Her op til dagen for DM for monté-ryttere har vi fået en lille snak med Dansk Montéforenings formand Mariann T. Nielsen. Her fortæller hun om samarbejde over sundet, fys-test og tiltrækning af nye mennesker til sporten.

På Dansk Montèforenings generalforsamling i februar i år indtrådte Mariann T. Nielsen som ny bestyrelesformand som efterfølger til Bolette Rosenlund, der ikke ønskede at fortsætte med bestyrelsesarbejde.

En af den nyvalgte bestyrelses fokusområder vil være øget samarbejde med Sverige.

Den 4. august påtænker Bergsåker travet i Sundsvall (læs mere her) at hellige en hel løbsdag udelukkende til montéløb. Vi har derfor spurgt formanden, hvordan Dansk Montéforening stiller sig til den idé:

– Ja, det har vi bemærket, og det er jo et brandgodt tiltag. Meget spændende. Hen over sommeren vil jeg og Therese Mikkelsen tage kontakt til svenskerne og spørge ind til den dag. Vi kunne godt tænke os at sende nogle ryttere og heste derop, hvis svenskerne var interesserede i det.

– Jeg er formand, jo vist, men i det daglige samarbejder jeg meget med Therese Mikkelsen, der jo er ansat i administrationen i Dansk Hestevæddeløb. Hun udfører derfor en hel del sekretærlignende opgaver for mig, ligesom vi selvfølgelig også sparrer sammen. I det hele arbejder vi alle meget godt sammen i bestyrelsen.

Der er jo langt til Sundsvall?

– Jeg tror godt, at vi kan splejse om hestetransporten i givet fald – og det er jo ikke udelukket, at svenskerne vil være behjælpelig, hvis vi stiller med en række heste til at få dagen gennemført.

Kan man gennemføre en dag med udelukkende montéløb, hvor vi forestiller os otte eller flere løb på en sådan løbsdag? Kan rytterne klare at gennemføre fem eller seks eller flere ridt på én og samme eftermiddag?

– Ja. Det kan de. De skal være i kondition til det. Alle vi i montéforeningen holder vores kondition ved lige. Ellers går det ikke at ride trav. Du skal kunne stå oprejst alle løbets meter og holde balancen. Det kræver enormt meget styrke og balanceevne, skal jeg hilse og sige. Men træner du kontinuerligt, kan du sagtens klare flere ridt på samme dag.

Fys-test

Hvordan sikrer man sig at rytterne har den fornødne kondition, og der med ikke er til fare for sig selv og andre?

– Lige nu er der ingen obligatoriske krav. Som sagt sørger vore medlemmer for at træne styrke og udholdenhed. Men vi arbejder kraftigt på at få en test – noget lig den, svenskerne har (læs mere her) – udarbejdet og indført som obligatorisk for at ride monté. Vor næstformand Sabina Gammelgård er i gang med at udarbejde et forslag til en test – det gør hun i samarbejde med vort medlem Solveig H. Davidsen, der er fysioterapeut, og derfor har kendskab til, hvilken form for træning der er mest relevant for vor sport. Vi i foreningen er sådan set enige om, at en Fys-test bør indføres, men vi kan godt få lidt diskussion om, hvad den skal bestå i.

– Jeg synes, det er vigtigt, at man som montérytter bliver uddannet mest muligt, inden man tager licens. De aktive ryttere har også behov for efteruddannelse, altså at få tips og vejledning i den rette måde at ride travere på. Derfor er det mit helt store ønske at få den tidligere svensk topjockey Fredrik Johansson hertil og lave en kursusdag eller to med ham. Det excellerer han nemlig i ovre i sit fædreland. Det koster dog en ganske god skilling at sætte sådan et kursus op, og vi håber på lidt sponsorvelvillighed.

– Fredrik Johansson er tidligere galopjockey, men har også sat sig ind i montésporten. Det er de færreste, der kan korte stigbøjlerne så kort op som i galop, jo Sabina kan, men de fleste montéryttere vil dog skulle have lidt mindre kort stigbøjleopsætning. Letridning er ikke vejen frem.

I Frankrig ser man dog ofte rytterne i letridningsstil over opløbet?

– Det hænder i opløbet dernede. For det første er der ofte taler om løbslængder på over 2500 m, men rytterne gør det dog ikke af træthed. De gør det, går i letridning, fordi det så er lettere at drive på hesten, for at holde den i gang til stregen. Det er sværere at drive kraftigt stående op i bøjlerne.

– Som et nota bene kan jeg fortælle, at da Norge indførte fys-test, mistede de 25% af indehaverne af montelicens. Jeg mistænker nogle i DTC for at nære en frygt for at det samme sker i dk, hvis vi indfører fys-test. Men sikkerhedsmæssigt – både for udøvere og spillere – er det altså alfa og omega med den fys-test. Vi kan heller ikke fortsat forvente at få lov at deltage i Norge og Sverige, hvis ikke vi dokumenterer vores kondition og styrke.

Pionerer

Mariann, der er opvokset i Overlund ved Viborg, og derfor altid trods en afstikker til Djævleøen har haft knytning til Skivebanen, og var med i den gruppe, tællende blandt også Thomas Stjernås og Peter ”Snus” Sørensen, som pionerede for montésporten.

– Det var Skive der fik interessen til at gro her i Skandinavien. Nu har svenskerne overhalet os, men vi er stolte af at have været initiativtagere.

– Både i svensk og dansk hestesport har man fået øjnene op for den værdi, montésporten tilfører os. Tænk på alle de forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer, venner og bekendte, rytterne får hevet med ud på banerne til løbene. Det breder interessen for vor sport ud. Flere får pludselig øjnene op for den, og de køber gerne en hest til deres døtre og sønner, så de kan komme ud at ride. Måske køber de to, så rytteren har noget at ride med, hvis en af hestene ikke lige skulle være klar.

For godt fjorten dage siden blev Mariann og gemalen Theo Damsgaard bedsteforældre for første gang. Det indikerer jo at Mariann er en erfaren udøver af sporten, som hun da også har været med i siden hun blev født. Faderen Eivind T. Nielsen var en habil amatørkusk og hesteejer, og også han fik sporten i medgift fra fødslen via sin far, murermester Carl Møller Nielsen, der huserede som amatørkusk både i Skive og Århus.

Mariann pådrog sig for fire år siden en svær skulderskade, som i dag forhindrer hende i at arbejde som stewardesse, der var hendes sidste job. Ellers er hun uddannet konfektionsdesigner fra designerskolen i Herning, hvorefter hun har arbejdet som produktionsdesigner hos forskellige kendte firmaer i København, mens Theo Damsgaard var først jockey og siden træner på Lunden.

I 1996 flyttede ægteparret teltpælene til Viborg-kanten, nærmere betegnet til området mellem Finderup og Grønhøj, hvor de har en gård med knap tyve tdr. land med folde, ligeudbane, rundbane og sandbane til at træne de otte aktive væddeløbere, de råder over, dvs. to af dem er E’ere. Ud over de otte væddeløbere driver de lidt opdræt på to følhopper.