Nu kan Selma Grage kalde sig engelsk jockey-lærling. Hun har netop bestået de afgørende tests, og allerede i dag torsdag skal hun på Southwell ud i et rigtigt galopløb på ryggen af hest med navnet Tynecastle Park.
Selma Grage er pæredansk og har hele sin barn- og ungdom været en fremgangsrig ponykusk og -rytter. For godt et år siden bevægede hun sig til Newmarket i England for at gennemgå den derovre så krævende uddannelse som galopjockey.
The National Horseracing College, hvorfra hun har taget licensen, ligger nær Doncaster i det nordlige England. Men ellers er hendes faste base i hestebyen Newmarket, hvor hun bor lige midt i centrum. Her har Hun et værelse i et stort delt hus. Det er faktisk næsten ligesom en lejlighed, synes hun. Her bor hun sammen med helt almindelige supersøde mennesker med helt såkaldt almindelige jobs, altså med personer, hvis tilværelser ikke er hesterelaterede.
Licenskurset i Doncaster forløb over 10 dage fordelt på to sammenhængende uger.
For omkring to måneders tid siden flyttede Selma job fra Rebel Racing ved Richard Spencer til Robert Eddery Racing, som også har base i Newmarket. Grunden til dette skift var, at Selma følte, hun ikke rigtig lærte mere hos Rebel. Hun følte, hun var kørt en smule fast i og med, at hun jo gerne ville ud og ride væddeløb.
– Jeg er utroligt glad for mit nye arbejde og har allerede lært utroligt meget i den tid, jeg har været hos Eddery, fortæller Selma.
– Det er en noget anden størrelse på stalden hos Eddery end Rebel Racing. Lige for tiden er det blot Robert og jeg, der rider ud, men normalt har vi også staldens tidligere lærling, Darragh Keenan, som rytter. Der er en superfin atmosfære, og alle er søde, rare og venlige.
– Jeg var så heldig, at jeg kom i kontakt med Robert Eddery, som ville se mig ride ud, hvorefter jeg fik jobbet. Allerede på min anden dag blev jeg skrevet op til et såkaldt ‘pre-assessment’, som er en testdag alle kommende jockey-lærlinge skal igennem. Det består blandt andet af en fitness-test, et interview, en udholdenhedstest og ridning.
Ankelskade
Denne test var dog ikke uden store udfordringer for Selma.
Blot en uge før testen havde hun et styrt, hvor hun beskadigede sin ankel. Om det beretter hun:
– Lige da jeg startede ved Robert, var jeg syg, og det var ikke så godt. Jeg havde lidt influenza og var så ude at ride på en hest et nyt sted med kæmpestore åbne græsarealer. Og så besluttede den hest sig netop for at stikke af, hvor vi skulle hurtigt rundt i et sving. Hesten løb til højre og jeg røg ligeud og af.
– Det gav mig en ankelskade. Jeg kender jo mange søde mennesker herovre, og de hjalp mig med at komme hen til et helt nyt og kæmpestort og kæmpemoderne rehabiliteringscenter, de netop har bygget i Newmarket, hvor jockeyer kan få behandling og komme sig. Det hedder Racing Welfare og holder til i Peter O’Sullivan House. Dér var jeg sammen med fysioterapeuter, der hjalp mig og fik lagt is på foden og tapede den op, så jeg knap nok kunne gå. Kort efter skulle jeg så til den præ-test. Jeg bestod alligevel med 82 % – så det var rigtigt fedt
– Men inden sagde de, at hvis ’fysserne’ ikke sagde god for foden, så må du ikke tage med til testen. Så der var lidt krise. Jeg havde jo trænet frem mod den test i over et år og så i ånden, at med ét var min drøm knust. Eller i hvert fald udsat.
– Takket være Racing Welfare’s hjælp blev jeg altså – næsten – helt klar. Så jeg bed tænderne sammen – jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få foden på højkant igen – det var alene anklen, jeg døjede med ud over at være lidt forslået.
– Jeg bestod med den højeste score ud af alle deltagere! Vi var kun to ud af syv, som bestod testen, og vi to var derfor sikret en plads på det kommende licenskursus.
– Her lærte vi om alt, der har med væddeløb at gøre for at blive 100% klar til at ride løb som lærlinge.
– Det er det her, jeg har drømt om og gået efter, lige siden jeg i august sidste år vendte næsen mod Newmarket. Når jeg tænker over det, virker det stadigvæk helt surrealistisk, men jeg er så glad for alle de ting, som er sket og som har ført mig hertil. Det har uden tvivl kostet hårdt arbejde, sved og tårer, men hvor ville jeg ikke bytte noget af det, for det her gør i den grad det hele værd! slår Selma fast.
– Min nye træner Robert Eddery var så sød at finde en hest, jeg kan ride i løb. Det er måske ikke verdens bedste væddeløber, men den er en sød og let hest. Jeg skal bare slappe af og nyde at ride løb. Jeg skal bare lære så meget som muligt.
– Da jeg var hos Richard Spencer, sagde han, du kan blive lærling næste år, når den nuværende lærling er færdig. Men det var lidt løst og ukonkret.
– Jeg red så ud for Robert Eddery i to dage, hvor han ville se mig an, om jeg var god nok. Han sagde, han ville gerne se mig ride, og hvis ikke jeg var god nok, ville han sige det. Han sagde så, at han fandt mig god nok, og så har jeg været der lige siden og blev straks skrevet op til mit licenskursus, som jeg netop nu er igennem.
– Efter fitness-testen lige inden starten på kurset, kom der lidt smerter i det ene knæ, så nu døjer jeg lidt med det. Det var ikke så godt, men ’fysserne’ har arbejdet rigtigt meget med det, så nu går det fint nok.
– Den her test for at komme ind på skolen i Doncaster var naturligvis skrappere end den test, der gjorde, jeg kom på skolen i Newmarket for godt et år siden. For at få licensen, mødes man med helt andre krav og helt andre øvelser.
– Af de mange øvelser i testen synes jeg, løbetesten var sværest. Men det var alene på grund af min beskadigede ankel.
– Testen indeholder mange core-øvelser, og de var som skræddersyede til mig, var lige min kop the. Core-øvelser kan vel bedst beskrives som øvelser til styrkelse af ryg- og mavemuskler.
– En af de mere udfordrende øvelser er én, hvor vi skal ned i en armbøjningslignede position, hvor albuerne holdes i en 90 grader stilling, og så skal man holde den stilling i 1½ minut. Den er rimelig hård, men jeg trænede den også meget.
Selma var så oppe i en test med de samme øvelser om torsdagen, så man kunne sammenligne med den første.
I fredags skulle Selma og de øvrige kursister igennem yderligere en test. En test, der gik ud på at blive hørt i regler etc., for at man kunne dokumentere at de har suget al den viden, de har læst de sidste 14 dage, til sig.
Nu gælder det
Selma har redet en del gallops på en væddeløbsbane, men endnu før på tirsdag har hun ikke deltaget i rigtige løb.
– Ja, i dag torsdag er det debut. Det bliver spændene. I gallops er der trods alt kun tre heste og der benyttes ikke startboks, så det er jo ikke det samme som et væddeløb.
– Jeg har i træning og på skolen prøvet at sætte hest i startboks. Vores instruktører skal se, at vi godt kan finde ud af det.
– Man lukker jo et kæmpestort dyr ind i et meget lille rum, hvor den skal stå stille ofte i lang tid, og dens instinkt siger jo sådan set til den, at den skal løbe fremad, så det kan udvikle sig farligt, hvis ikke man har styr på det. De fleste heste er godt skolede og gode til at afvente startordren.
Om det at sætte sig op på en galophest, få den ind i startboksen og få den af sted, fortæller Selma:
– Vi lærer både hos trænerne og på skolen at få hesten til at slappe af, og at vi skal lade være med at spænde. Spænder du, mærker hesten det og tror, den skal til at løbe – så det gælder bare om at være helt rolig, holde den i tilpas lange tøjler uden hesten får ide om at stikke under lågen.
– Det fif, vi har lært undervejs, det er, at når man springer ud af boksen, så skal man holde sit spor ind til et bestemt sted lige efter starten. Det skal man så bagefter ud at lære i praksis.
– Vi har også lært, hvordan man bedst flår hætten af hovedet på de heste, der inde i startboksen har sådan én på.
– Det gælder om at få hesten i ret afspring lige inden starten går, men de fleste heste ved, hvad det går ud på – især de ældre – og de kan mærke, hvor i startprocessen, man er. Når der er få sekunder til, lågerne går op, stiller de sig selv an i ret positur, de mærker vibrationerne mange gange før vi jockeys og er alerte, de retter sig selv op og så gælder det om for os jockeys ikke at have for kort tøjle – lade hesten gøre det, den ved, der skal ske. De kan ofte godt finde ud af det selv, og man skal selvfølgelig støtte op om den.
– Jeg er så utroligt taknemmelig for at have fået de muligheder, jeg har, og en kæmpe tak skal lyde til alle – venner, bekendte og familie – som har hjulpet mig på vejen hertil, slutter Selma.
Til jul tager Selma sig en velfortjent ferieuge i Danmark, hvor hovedparten af tiden vil blive tilbragt hos moren i Tranbjerg på hvis ejendom, Selmas egne heste stadig frister tilværelsen.
