Frosty Hanovers Mindeløb forbeholdt de fireårige blev vundet af den tyske gæst, træneren Josef Franzl, der på bedste og flotteste vis fik vist sin Propulsion-søn Schampus med den kejserlige fremtoning frem for det talstærke publikum på BioCircle Arenas lægter i Skive. Moren til Schampus er efter Brioni, så der er lidt Elittloppsstøv over denne hingst.

Schampus var hurtigt af sted fra sit inderspor, men afgav i en trang situation ind i første sving spidsen til ligeledes fremstormende  B A Superhero med Bo Wesstergaard. Denne duo førte længe an i teten, og rundt sidste sving tog de afstand til forfølgerne. Over opløbet viste rygkørte Schampus sig stærkest. Der var 60.000 kr til Gestüt Lasbek.

Schampus fremstod i dag i Skive ligeså statelig som ved sejren på Lunden sidste år i derbyweekenden. Han har i øvrigt ikke starte siden før i dag. I alt har han startet fem gange i livet, tjent over 300.000 kr. og 1.13,2 am som bedst. Og han har  aldrig forladt en travarena som taber. Det er en kejser, der kun kender vejen til sejr.

Foto: Kjeld Mikkelsen