fortalt, at det altså er mig, der bestemmer her. Når det er på plads, kan indlæring begynde. Så kan man begynde at få hesten til at lære noget. Det handler om respekt. I en hesteflok er der et naturligt hierarki. De personer, der er relevante for hesten, skal indgå i det hierarki.

– Det kan man for eksempel opnå ved at udøve et tryk på hesten, på dens hals, dens bringe eller nakke – man skal spille imod den, så den forstår, at den skal gøre noget, som man ønsker af den, og herved kan harmoni mellem menneske og hest opstå.

– Hvis det ikke opstår, arbejder hesten under stress, og det skaber sikre forudsætninger for skader.

– Det er altid dig, der skal flytte hesten, om det så er forfra eller bagfra – i travet er det jo bagfra. Det er ikke hesten, der skal flytte rundt med dig. Ofte ses det ved trailerlæsning, at hesten bestemmer for meget, og i værste fald kommer den jo ikke op i traileren.

Pønser på web-seminarer

Gitte udgav som sagt sin sidste bog i 2006, men hun har mange ideer på lager, både til bøger og til instruktionsvideoer. Hun vil gerne  skrive til børn og unge samt lave videoer. Men hun skal gerne have nogen til hjælp med det tekniske.

– Ja, jeg har ideerne, men jeg kan ikke filme og sætte det op. Jeg skal helst have en samarbejdspartner i ryggen, istemmer Gitte.

– Jeg kunne blandt andet godt forestille mig at lave små web-seminarer på 5 – 8 minutters varighed, hvor jeg og andre ’tegner og forklarer’. Til brug for blandt andet trav- og galopuddannelser for børn og unge.

Gitte Naldal er amatørtræner med licens på JVB – gennem tiden har hun stået for heste som Wahibra, Okay Cloc og Rosa Siem

Gitte har været vejleder på ponytravskolen i Århus i to og et halvt år nu. Det er hestens røgt og pleje, det gælder for Gitte. Det er ikke hende, der står og lærer børnene at køre, selv om der efter hendes mening er mest fokus på den side af sagen.

– Og det er lidt skævt, siger Gitte, for mange af børnene har for lidt viden om hestene. De ved måske ikke engang, hvad en hov er, og de har som regel aldrig prøvet at tage temperatur på en hest.

– På ponytravskolen på JVB lærer jeg børnene om pulsslag og hjerte og alt det der. Om fodring og tænder og fortæller dem om ben og hove og lærer dem at kende forskel på bagsko og forsko. Lærer dem at lægge bandager rigtigt på. Jeg gør dem opmærksom på at huske at iagttage vandkopper, krybber, tjekke hestens næse for eventuelt gult snot og se, om den udviser adfærdsændringer.

– Jeg fik filmet heste med gule bandager på højrebenene og blå ditto på venstrebenene som et pædagogisk trick til at vise børnene hestens bevægelsesmønstre i de forskellige gangarter.

– Og så sværger jeg til, at ponyskolerne skal give børn og unge et førstehjælpskursus. Så kan de yde ret assistance, hvis der opstår uheld – og de skal huske på, at udover at de selv kan komme til skade, kan ulykke og sygdom også ramme andre tilstedeværende, f. eks. publikummere, og der er det også på sin plads at kunne være med til at gribe ind med sin førstehjælps-kunnen.

– Jeg synes, at i dag går man for meget op i, at børnene alene kører eller rider og får deres licens og ikke meget andet. Jeg håber, vi kan få vendt den udvikling, inden det bliver fatalt.

Maja og Chad The Flash

Gittes datter, 17-årige Maja, har kørt mange ponytravløb, og Gitte Naldal kom igen for alvor i berøring med travsporten gennem datterens interesse.

Maja går i dag  på landbrugsskole i Horsens. Her kan hun tage studentereksamen og samtidig få en  landbrugsuddannelse –  hun vil gerne være dyrlæge eller agronom eller landbrugstekniker – hun kan rigtigt godt lide, at der ved siden af det boglige er noget praktisk at rive i.

På sigt vil Maja gerne dyrke sin interesse for travheste som amatørtræner, især med fokus på rehabilitering og genoptræning af travheste, hvis karriere – forhåbentlig midlertidigt – har fået skudt karrieren i sænk.

Maja Christensen i sulkyen og mor Gitte Naldal ved hovedet af Chad The Flash I vindercirkelen efter sejr i Billund den 27. sept. sidste år – Majas hidtil eneste sejr i i alt 10 starter i karrieren

Den 1. marts havde Maja og Gitte deres helt egen opdrættede og trænede hest Chad The Flash til start på Billund-banen, og det resulterede i en flot femteplads i ny personlig rekord for hesten, 1.19,3/2020 ms. Hesten har endnu kun tjent knap 8.000 dkr.

– Det var et klasseløb, fortæller Gitte og fortsætter:

– Maja fik for alvor færden af, hvordan det var at køre mod de store drenge alias de etablerede trænere – navne som Steen Juul og Bent Svendsen og den slags. Maja gjorde det godt, og hun og Chad The Flash fulgte godt med hele vejen. ”Men der bliver ikke givet ved dørene undervejs”, som min datter efterfølgende udtrykte det. Hun fik aldrig trukket vattet, idet vatudtrækssnoren var kommet til at hænge for langt væk. I øvrigt havde Michael Lønborg sagt, at det med vatudtræk, det kunne vi godt passe på med. Men Maja har øvet vatudtræk med ham under ridetræning herhjemme, så det reagerer han fortroligt på. Så havde hun kunnet få fat i snøren, så havde hun trukket vattet.

For kort tungebånd

Gitte beretter videre om Chad The Flash:

– Han er som sagt født her. Moren ville ikke have med ham at gøre, og han kunne ikke sutte grundet et for kort tungebånd, så vi tog os af ham, Maja og jeg. Vi lå med ham på madrasser og gav ham sutteflaske. Dyrlægen gav ikke det projekt nogen chance.

– Men vi lykkedes, og han blev en glad lille hest. Det vil sige, nu er han jo blevet seks år og er stor som et skur.

– Som unghest havde vi et par trænere til at kigge på ham, blandt andet for at han kunne komme med i et fremvisningsløb, men han var dengang i en periode, hvor han ville slå, så trænernes dom var meget negativ, og de troede ikke, han kunne udvikle sig til noget.

– Vi havde så i mellemtiden fået et godt samarbejde med den forholdsvis nye JVB-træner Michael Lønborg, og jeg foreslog ham at prøve at køre Chad The Flash, der nu var i sit tredje år, til – én gang til kan man sige – herhjemme havde Maja jo allerede redet og kørt lidt med ham.

– Så var Chad The Flash hos Michael Lønborg i fire måneder, hvor han så fik den prøveløbsgodkendt.

– Michael lod simpelt hen være med at have ham på banen, men bare derhjemme. Han kørte den dér – i ryg på en anden rutineret hest. Michael sagde til Maja: ”Du skal binde halen op på den, da den er bange for sin egen hale, og du skal give den tjekbid på. Så er det, som er den i en ramme, hvor den ligesom kan finde ud af sig selv. Den er så teenageragtig oppe i sit hoved, en str. 47 af slagsen. Den har to stænger og et bid fortil. Ved hele tiden at bruge den del af udstyret som kontaktredskaber, bliver Chad ordentligt vejledt. Du må ikke bare slippe den – den kan ikke selv, det vil være som at slippe styret på en cykel ned ad bakke. Den kan ikke selv – du skal , som når du rider, arbejde med den, hele tiden være i kontakt med den”.

– Jeg tror, det bliver den hests sæson i år. Vi har taget blodprøver hele vejen i dens karriere. I  november havde han forhøjet skeletværdi. Det betød langsom-træning, og da han  startede 1. marts, var det første gang siden november, han har gået hurtig, og han afsluttede 1.15 de sidste 500 m.

– Vi har bevidst ikke forceret ham, selv om vi ved, at der kunne være flere penge i fire- og fem-årssæsonen, men det kan vi ikke gamble på med sådan én som ham, slutter Gitte V. Naldal.

Ud over Chad The Flash har Maja og Gitte også Theodor Krarup Ø K. Maja står i øvrigt for snart at tage  monté-licens.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Her holder Gitte Naldal til sammen med gemalen Renë Christensen – i Rask Mølle tæt ved Gudenåen

Vejen til et godt ægteskab går gennem travet. Måske en lidt vovet påstand, men ægteparret Andrea og Andre Müller fra Poppenbüttel, der ligger i udkanten af Hamburg, vil gerne skrive under på det.

De har kendt hinanden i fyrre år, været gift i snart 30 år, og hele vejen har travsporten og travhestene været ægtefællernes omdrejningspunkt.

Det er en hobby, der koster en del, og Andre har opbygget en solid VVS-forretning, der sørger for indtægterne. Andrea er uddannet inden for kontor og har i mange år arbejdet på en amerikansk virksomhed, som lavede udstyr til brug for kirurgers sammensyninger af operationssår.

For cirka 22 år siden blev Andrea udsat for flere tilfælde af diskusprolapser, og da hun også var kørt lidt sur i kontorjobbet,  valgte hun så helt at sadle om og koncentrere sig om hobbyen, altså travhestene. Her fik hun stor støtte og opmuntring af sin mand, og sammen udbyggede de deres stald, som går under pseudonymet Hamburger Jung, opkaldt efter en fanklub til Hamburger SV. Andre er nemlig udover at være vild med travheste også stor fan af fodbold med fodboldklubben Hamburger SV som den klub, der for ham overstråler alt.

Til højre Andre Müller med hesten Dust All Over og monté-rytteren Ronja Walter

Det er ikke fordi Andre savner lidenskaber – han har også haft ’et crush på’ den amerikanske sing and songwriter Lana Del Ray. Hun står bag nogle verdenskendte hits som ”Video Games”, “Blue Jeans”, “Born to Die” og “National Anthem” bare for at nævne nogle. Den internationalt estimerede musikanmelder Michael Jose Gonzalez har karakteriseret sangerinden således: ”[Hun] lader sangenes soniske stråleglans skinne i et væld af retninger, der dog holder sig inden for rammerne af noget intimt og intenst. Lana selv synger, som hviskede hun kølig-kælent sætninger … direkte ind i øregangene på lytteren, og effekten er til at tage og føle på” og tilsyneladende er det også denne drævende, lidt fløjlsagtige diva-stemme, der har tiltalt Andre.

I hvert fald har han valgt at ære den amerikanske popstjerne ved at opkalde et af sine opdræt efter hende, og netop travhoppen Lana Del Ray fik gæsterne på Fyens Væddeløbsbane oplevelsen at stifte bekendtskab med i går fredag den 21. februar i dagens første løb, hvor den for Birger Jørgensen gik et flot rygløb og hjemtog en sikker tredjepræmie.

Datter og mor – tv Aylin og th Andrea

Andrea og Andres datter Aylin Müller er uddannet inden for hestens røgt og pleje og har taget kuskelicens og kører en del travløb. Oftest starter familiens heste på Bahrenfeld-banen i Hamburg, men inden for de seneste år har familien også kastet sig over Danmark – forstået på den måde, at de tit har indfundet sig på banerne Nykøbing Falster, Billund, Fyen og Århus og deltaget med deres heste i løb.

On the road

I går på Fyen havde de to heste til start (ud over Lana Del Ray var det Diva La Guerchaise), og i dag finder man så Müller-gænget på Jydsk Væddeløbsbane, hvor de ved aftenens løb skal bringe yderligere tre heste til start. Nemlig hestene Ramazotti Diamant (4. løb – monté med Ronja Walter i sadlen) og Ide Beemd (6. løb) – begge trænet af Aylin Müller, der selv kører Ide Beemd – samt Bonus Des Iles (9. løb), hvilken sidstnævnte Aylin skal køre for Wolfgang Nitsch.

Aylin Müller er en habil travkusk – her ses hun under opvarmning til et løb i Billund

Ofte er det netop Andres gode ven, træneren og kusken Wolfgang Nitsch, der sammen med staldpigen Stefanie Neitzel gør Aylin, Andrea og Andre Müller selskab på disse ture.

– Ja, i går kørte jeg hestene fra Hamburg til Odense og retur – altså det skete samme dag. Lørdag skal jeg så køre igen – til Århus, hvor der er aftenløb. De tre startheste bliver kørt hjem igen efter løbene, og det bliver langt ud på natten, før vi er hjemme, for en af hestene skal ud i sidste løb, forklarer Wolfgang Nitsch.

– Og nynner vi ikke med på Lana Del Rays hit, så synger vi nok med på Willie Nelson-hittet ”On The Road Again”. Når vi har vundet, så skråler vi alle lystigt – er det gået skidt, så bliver det en sagte nynnen i mol, slutter Wolfang Nitsch.

Familien Müller tager således ofte motorvejen op gennem Jylland og Fyen eller rejsen over Fehmern og Puttgarden til Rødby. Sidstnævnte færgetur gælder selvfølgelig turene med banen i Nykøbing Falster som endemål, men kan også komme på tale, når turene skal til at gå til Sverige. Dér har familien nemlig også planer om at starte heste, når det passer ind.

Fra venstre: Aylin Müller, Andrea Müller, Wolfgang Nitsch og Stefanie Neitzel

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Som seksårig startede hun som ridepige, og for hendes vedkommende var det noget, hun holdt fast i. Ridehestene og farten i strakt galop bjergtog hende – og i dag i en alder af 43 år er hun stadig ”hestepige”.

For tre år siden fik hun så fat i en traver som ridehest, og så gik det med flyvende hast på ryggen af den her traver ud over stubmarkerne i det sydøstlige Sjælland, nærmere bestemt i omegnen af Præstø, hvor hun er bosiddende.

– Og så lå jeg dér i høj fart i ét med denne travhest og tænkte, at det kunne da også være, at jeg skulle prøve at køre en travhest for vogn. Gennem min veninde Maria, der er samboende med travtræneren Anders F. Jensen, kom jeg så til at prøve det, og så var jeg solgt.

Diana Howard – ikke at forveksle med hverken den amerikanske skuespiller eller den engelske forfatter af samme navn – bor i Præstø og arbejder til daglig som pædagogmedhjælper i Haslev. Hun fortæller:

Midtvejs i fredagens første løb på Fyens Væddeløbsbane sad hoppen Welcome On Board i front for kusken René Kjær

– Hver dag er jeg nu hos Anders og Maria, der har træningscenter ved Vordingborg, og her hjælper jeg til og træner også min nye hest Welcome On Board, som lige nu er ved at få rutine som væddeløbshest. Jeg har selv kørt hende i løb et par gange på Nykøbing Falsters travbane, og i fredags startede hun med Rene Kjær på Fyens Væddeløbsbane. Her førte hun undervejs, men den lille hest manglede lidt kræfter i opløbet og sluttede næstsidst. Men hun skal nok komme, og jeg og min med-delejer forventer, at hun nok skal kunne blive nyttig. I fredags var første start for hende efter bilen, og derfor lod vi René Kjær sidde op, og så kunne han også vejlede os med et og andet ved hesten, tænkte vi.

Diana Howard klar til at sende sin øjesten Welcome On Board ud til sit første travløb med autostart – på FVB 21. februar 2020

Adspurgt om, hvad hun, der jo har startet som kusk i en relativ sen alder, synes om at køre en travhest i løb, lyser Diana op i et stort smil – det smittende smil synes faktisk ganske karakteristisk for hendes måde at møde omverdenen på – og svarer:

– Det er simpelt hen bare så skide skægt!

En stolt morfar

Kurt Hansen – medejer af Welcome On Board

Kurt Hansen er den anden af de to delejere i den nu femårige, tyskindregistrerede hoppe Welcome on Board.

Han bor i dag i Stensved nær Vordingborg og er gået på pension efter et arbejdsliv – fortrinsvist udøvet i København – som chauffør, hvor han oftest har været fører af busser og handicaptransportere.

Kurt Hansens datter Maria er samboende med træneren Anders F. Jensen. Kurt Hansen er bedstefar til Marias datter Kamilla Gilsgaard Plambech, der netop her i starten af denne måned har gjort sig bemærket som vindende kusk bag familiehesten Anders And på den nordsvenske bane i Østersund.

Kamilla, der tidligere har været Danmarksmester i ponytrav, er netop i færd med et studieophold på det svenske travgymnasium Wången i Alsen i Jämtland, hvor fynske Jan Halberg i øvrigt som sportschef står som ansvarlig træner for skolens heste.

– Jeg er meget stolt over mit barnebarn, lyder det anerkendende og uden mindste antydning af utidig storskryden fra Kurt Hansen.

Som ung var Kurt Hansen fast gæst på den nu hedengangne travbane på Amager, men under årene med ægteskab og børnepasning trådte travinteressen lidt i skyggen. Datteren Maria var dog en inkarneret ridepige, der som lille startede med ponyer og som så siden bevægede sig ind i travsporten.

På sine ældre dage har Kurt Hansen så fået lysten til at være hesteejer. Da han og Diana Howard for nylig måtte opgive deres respektive travere, som de begge lige var begyndt med, fandt de sammen om at købe Welcome On Board, som Anders F. Jensen sammen med fire andre heste for et stykke tid siden havde hentet hjem fra den tyske opdrætter Jürgen Hanke.

– Ja. Jeg var selv chauffør på den transport, og i dag kører jeg også mange ture i transporteren – bl. a. med Welcome On Board og også med Anders og Marias heste, forklarer Kurt Hansen.

Kurt Hansen kendes altid på sin tro følgesvend – en meget flink Berner Sennen

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Tæt opad Djurs Sommerland på Djursland ligger et lille gulkalket bygningssæt med stuehus og staldbygninger og med en række hestefolde knyttet til.

På dette idylliske sted residerer parret Pia Kruse og Claus Rasmussen. Deres store hobby er travheste. De råder over hele ti af slagsen.

– ”Den dér! Den får I ikke en skid ud af!” Det udsagn ofte efterfulgt af en latterliggørende hånlatter, det er næsten det værste, nogen kan ytre over for os. Så er vores kamp-gén tændt. Så går vi i krig. Vi skal vise dem! Så bliver vi udfordrede og stædige og vil absolut bare vise, at det kan vi altså godt. Vi tror på alle vores heste – men hvis vi ikke tror på dem – hvem skulle så?

Sådan lyder det fra en sammenbidt Pia Kruse, hvis blik dog også afslører en ironisk selvindsigt, for hun kan godt finde på at følge op med følgende:

– Det kan jo blive dyrt og tidskrævende at have det sådan.

Og efter en tænkepause, der viser, at det er nok ikke noget, hun og Claus tænker at lave så meget om på:

– Men det er skønt, når vi lykkes.

Løsningsorienteret

Pia Kruse er vokset op i travmiljøet. Hendes far landmanden Jens Erik Kruse fra Mørke har haft travet som en altoverskyggende hobby, og da Pia som voksen skulle forsørge sig selv gennem hendes arbejde hos gartnerikoncernen Gasa, valgte hun at blive boende i Mørke og pendle til Tilst i Århus i stedet for at flytte til storstaden for så alligevel hver dag at tage hjem til far for at træne heste.

– Ja, jeg kunne da ikke undvære hestene og ville alligevel være hjemme hos far og deltage i træningen af hans heste.

Pia var altså startet som kontorelev hos Gasa, men ret hurtigt opdagede virksomheden Pias mangeartede talenter. Snart var hun fastansat med ansvar for debitor-porteføljen, inden hun så ved tilfældighedernes spil lod sig kaste over virksomhedens It .

– Det var spændende med den her nye teknologi, hvor der altid var nye udfordringer, hvilket tiltalte mit trouble-shooter instinkt og dermed gav mig stor jobtilfredsstillelse. Ingen dag på jobbet er lig med den foregående. Det trives jeg med, og næste år kan jeg fejre 25-års jubilæum i firmaet.

– Men it-udfordringerne afholdt ikke Pia for også at kaste sig over andre små jobs. Fra 2000 og femten år frem har hun været fitness-instruktør i Hornslet Motionscenter, og et års tid omkring 2009 arbejdede hun som weekend-afløser på værtshuset Stoppestedet i Hornslet. Principalen her var Claus Rasmussen, og det gik hverken værre eller bedre, end at Pia og Claus med tiden blev kærester.

Claus

Pia

Claus beretter:

– Ja, vi havde kendt hinanden i cirka en to års tid, da Pia pludselig siger: ”På søndag skal vi på Jydsk Væddeløbsbane. Min far skal starte nogle heste derinde. Hvad siger du til det?”. Og jeg svarer: ”Det skal vi bare ikke. Hvis jeg kommer derind, går der ikke engang en uge, så har jeg købt en travhest.”.

Så skyder Pia ind:

– Claus viste sig så også at have en fortid med travheste. Han havde på det tidspunkt, hvor vi mødte hinanden, været ude af sporten i omkring tyve år, men før det var han som dreng og ung mand knyttet til amatørtræneren Vagn Nordby Kjær, som jo holdt til på Claus barndomsegn, dvs. det vestlige Djursland omkring Rodskov og Rønde.

– Og ja: Vi fulgte da begge med far til væddeløbene hin søndag.

Claus supplerer:

– Og der gik ikke én uge. Så havde jeg erhvervet en travhest.

Han slår en stor latter op og fortsætter:

– Speedy Kåsgård, tror jeg den hed. Men den var så doven, at vi til sidst sendte den op til Pias niece som ridehest. Men så kom der andre til. Det er trods alt skønt at have en fælles interesse, når man er et par.

Claus fortsætter:

– Vi var jo ikke flyttet sammen endnu på det tidspunkt, men vi havde jo brug for en boks til vores traver.

Pia:

– Så jeg spurgte far, om vi ikke kunne leje en boks hos ham. Han fôr helt op i det røde felt: ”Hvad F….. tænker I på? Ved I, hvor dyrt det er have en travhest. Er I rigtig kloge?!”, gjaldede han. Jeg sagde: ”Jamen far, du er jo selv lidt skyld i det. Du har jo taget mig med til væddeløb, siden jeg knapt kunne gå. Jeg er blevet bidt af det.” Efter et par dages skumlen, lød det: ”Så kun den ene!” Men det blev da til flere stykker, vi havde gående hos ham, inden vi flyttede for os selv. Og han nød det jo. Så kom vi jo næsten hver dag og deltog, og så havde han også selskab og nogen at dele det hele med. Da vi flyttede, så klagede han sig jo også lidt: ”Så skal jeg jo gå her alene…”

Knytter bånd til hestene

Et andet syndrom, parret Pia og Claus slås med, udtrykker Pia i følgende udsagn:

– Når vi har fået slæbt en hest til huse, kan vi ikke nænne at skille os af med den igen.

Hun erkender dog, at de med tiden er blevet bedre til at være realistiske, for ellers ville det vrimle med heste overalt på ejendommen, og det er der simpelt hen ikke bokskapacitet til.

Lige nu har parret ti heste opstaldet. Der har dog været flere heste gennem deres hænder i den  tid, de har praktiseret travsporten sammen. En af de heste, de har været ærgerlige over ikke at få helt op på den store remskive, var den kapable Trophy d’Amerique.

 

Claus Rasmussen – igang igen som travmand efter en pause på 20 år

 

Claus beretter:

– Han var stor og havde en kringlet gang. Forbenene blev løftet højt under travaktionen, så højt, at han kunne ramme sig selv midt på underbenet med hoven, hvilket han gjorde, så han fik afskrabninger, og det kunne bløde.

– Jeg lavede nogle specielle gamacher til ham, og det fungerede lidt, men når kravene i løbene blev skærpede, så var det alligevel ikke helt ideelt. Vi fik ham så behandlet og derefter svømmetrænet på Hammerthor, men det var ikke en god disposition til netop ham, idet svømmetræningen forværrede hans rygproblemer. Vi behandlede ham meget, og det skulle vi nok have ladet være med – han skulle bare have haft lov til at udføre sin egen kadence. Sådan kan man blive bagklog.

 

 

Laserterapi

Ud over at arbejde for Gasa og have travet som en dominerende hobby, så får Pia også tid til en lille ’neben-an-der-bei-geschäft’ som laserterapeut. Hun driver ganske enkelt enkeltmandsvirksomheden PK-Laserterapi.

– Det er faktisk Birgitte Mønster, jeg kan takke for mit kendskab til Laserterapi – for det var hende, der for tre og et halvt år siden fortalte mig begejstret om, hvad den kunne, og at de brugte det til deres heste i Mønsters træningsstald.

– Jeg har jo, som jeg har fortalt, interesseret mig for sundhed, fysiologi og træning – både af mennesker og dyr, og jeg spidsede straks øren. Sådan et apparat måtte jeg også have. Det fik jeg, og gennem at studere vejledningerne, der fulgte med og følge nogle få kurser, kastede jeg mig ud i det. Jeg har sidenhen dannet mit eget lille firma, PK Laserterapi, så jeg ud over at behandle mine egne heste også tager andres heste i behandling samt behandler på mennesker. Det er især sårskader, arvæv, overbelastninger af muskler og led, jeg behandler, men mange andre lidelser har godt af laserterapi – f. eks. kan visse allergiformer og eksemer holdes nede.

 

Pia er laserterapeut. Her er det Dallas, som nyder godt af behandling med laserterapi

 

Følhopperne

Claus giver her et indblik i de to følhopper, parret råder over:

– Cocochanel Vincent er en hoppe, vi havde store forventninger til. Hun havde fart, og viste os også i glimt hvad hun indeholdt, men til sidst måtte vi opgive da hun blev for farlig, da hun lagde an til at ville slå for vogn. Vi havde mange overvejelser omkring lejemålet og opdrætteren var oprindelig sindet at tage hende tilbage, men havde så i mellemtiden fået stalden fuld, så det endte med, at vi beholdt hende og nu bruger hende som følhoppe. Hun er i fol ved O’Grady og venter føl til april.

Pia indskyder:

–  O’Grady er en hingst, som især Claus altid har haft et godt øje til.

 

Pia med Shadet (tv) og Cocochanel Vincent

Claus:

– Tinghøj erhvervede vi for nogle år siden fra opdrætteren Carl Erik Graunkjær. Vi ville først ikke have hende – men opdrætteren tilbød os hende på så gunstige vilkår, at vi havde svært ved at sige nej, for hun var jo en fin og nem hoppe. Vi mødtes med Carl Erik omkring nytår til en kop kaffe efter en god sæson, hvor hun allerede i tredje start for os satte ny rekord 13,3 – så han havde et afkom mere hos Jan Friis, han syntes, vi skulle se, om vi ikke også skulle have: nemlig Amalie Tinghøj.

”A’høm, det har vi ikke lyst til at investere i lige nu”, begyndte jeg. ”Ja’m det er samme vilkår som med Tinghøj – hent hende og se om det ikke er noget for jer”, og det endte med, vi tog op og beså hende, og så kom vi da også hjem med hende. Fortrød heller ikke dette køb, da Amalie ret hurtigt præsterede med sejre for os. Hun blev desværre ramt af Borrelia for halvtandet års tid siden,  men vi håber, vi kan få hende på ret køl. Ellers må vi overveje en karriere i avlsboksen for hendes vedkommende – her skal vi dog tænke godt efter, for vi har jo ikke plads og kræfter til mere end ti heste.

Pia:

– Tinghøj har føl fra 2019 efter Cash And Go. Det har vi døbt Highwaytohell Cash

Pia og Tinghøjs føl Highwaytohell Cash hilser på hinanden i stalden

Da capo

I januar i år skete det så igen. På opfordring fra Carl Erik Graunkjær overtog Pia og Claus vallakken Diamant Tinghøj, som den tidligere ejer ikke ville fortsætte med.

– Ja, forklarer Pia og fortsætter:

– Det er på samme vilkår som de to andre Tinghøj-opdræt, vi har erhvervet. Diamanten startede i Skive i lørdags, og blev fjerde efter en ganske godkendt præstation. Det lader til, at min laserbehandling på ryggen samt i et bagben, hvor han tilsyneladende havde noget arvæv, samt skoskift har været til nytte for ham, og vi håber, det kan fortsætte i samme stil. Han starter næste gang i formløb i Billund den 1. marts – på sigt håber vi, han igen kan starte i klassen. Men han må godt lige vise, at de gode takter fortsætter, førend vi forsøger os dér.

 

Dallas og C Monde følger fra deres fold nysgerrigt med i omverdenens hændelser

 

Pia og Claus stald består af:

AMALIE TINGHØJ                       8 år                    hoppe                35,250

C MONDE                                   6 år                    hoppe                10,700

COCOCHANEL VINCENT            6 år                     hoppe                18,472

DIAMANT TINGHØJ                   5 år                     vallak                  19,550

DIANA MILL                               5 år                     hoppe                3,700

DIGEMENT M P                          5  år                    vallak                  3,000

SHADED (SE)                              9 år                     vallak                  80,758

TINGHØJ                                   10 år                   hoppe                138,529

DALLAS                                      5 år                     vallak                  ust.

HIGHWAYTOHELL CASH            1 år                     hingst                 ust.

Claus overvejer også at tage B-licens, og som Pia vil han gerne på DTC’s grundkursus. Det er lige det med at få det passet ind, når man har fast arbejde både uden for og inden for hjemmets rammer. Claus har haft arbejde som værtshusholder og taxa-driver, men er lige nu beskæftiget ved Danpor i Hornslet hvor han arbejder som maskintekniker.

 

Claus har god kontakt med hestene – her er det Digement M P han er i samtale med. I baggrunden overværer Pia samtalen

Føllet Highwaytohell Cash muntrer sig en vinterdag i folden

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen

I fredagens første løb på Fyens Væddeløbsbane indtog hoppen Chilli Tårs en flot andenplads for catchdriver Kasper K. Andersen, som undervejs gav den velvoksne dame et afventende løb nede i feltet for til slut at få hende til at drøne frem gennem sporene, og der var ved målpassage ikke mange centimeter, der adskilte Chilli Tårs og sejrende Cato Kjærgården.

– Jeg købte hoppen i oktober sidste år. Hun prøvede at tjene til føden ovre på solskinsøen Bornholm, men havde for let til galop her. Det tror jeg, skyldtes hendes store størrelse, hvor hun blev skæv i hofter og ryg af at skulle gennem de snævre sving derovre. Hun tabte alt for let kadencen i svingene og røg over i galop. Det har vi fået rettet op på ved hjælp af kiropraktik. Jeg har i øvrigt den fynske træner Søren Johansson til at hjælpe med træningen.

Chilli Tårs fornuftigt kørt af Kasper K. Andersen på vej mod en tæt andenplads i sin kun anden start for den nybagte 74-årige travamatørtræner Harald Thisted – på Fyens Væddeløbsbane 7. februar 2020

– Hun er jo halvsøster til så kapable travere som Palermo Tårs, der har tjent over millionen, og Tinita Tårs, der indtil nu har tjent godt 266.000 kr. , og med den afstamning syntes jeg jo, at hun skulle kunne udgøre en god investering, fortæller Chilli Tårs nye ejer, Harald Thisted, der sammen med sin hustru Marianne Winther residerer på et landsted nær Bogense.

Han og fruen har i en hulens mange år opdrættet New Forest heste. Nogle af familien Thisteds opdræt har opnået den ære at slå igennem i verdenseliten.

– Ja. Vi har boet her i Bogense-området de sidste ti år, og der er jo en del travfolk her. Blandt andet ejerne af T Bird Malou Addi og Johnny Rasmussen, og de og alle de andre travfolk herude fik mig til sidst overtalt til at investere i en traver. Så selv om jeg er hestemand til fingerspidserne, så er jeg først begyndt i travet for cirka tre – fire måneder siden. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Jeg er jo årgang 1946 og derfor ikke en  årsunge længere, lyder det smilende fra Harald Thisted, der i sit arbejdsliv var militærmand, og som opnåede rang af oberstløjtnant, inden han sluttede den karriere.

– I øvrigt fik jeg ifølge min far, der var landmand, min første hest som halvandet år gammel gut. ”Men det ka’ du itte husk’” sagde min far altid. Men det er rigtigt, at heste har altid været min hobby, bedyrer Harald Thisted, der yderligere beretter:

– I mange år boede vi i Frederiks syd for Viborg, og her havde vi også New Forest-opdræt. Arbejdsmæssigt var jeg i den periode knyttet til forskellige kaserner – Skive, Viborg og Aalborg. Jeg har også været stationeret på Bornholm – det var jeg i fire år, og jeg var da dengang en gang imellem til trav i Almindingen, men kun som passiv tilskuer. Spil interesserer mig ikke, men jeg nyder at se heste udfolde sig. I øvrigt var det påfaldende at iagttage, at på Bornholm kom jyderne og bornholmerne godt ud af det med hinanden, medens det var mere problematisk med relationen mellem bornholmere og københavnere – det var en trend, og selvfølgelig kunne der være enkelte undtagelser.

– Med hensyn til traverne har jeg bemærket, at de er gode til at tænde til på et split-sekund, men de er lige så hurtige til at geare ned. Det er nok meget tjenligt for dem som væddeløbshest. New Forest hestene har en mere glidende overgang fra det rolige til det optændte – New Forest heste er virkelig rolige, rare og lærenemme heste, som er lette og behagelige at omgås, vurderer 74-årige Harald Thisted.

– Om jeg skal have flere travheste? Njej… Ikke umiddelbart. Jeg ved, at har vi først en hest, så har vi svært ved at skille os af med den.

Faktaboks:
New Forest-ponyen er en pony, der stammer fra New Forest i England. Der findes stadig vilde New Forest-ponyer i New Forest. De er venlige og rolige af sind, og indtil 1935 blev hopperne krydset med hingste af andre racer. Siden 1935 er kun racerene ponyer optaget i stambogen. New Forestponyen kan have alle andre farver end broget, og guldfarvede hingste kan ikke kåres. Den bliver mellem 120–148 cm i stangmål. (Kilde: Wikipedia – Den Frie Encyclopædi).

En velvoksen dame er Chilli Tårs – ses her i afcantring fredag den 7. februar 2020 på Fyens Væddeløbsbanes oval. Kendenavnet Tårs indikerer, at hun er opdrættet af Bjarne Sørensen, Vadum.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen

Men den der fagkundskab har Patrik Fernlund ifølge hans mangeårige læremester, travtræner Jörgen Westholm ikke altid haft. Patrik Fernlund startede som medarbejder ved Bet365 og havde succes med spil, men alligevel kunne Westholm dengang pille ham ned fra piedestalen: ”Du ved ikke en skid om trav”. Det har Patrik så fået siden, mener Westholm. For den unge gut tog udfordringen op, da Westholm inviterede ham til at arbejde på sit træningscenter. I de sidste mange år  deltog Patrik i hurtig-arbejderne to gange om ugen og varetog Team Westholms kundekontakt. I dag har han og samboen Jasmine Ising træningskvarter på Julmyra. I lørdags betog Green Mamba fra parrets træningskvarter alle og enhver ved en besnærende V75-sejr.

 

Tipsekspert, travnørd, travtræner, skærmtrold – kært barn har mange titler, men hans grundnavn er: PATRIK FERNLUND

 

De fleste danske traventusiaster er nok bekendt med Patrik Fernlund. De ser ham næsten daglig i tv-ruden, hvor han som ekspert for ATG guider seerne i forhold til de mange svenske løb, som Sport Live transmitterer. Men han dyrker også håndværket selv. De sidste mange år har han været ansat hos Jörgen Westholm i Sala. Her arbejdede også Jasmine Ising som skötere, og de to fandt sammen, og nu har Jasmine og Patrik nedsat sig som trænere på Julmyra Horse Center, hvilket også er beliggende i området omkring Sala og Uppsala. På Julmyra arbejder parret hårdt og intenst med staldens heste, medmindre Patrik da ikke lige fyrer den af som skærmtrold, forstås. Så må Jasmine selv tage hånd om staldens heste.

 

Da Patrik var hos Jørgen Westholm, trænede han mange gange heste på Jørgen Westholms berømte overdækkede træningsbane

Vi overlader til manden selv, Patrik Fernlund, at fortælle sit lille eventyr:

”Jeg har været hos Team Westholm i næsten syv år, men det var i 2015, jeg begyndte at arbejde her to gange om ugen, på mandage og fredage.

Men vi tager det fra begyndelsen. Mit navn er Patrik Fernlund. Jeg er født i 1988 i Borlänge. I mine første ti leveår var trav det absolut værste, jeg vidste. Hver lørdag, når det var tipslørdag på TV4, kiggede jeg fodbold, og så snart fodboldpausen blev fyldt ud med hestevæddeløb, startede en verdenskrig hjemme mellem mig og min far Bengt. Man kan sige, at jeg var nødt til at acceptere hestevæddeløbene – og på det tidspunkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at trav og heste ville blive en stor del af mit liv et par år senere.

Da jeg var omkring 13-14 år, fik jeg mit første sommerjob. Jeg skulle vaske op og lave mad på Rättviks stald-café, hvor min mor var ansvarlig. Allerede dér stødte jeg på Jörgen Westholm, men det har han ingen gode minder fra. Hver gang han skulle købe hamburgere, ja –  så var kokken borte. Hvorfor? Det var vel ikke så mærkeligt.  “Grønspætten” – kælenavn for Jörgen Westholm-  skulle altid købe mad midt under løbene, og jeg følte mig jo tvunget til at gå ud for at overvære løbene, for en eller anden fin hest, jeg havde kigget ud, kunne jo faktisk gå hen at vinde…

En travinteresse spredte sig mere og mere i mig, og da det blev mig tilladt at gøre mit første spil som 15 år gammel – det var en Dagens Dobbel lige på og hårdt – så sad den dér, og den gav 80 gange pengene tilbage. Så var jeg hooked. Siden da har jeg været meget interesseret og nysgerrig og i september 2007 fik jeg ved tilfældets hjælp et job på Mini Media (som producerer websitet ’Trav365’). Jeg var færdig med skolen, søgte arbejde og “tog en grov”, som man siger, altså jeg sendte en masse-mail til ti forskellige travredaktioner, selvom jeg havde nul meriter at henvise til, idet jeg i gymnasiet havde taget idrætslinjen, fordi jeg var ganske hæderlig i udendørs bandy.

Lasse Östling, et lille idol for mig, tog kontakt til mig, og på Mini Medier/Trav365 blev jeg hyret som redaktør for fem år, og jeg fik udviklet siden til, som jeg ser det, den bedste svenske travhjemmeside (det var ikke så svært dengang). Jeg havde også flere andre opgaver på Mini Media – blandt andet var jeg ansvarlig for den svenske avis Svenska Dagbladets V75-tips et år, og vi vandt pressens V75-liga det år i kamp med snesevis af andre aviser og tidsskrifter.

Det var på Trav365 at jeg for alvor kom i kontakt med Jörgen Westholm, og efter et interview, jeg lavede med ham om Super Light, bortdømte han mig aldeles, men ville alligevel godt give mig chancen for at komme ud til ham med mulighed for reelt at opleve, hvad travsport egentlig gik ud på. Forbitret som jeg blev, ville jeg vise ham, at jeg godt kunne køre en hest. Mange husker måske den artikel, jeg fik lavet fra den overdækkede ligeud-bane hos Jörgen, hvor jeg kørte det sidste finslibende job med hesten Hot Pot inden en V75-start.

Det var  den første gang, jeg besøgte Westholms træningscenter i Karlsro, og efter det besøg har jeg kørt der mindst én gang om ugen. Men alle eventyr har en ende, og de sidste par år har jeg stået på egne ben og kørt min egen virksomhed (Fernlunds Travservice), hvor jeg gør alt lige fra at levere travtips til at træne hest.

Jeg arbejdede de sidste fire år  hos Jörgen to gange om ugen med hurtigarbejder, kontakt med hesteejere, kundepleje, happenings og meget mere. Det fungerede godt – og jeg tænker stort set ligesom Jörgen: ’Hesteejeren har altid ret’ – og du som er hesteejer skal altid føle dig VIP-serviceret og meget velkommen hos os. Vi var et godt team, hvis kendetegn var parolen ’Det rör på sig’ (dansk: ’Her sker der noget’). Har vi en udfordring, så fixer vi det!

Som du kan se – jeg gik fra travhader til total nørd på 14 år. Det er en tur, som jeg virkelig ikke fortryder. Jeg har taget amatørlicens, og jeg har kørt mere end tyve løb og vundet et par gange. Jeg og min kæreste, Jasmine Ising har sammen med nogle venner investeret i travheste, som vi snart forventer at få glæde af på travbanerne. Og ikke mindst er vi nu startet med eget træningskvarter på Julmyra.

Spørger du mig om min favoritkusk, så svarer jeg: Oskar J Andersson er ret hvas, men Örjan Kihlström er bedre. Indtil  nu i hvert fald. Men det kan snart blive omvendt.”

 

Travtræneren Oskar J. Andersson, der ses her, var kollega med Patrik hos Westholm, og Patrik anser Oskar J som et emne til at blive fremtidens Ôrjan Kihlström.

 

 

Patrik (th) på arbejde i TV som travekspert

 

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen