Hjemme hos sin ejer og opdrætter Helene Gravesen render etårige Houston Spring og muntrer sig i folden, det vil sige i disse varme dage står han dog i dagtimerne gerne i skyggen i stalden i sin boks og venter på at løbe rundt til om aftenen, hvor det er mere svalt.
Helene Gravesen er en opdrætter, der sammen med sin gemal Bjarne Sørensen har en del år og dermed erfaring med i bagagen.
Så hun er helt med på, at alle opdræt så at sige er til salg, for ’alt er jo til salg, det er bare et spørgsmål om pris’, som mangen en handelsmand jo så spøgefuldt, men nok så rammende gennem tiderne har udtrykt det.
Alligevel er Helene lidt i tvivl om, hvorvidt hun skal sælge Houston Spring eller ej, for hun synes, den virker så talentfuld af en åring at være.
– Ja, han er en stor hest, men han er en hurtig og fint travende hest i folden, så jeg kan ikke lade være med at være betaget af ham, erkender Helene.
Hun fortæller videre:
– Egentlig havde jeg faktisk solgt ham, og den nye ejer tog ham hjem og begyndte så småt at køre ham til. Så var han uheldig og fik en lille skade, hvor en lille stump af en knoglesplint skulle bortopereres – det var ganske harmløst og skulle ingen betydning have for hans evne til at løbe væddeløb, men ejeren mistede alligevel lysten, og jeg tog ham selvfølgelig tilbage. Nu går jeg så og tæller på knapper, om jeg skal afhænde ham.
Stutteri Spring ved Helene Gravesen og Stald Tårs ved Bjarne Sørensen holder til i Vadum, beliggende umiddelbart nord for Aalborg lige ved flyvestationen. Stutteriet beskæftiger sig i dag med eget opdræt, opstaldning af følhopper samt hingstestation. Gravesen og Sørensen har således gennem tiderne haft ejerskab i hingstene Netted, Rockaroundtheclock, Storstadsbusen og Trophy Catch. Stutteriet består af to ejendomme med 36 bokse fordelt i flere staldafsnit, og stutteriet omfatter tre store løsdriftsstalde og 50 tønder land lagt ud i folde med omdrift.
Har udvidet
Helene Gravesen og Bjarne Sørensen, har omkring 60 heste opstaldet på deres ejendom. Ejendommen erhvervede de omkring 1994. Med tiden er naboejendommen inddraget. Det meste af jorden er udlagt til folde, og der er anlagt baner til kørsel og ridetræning. Kun ca. en sjettedel af hesteholdet tilhører ægteparret selv, idet langt de fleste i form af følhopper og føl tilhører nordmænd, som de har et fast samarbejde med.
Og så er der 20 år gamle Trophy Catch, som stadig er ophav til afkom, men ikke er så aktiv en beskeler, som han har været. Trophy Catch er netop fader til omtalte Houston Spring, som er faldet efter hoppen Promise Tårs.
Stald Tårs går egentlig tilbage til Bjarnes far Chresten Sørensen, der i sin tid først var slagter og siden bestyrer af et traktørsted samtidig med, han også var hobbylandmand. Han havde base i Tårs, og her er Bjarne vokset op. Hestene med navnet Tårs udmærkede sig allerede den gang på banerne – der kan bare som nogle få eksempler ud af mange nævnes Tårspigen, Passion Tårs og Enok Tårs. Sidstnævnte var en af deltagerne i sin årgangs derby.
– Vi opdrætter stadig heste efter min fars gamle stamme, og dem kan man kende på, at deres navn ender på ’-on’ som for eksempel Confusion Tårs, som lige p. t. går godt for Flemming Jensen. Jeg bruger at sende dem til ham, hvis de har tilstrækkelig talent til at begå sig i de gode klasser, fortæller Bjarne, der dog også godt kan lide at køre med i løbene selv – det bliver ofte til starter i amatørløbene, men også i de almindelige klasser, hvis det passer ind. Inden for de seneste år er det heste som Leon Tårs og Saison Tårs, der har sørget for vinderbuketter til Bjarne, som dog også selv har prøvet at passere målstregen som vinder med føromtalte Confusion Tårs.
Sat i gang hos Peter Bødker
Helene og Bjarne har i dag seks følhopper. Resten af hopperne tilhører fortrinsvis nordmænd. Parret har fået knæsat et godt koncept, hvor trofaste hesteejere fra Norge – ofte med tilknytning til Bo Westergårds træningsetablissement – sender deres hopper til Vadum og siden får føllene, de kaster af sig, til Norge, enten for at føre dem frem selv eller få dem solgt til norske hesteejere ofte via auktioner.
Helene stammer fra området omkring Hvorup og Nr. Sundby, og som stor skolepige kom hun i en 14-dages praktik hos den legendariske og nu hedengangne hesteejer og amatørtræner Peter Bødker, manden bag stjerner som Verona Dirt og Florican Dirt, og dermed var Helenes skæbne så at sige beseglet.
– Så snart jeg havde prøvet at være ude at sidde i vogn bag en hest, så var jeg solgt, smiler hun.
Hun interesserede sig også for ridesport og red nogle år military. Men det var traverne, der løb med interessen, og Helene havnede på det dengang nystartede Hovhedegård. I mellemtiden havde hun dog lige nået at uddanne sig som dyrepasser i Aalborg Zoo.
– Jeg var i øvrigt med Bjarne Fyenbo på Hovhedegård lige fra begyndelsen, altså dengang Lars Berg og dennes svigerfar Jørn Damsgård i samarbejde med Lundens Axel Jacobsen og John K. Hansen udgjorde det etablerende trekløver. Axel havde dog store logistiske problemer og var snart ude, og det samme gjaldt John K. Hansen, og så kom Kent Friborg senere ind i billedet. Jeg arbejdede på centeret i syv år, altså indtil Kaj Jensen tog over. Undervejs var jeg et halvt år i Italien hos travtræneren Bengt Holm på studieophold. Det var jeg i øvrigt sammen med Helle Hjort, Flemming Degn og andre danske travfolk. Det var en vældigt spændende og en sjov tid, husker Helene.
Efter arbejdet på Hovhedegård tog Helene en uddannelse som kørelærer og arbejdede nogle år fuld tid med det. Så traf hun Bjarne Sørensen, og de slog pjalterne sammen og købte i midten af halvfemserne ejendommen i Vadum, hvorfra de med tiden etablerede Stald Tårs og Stutteri Spring.
Fuldt hus
De har nogle af hestene hver for sig og nogle i samdrægtighed. Lige nu har de til sammen 6 følhopper, hvoraf de fleste forventes i fol i år, men ud af de seks går to oppe på Menhammer, og det er endnu uvist, om de er kommet i fol. Sidste år blev 19 hopper på bedriften, altså her iberegnet de opstaldede fortrinsvis norskejede hopper, bragt i fol, og der kom i år i alt 19 sunde og raske føl til verden. Altså ’fuldt hus’.
– Mellem år og dag kan man miste et føl ved fødslen, men det undgik vi lykkeligvis denne gang, konstaterer en brav Helene, der selv står for insemineringen af hopperne. For elleve år siden uddannede hun sig udi denne metier.
Både Helene og Bjarne har et job ved siden af stutteridriften. Bjarne er speditør-uddannet og arbejder med speditøropgaver for Aalborg lufthavn. Han har netop droslet ned på det ugentlige timeantal i dette job og kan nu hellige sig hestene endnu mere. Helene arbejder i et bosted for børn og unge med autisme – det ligger i Kaas, og Helene har lært beboerne kunsten at ride, og ofte tager hun dem en tur på hesteryg ud i en af de nærliggende klitplantager.
Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen