Dieter’s Blend står således noteret for galop i 59 % af dens starter.
Det var da også en både stolt og veltilfreds ejer og kusk Pernille Rasmussen, der vendte tilbage til sin forspændingsstald på Billund trav efter femtepladsen i dagens første af i alt to travløb forbeholdt amatører.
– Jeg måtte støtte ham lidt i svingene, men på lige bane og især i opløbet trak han velvilligt, og måske burde han i dag have været mere lukket til, så var det formentligt nok blevet til mere end femtepladsen. Men jeg er superlykkelig for, at han gik fejlfri for mig, fortalte Pernille Rasmussen, der for ikke så længe siden har erhvervet den seks-årige Dieter’s Blend for at kunne præparere ham til deltagelse i diverse amatørløb. I sæsondebuten på Lunden midt i marts hoppede han for stjernekusken Niklas Korfitsen.
Dieter’s Blend, der er opdrættet af fynboerne Susanne H. Andersen og Carsten Sørensen fra Hesselager, har indtil videre indløbet godt 13.000 kr. og står som bedst noteret for rekorden 16,5am.
Fynboen Pernille Rasmussen er netop efter et ophold i det sjællandske, hvor hun så som travkusk har været knyttet til Lunden, vendt tilbage til sin fødeø – nærmere betegnet også til sin fødeby Rynkeby, hvor hun og hendes to heste, omtalte Dieter’s Blend og Diamond Merci er rykket ind på faderens gård.
– Jeg bestrider i nærheden af min bopæl et job som socialpædagog på en institution for unge socialt ramte, og her har jeg nogle døgnvagter, hvilket giver mig nogle hele dage, hvor jeg kan hellige mig mine heste. Jeg vil med de to heste her satse på at kunne deltage lidt i amatørløbene, og måske finder jeg også en tredje. Det må tiden vise, men planer om et stort hestehold har jeg ikke.
– Dieter’s Blend og Diamond Merci har jeg begge anset for problemheste. Nu må vi jo se, om Dieter får has på sin galoptendens, ellers må jeg ud at finde en stabil hest at supplere med. I øvrigt bruger jeg begge mine travheste i tilknytning til mit arbejde som socialpædagog, idet nogle af de unge, jeg arbejder med, indimellem får lov at ride på de to heste.
– Dieter’s Blend, mener jeg, har været alt for spændt i rygmuskulaturen, og det har jeg arbejdet en del med. Han har måske også været lidt ængstelig anlagt, men alt i alt er han en sød og flink hest, der er blevet mere og mere tillidsfuld, og jeg synes også, jeg kan mærke, at han gerne vil det her med at løbe travløb. Jeg håber virkelig, han kan stabilisere sig. Han virker mere stærk end speedy. Jeg håber og tror, han kan blive en god kørehest for mig, slutter Pernille Rasmussen.