Timo Nurmos fundering:
Svenske baner er ifølge Nurmos de mest doserede i verden. Han nævner, at hans kollega Björn Goop stort set bifalder de eksisterende dosseringer, mens han selv synes, dosseringerne er blevet for skarpe. Nurmos mener faktisk, at med mindre dosseringer på de svenske baner ville man opleve færre galopper. Nurmos kører jo oftest opvarmninger til løb inden catch drivers tager over. Han fortæller, at han i sine opvarmninger fortrinsvist vælger at køre aller yderst på banen for at skåne hestens ben, for når de kommer i det lidt langsommere opvarmningstempo eller bare køres langsomt, kan hestenes ben brydes for meget, hvis man kører midt kurverne, og han hader de tilfælde, hvor han så bliver tvunget ned i banen under sådanne opvarmninger f.eks. på grund af traktorer eller vandvogne eller andet.
Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:
”Nurmos har fuldstændig ret, når han taler om dossering. Den er helt gal med dosseringen. Hvis du ser på travheste, der går gennem svingene, så er det nærmest sådan, at 8 ud af 10 ikke får højre bagben specielt godt med sig. De får det ikke sat ordentlig frem, fordi den her kant kommer, så de rammer jo den kant først, inden de sætter foden helt ned, så det medfører, at hoven på højre bagben er slidt helt væk udvendigt på – på otte ud af ti heste! Jeg tør ikke svare på, om den tendens forværres alt efter, hvor yderligt sporet blandt de fem inderste er. Men der er ingen tvivl om, at det er dosseringen, der gør det – at hoven bliver slidt væk på højre bagben. Derfor: desto længere banen bliver, og desto bredere den bliver, jo bedre er det. Doseringen på Solvalla kan ikke helt sammenlignes med den dossering, vi har forskellige steder i Danmark. I Sverige er den generelt kraftigere end i Danmark eller noget andet land måske. Hvorfor det er sådan, er jeg ikke helt klar over, men jeg går ud fra, at de – svenskerne – har foretaget en hel masse beregninger. Men der er jo ikke noget, der går mere fejl end beregninger. Svenskerne har simpelt hen ikke ramt rigtigt, hvis du spørger mig. Det er jo ikke som på en cykel – for der holder beregningerne nok stik. Anderledes med heste, der jo har en bredde fra højre til venstre – banen er jo ikke strikte parallel med hestens understel. Banen hælder og bliver skæv i forhold til hesten. Doseringen bliver simpelt hen ikke korrekt.
En cykel har ligesom ét punkt – en hest har fire punkter.”
Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om dossering:
”Timo Nurmos’ udsagn her får mig til at stille nogle spørgsmål: Har Timo Nurmos lavet statistik på, hvilke heste der galopperer – er det dem med lav eller høj præmiesum? Hvad er antallet i procenter? Er det fordi de kører med for lav fart gennem svinget eller for høj fart? Er banen bygget til elitehestes topfarter? Er banen for snæver i svingene i forhold til dens længde? Man kan ikke både få fugl og fisk, når man anlægger en bane. Hvilket tempo er den anlagt efter? Stærkt eller ikke så stærkt? På Solvalla har de taget et valg og bygget banen efter, at det skal gå stærkt, og de tænker på eliteheste, når de bygger sådan en bane i dag
Ungheste i dag render jo sindssygt stærkt, det ved man. Men der er også ungheste, der skal have tid til at udvikle sig, før de er med på noderne med de ekstremt høje farter.
Jeg kunne jo aldrig drømme om at køre en 2-åring på en bane med dosserede sving a la Solvalla før den kan en vis fart. Hvis ellers man gjorde det, så var det jo ligesom lig med at få dem til at trille ned som cykelryttere gør det i svingene på en cykelbane, når de ikke har tilstrækkelig fart på.
Solvalla er altså dosseret til Elitloppet. Og kører man i 1,20 fart igennem svingene, så bliver det jo derefter. Jeg tror, Lunden er dosseret til 1,17 eller 1,18. Banerne er altså dosseret til en ganske bestemt fart, hvor man får optimal effekt ved den dosering med den pågældende fart.
Skovbo er en fantastisk 1000 m bane, pga. de store sving contra Lundens, hvor der er snævre sving, som er relativt højt dosseret – ’whoom’ man ryger bare nogle gange ind i de der sving med overraskende fartøgning på, der kan overraske både hest og kusk.
Århus’ bane har en dårlig dossering. Det tager for hårdt på hestene. Banen er for flad, og det går ned ad bakke ind i et sving. Alt i alt er det på JVB mere som en kasse at køre i, ikke en oval. Det føles som en firkant. Den bane er bare svær at køre på. Man kan ikke engang træne sine heste ved at træne dem meget højre rundt – det er den vej rundt, man kører i Århus – banen dér er bare så speciel.”
Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
