Sidste år gik DM for jockeys til Nordjylland i form af Hussein Kassir. Titlen efter dagens dyst om titlen for 2020 sidder stadig på en nordjyde. Men nu i form af den fremstormende jockey Nicklas Korfitsen, for hvem karrieren hidtil har kørt som smurt i olie – eller skal vi sige smurt i søle.

For efter dagens triumf måtte Mesteren traditionen tro en tur i inderkredsens vandhul. Det var ikke rent kildevand, der var i det hul – tværtimod, og mens Korfitsen var helt omsværmet i minutterne lige efter DM-triumfen, så vendte de fleste sig hastigt væk med fingrene for næsen, da han krøb op af vandet. Smilet over hele femøren var dog ikke til at tage fejl: Niclas var glad for sin DM-titel!

Casper Mølgaard får lige ryggen vasket med champagne – det sørger DM for Jockey 2020 Nicklas Korfitsen for under sejrsceremonien

Med værste konkurrent fra DM-dysten Casper Mølgaard som primus motor ved Niclas vandgang, kom Nicklas helt ud på det dybe via en vaskeægte dukkert.

Hussein Kassir, Kenneth Andersen og Casper Mølgaard sørger for at, at triumfatoren Korfitsen får mere end blot buksevand – han må hele vejen ned til bundkrabberne, inden han kan få lov at komme i stald…

“Jeg flyder – altså er jeg – virkelig Danmarks Mester 2020” Nicklas Korfitsen kniber sig selv i armen og kan trods det kolde vand mærke smerten, så den er god nok…

Under sejrsceremonien var Nicklas ikke sen til at øse champagne i litermål direkte ned ad ryggen på sin kombattant, med hvilken han ofte er i direkte konkurrence med under diverse løb på de danske travbaner. Casper og Nicklas er to af de jockeyer, der i et stor og bredt ungdomskuld, virkelig har fået sig markeret som ypperlige kuske, og det var derfor ikke overraskende, at de hjemtog de to første pladser. Treeren var i øvrigt Kenneth Andersen, også en gæv nordjyde med gode meritter inden for DM for jockeys, som han tidligere har vundet.

Casper Mølgaard toer, Nicklas Korfitsen etter og Kenneth Andersen treer i DM for jockeys 2020

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen