Det kan man, hvis man investerer minimum 100 kr. i køb af et styk anpart i projektet under Share A Horse-konceptet Derbyhestene. Man binder sig så for månedligt at bidrage med 103 kr. per anpart til driften af Derbyhestene.

De to hopper, der udgør Derbyhestene, står i træning hos Skive-træner Morten Friis. Der er tale om en 3-åring og en 2-åring.

– Det er med velberåd hu, vi har valgt at lade konceptet omfatte disse to alderskategorier. 2-åringen skal ikke nødvendigvis paces frem til start i år, mens en 3-åring må forventes at kunne blive bragt til start i indeværende år. Dermed bliver der noget at se på for andelsejerne med det samme, nemlig 3-årigen, mens 2-åringen bliver en hest, man kan følge og måske lidt lettere lade sig forføre af forhåbninger og drømme om.

– I hvert fald får man gennem heste med den alderssammensætning et indblik i, hvordan det er at gøre en hest klar til sin karriere og indblik i, hvor intenst det kan være, når det så endeligt går løs, forklarer Morten Friis om anpartskonceptets struktur.

– Begge heste er søde og rare af temperament, og de rører sig begge godt på en travbane. Så forudsætningerne for at de ikke bare bliver en del af et projekt med navnet Derbyhestene, men reelt kan gå hen og blive rigtige derbydeltagere, er således til stede, slår Morten Friis fast.

2-åringen 

 

Om den beretter Morten Friis:

– Heavens Light ( Tobin Kronos-Frk Supergill) er meget fornuftig og har let ved det. Hun skal ikke paces frem, men hun har vist gode fartressourcer, og jeg har som bedst kørt 1.25 over en 500 m med hende, og det ser fint ud. Jeg har ingen ide om for hver en pris at starte en hest som 2-års uanset hvor hurtigt, de kan så kan rende, for det kan være mere spændende at udvikle en hest, der holder langt op i væddeløbsårene end at gå efter at brænde hestene af i de tidlige sæsoner for at få nogle hurtige penge – synes jeg. Jeg menagerer dog altid en hest på dens egne præmisser, og vurderer jeg, at man skal slå til væddeløbsmæssigt, når den er unghest, så gør jeg selvfølgelig det.

– Faderen Tobin Kronos er efter ingen ringere end Muscle Hill, og Frk Supergill var en fin hoppe, der i sin karriere tjente lidt mere end 200.000 kr.

3-åringen 

Om den beretter Morten Friis:

– Givemediamonds (Wishing Stone-Pippi Eyecandy) har været i rutineløb og præsteret 1.20,8 i snorene fuld vej. Hun så ganske fin ud, men havde lidt bekymmer i teknikken svingene rundt – ikke det store, men jeg har så valgt at give hende et par måneder for at udvikle hendes teknik, så jeg regner med, vi lader hende hende debutere her i starten af sommeren. Hun har også en spændende afstamning, og moderens søster Doyouwishdiamond var jeg tredje med i hoppederbyet i 2019.

– Med Wishing Stones succes som avlshingst har vi lov at have ambitioner på hendes vegne.

Share A Horse – nyt administrationssytem med ejerapp

Andelsprojektet Derbyhestene lanceres under Share A Horse, som Dansk Hestevæddeløb har udviklet, og Dansk Hestevæddeløb står for den administrative omkring andelshestene.

Spilleselskabet Derby25 er inde over den konkrete anpartsstald Derbyhestene og har været garant for dette enkeltstående projekt. Det er dog allerede nu skudt i gang for alvor, i og med over 100 anparter allerede er solgt. Morten Friis vil, når disse heste bliver bragt til start, være iført Derby 25’s farver – sådan som vi kender dem fra Renë Kjærs nye dragt. I øvrigt er det aftalt, at det udover Morten Friis hovedsageligt kun skal være René Kjær, der skal køre de her to heste i løb.

 

Heavens Light og Morten Friis – træneren iført anpartsstalden Derbyhestenes ejerfarver

Morten Friis og Givemediamonds poserer for fotografen

Med en andel i Derbyhestene i hånden får man fri adgang til en ejer-app – udviklet af firmaet Mosson – så man let kan følge hestene og få alle oplysninger nemt og bekvemt, dvs alt om træningsrapporter, eventuelle dyrlægebesøg, stedfundne og kommende starter osv.

Projektleder Camilla Halldorssen fra Dansk Hestevæddeløb informerer:

– Man køber sig en andel i derbyhestene og i øvrigt i alle andre andelsheste, der er tilmeldt Share A Horse-konceptet, på hjemmesiden https://shareahorse.dk/. Derbyhestene er et af de første projekter hos Share A Horse, og har derfor været en del af en testperiode. Men hjemmesiden og systemet er nu klar i sin første version.

– Når du har købt en anpart, og et projekt går aktivt (opnår salg af minimumantal for ikræfttræden, red.) vil du kort efter modtage en mail fra Mosson. Her guides du i, hvordan du bliver koblet op på Mosson Owner-appen og modtager et kodeord, du skal bruge ved oprettelse. Som anpartshaver i et Share A Horse-projekt kan du gratis bruge appen.

– Har du en ægtefælle, et barn eller en anden, der også gerne vil følge med i projektet, kan vedkommende ligeledes hente appen og logge in med dine oplysninger. På den måde kan hele familien følge med i hestens hverdag, og så vil der ikke være nogle problemer med at få lokket familien med til løb på travbanen.

I disse herlige omgivelser tilbringer de to derby 25-heste dagligdagen – omkranset af træningsbaner, hvor de ind i mellem bliver motioneret

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen