Præsentation
Ken Ecce er født ind i travmiljøet, da hans far (Poul Erik Olsen) og onkel (Hans Jørgen Olsen) var travamatører og opdrættere. Moren var ligeledes hesteinteresseret.
Han er egentlig døbt Ken Ecce Olsen, men har – i travsportens verden – forlængst “kasseret” sit oprindelige efternavn til fordel for det mere særprægede Ecce, der i øvrigt stammer fra Kens morfar, Einar Christiansen, som i mange år var journalist på Politiken og altid bruge pseudonymet Ecce. Ken er dog den første i familien, som bærer navnet Ecce.
Ken Ecce, der lagde ud som træner 1. juli 1986 på Skovbo, fik sit store gennembrud i 1990, hvor han blev trænerchampion på Skovbo og vandt 88 løb. Siden er fulgt en perlerække af storløbssejre, bl.a. Dansk Hoppe Derby med Oliva Air og Cilla Mazur, Dansk Hoppe Kriterium med Medoc og Dansk Opdrætningsløb med First April – for blot at nævne nogle af de allerstørste.
Ken Ecce driver stadig sin egen trænerrørelse, nu med domicil i Fjenneslev ved Ringsted og med licensen udtaget på Charlottenlund. Han er dog også en hyppigt benyttet catch driver. Ovennævnte Medoc og First April var eksempelvis trænet af henholdsvis John Ø. Jensen og Poul Erik. Olsen, men derudover har Ken Ecce også vist sine evner som kusk ved bl.a. at vinde DM for Travtrænere i såvel 2009 som i 2017.
Avlsmaterialet stærkt forbedret
Ken Ecce fortæller:
– I den tid, mine forældre og jeg har været i gang med den her sport, er avlen successivt blevet kraftigt forbedret. I dag er travhestene født med fart, forklarer Ken Ecce, og uddyber videre:
– For 30 år siden skulle man køre fart i hestene. I dag skal man stort set kun koncentrere sig om at bygge hestene op, fordi farten har de indenbords.
– Se bare på tidens modehingste som Ready Cash, Muscle Hill og Bird Parker. Deres afkom er bare født med fart
Så Ken Ecce slår fast:
– Det er nemmere at træne hest jo bedre avlsmateriale, der er i spil. Så derfor byder jeg det også velkomment med en debat om banernes beskaffenhed og egnethed til dagens væddeløbere. Mange baner blev jo anlagt, dengang man debuterede med hestene i nulklassen på tider lige lidt under 1,30 eller deromkring.
– Så vi trænere skal mestendels sørge for at få lagt styrke ind i hestene.
– Med fremgangen i avlsmaterialet, så er det også færre og færre heste, der kræver meget udstyr, for at kunne trave ordentligt. Men noget udstyr skal der jo tages i brug – også fra hestene er helt unge, til de er fuldvoksne, hvor man så prøver at smide så meget som muligt af udrustning.
En del heste har et pladsproblem til den korrekte travbevægelse. Det er også en vigtig opgave for os travtræne at korrigerer herfor og i det hele taget finde den bedste udrustning for at optimere en given hests teknik – måske boots i stedet for sko og så videre. Man skal huske på, at jo mere vægt, en hest skal løbe med på fusserne, jo mere løfter den op i bevægelsen.
– Måske skal en given hest udrustes med en sidestang. Hesten kan finde sin balance ved brug af sidestangen. Også checkrem anvendes for at finde balancen
– Hestens indstilling til væddeløb er dog altafgørende. Har du to heste med samme indstilling, så er det den med den bedste teknik, der oftest kommer i vindercirkelen flest gange.
– Men nu går flere og flere uden check. Det er inspireret af franskmændene. Men de kører – skal vi minde os selv om – på store baner, hvor check ikke ofte er så nødvendig.
– Men igen: Avlsniveauet er hævet de seneste to årtier – og derfor kan flere heste klare at gå uden check.
– Den nu afdøde københavner-træner Eivind Schnell sagde engang til mig: Danmark tabte travsporten i krigen – vi var tidligere den store og svenskerne den lille inden for travsporten. Nu er det lige omvendt. De har med en mere strømlinet organisation, minded på, at sporten skal drives som en business med eget spilleselskab, fået skabt stor interesse for trav- og galopsport med store omsætninger til følge. Blandt andet fordi de fik frem flagskibet V75, der virkelig satte travsporten på dagsordenen i det svenske kongerige. Men i Sverige kæmper de da også også med at fastholde travinteressen i de unge generationer, men de er stadig i en højere division end de fleste andre trav-lande, måske på nær Frankrig.
Omdømme
Ken Ecce er meget opmærksom på, at hestesportens omdømme står og falder med den optimale pleje og pasning af hestene. Og Ken Ecce er ligeledes opmærksom på, at der findes kræfter i samfundet, der mener væddeløb med heste tenderer dyrplageri. Hertil siger han:
– Det er desværre en kedelig tendens. Det florerer en hel del i Sverige. Jeg har talt en del med min svenske kollega Erik Adielsson om det. Han sidder i en komité i Sverige, hvor man ser på den problemstilling og overvejer, hvordan hestesporten skal komme disse misopfattelser til livs.
– Dyreværnsaktivister aner ikke en skid om, hvordan vi travfolk behandler hestene.
– De har ikke set en hverdag hos hesteejere, opdrættere og trænere. Hvor stor en del af disse menneskers liv, den enkelte hest er. Vi nurser om hestene i hoved og i røv, for at sige det lige ud. Vilde heste, man sætter ud i naturen, er ofte dårligt røgtet uden tilstrækkeligt med foder, men aktivisterne siger ikke en skid til det. De har en romantisk forestilling om, at hestene bør lukkes ud i naturen, hvor de skal leve det naturlige liv. Men sådan noget findes ikke for domesticerede heste. De er blevet afhængige af os mennesker. Det er en gensidig relation til fælles bedste.
– Den store skare blandt befolkningen følger ofte de romantiserede forestillinger om et hesteliv og får næret fordomme om væddeløbshestenes usle liv. Vi må disse vrangforestillinger til livs.
– Først og fremmest bør vi gøre dyreværnsfolkene til vore venner i stedet for modstandere. De skylder på deres side at sætte sig ind i, hvordan vi i travet og galoppen passer hestene. Hvad vi ikke bruger af ressourcer på hestenes velfærd. Det er ikke småting. Det skal de vide.
Pisk
Ken Ecce mener ikke, det er en god ide at forbyde pisken.
Han kan godt forstå, at tanken opstår i travsportens ledende lag, idet mange mennesker har en fejlagtig opfattelse af pisken som et afstraffelsesredskab eller et redskab, som anretter skader på hesten under brug. Ken Ecce uddyber her sin mening om dette aspekt:
– I Norge kører de uden pisk – men det ser ikke kønt ud, for kuskene sidder og gynger og vugger i sulkyen for at få hestene til at forstå, når det er tid at yde optimalt, f. eks i opløbskampen. Med pisken som korrigerings- og drivningsredskab får man en bedre og elegantere kørestil.
– Der skal være et reglement, som sætter grænserne for hvilke piske, der må bruges, og på hvilken måde, disse må bruges. Kuske skal straffes hårdt, hvis de forsynder sig mod det reglement. Der børe være en norm for pisketype og længden på piske. De skal ikke bruges til at slå med, men til at korrigere hesten og til at lade den forstå, når man vil øge farten. Det skal ske ved let og nænsom berøring. Det er ikke noget med at slå eller tæve
– Når man kører en hest i en Amerikanervogn, så vil de fleste af de piske, man i dag anvender, ofte være for korte, og det giver ofte striber på hestens bagdel. Fordi piskens længde er for kort i forhold til vognen. Man kommer til at ramme hesten i rumpen, når pisken er i højeste fart, og den er for kort
– Men faktisk er det utroligt lidt, vi slår hestene med pisken i Danmark. Vi skal først og fremmest tænke på dyret. Og så skal vi også tænke på spillerne. Det vil sige, at ved at vi har muligheden for gennem berøringssignaler med pisken at animere hesten i opløbskampen, så får vi også det mest retvisende resultat i forhold til de deltagende hestes indbyrdes kapacitet. Det tror jeg set på den lange bane spillerne vil hilse velkommen.
– Man hører jo i sin øresnegl, at i Norge høvler de i øvrigt hestene i træning. Hvis det er rigtigt, ja, så er der bare at sige, at det er jo ikke hensigtsmæssigt, og burde vel lige såvel forbydes. Eller er måske forbudt allerede? Det er ikke synd at køre med pisk. Det er synd at køre uden. Man skal på en let og skånsom måde kunne give hesten signal om at gå frem. Derfor hylder jeg brug af pisk, men med et stramt og godt sanktioneret reglement herfor.
Højre rundt
Ken Ecce er ikke fremmed for, at man i Danmark og andre lande vekslede mere mellem baner med kørselsretningerne, altså højre rundt versus venstre rundt. Og så har han et utopisk ønske. Som nogen måske alligevel en dag drister sig til at forsøge sig med – hvem ved?
– Vi træner jo heste i at løbe såvel højre som venstre rundt, altså begge veje, selv om de fleste baner afvikler løb venstre rundt.
– Men den enlige bane i Danmark med højre rundt, JVB i Århus, er så speciel, at selvom hestene fra udenbys trænerne hjemmefra er trænet begge veje rundt, så hjælper det dem alligevel ikke nævneværdigt netop på JVB.
– Derimod vil det ikke være noget problem for de fleste at tage til Berlins gode bane i Mariendorf, der også kører højre rundt.
Og så til Ken Ecces vilde ide. Han udmaler:
– I øvrigt har jeg den fikse ide, som nok er dyr og umiddelbart ikke ligger på tegnebordet, at det ville være et scoop med en bane formet som et ottetal, hvor man kørte starten fra en tilløbsbane og opløbet på en fraløbsbane – og midtvejs i ottetallet således, at hestene skiftevis ville ligge udvendigt og indvendigt, selv om de undervejs ikke havde skiftet position.
Interviewet er med i “Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
