Mandag aften i Skive stod i jubilæumstegn. Det skulle fejres, at banen var nået alderen 75 år.

Marius Jensens Mindeløb gav sejr til Flemming Jensens favorit High Five, der førte fra start til mål. Hesten havde i det 2900 meter lange stayerløb lidt kadenceproblemer ind på opløbet, men det fik Flemming Jensen redet perfekt ud og den fireårige Quite Easy U S-søn kunne klare sejren i hus kort før staldkammeraten Haut Doctor, der dog er på vej til Norge til nye ejere og ny træner en af de nærmeste dage.

 

I Jubilæumspokalen for travliga 1-heste var Flemming Jensen og Empire udset til favorit. Parret førte aldeles længe, men bare ikke de sidste par millimeter af løbet. Dér lykkedes det Bo Westergaard at få Zaffiro Jet til at kæmpe sig forbi til en ganske kneben sejr. Go On Gardenia kom til slut for Knud Mønster via open stretch også ganske tæt på i slutstriden. 14,1/2060 ma fik Zaffiro Jet noteret.

 

Løbet for de unge håbefulde – Sigter Mod Stjernerne – blev en rodet affære med masser af fejlende heste i første sving. Niclas Steinlein med favoritten Cori Gauuf kom dog glat af sted og fik en komfortabel føring. Dygtigt kørte den unge kusk Cori Gauff til let sejr. Der var tale om spil til ét mål.

 

Finn M. Lassen havde El Capitan på stikkerne og i Travligaen 4 vandt denne Maharajah-søn outstanding efter tidlig spids i en tandudtrækning et stykke vej med Fighter Vang. El Capitan viste dog sin store kapacitet ved at holde dampen oppe til stregen var passeret.

 

Bo Westergaard snuppede anden dagssejr so far med den hjemvendte danskopdrættede Haribo. Med god afstand til forfølgerne hele rejsen skridtede Infinitif-datteren løbet hjem i fronten. Yderst komfortabel sejr. Haribo var dagens store staldskrig, og hendes sejr kom trods hendes på papiret paure resultater ikke bag på det spillende publikum.

 

Bent Svendsen præsenterede i kampen om Duvils Ærespræmie en velforberedt debutant i form af Illusion – en hoppe efter Father Patrick, Det blev til en ganske let sejr for det lovende talent. Illusion ejes og trænes af Leo S. Larsen fra Viborgkanten.

 

Snusfornuftig kørsel af den gamle ræv alias Birger Jørgensen gav sejr til Hyrdehøj Hurricane. Ud på sidste hele langside kom en konkurrent farende i toptempo og overhalede Hyrdehøj Hurricane i spidsen. Birger Jørgensen tog den dog med ro og lod konkurrenten fare, og denne kom dog også tilbage over opløbet, og så kunne Birger sende sin hest frem til en fin sejr foran Geo og Happyrun Cloc. Dermed tilfaldt Skive Kommunes Ærespræmie den tidligere formand for travsporten Lindhardt Jensen, der ejer og træner Hyrdehøj Hurricane.

 

Anders Pedersen vinder Ib Tranders Ærespræmie med norskopdrættede Wizer – en treåring efter hans gamle hurtigklassetraver Magiccarpetride.

 

Poul Søgaard fra Århus vandt sidste løb – et formløb for amatører/jockeys. Her ses han i vindercirklen sammen med BioCirc Arenas direktør Carsten Terp