Direktør i Wineboutique ved Hadsten, Flemming Nielsen, har i denne uge udført de respektive dages dont med et lidt bredere smil om læberne, end han måske ellers ville have haft, selvom han faktisk næsten altid ses gå smilende rundt. Det er stadig Freiherr Fausts gedigne præstation forgangen søndag i Jydsk 4-Års Grand Prix, der fylder hans sind. Her kunne Great Challenger-hingsten, som han er medejer af, efter et roligt og afventende løb for sin gæstekusk Peter Ingves spurte bravt til slut og holde sin gode fart til løbets femtepræmie.
Og så kan man jo spørge sig, om en femteplads nu er noget at skrive hjem om. Og det gør vi så, og Flemming svarer:
– Freiherr Faust havde kun tjent rundt 35.000 kr. inden starten i Grand Prix’et, og samtidig har han indimellem drillet ved nogle galopture. Så vi havde på forhånd meldt ud, at fik han bare en af løbets sidste præmier, så ville vi være ovenud tilfredse. Og med det fejlfrie løb, han gik, så var det dejligt, og endnu dejligere, at det samtidigt kastede en pengepræmie af sig.
Efter løbet udtalte kusken Peter Ingves, at det var som at køre en finsk koldblodstraver. Han hentydede hermed til hestens lidt anstrengte teknik.
– Freiherr Faust går stadig med samme udrustning som i debuten for et år siden, så vi regner jo med, der er plads til forbedringer. Jeppe Juel, hestens træner indtil nu, beretter om nogle formidable træningsarbejder, Freiherr Faust har gået forud for Grand Prix’et, fortæller Flemming og forklarer:
– Vi har lige haft et medlemsmøde i anpartsstalden, og det blev besluttet at prøve noget nyt. Så derfor bliver han nu sendt i træning hos Morten Juul i Skive. Det er ikke udtryk for misnøje med Jeppe Juel, som absolut har gjort et prægtigt arbejde med hesten, så stor ros til Jeppe Juel. Beslutningen er alene udtryk for anpartshavernes ønske om at forsøge sig med noget nyt.
50 anparter
Der var mange glade mennesker, der efter løbet kunne fejre friherrens indsats. Han er nemlig ejet af en anpartsstald.
– Ja, bag navnet Stald Freiherr Faust gemmer sig 50 anparter. Det er jo min kone, Rikke B. Svanhede og jeg, der har opdrættet ham, og vi har selv nogle anparter i ham, men ud over fire anparter mere, så sidder resten af anparterne på hænderne hos folk, der ikke på forhånd havde været involveret i travsporten, altså helt nye mennesker.
– Grundet corona’en har vi i anpartsstalden jo stort set ikke kunne samles til væddeløbene, når han deltog, så det var først ved starten i Grand Prix’et på JVB, vi kunne træffes i større tal, og der var sandelig 30 anpartshavere mødt frem i Århus i søndags, og de havde en dejlig dag på banen. De havde booket bord i restauranten og nød virkelig dagen, den varme sol og de gode væddeløb. Jeg selv var forhindret grundet arbejde, men jeg ved, de øvrige havde en pragtfuld dag. To af anpartshaverne er også med i Arm Bri, og da den vandt IdHAIR Preben Munchs Mindeløb, var dagen jo fuldendt for de to, beretter Flemming og fortæller videre:
– Anpartsstalden Stald Freiherr Faust er kommet på benene, idet vi, min kone og jeg, har stillet hesten, altså Freiherr Faust, til rådighed for projektet, og så har vi tegnet en række medlemmer hovedsageligt gennem vores forretningsnetværk og vore venner i øvrigt. Hver anpart betaler så en ydelse på 150 kr. per måned til driftsomkostninger, altså hovedsagelig træning og opstaldning hos professionel.
– Min kone og jeg har som sagt også anparter, men vi har ingen vetoret i foretagendet, og stalden kan køre lige så længe anpartsstalden beslutter det. Allan Jøsendal Kjeldberg er teknisk repræsentant – han er som søn af den tidligere travamatør Anders Kjeldberg fra Skive en af de få øvrige med baggrund i sporten. Formand er Jan Buus, som også er en mand med erfaring fra travsporten.
– Vi regner faktisk med at samle anpartshaverne engang efter sommeren, når ferietiden er slut. Måske herude i Hadsten, hvor vi har hestene og vores butik. Så kan vi hygge os ovenpå den gode oplevelse i Grand Prix’et.
Hadsten Håndbold
Flemming Nielsen driver som bekendt sin vinhandel Wineboutique tæt på Hadsten. Flemming er også involveret i den lokale håndboldklub Hadsten Håndbold, hvis kvindehold spiller i den næstbedste række, 1. division, hvor de i en årrække har klaret sig udmærket og over årene leveret store talenter til klubberne i den øverste liga.
– Jeg står for et projekt, Stald Hadsten Håndbold, som støtter Hadsten Håndbold – og hvor hesten Jesse Schermer indgår. Den er i træning hos Morten Juul, og hver gang hesten runder 10.000 kr. i præmie, så går der 500 kr. til bredde-arbejdet i Hadsten Håndbold.
På Flemming Nielsens lille gård ved Balle vest for Hadsten går moderen til Freiherr Faust, Rigoletto efter Chipmate, vanligvis rundt med sit føl, Kaiser Faust, der er faldet efter Great Challenger, altså en helbror til Freiherr. Dog lige nu er Rigoletto til bedækning ved Ens Snapshot hos Hans Schougaard. Hun er også moder til toåringen Herr Faust Jr. efter Ens Snapshot, som er solgt til hesteejere ved René Kjær.
Vi har tidligere omtalt opdrætterparret Rikke B. Svanhede og Flemming Nielsen, følg linket: På besøg hos opdrætterparret Rikke B. Svanhede og Flemming Nielsen – KM FOTO
Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen