Den 30. juni i år bestod Lasse Christensen trænereksamen. Ganske flot klaret af en kun 17-årig gut, der først for alvor tog travsporten til sig for fem år siden. Før det stod den på computerspil. Men så blev Pac-Man og Portal 2 skiftet ud med Petri, en travhoppe, som Lasse fandt nøglen til.

Lasse har det ikke fra fremmede. Lasses farfar Emil Christensen, der i sine velmagtsdage var landmand i Farsøområdet i Himmerland, startede med at have travheste, som han tilbage i tresserne og halvfjerdserne bragte til start især på Skive-banen. Emil Christensens to sønner Gert og Knud var fra barnsben med på det med heste, især travhestene.

Knud Christensen er Lasses far. Han omtales oftest som Flamingo-Knud, og så er de fleste nok med på, at vi har at gøre med en travmand, som for alvor har været med til at sætte kolorit på travsporten, blandt andet med sit Stutteri Flamingo, hvorfra der er udklækket adskillige derbyvindere, blandt andet.

Knud Christensen har i hele sin voksentilværelse således som opdrætter og hesteejer udgjort en ikke ubetydelig faktor inden for travsporten. Knud havde dog for en halv snes år siden en periode, hvor han kraftigt overvejede at drosle ned på sit engagement i denne sportsgren.

– Ja – min søn Lasse er skyld i, at jeg stadig har god skrue i vandet hvad angår travsporten, erkender Knud Christensen.

Væk med pc’en

Petri nyder at græsse i sin fold. Foto: Privat

Lasse tog licens for to år siden, idet han som 15-årig fik dispensation til at køre travløb sammen med de voksne og har indtil nu kørt op imod fyrre løb. Interessen har han naturligvis med hjemmefra, men det var ikke lige fra helt lille af, det klikkede mellem ham og hestene.

– Næh, jeg var vel en 12-13 år, da jeg for alvor tog travet til mig. Ellers var det især computeren, som trak i mig. Og i nogen grad også fodbold, men mest sad jeg dengang bag en pc-skærm. Som vordende teenager  begyndte jeg dog mere og mere at hjælpe min far i stalden, og ja, så fik jeg min egen hest, hoppen Petri, som jeg fik i julegave, og som jeg helt og holdent bare faldt for. Det er hende, som virkelig fik mig til også at falde for travet. Jeg var solgt, indrømmer Lasse, der således gik lige rakt ind i sporten ved straks at tage hånd om og træne og køre de store heste modsat så mange andre unge kuske, der har lagt vejen forbi ponytravsporten.

– Nej, jeg har ikke dyrket ponytravløb, smiler Lasse.

– Tanken om at gøre det strejfede mig dog, men så syntes jeg, at jeg var blevet for stor, og på den måde gik jeg direkte til de store heste. Det er jeg rigtig glad for i dag.

Nu har han så trænerbeviset i hånden. Så hvad skal der nu ske?

– På sigt kunne jeg godt tænke mig at nedsætte mig som travtræner, men jeg vil først uddanne mig noget mere. Først og fremmest vil jeg søge almen dannelse gennem en HF-eksamen. Det tager to år, og det går jeg i gang med til høsten. Så vil jeg have et par heste i træning sådan mere på hobbybasis ved siden af studierne. Dernæst vil jeg tage nogle tørne hos travtrænere – gerne i udlandet, og jeg har allerede kontakt med nogle folk i USA, så jeg allerede kan komme derover et par uger i efteråret – det skal jeg nok få passet ind med skolen, udreder Lasse.

– Selv om jeg kan køre løb, altså har licensen til det, så vil jeg som træner nok ikke satse på at være kusk.  Jeg synes, det er bedre at overlade den ting til de professionelle trænere og jockeys. De kan nok gøre det bedre end mig, forklarer Lasse Christensen. Jeg kan bedre lide at træne og gøre hestene klar. Det er den daglige omgang med hestene, som interesserer mig.

Træningsfilosofi

Når det gælder ældre heste, så vil Lasse tilpasse træningen individuelt til de enkelte heste. Nogle kan lide ridetræning, andre ikke. Nogen kan lide eller have gavn af at løbe på et fastere underlag, andre ikke. Sådan er det hele vejen igennem, så Lasse vil bruge tid på at finde frem til hestens stærke og svage sider, dens præferencer og hvad det er, der giver hesten den største lyst til at yde det optimale. F.eks. fandt Lasse i sin tid ud af, at Petri havde gavn af og faktisk nød 300 m intervaller under rytter i dybt sand, så det var det oplæg, der skaffede hende indtægter på travbanen.

Lasse Christensen ved den rundbane ved naturparken i Vemb, han kan benytte til tempoarbejder med hestene. Der er også mulighed for at køre langsomt i skovene rundt om naturparken.

Hvad angår ungheste, så vil Lasse tilrettelægge et roligt koncept. Dvs. at der skal ikke køres stærkt med de unge heste, ikke stærkere end 1,35. Til gengæld skal de så have masser af kilometer i benene. Som udgangspunkt skal unghestene ikke trænes på et blødt underlag, men på et godt fast underlag, hvor det ikke gør noget, at der på toppen ligger en smule løst sand, som der gør på træningsbanen hjemme ved faren, men unghestene skal ikke trave i bløde underlag, hvor dybderne f.eks. er på 10 cm eller mere.

Afsky for grise

Fra omvæltningen fra pc-nørd til staldmand for de her ca. fem år siden erindrer Lasse en speciel episode, hvor hans storesøster havde lokket ham med ud at ride.

– Jeg kom ved den lejlighed til at ride lidt for hurtigt, da vi kom forbi en svinefarm.

– Og grise er ikke lige hestes kop the, skulle jeg hilse at sige. Grise kan de simpelt hen ikke lide. Så min hest tog ved og ville derudad, og det var jeg ikke helt tryg ved. Det lykkedes mig dog med opbud af alle mine kræfter at få hold på den, og så skridtede vi lige så stille hjemad.

– Episoden fik adrenalinet frem i mig, men jeg panikkede ikke. Jeg syntes, det var vældig morsomt, og jeg ville prøve det igen. Altså at ride i stor fart. Og så blev jeg mere og mere komfortabel med det, og ja, jeg blev faktisk helt bidt af det.

Hesten, som Lasse som 11-årig fik i julegave, hed Petri. Ingen havde hidtil rigtigt fået det optimale ud af hoppen; hun drillede dem. Lasse begyndte at træne hende. Det gik tiden med hver dag efter skole, og kemien mellem ham og Petri var tilsyneladende i top, for hun faldt til og begyndte at få resultater på væddeløbsbanen.

– Der var og er stadig et helt specielt bånd mellem mig og Petri, og det var også på den måde, at jeg fandt ud af, at det her med travheste, det var lige mig.

Knud fik ret

Petri er efter Carmody Lobell. Han var en hingst, som Lasses far Knud Christensen havde fået til landet. Mange såkaldte avlseksperter mente, at Knud havde begået en kæmpe fejl ved at investere i en hingst, der ikke havde ordentlige meritter. Jo jo, den havde da en god afstamning, idet begge hestens forældre havde vundet det yderst prestigefyldte Hambletonian i USA. Dog havde Carmody Lobell jo ikke selv præsteret noget af betydning, påpegede man.

Lasses far, Knud Christensen, er som sagt manden bag et af landets største stutterier, Stutteri Flamingo, der blandt andet har opdrættet flere derbyvindere.

I starten  var det næsten umuligt for Stutteri Flamingo at få Carmody Lobell godkendt som avlshingst af sportens kåringskommission, så ilde set var den her hingst på hestesportsparnasset, men Knud holdt stålfast ved, og hingsten fik efterhånden bevist sit værd i avlen.

Knud Christensen skuer i en af sine få ledige stunder ud over sit livsværk Flamingo Naturpark. På samme matrikel går også de fleste af Stutt. Flamingos heste.

Knud mente således ikke, han havde begået en fejl ved investeringen i Carmody Lobell. Han havde tillid til hingstens gener, og han fik ret. Carmody Lobell var som avlshingst et rigtigt eventyr, og han har i afkomslisten ti heste, som har tjent over en million kroner. Derudover har han bredt avlet mange nyttige væddeløbere.

Knuds far havde jo også travheste, og ofte var han og sønnerne til trav i Skive. Knud vandt en dag i starten af halvfjerdserne en større gevinst på et stregspil på banen i Skive. Ca. 8000 kr. lød gevinsten på, og da der samtidig den dag var en travhest til salg for det beløb, slog Knud til. Til at begynde med gik det ikke flatterende godt for hesteejerprojektet, men Knuds vilje er formet af stål, så efter en dårlig start fik han greb om hesteejerprojektet og dannede Stutteri Flamingo, der i dag som nævnt kan kigge tilbage på en lang række perler blandt opdrættet.

Flamingo – ikke til at løbe fra

Knud Christensen kan jo ikke løbe fra, han har et vist iværksætter-gen. Hans uddannelsesbaggrund er som mekaniker og som kampvognssoldat ved militæret, men egentlig har han mestendels af sit liv været restauratør og forretningsmand. Knud Christensen er manden bag en række bodegaer, spillesteder og diskoteker i det jyske, især i kulturbyen Holstebro, hvor han tidligt erhvervede sig Flamingo Pub og med denne værtshuset og spillestedet Kielgasten.

Foran museet i Flamingo Naturpark er der mulighed for at de besøgende kan nyde en rolig stund evt. med mad og drikke

Flamingo Pub kom til at præge Knud Christensens brand – det limede sig fast til ham, så han lige så godt kunne tage tyrene ved hornene og kalde sit stutteri og sin naturpark op efter sin pub.

Kielgasten, der var et højt skattet spillested, hvor mange nationale og internationale musikere gennem tiderne har lagt vejen forbi, grundlagde et livslangt venskab mellem Knud Christensen og skjalden Kim Larsen, som elskede at optræde dér. Og som i øvrigt gav en lille koncert i naturparken på Knuds 40-års fødselsdag – på det sted hvor parkens ønskebrønd står i dag.

Ønskebrønden – her stod Kim Larsen og spillede til Knud Christensens 40 års fødselsdag

Kim Larsen forelskede sig også i Kielgastens logo, som han lånte til en plade og en musical, der begge blev opkaldt efter stedet. Kielgasten er en hollandsk naver, der engang i fordums dage var havnet i Holstebro. Hollænderen forsvandt hurtigt, men navnet blev hængende ved adressen.

Interiører fra hhv. Flamingo Pub og Kielgasten er genskabt i museet i Flamingo Naturpark

 

En lykkelig fejl

Flamingo Naturpark er et projekt, som Knud sammen med sin gode ven Johnny har arbejdet på i 37 år, altså siden Knud i 1983  erhvervede ejendommen ved Vemb – og de første syvogtyve år uden at vide, at det i virkeligheden gjaldt en sikker publikumsmagnet.

– Næh, først og fremmest var det jo et privat projekt, vi lavede, for at gøre omgivelserne attraktive som beboelse for os selv. Men for godt ti år siden tog det en kovending, beretter Knud Christensen.

– Ja, ved en regulær fejl fra min side. Men der er jo aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg var kommet til at opføre en pavillon, der ikke opfyldte lovkravene. Jeg forsøgte i første omgang uden held at få dispensationsgodkendelse fra myndighederne, men pludselig stillede de sig positivt over for min ansøgning, dog med det krav, at så skulle jeg åbne haven for offentligheden.

Stemningsbillede fra Flamingo Naturpark

– Den pille måtte jeg lige have tid til at sluge, men jeg indtog den – og da vi først fik gæster i haven, glade og fornøjede var de, så tænkte jeg: hvorfor havde vi ikke bare gjort det fra starten!? Gjort haven public.

– Nu har vi ud over en kuperet have med massevis af blomster en lille sø med et hav af forskellige åkander samt en række  skulpturer og en pavillon, der i parentes bemærket er forpagtet til en restauratør, en ønskebrønd, en kopi af et kloster og et lille museum, hvor blandt andet en 2CV fra min nu salig gode ven, Kim Larsen, står til beundring.

Knud Christensen ved den 2CV, der befinder sig på Flamingo Naturparks lille museum. Den hæslige and, et af mange kælenavne for denne bilmodel, erhvervede sangeren Kim Larsen sig efter premieren på filmen Midt Om Natten – han forærede den siden til vennen Knud Christensen.

Rygstød til udfordrede unge

Midt- og Vestjyske kommuner har i de senere år sendt unge, der er træt af skolen, ud til Knud, for at lære at arbejde og møde til tiden. Og det er faktisk gået så godt, at mange af de unge havde svært ved at forlade Flamingo Naturpark, når forløbet var slut. En del af dem er også kommet videre ud på arbejdsmarkedet. Og en af de mest talentfulde travkuske, Hussein Kassir, opdagede suset ved heste under sit ophold hos Knud. Hussein havde en broget fortid, og han havde ikke meget lyst til at hjælpe til, indtil han satte sig op i en sulky. Nu er han en eftertragtet kusk, og arbejder som staldmand og jockey hos  travtræner Gordon Dahl i Aalborg.

En familie med ’go’ i

Knuds iværksætter-gen har han nok fået i vuggegave. Knuds familie stammer fra Himmerland, hvor faren Emil Christensen ud over en overgang at bestyre landbruget på Testrupgård ved Ålestrup også var farmer og handelsmand med base i Fendrup tæt på Farsø. Moren Agnete Helene Aagesen Christensen var som ung elitegymnast og drev  siden en gymnastikskole, stod for vaskeriet på et plejehjem, og var en overgang sågar ansat på et børnehjem i Jægerspris. Mens hendes tre børn, to sønner og en datter, var små, var hun hjemmegående landmandskone, og her kunne hun stolt fremvise en frodig køkkenhave og en smuk blomsterhave – så hvad Knud angår er Flamingo Naturpark vel ikke skabt helt ud af ingenting?

Knuds bror Gert, der i dag driver en motorcykel-forretning i Farsø, er stadig involveret i travsporten ligesom hans søn Kim er bidt af travsporten. De to har sågar gået ind som medinvestorer i Stutteri Flamingo og er ejere eller medejere af en hel del af hestene herfra. De har blandt andet også Fireblade og DAD Flamingo, der begge lige har startet i Århus.

Af Knuds fem børn er det dog kun Lasse og storesøsteren Chili, der dybere har involveret sig i travsporten.  Chili er faktisk opkaldt efter forfatteren Dan Turèlls kone – dem havde Knud Christensen også et godt forhold til, da især Dan yndede at komme på Kielgasten. Datteren Chili danner i dag par med travtræner Flemming Jensens søn Mads Friborg, og han og Chili træner et par heste på deres ejendom i Hjallerup. Vi taler her om Bo Westergårds tidligere tilholdssted alias Flemming Jensens gamle gård.

One For The Moneys hingstføl fra i år – efter Dream Vacation. Måske det sidste efter denne hingst? Han befinder sig i øjeblikket sammen med moderen hos Knuds datter Chili i Hjallerup. Foto: Privat

 

Knuds far – Lasses bedstefar Emil Christensen – opholdt sig på sine ældre dage hos sønnen Knud i Vemb og deltog ofte i træningen af hestene. Begge Lasses farforældre er i øvrigt nu gået bort.

Lasse husker:

– Vi har jo en rundbane til træning af hestene her på min fars ejendom. Det kan ofte være en udfordring at få unge heste gjort vant til autostart – altså at få det skemalagt med de muligheder, man tilbydes på banerne for at øve den startmetode. Så vi jokede med at ville sætte en stige op bag min farfars stationcar og så øve det på vores egen bane, men det var farfar ikke umiddelbart indstillet på. Men en morgen, hvor vi ude på vores egen bane med de unge heste, trillede han lige så stille ind på banen med stigen spændt vandret fast bag sin bil. Han havde givet sig, og så kunne vi træne autostart.

Emil Christensen – far til Knud og farfar til Lasse – havde en række travheste i sine velmagtsdage – blandt andet Minna Girl. Her ses hoppen i programmet til Skive engang i 1971 – i det pågældende løb blev hun femte, men kom med en frisk sejr fra Aalborg. Bemærk at dengang indeholdt startlisten i programmet ikke hestenes præmiesum og ikke navnene på de kuske, der havde siddet bag de seneste starter

Veteraner med PTSD

Knud Christensen er ved at gå i gang med at realisere en ny plan, han har fostret. Han vil søge et kæmpestort område af sin skov fredet og samtidig få tilladelse til at anlægge en sø her og så få bygget en samling træhytter rundt om denne sø. Ideen er så at give fortrinsret til  veteransoldater med Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) at bo i disse, gerne med deres familier, så de kan søge fred og ro til at få bearbejdet traumerne. Ideen er blandt andet fostret hos Knud i og med, han selv har haft en god årrække ved militæret under sine unge år

– Ja, det var en herlig tid, og nu vil jeg betale lidt tilbage. Bureaukratiet mangler at få givet mig alle nødvendige tilladelser, men det ser ud til, at alt vil falde i hak, og vi er så småt begyndt anlægsarbejdet med at skabe søen, lyder det fra Knud Christensen, som har fået megen ros for sit initiativ, ikke kun fra en lang række fagfolk, men også fra politikere dækkende hele spektret fra højre til venstre.

Rekreativt område for veteransoldater med ptsd – sådan et område med en sø og hytter omkring regner Knud Christensen med at have anlagt i skoven på sin ejendom i Vemb inden for en overskuelig fremtid

Lasse har som kusk i 37 starter opnået to sejre, begge høstet med Bølle A P, som i øvrigt i år har vundet med træneren Jan Friis i sulkyen – Jan Friis er nabo til Flamingo Naturpark, og Lasse er lige nu ansat ved Skivetræneren. Når han skal gå på HF bliver det formentlig kun i weekenderne og ferierne, Lasse kan gå Jan Friis til hånde. En anden nabo til naturparken er Tom Kirkegaard, kendt for opdrættet med kendingsbogstaverne ’K K’ i navnet.

Lasse Christensen  er måske den yngste person nogensinde, der har taget trænereksamen. Klaus Storm fra DTC kan adspurgt herom ikke komme i tanker om nogen, der skulle have været yngre end Lasse – men sidder der én derude, der ved noget andet, så er vedkommende velkommen til at kontakte dette site eller DTC.

Lasse varetager i dag ud over den lidt ældre Bølle A P træningen af fire G’ere, altså 2-åringer. Om dem siger han:

Lasse med Bølle A P

Bølle A P (S J’s Photo – Gertrud Skov)  skal starte på, så længe han synes, det er sjovt, gerne med mig selv som kusk.

Gaia Torp (Kanonis Lobell – Promising Angel) ser jeg som et stort talent. Hun gør, hvad hun kan, og det, hun får besked på. Hun har en rigtig god teknik. Hun kan de der 1,25 og hvis alt går vel, kan hun godt tænkes at starte i løb om et par måneder.

Geronimo Flamingo (Ens Snapshot – Petra Skov) har jeg stor tiltro til. Hun er en vældig fin hoppe og har en god indstilling til det hele. Hun skal i fremvisningsløb fredag den 31. juli med Knud Mønster i sulkysædet, og hun kan også de der 1,25. Om alt går vel, kan hun tænkes at starte i løb om et par måneder.

Guns N’Roses (Kanonis Lobell – Tango In T’Night) er lidt mere tung i det, men han er stærk som en okse. Jeg tror, han skal leve på sin styrke, og jeg tager det forsigtigt med ham. Der bliver tidligst tale om at starte i løb til næste år.

Gasolin Flamingo (Michael’s Turn – One For The Money) er sent født og derfor også sent udviklet. Ydermere har han døjet med mus i haserne og er opereret, så han skal ikke begynde at træne på for alvor før tidligst om to måneder. Helsemæssigt  er han lidt sensibel, men jeg tror ganske meget på ham på sigt.

Derudover har Lasse jo naturligvis en række åringer og føl at se til, så han keder sig bestemt ikke.

Hashtag Flamingo (tv) efter O’Grady og Lasses øjesten Petri er lige kommet ii lære som væddeløber. Ved en fest kom Lasse i kontakt med et ægtepar, Lone Korsgaard Jürgensen og Kenneth Adler Hansen, som var meget interesseret i travheste og gerne ville være med i sådan én. De havde forsøgt at købe sig ind i anpartsprojektet Billundhesten, men var kommet for sent. Lasse syntes, de ikke skulle snydes for fornøjelsen af at være hesteejere, og i det festlige lag kom så en aftale med ægteparret om erhvervelsen af Hashtag Flamingo, som ofte får besøg af sine nye ejere, der er meget begejstrede for tiltaget. Lasse spår i øvrigt O’Grady en fornem karriere som avlshingst. Th bag Lasse skimtes Hill Torp.

Stutt. Flamingos følhopper

Petri (Carmody Lobell – Diamond Model) mor til Hashtag Flamingo og i fol ved  Ens Snapshot. Medejerne af Hashtag Flamingo har også købt sig ind i Petri med 1/3 til hver, således at Lasse stadig har den sidste 1/3.

Livi Goal (Gill’s Victory – Concordia) har hingstføl efter Dream Vacation.

Velvet Flame (Pine Chip – Kalia) har hingstføl efter S J’s Photo. Hendes 2020-afkom er formentlig det aller sidste efter S J’s Photo.

It’s Over Hanover (Cantab Hall – Photo Of A Lady) mor til blandt andet Highway Flamingo (Panne De Moteur) og har hingstføl ved Broad Bahn.

Gertrud Skov Carmody Lobell – Orkide Flamingo) mor til bl. a. Bølle A P og Hope Of Sam (O’Grady) samt et hingstføl fra i år efter Florida Hanover, i fol ved Ens Snapshot.

Tango In T’Night (Great Challenger – Victoria Drive) mor til Hey Joe Flamingo ved Michael’s Turn.

Dont Pay Diamond (Dream Vacation – One For The Money) – i fol ved Readly Ekspress.

Blue Wave (Speedy Crown – Fish Keeper) – mor til Nobodybeatsthebeast, pensioneret, otium, 28 år gammel.

One For The Money (Not Disturb – Blue Wave) hingstføl efter Dream Vacation, er i fol ved Michael’s Turn.  Udlånt af Peter Rudbeck.

 


Velvet Flames søn fra i år efter S J’s Photo – formentlig den sidste efter denne hingst i det hele taget

Føl efter It’s Over Hanover – faldet efter Hambletonian-vinderen Broad Bahn

 

Følhopper og føl i en afslappende eftermiddagsstund i folden

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen