Menhammer Copenhagen Cup 2023 – Gr.I, Int. er toppen af kransekagen på et 13. løbs stort program, hvor der kommer heste og kuske fra Frankrig, Italien, Holland, Tyskland og ikke mindst de nordiske lande, hvor især de svenske topkuske dominerer – Björn Goop, Magnus A Djuse, Jörgen Sjunnesson, Erik Adielsson, Per Nordström, Thomas Uhrberg, Adrian Kolgjini, Carl Johan Jepson, Joakim Lövgren, Frederik og Stefan Persson mf.

De danske farver i Menhammer Copenhagen Cup forsvares i første omgang af E Type Cash med Flemming Jensen og Seven Nation Army (US) og Bo Westergaard, men også Calle Crown (SE), som er opdrættet hos Helle Hjort i Randers vil være en “dansk” sejr. Fra Norge kommer danske Kim Pedersen med Hell Patrol (US) kørt på dagen af Magnus Teien Gundersen.

Seven Nation Army (US) startede senest på Musketerdagen på BioCirc Arena Skive, hvor den måtte strække gevær overfor staldkammeraten I D Exceptional (NO) kørt af Nicklas Korfitsen (billedet herunder) – her skal Bo nok udnytte spor 9 til en fremskudt placering indvendig, men en ting er givet: der bliver fart på fra start…

Per Nordström har fået spor 7 med Ønas Prince (SE) og det er spændende om han kører for spids, hestens store mål er Elitloppet den sidste weekend i denne måned og løbet her er perfekt opvarmning, inden det går løs på Solvalla.

E Type Cash og Flemming Jensen starter fra spor 6 og med en flot resultatrække, bliver det spændende at følge den, i dette fine selskab – E Type Cash vandt senest på Musketerdagen (Billede herunder)

Løbsdagen starter med et Montéløb og her har de danske ryttere gæstfrit givet gæsterne de forreste spor, fra spor 1 kommer Dragster (SE) og Tova Bengtsson, Vagabond Bi (IT) og Iina Aho har spor 2, mens Corps Et Ame (FR) og Jonathan Carre har spor 3, tre af de førende Monte`ryttere i Sverige, en spændende start på dagen (Billede herunder: Tova Bengtsson, en af Sveriges allerbedste Monte`ryttere)

Vi kan næsten ikke vente… – Gå med i Lunden