– Bjørn er den rareste, sødeste, flinkeste hest at omgås i dagligdagen. Han tager godt imod alt, hvad vi byder ham, det være sig i form af træningsture i skoven, hvor han nærmest er dus med de andre dyr, og på stranden, hvor sælerne ofte er. Dem hilser han bare venligt på, ligesom rådyrene i skoven blot vækker hans nysgerrighed og imødekommenhed – ligesom om han tænker: dem kunne jeg da godt lide at blive gode venner med og lege med.
Sådan karakteriser ejeren Kamilla Kristiansen af travhesten kaldet ’Bjørn’, som dog helt nøjagtigt er registreret i stambogen under navnet ’Bjørn G’.
– Bjørnen er virkelig sød over for børn, og vi har en hund, som han er helt vild begejstret for, uddyber Kamilla.
Fredag starter Bjørn G i løb nummer seks på Fyens Væddeløbsbane. Tipseksperterne tildeler ham ikke på forhånd de store vinderchancer, men han har før taget rumpen på eksperterne og spillerne.
Bjørn G fristede i starten af sin væddeløbskarriere en tilværelse i øst, nemlig på Charlottenlunds travbane, hvor han var i varetægt hos træner Axel Jacobsen. Nu er hesten havnet i helt modsat retning, nærmere bestemt i Lemvig på den jyske vestkyst.
– Det var Carsten Bundgaard, der fik mig gjort opmærksom på, at Bjørn G var til salg. Axel Jacobsen syntes ikke, han kunne få mere ud af hesten, og Axel blev også meget glad for at høre, at en hestepige, altså jeg, var interesseret i købe ham. Det syntes Axel var lige noget for Bjørn G.
– Efter nogle starter, hvor det ikke ligefrem gik godt, kunne vi se, at han ikke var helt frisk. Vi søgte først den ene så den anden dyrlæge, men de kunne ikke finde nogen fejl på ham. Ja, først den fjerde dyrlæge, vi frekventerede, fandt ud af, hvad det var, der var i vejen. Nemlig at en hingstetand var knækket. Så blev han opereret, og I kan nok tro, det var en forandret Bjørn, vi mødte derefter. Han blev mere glad og tilfreds, og efter nogle måneder kunne vi starte ham, og så vandt han jo som bekendt. Det kom bag på os, at han var så langt fremme efter pausen, og det kom det også på spillerne. Selv om han i dagligdagen er flink som dagen er lang, er han ofte besværlig at køre i løb, men Søren Johansson har et godt tag på ham. Søren er en rigtig god træner og meget hjælpsom, og har givet mig og min kæreste Jesper mange gode råd om, hvordan vi skal træne ham, forklarer Kamilla.
Kamilla Kristiansen er selv opvokset i Tranbjerg lidt uden for Århus, og det var da også på JVB, hun i 2015 tog amatørlicens og samme år vandt tre sejre med hoppen Treasure.
– Jeg kom under min skoletid meget hos Kim Madsen på Obstruplund, og på et tidspunkt kunne Kim ikke rigtig få mere ud af Treasure. Så hende fik jeg, og jeg gik og passede hende og fik hende åbenbart i så godt humør, så hun igen kunne yde sit bedste på travbanen.
– Kort efter flyttede jeg teltpælene til min kæreste Jesper i Lemvig, hvor vi har ombygget en nedlagt maskinhal til hestestald med bokse, hvor mine tre heste, Bjørn G, Treasure og en islænder har hjemme.
Kæresten Jesper arbejder som tømrer, og Kamilla læser til student på hf-kursus. Hun tager det on line, dvs. at hun kan sidde hjemme ved computeren og følge undervisningen.
– Det giver mig jo tid til at passe Bjørn og køre ham i skov og på strand, hvilket han er mægtig fornøjet med.
Kamillas mor har ikke selv haft noget med travsporten at gøre. Alligevel vækker Kamillas mellemnavn Mazanti associationer til travet. På Fyn huserede i midten af forrige århundrede en sadelmager og smed ved det navn, Mazanti, og han er en Kamillas forfædre, så Kamilla har det ikke helt fra fremmede, det med hestene.
– Min kæreste Jesper har ingen rod i travsporten, men han er blevet vældigt interesseret og følger intenst med i sporten, og det samme gælder hans forældre, så jeg er jo ikke spor utilfreds med på den her vis at have fået gjort en hel familie nærmere bekendt med travet, reflekterer Kamilla.
Det var meningen, at Treasure efter flytningen skulle trænes op til start, og det gik da også godt, indtil en skade i folden satte stop for de tanker. Det er meningen, at hun nu snart skal være følhoppe.
Fotos: Kjeld Mikkelsen