Danske Kim Pedersen, født i 1988, stammer fra Hjallerup-egnen i Vendsyssel, men i dag er han travtræner i Norge med base på Bjerkebanen. Han har efter eget udsagn fundet sg godt til rette i nabolandet. På lørdag bringer han hest til start i Harper Hanovers i Stockholm.
– Jeg er udmærket tilfreds med tilværelsen i Norge. Det går fint med væddeløbsresultaterne. Jeg har et tilpas antal heste i træning med gode individer, hvor nogle stykker også kan gøre sig godt i storløbene rundt omkring, lyder det fra Kim Pedersen, som vi traf sammen med hans far, Jan, på Lundens staldterræn under Copenhagen Cup-arrangementet.
På Det Norske Travselskabs database over de norske trænere står han p. t. registreret med 28 heste i sin varetægt.
I forbindelse med den netop overståede Copenhagen Cup søndag den 14. maj på Lunden fremviste Kim Pedersen to af staldens fløjheste, nemlig Velten Swarovski og Hell Patrol.
Velten Swarovski gik fantastisk i Lundens Summer Meeting Stayer for svenske Magnus A. Djuse og var på en god finsih tæt på sejren, som dog akkurat på stregen blev snuppet af storoutsideren Gangnam Style, som Birger Jørgensen og Gordon Dahl havde klar til dagen.
Hell Patrol var med i Copenhagen Cup, men sluttede uplaceret. Onsdagen op mod Elitlopps-weekenden kunne Hell Patrol så på Bjerke med Magnus Teien Gundersen i vognen i tiden 1.11,6/2100 ma som trøst vinde Mr Moxy løb med 40.000 nkr. til vindende hests ejer, og således rustet med en positiv oplevelse i bagagen drager Kim med noget af sin familie af sted til Stockholm fredag morgen.
Fra Hjallerup til Hvam
Om sin karriere fortæller Kim Pedersen:
– Som fjortenårig startede jeg hos Henrik Lønborg, hvor jeg var godt et halvt års tid. Min onkel, Finn Pedersen, var dengang manager for Flemming Jensen, som jo havde været en tur omkring Sverige, men nu havde slået sig ned i Hjallerup tæt på hvor jeg voksede op. Jeg var faktisk hos Flemming i fem år. Så tog jeg en uddannelse som beslagsmed.
– Det gjorde jeg hos Casper Jensen. Derefter kom jeg som staldmand til travtræner Bo Westergaard, ligesom han skulle til at slå sig ned i Norge. Jeg og en af hans staldpiger, som jeg var blevet kæreste med, besluttede os for at følge med. Jeg valgte samtidig at gå på travskole i Norge, og da Bo rykkede tilbage til Danmark, fortsatte jeg i Norge som privattræner en tid og siden fra 2017 var det vist som public træner, hvad jeg så stadig er.
– Jeg bor i et mindre fleretagers hus i en lille by, Hvam, 35 km uden for Oslo. Her bor jeg 5 minutters køreafstand fra det sted, hvor jeg har hestene opstaldet, og hvor jeg træner dem.
– Min forældre, som mange måske kender fra stald-cafeen på Aalborgs travbane, er jo for nylig flyttet herop og bor på en af etagerne i mit landsbyhus. De driver i øvrigt nu staldcafe eller stallkroa, som det hedder på norsk, på Bjerke.
Higer efter sommervejr
Kims forældre, Linda og Jan Pedersen har siden 2021, hvor de flyttede fra Nordjylland, drevet en stallkroa, altså en staldcafe, på Bjerke i snart halvandet år. Nu hvor vinteren med det kolde og våde vejr er ovre, så ser Bjerkes danske cafe-bestyrere frem til solskinstimer, eller bare højere temperaturer og mange flere heste og mennesker på staldterrænnet.
– Når sommervejret bider sig fast, så kommer der flere heste til start, og så regner vi da med at få flere besøgende i vores lille cafe, indskyder Kims far Jan.
På Bjerke er den mad, de serverer, af dansk tilsnit. Det var nordmændene i starten lidt tøvende overfor, men efterhånden har nordmændene vænnet sig til det og har meldt tilbage, at det faktisk er helt okay.
Bistår med træning osv.
Far Jan hjælper også, så tit han kan, Kim med trænergerningen og pasningen af heste. Og han triller også rundt med nogle af dem, når de skal gå nogle ture eller arbejder.
Linda har under opholdet i Norge måttet skulle opereres for en skulderskade, men det er ved at lysne for hende, så hun fuldhjertet kan tage sig af gæsterne i staldkroen.
Kim, hans forældre og onklen Finn drager alle til den svenske hovedstad den her forestående weekend.
Der er jo ’Elittlopps-helg’. Det er et begreb, en institution, ikke engang ’Juleaften’ kan måle sig med hos traventusiaster. Kim Pedersen har tre heste til start denne weekend. Hestene tager af sted fra Kims stald torsdag eftermiddag, mens Kim og familie drager mod Stockholm fredag formiddag.
Kims vurderinger
De tre heste fra Kims stald skal i ilden fredag og lørdag.
– Så vi bliver derovre og tager Elitloppet om søndagen med. Søndag kan blive en hyggelig familiedag, hvor vi kan nyde de mange spændende væddeløb kulminerende med selve Elitloppet, fortæller Kim, som bedømmer sine startheste sålunde:
2 Kind Of Steel/Erik Adielsson. 1. løb. Fredag
-Han vandt jo i en 1.12-tid senest. Han vandt med kræfter på lager. Han er rigtig fin for øjeblikket. Fra spor to må han kunne gøre noget lignende som sidst, og han kan godt være med fremme i løbet. Han er meget starthurtig, og i det hele taget enkel og nem at have med at gøre og at køre.
10 The One/Fredrik Plassen. 11. løb. Fredag.
– Et løb for kuske, der går på travgymnasiet Vången. Da han senest blev tredje, sad han fast med lidt kræfter sparet. Gik også en god 1.12-tid over normaldistance. Måske den af Bos (Grumbazz Kini, red.) er for stor en mundfuld, men hvis min hest får tur på vejen fra bagspor, så kan den være med derfremme. Kusken tror jeg, jeg har været heldig med. Han har, så vidt jeg ved, allerede vundet fem sejre i år.
5 Velten Swarowski/Erik Adielsson. 12. løb. Lørdag.
– Det er en herlig hest. Har han fin form, og tangerede vel sammen med Gangnam Style den danske rekord på distancen. Realistisk set er konkurrencen her i Harpers nu hårdere end senest på Lunden. Jeg håber, han får et godt løb og snupper en fin præmie.
Foto: Kjeld Mikkelsen