Den 2-årige hoppe Filippa L, der ejes af sit opdrætterpar Astrid og Andreas Larsen fra Hemmet i Vestjylland, har startet sin gryende karriere på bedste vis ved allerede at have vundet to mindeløb på JVB, nemlig travtræner Vagn Lønborgs Mindeløb og travtræner Poul Kraghs Mindeløb.
Andreas Larsen har netop rundet de enogfirsindstyvende somre, og han er still going strong – jo vist. Godt nok har en operation i skulderen gjort ham lidt ukampdygtig på det seneste, men det tager han med oprejst pande:
– Jeg har altid trænet mine travheste selv. Lige ind til den her operation. Filippa L er den hest af vores, der har stået længst tid på banen, for vi har været nødt til at sende hende til en professionel, for jeg kunne jo ikke selv køre med hende. Bortset fra tilkøring, så står vore heste som hovedregel ikke på en bane. Filippa blev som plag kørt ind af Peter J. Hansen i Billund.
Filippa L var årets første 2-årsvinder, da hun den 7. juli vandt travtræner Vagn Lønborgs Mindeløb på JVB med Rene Kjær i sylkyen.
Siden var hun femte på Lunden i derbyweekenden.
– Hun blev lidt stresset over en omstart og fik siden dødens det meste af rejsen, så den dag var ikke optimal, forklarer Andreas, der deler interessen for travsporten med hustruen Astrid,
De nyder nu deres otium i hjemmet i Hemmet efter et ellers langt og virksomt liv som landmandsfamilie.
De kom ind i sporten med Billund banens tilsynekomst i begyndelserne af 70’erne.
– Vores første travhest var Anvil Chorus-sønnen Tilly Song, der var fra 1972 og opdrættet på Sjælland, husker Andreas og fortsætter:
– Jeg byttede mig til ham for en kalv. Det var en landmand, der hed Bent Damgård, jeg byttede med – han kørte også trav i Billund dér i starten af banens historie, og i øvrigt opdrættede han vist nok heste med navnet Rosendal.
– Tilly Song var vel ikke noget særligt, men ham øvede jeg mig på, og det gik udmærket. Jeg var jo vant til heste fra min opvækst på landet i nærheden af Ølgod, men med mekaniseringen af landbruget droslede hesteholdet jo ned, så væddeløbssporten blev jo en god undskyldning for os landboere for stadig at have med heste at gøre. For os blev det en familiesport, og vores fire børn nød da også godt af hobbyen, selv om ikke alle af dem er lige tilpas ved at omgås heste. De følger i hvert fald godt med den dag i dag, selv om de jo også er gået hen og blevet voksne.
Sideløbende med egen landbrugsdrift har Andreas en overgang tilbage i halvfjerdserne og firserne også virket som husbondafløser i sit område, og her kom han af og til og vikarierede hos landmanden Christian Lauridsen i Bork – en mand som Andreas sammen med Christians opdrættermakker Villy Christensen ikke kunne undgå også at træffe på travbanen i Billund, og de ses nu ofte og får en hyggesnak om vind, vejr og trav. Mest trav.
– Vi har haft rigtig mange heste igennem tiderne, men vi har aldrig haft den helt store stjerne. Og det er vi heller ikke gået efter. Vi har for en overkommelig sum erhvervet os heste, som andre har opgivet. Så har vi pustet liv i dem igen, fået dem på ret køl. At de ikke har stablet sejre, men blot klaret sig hæderligt i løbene, det har været nok for os. Vi har det godt med at omgås dem til daglig, hygge om dem og træne dem.
– Vi kan snart ikke huske navnene på alle dem, vi har haft, men når jeg lige skal skyde fra hoften, så tænker jeg Filiokus (forrige F-årgang), Tobil (f. 2010), Pepsi Fling, Tara Press og dennes datter Micamajka L – det er jo nok ikke store navne, men de har betydet meget for os.
Er hesten trist, så synger vi for den…
Hvis en hest en overgang er lidt stresset, så har Astrid et probat middel til at få dem beroliget:
– Ja! Jeg går ind til sådan en hest, og så synger jeg for den. Jeg er ikke nogen sangfugl, så det lyder temmelig sikkert ikke kønt for andre mennesker, men hesten, den falder ned mentalt set. Man kan også bare snakke med hesten ganske stille og roligt, være ved den og nusse den. De elsker det, smiler Astrid.
Filippa vandt som sagt årets første 2-årsløb, og det var samtidigt Vagn ”Futter” Lønborgs Mindeløb.
– Vi har jo stadig Pure Gold L, Filippa L’s mor, herhjemme, hvor hun går med det føl, hun fik i april i år – en helsøster til Filippa L, beretter Andreas og funderer videre:
– Det sjove er jo, at Pure Gold L, som vi jo også havde som væddeløber, hvor hun var en rigtig god en af slagsen, at hende skaffede Henrik Lønborg jo til os. Opdrætteren Kjeld Lønstrup var til sinds at skille sig af med hende, og så slog vi til. Og Henrik Lønborg skulle jo så overrække ærespræmien i hans fars mindeløb til os – mon han vidste, at vi var dem, der stod bag Pure Gold L? Det gjorde han jo nok, for han kørte hende jo en del for os.
– Og vi har jo så fortsat Med ”L” som betegnelse for vores opdræt. ”L” som i Larsen, selv om Pure Gold jo nok har et ”L” for Lønstrup.
Selv om Andreas og Astrid begge ikke kan kaldes årsunger henset til dåbsattesten, så gætter udenforstående let 20-30 år forbi til den lave side, når de bliver bedt om at anslå deres alder.
Det tilskriver ægteparret livet som landbofolk, hvilket liv ofte foregår udendørs med rigelig motion, samt som det mest vigtige: en hobby, altså travhestene, at gå op i.
– Ja, det holder én ung, og lige så snart skulderen er rask, så skal jeg have Filippa hjem fra Bent Svendsen, som hun står hos nu. Så skal jeg selv træne hende. I øvrigt så er det sjældent, for ikke at sige aldrig, at vores heste er syge. De går ude døgnet rundt. De kan gå ind i en boks, hvis de vil, men det gør de sjældent. Den friske vesterhavsluft gør dem godt – og den friske blæst fra havsiden jager støv og mider bort.
– Bent Svendsen og jeg, vi kommer godt ud af det. Vi kan rigtigt give hinanden noget røg, og det er jo hyggeligt, når det hele ikke er så konformt, lyder det fra Andreas, der slutter af med at sige:
-Han satte jo sig selv op bag Filippa L den 8. september i år og kørte Filippa L til sejr, så han havde jo nok lært lektien fra forrige gang, og han gjorde jo på fornemste vis Bent Svendsen kunststykket efter!
