Siden 31. marts i år har 56-årige Mogens Bek bestridt posten som formand for Skive Travs bestyrelse. Det gjorde han efter nogle småturbulente måneder, hvor der var lidt uenighed i den daværende bestyrelse omkring den daglige ledelse, og da røgen efter en ekstraordinært indkaldt generalforsamling havde lagt sig, så var der sket et formandsskifte og skiftet to bestyrelsesmedlemmer samt også sket et skifte på direktørposten.
– Ja – tingene er gået hurtigt, erkender Mogens Bek. Han fortsætter:
– Jeg kom ind i bestyrelsesarbejdet i oktober sidste år som suppleant. Men jeg er glad for tilliden og vil i samarbejde med resten af bestyrelsen og den nye direktør Carsten Terp, der tiltrådte 1. maj i år, gøre mit bedste for at drive forretningen Skive Trav frem.
Med de kompetencer, Mogens Bek besidder, burde han også kunne leve op til sine egne og Skive Travs forventninger. Mogens Bek har en ballast som forretningsmand, idet han i dag er direktør for to egen ejede firmaer efter at have bestridt mellemleder jobs i et par andre firmer. Men derudover har Mogens Bek også en travfaglig ballast.
I 1981 startede Bek som staldmand på Lunden hos travtræner Leif Løfgren, som på det tidspunkt nok var i karrierens efterår, men dog drev en stald omfattende omkring 15-20 heste.
– Det var især godt for unge mig dengang, at Flemming Nielsen også var ansat hos Leif Løfgren. Flemming Nielsen, der senere i nogle år også var professionel træner – en overgang i en såkaldt popstald med kollegaen John Kristensen – var en behagelig og dygtig travmand, og jeg lærte fantastisk meget netop af ham. Han var rigtig god til at lære fra sig, og var altid villig til det. I dag laver Flemming Nielsen noget andet, men vi får stadig en god snak, når vi mødes på en travbane.
– Hos Løfgren arbejdede jeg med tilkøring af ungheste. Der var mange ungheste i hans stald fra den dengang succesfyldte Stall Hans fra Stockholm, og af heste, jeg på den måde kørte til – sammen med Flemming Nielsen – kan jeg nævne Glennie Bilto og Ken McGuire.
Mogens Bek var hos Løfgren til 1984, hvorefter han var i to år hos Steen Juul, der netop havde rykket teltpælene til Lunden, inden han, altså Mogens Bek, i starten af 1987 sammen med staldpigen og kontorassistenten Marianne Holst, med hvem han i mellemtiden var blevet kæreste, vendte tilbage til hovedlandet og hjembyen Viborg.
– Vi boede i København, men ville gerne have vores eget sted, hvor vi kunne have heste. Så vi kørte rundt på Sjælland og søgte, men vi nåede helt til Odden i Vestsjælland, før ejendomspriserne lød fornuftige, og så sagde vi: ’Så kan vi vel lige så godt rykke helt over til Jylland’, uddyber Mogens Bek.
Fra levevej til hobby
Marianne havde indtil da arbejdet som frivillig staldpige ved Max Nielsen, hvor hun blandt andet var oppasser for heste som Florican Dirt, Funny Star og Ejby Cup. Sideløbende fik hun taget en kontoruddannelse hos Danmarks Statistik.
Parret Marianne Holst og Mogens Bek bosatte sig altså i slutfirserne i Jylland. Nu blev travsporten ikke længere en levevej for Mogens Bek, men en hobby. Mogens skiftede nemlig spor og arbejdede efter flytningen til Jylland en overgang som montør i et KØ Beton, der producerede gylletanke , hvor hans far var direktør. Her var Mogens drivkraft bag anpartsstalden KØ-Beton, hvor ansatte, samarbejdspartnere og kunder kunne købe sig andele.
– Siden arbejdede jeg i mange år på Viborg Slidbanefabrik, som dog blev opkøbt af et stort firma, hvorefter jeg valgte at starte op for mig selv med et køkkenfirma, MB Køkkenfornyelse. Jeg har sideløbende med den geschäft også været beskæftiget i et foderautomatfirma iFeed, hvor jeg til at begynde med – det var cirka for fem år siden – var freelance. Men nu har jeg så lige overtaget forhandlingen i Skandinavien, beretter Mogens Bek.
Mogens Bek er opvokset i Viborg. Hans forældre var nabo til travmanden Tom Nørskov, hvor Mogens blev kammerat med dennes knægt lige fra helt lille af, og på den måde blev travheste en del af Mogens liv. Mogens forældre havde ingen baggrund med travheste. At de senere fik travheste, var gennem Mogens interesse for sporten.
Mogens driver sine firmaer fra bopælen i Finderup lidt uden for Viborg. Her har han og Marianne også deres heste. Stalden kan rumme tolv heste, og den er fuldt besat. Dog er kun de fem heraf Marianne og Mogens’ egne, idet de fleste af de øvrige bokse er besat med nogle af de heste, Frank Kjelde har købt hjem til sin forretning.
[Teksten fortsætter under billederne]
Fra turbulens til fred og ro
Om sit nyligt oparbejdede engagement i det organisatoriske omkring Skive Trav fortæller Mogens Bek:
– Jamen det gik jo nok ikke manges næser forbi, at der var lidt turbulens i starten af året omkring ledelsen i Skive Trav. Det opstod i kølvandet på Steen B. Nielsens afgang som direktør, hvorefter der blev en magtkamp i bestyrelsen. I dette mellemspil fik man ansat en direktør, som gjorde meget godt, men som alligevel kom på mellemhånd i mange bestyrelsesanliggender, og det endte med hans afgang også. Magtkampen i bestyrelsen mundede ud i en ekstraordinær generalforsamling, hvor der blev valgt tre nye ind i stedet for den tidligere formand og næstformand og et bestyrelsesmedlem. Ved den efterfølgende konstitution blev jeg så valgt til formand.
– I den turbulente periode var der mange ting, vi takket være den daværende direktør Jan Nørbjerg også fik gjort op med, men da der nu var blevet ryddet grundigt op i tingene, valgte den nye bestyrelse at sige, at nu kigger vi mest fremad.
– Direktørstillingen blev slået op, og vi fik ansat Carsten Terp, der har en fortid i rejsebranchen. Han var med på de ideer, vi har i bestyrelsen, og som noget af det første, har han forestået gentegningen af sponsorater. Alle de eksisterende sponsorater på nær tre er gentegnet, og mange nye – mindst en halv snes stykker – er kommet til. Sponsorforvaltningen er sat på skinner med kontrakter og tilhørende databaser og økonomistyringssystem. Vores plan er at få afholdt mindst ét sponsorarrangement per år.
– I bestyrelsen har vi nemlig udarbejdet en strategiplan, som vi nu vil følge, og det lader til, vi i Carsten Terp har fundet den rette til at implementere alle vores ønsker og ideer. Banerne skal selv til at tjene egne penge. For om to år er der ikke banespil og afgifter heraf. Ydermere vil alt spil foregå elektronisk. Ikke mindst derfor har vi udarbejdet vores strategiplan. Så har vi noget at gå efter. Jeg tror aldrig, det er sket før i den her branche.
– I de bestyrelsesmøder, vi efterfølgende har holdt, har vi kunnet diskutere på en konstruktiv måde, og alle er interesserede i at opnå konsensus, så vi har sluttet alle møder i fred og fordragelighed. Der er ro i lejren nu, og fokus er på at fremme aktiviteterne omkring Skive Trav alt til gavn for hestesporten.
– Bestyrelsens fem medlemmer dækker trænerne i og med vi har Knud Mønster, amatørerne i og med vi har Kathrine Meldgaard Olesen, hesteejerne er repræsenteret ved mig og Frank Kjelde, og så har vi en revisor i Peter Friis, som samtidig også er hesteejer, men han har jo netop en god fagligt funderet indsigt i økonomi og regnskaber. Jeg synes, vi er godt dækket ind, og så vil jeg rose Kathrine Meldgaard Olesen for altid at sørge for, at vi alle i bestyrelsen holder snuden i sporet, når vi drøfter dagsordenspunkterne og ikke breder os ud ad alle mulige sidespor – om det så er fordi hun er kvinde, det kan man jo kun gisne om og selv om kønsfordelingen notorisk set er skæv, så ser jeg det alligevel som et godt tegn på alsidigheden, at vi i Skive Travs bestyrelse i det mindste ikke bare sidder fem mand høj.
– På Skive Trav råder vi over nogle af landets bedste træningsfaciliteter, hvilket synes at have tiltrukket en lang række af landets bedste trænere. Vi er i hvert fald nok i top to eller tre over baner, der har tilknyttet flest trænere. Vi har nu også det bedste lysanlæg i landet.
Skal afprøve nye systemer
– Og som noget helt nyt og spændende skal vi her i sidste halvdel af 2021 være prøveklud efter svensk mønster med elektronisk start. Det er et elektronisk system, som vi skal teste for svenskerne, og det er et helt nyt ét af slagsen. Det er ikke det, de bruger i Sverige nu. Det er helt ny software med nye kriterier bygget ind. F.eks. registrerer det nye system starten efter mulespidsen og ikke bringen, hvilket sidste det nuværende svenske system gør. Derfor bliver det nye system mere retvisende, da tiden nu regnes fra, at mulespidsen er tæt på startlinjen og til mulespidsen akkurat rammer mållinjen. Der kan godt være en lille bitte tidsforskel i forhold til, at man måler fra bringen. Med tiden forventer jeg, det skal implementeres på alle danske baner også.
– Skive Trav skal også stå for et pilotprojekt på et elektronisk system, som vi bl.a. kender fra V75-løbene i Sverige og fra Frankrig. Det er det her nummersystem, hvorefter hestenes placering undervejs i et løb på TV kan følges på en bjælke nederst på skærmen. Vi har kabler gravet ned rundt banen, så vi behøver ingen droner, for at få det gennemført. Vi vil i efteråret også introducere en kendingsmelodi, der adviserer, at nu er man tæt på starten til et løb. Det kender vi jo især fra Sverige. Vi vil i det hele gerne have, at publikum føler sig underholdt på en løbsdag.
– Vi vil også satse på at få mere info ud til banepublikummet, end de får nu. Banepublikummet bliver i dag ligesom forfordelt med info i forhold til tv-seerne. I øvrigt er det i restauranten muligt at koble iPads og den slags op på vores internetsystem. Vi har i øvrigt lige fået en kanondygtig forpagter af restauranten, og sammen med en allerede gennemført modernisering af faciliteterne i restauranten håber vi, det falder i vore gæsters smag, redegør Mogens Bek, der også har fokus på ungdommen:
– Ja, Skive Travs Ponytravskole skal tilbyde unge uddannelse i hestekundskab og i at køre ponytrav. Skolen skal ikke kun være for unge med travet i bagagen hjemmefra, men skal være et tilbud til alle unge om at komme ud og lære at køre og omgås heste. Det er en vigtig faktor for at få nye ind i sporten, understreger Mogens Bek og fortsætter:
– Vi venter os en del af det nye Internetbaserede billetsystem, som Dansk Hestevæddeløb er ved at indføre. På den måde kan vi få kendskab til de profiler, der frekventerer vor bane. Altså ved de elektroniske billetter og ved de hesteejerkort, vi scanner. Så vi kan målrette vore tiltag og dermed imødekomme publikums forventninger mest muligt. Vi regner med, at især unge vil benytte sig af den mulighed med forkøb af billetter, men mange ældre er da også friske på at bruge de elektroniske medier, ved jeg. I øvrigt skal man huske, at man stadig kan købe entrebillet ved indgangen på løbsdagene.
– Vi satser meget på at bruge Skive Travs anlæg til andet end travløb. Vi har faciliteter til dagarrangementer og internetkonferencer, og det vil vi søge at udnytte. Til hverdag trænes der jo en hel del på anlægget, så der vil være noget at holde øje med for besøgende også på almindelige dage. I vores strategiplan har vi i øvrigt ekstraheret, at vi hvert år skal afholde mindst fem større events, slutter Mogens Bek.