I dag i dagens første løb i Billund skal mor og datter i duel. Hver har de en hest med i det løb. Datter Jenni bringer Belmondo Simoni til start, mens mor Mia står bag Bentley Bratajka.

Jenni Friis Thomasen bragte travsporten ind i sin familie, hvis interesse i første omgang mest var koncentreret om ridesport, især dressur. Men i dag handler alt om travheste.

Jenni beretter:

– Jeg er oprindeligt uddannet dyrepasser med speciale i heste. Vi har altid haft dressurheste hjemme, så det var en naturlig vej for mig at gå. Jeg begyndte dog samtidig at ride galopper for den nordjyske galoptræner Ulla Frydensberg – det gjorde jeg sammen med Kristina Raal Jensen, Flemming Jensens datter. Det bragte mig i kontakt med Aalborg Væddeløbsbane, hvor jeg så lærte Jeppe Juel-stalden at kende, og her fik jeg arbejde og var der en del år.

– Jeg er dog stoppet med at arbejde professionelt med hestene, idet jeg fik problemer med mine knæ. Derfor måtte jeg også finde et nyt job, og det blev så som vindmøllebygger hos Siemens i Aalborg. Men travet kunne jeg ikke slippe, så nu har vi den som familiesport. Min mor og far og min kusine blev nemlig også bidt af travsporten.

Jenni Friis Thomasen

– Vi gør så meget brug af vores erfaringer fra ridehestene og vi veksler meget med træningsformerne i vores træning af vore i alt syv heste. Og de ridetrænes selvfølgelig en hel del, og dressur anvender vi faktisk rigtig meget. Vi har en 400 m bane til intervaltræning og en 700 m rundbane. Her træner vi ofte for vogn, men vi veksler som sagt meget mellem de forskellige former for træning, og det bliver til megen træning under saddel i terrænet.

– Indtil i år boede vi i Terndrup, men her i år har vi fundet et nyt sted ved Valsgård uden for Hobro, hvor vi netop har anlagt de baner, ejg nævnte før. Vi flyttede ind i starten af i år, og der er meget renovering på det her landsted, vi stadig står midt i – men det bliver alle tiders sted med i alt 6 ha med jorderne beliggende lige ned til Mariager Fjord.

Mia Thomasen

 

 

 

 

 

 

 

– Min mor går så herhjemme til daglig og passer og træner hestene. Jeg giver så mit besyv med, når jeg ikke er på arbejde, og det samme gælder min far. Min kusine Louise er også vældig interesseret, men hun bor stadig et godt stykke herfra, og det begrænser hende jo lidt i at være med i det daglige.

Jenni har fået begge sine knæ opereret, og hun håber de nu kan holde til at drive travsporten som hobby.

Jenni og Mia spænder Bentley Bratajka for til dagens løb i Billund

Om Bentley Bratajkas og Belmondo Simonis chancer i Billund i dag siger hun:

– Vi er tilfredse, hvis de er inden for præmierækken. De møder god modstand, skal man tænke på. I modsætning til Belmondo så er Bentley hurtig hjemmefra, og hun har nok størst chance af de to for at få en præmie i triorækken.

Jenni har tre heste på træningslisten: Ud over Belmodo Simoni er det Beat The Beast, der gør det godt i monté, og Chancen P D, der kun har gjort få starter, men har vist gode fartressourcer.  På mor Mia Thomasens træningsliste finder vi ud over Bentley Bratajka vallaken Cru Classe, der i små tyve starter har hentet små 20.000 dkr. gennem en række pæne placeringer. Sejren må vente lige om hjørnet.

Frontbillede: René Kjær varmer Bentley Bratajka før starten i Billund Kr. Himmelfartsdag

Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen