Når man siger navnet Hansen i forbindelse med Billund, så tænker mange nok uvilkårligt på denne banes mangeårige champion Thorkild Hansen, men der er andre gæve travfolk omkring Billund Trav, der bærer dette udmærkede efternavn – udbredt som det jo er.

Vi har mødt to af slagsen, nemlig amatørkusken Erik Hansen og travtræner Peter J. Hansen, som begge har været med i Billund Trav fra banens opstart i 1971.  Og det er faktisk sådan, at amatøren Erik Hansen i al den tid har selet ud fra Peter J. Hansens træningskvarter.

Fælles for de to Hansen’er er, at de er vokset op på landet og dermed har været vant til at omgås heste lige fra barnsben.

Eriks far var mælkekusk, og Erik siger selv – lidt med et smil på læben – at han kunne køre et tospand, inden han kunne gå.

Erik Hansen fik dog først øjnene op for travsporten i og med, planerne om at skabe Billund Trav rumlede. Han fortæller:

– Vi boede dengang på Koldingegnen, og i starten så det jo ud til, at den nye travbane skulle ligge i Trekantsområdet, men det blev jo som bekendt i Billund. Men det var mens disse planer om en travbane her i det sydjyske i sluttresserne rumsterede, at vi ville være med også. Travet var noget helt nyt for os, og jeg vidste ikke engang, at en licensprøve var påkrævet, før man kunne deltage i løb, men det fandt jeg jo ud af, og jeg klarede prøven, og har så kørt mange løb siden.

Altid mindst to jobs

Dengang drev han og familien en kiosk i Fredericia, og det gjorde de ved siden af driften af landbrugsejendom.

– Jeg har hele min tid altid haft to beskæftigelser. Det har holdt mig i gang, og er nok årsagen til, at jeg stadig er frisk trods min alder, lyder det fra Erik Hansen, årgang 1942.

Dream C N – datter af Pine Chip – måske færdig som væddeløber, idet den i dag missede godkendelse i prøveløb grundet opløbsgalop

– Otte sejre har jeg jo her i de senere år taget med Octavia Tamsen, som nu er gået på pension hjemme på min gård i Hejnsvig. For to år siden købte jeg Pine Chip-datteren Dream C N, som i dag har været i prøveløb, hvor den dog galopperede kort før målstregen. Hun er seks år gammel og kun gjort to starter. Hun har et besværligt trav, og jeg tror, det var hoppens sidste chance.

– Men jeg har to nye heste hjemme, og dem vil jeg til at gøre klar til start, lyder det fra Erik Hansen.

Erik Hansen, 78 – har været med hele vejen i Billund Travs historie. Regner dog ikke med at slutte som aktiv endnu.

Selvom Billund Trav lukker og slukker med dette års udgang og afvikler sin sidste løbsdag i oktober, så har Erik Hansen ikke tænkt sig at lægge op. Han fortsætter, så længe helbredet og lysten er der, og lige nu går han og funderer over, om licensen fremover skal indleveres i Skive eller i Odense.

– Men der er jo nogle flere kilometer til de to baner end til Billund, sukker Erik Hansen.

Veksler måske licenstype

Peter J. Hansen forestiller sig heller ikke, at han stopper med travheste. Men planen er, at han veksler sin trænerlicens til en amatør-ditto.

– Ja, nu nærmer sig tiden for Billund Travs afslutning, og jeg skal lige gå og fundere over tingene i ro og mag, forklarer Peter J., bragt til verden engang i 1957.

– Jeg har jo stadig min gård nær ved banen i Billund. En gård, som jeg købte for mine sparepenge engang i firserne, og det var sådan set et køb, der gjorde, at jeg sagde nej til dengang at følge Preben Kjærsgaard til København, hvor han ellers gerne så, at jeg tog med, da han fik muligheden. I øvrigt må jeg sige, at Preben Kjærsgaard altid har været en guttermand, og han var et stort plus for os unge i Billund dengang. Preben var ikke bleg for at lære fra sig og korrigere os, hvis han syntes, vi gjorde noget forkert.

Peter J. Hansen har det endnu ikke helt klart for sig, hvad han vil gøre ved årsskiftet, men han tror, det bliver noget i retning af, at han prøver at anskaffe sig en en fin afstammet hest, der har bevist sine fartressourcer, men som måske har stået lidt standby grundet skader eller lignende. En sådan hest vil han så forsøge at gøre klar og så tage rundt i landet og deltage i løb med. Ikke nødvendigvis med sig selv som kusk, men som han selv pointerer: der er mange gode catch drivers, han kan vælge imellem.

Peter J. Hansen – i mange år træner på Billund Trav. Kendt som dygtig unghestetræner, og har altid bistået amatørerne med råd og dåd. Fortsætter antagelig med amatørlicens, når Billund-banen lukker.

Startede som ringrider

Peter J. var som dreng og ung meget fortrolig med heste hjemmefra. Han kom jo fra landet. Hans store interesse dengang var ringridning, og han deltog alle de steder i området omkring Billund, han kunne komme i nærheden af. Ja, han forsøgte også at udfordre de sønderjyske ringridere fra Åbenrå og Haderslev.

– Ja, men de var rigtigt gode dernede, erkender Peter J.

Hans forældre købte, mens han var en stor knægt, et par travheste. Den ene var lidt tovlig i hovedet, men den anden var mere fremkommelig, og var bror til Rolf Robin, den senere sejrshest for Thorkild Hansen. Den hest kunne den unge Peter J. tøjle, og den øvede han sig så på, og med det som springbræt indledte han sin karriere som staldmand og travtræner.

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen