Kropssprog og krikker

Krikker er jo herlige, og kender man deres kropssprog, så kan man jo ligefrem tale med dem. Nogenlunde sådan har en ung pige fra Rønne udviklet sit mantra, da hun i firserne blev inspireret af travmiljøet. Siden har hun forfulgt ideen, og ideen har fulgt hende. Vi har aflagt hende et besøg på Center for Hestevelfærd i Rask Mølle, hvor hun arbejder og bor.

– Jeg har først og fremmest lært at lytte. Det er alfa og omega, når man skal prøve at finde ud af, hvad der er galt med en given hest. Dertil kommer, at jeg har udforsket hestenes kropssprog.

Sådan karakteriserer Gitte V. Naldal sine kompetencer udi hestebehandling. Og hun uddyber:

– Jeg går måske under betegnelsen autodidakt, da jeg ikke har papirer på min viden om heste, men jeg har været hos mange forstandige hestekyndige gennem mit liv, blandt andet hos Per Spångfors i Halmstad i Sverige. Her blev jeg b.l a. sat ved siden af trav-båndet, vel at mærke med ryggen til. Dvs. at jeg havde ryggen til de heste, der gik på det. ”Du får først fri, når du kan sige, hvilket ben, de pågældende heste har problemer med”, lød ordren fra Spångfors.

– På den måde fik jeg lært at lytte mig frem til de eventuelle skader, en given hest måtte have. Den perfekte travbevægelse har en hel bestemt ren rytme – kommer der den mindste arytmi, når den traver, så er det en indikation på, at hesten har et problem.

– Ud over at kunne lytte til en hests bevægelsesmønster, er det selvsagt også vigtigt at iagttage hestens adfærd. Det gælder om at kunne læse og forstå hestens kropssprog, slår Gitte fast.

– Spångfors sagde altså: ”Lyt dig til, hvor hesten har et problem”. Traverne er ligesom totaktede – det skal lyde rent i to takter: ’dik dik, dik dik’. Lyder det f. eks. ’dikke dik, dikkedik’, så er der en forkert rytme, og så kommer galoppen før eller senere.

– Skridt er ligesom i fire takter og galop i tre takter. Lyden skal som sagt være ren i de respektive taktnedslag, ellers er der noget i vejen.

Gitte V. Naldal bliver ofte benævnt ’hestehvisker’. Måske en betegnelse, hun ikke selv vælger at bruge, men, at hun har en helt sublim føling med heste, er uden for al diskussion.

I dag bor Gitte med sin mand René Christensen i den lille Gudenå-nære landsby Rask Mølle ved Hedensted. På landstedet, hvor parret bor, råder Gitte over nogle hestebokse, og så er der en lille maskinpark, da René, der i øvrigt er komand, ikke hestemand, driver et fritidslandbrug med fjorten ha. jord, idet han ellers tjener til føden som bygningsarbejder, og det ofte lidt borte fra Rask Mølle som f. eks. lige i tiden, hvor han arbejder i hovedstaden og således kun er hjemme i weekenden.

Bornholmsk oprindelse

Gitte er født og opvokset på Bornholm – faren var indfødt øbo og arbejdede som anlægsgartner,  mens moren, der var ansat på DR Bornholm, var ”ovre fra”, som bornholmerne ynder at sige det  – fra Korsør, nærmere betegnet.

Det er bare ikke let at lytte sig frem til Gittes bornholmske oprindelse. Man kan ikke høre det på hendes udtale, som forekommer ærke rigsdansk.

– Bornholmsk taler jeg kun med mine bornholmske bekendte, altså familie og venner. Jeg føler mig jo som tosproget, idet på rigsdansk staver man anderledes, end man egentlig udtaler de samme ord på bornholmsk, f.  eks. ’køre’, hvor bornholmere jo siger ’tjøre’ – og så er der jo stadigvæk også ord på bornholmsk, som er forskellig i forhold til rigsdansk, udreder Gitte.

– Jeg stammer fra Rønne. Fra fjorten-års alderen er jeg kommet på travbanen. Her kom jeg hurtigt i kontakt med brødrene Thomas og Stefan, dem med efternavnet Lind-Holm. De kom jo også fra Rønne. Jeg lærte rigtigt meget af de to. De var mine mentorer dengang, og meget af det grundlæggende, jeg kan om heste, det stammer fra min tid hos dem. Jeg hjalp med træningen, og hver lørdag i sommerhalvåret hed det Almindingen, altså nærmere bestemt travbanen.

– De to brødre gik jo på gymnasiet, og straks efter – det var det år, jeg selv blev konfirmeret – begyndte Stefan på dyrlægestudiet og Thomas på universitetet, og det var de jo optaget af alle ugens hverdage. Det foregik jo ”ovre” – nærmere betegnet i hovedstaden, så jeg skulle passe hestene og gøre alting klar til lørdag morgen, hvor brødrene så dukkede op, og hvor der i sommerhalvåret var løb. Dengang bestod stalden blandt andet af så vel-estimerede koryfæer som Billy Skovlund, Florican Dirt og Eight Garbo. Den sidste havde jeg som min pashest.

Denne Pay Dirt-søn vandt i øvrigt 68 sejre i alt. Heraf høstede han de 18 på Bornholm, hvor han gjorde i alt 29 starter, de fleste gange kørt af Frank Mikkelsen.

Gitte fortsætter:

– Stefan havde mange sunde principper, som han lærte mig, så jeg startede faktisk op med at få  lidt opdragelse. Han sagde til mig: ”Lige meget hvor sød en hingst virker, så stiller du dig ikke lige foran den. En hingst er ingen hamster”. Åh-ja, jeg havde forinden prøvet at blive ramt mange steder af sådan en ”sød” hingst, men jeg lærte så at omgås heste af Stefan og Thomas. Stefan kan noget helt utroligt med heste, og han såede dermed kimen til meget af det, jeg har tilegnet mig i dag.

– Når han fik en hest over, så smed han alt det udstyr, den gik med eller skulle gå med i løb. Så skulle jeg ride den, gerne nede på stranden, og så studerede Stefan hesten og fandt frem til sin egen ide om, hvad der skulle til for at få hesten til at fungere – som udgangspunkt skulle den have så lidt udstyr på som muligt.

– Jeg var ferm til at ride, og det sidste år, jeg var på Bornholm, fik jeg daglicens til de monteløb, man dengang afholdt. Det var i 1989, og det var sådan en slags showløb uden for det normale program, hvilke  blev afviklet for at gøde jorden for monté-sporten, som først senere for alvor blev en anerkendt del af travløbene i Danmark – men der var jeg med i det indledende forsøg dengang. Vi red i øvrigt på almindelig sadel, hvad man jo ikke gør nu.

Syv kvadratmeter

Brødrene Stefan og Thomas støttede Gitte i at få gennemført en 10. klasse, hvorefter hun gennemførte et år på en erhvervsskole. Og så tog hun, der nu var blevet atten, derefter uddannelsen som veterinærsygeplejerske gennem mesterlære på Bygholm Dyrehospital i Horsens.

– Sådan fik man den uddannelse dér i start-halvfemserne, fortæller Gitte, der supplerer det med:

– I tre år boede jeg så på et syv kvadratmeter stort værelse og havde i den periode ikke en hest selv. Det hed en arbejdsuge på 40 timer, og i fritiden læste jeg og sugede al mulig viden om heste – og dyr – og jeg opsøgte også en række dyrlæger for at få mere input til min uddannelse. På den måde deltog jeg hos Schougaard på Rodelund i forskellige kurser. Fra ’93 til ’96 var jeg ansat på Hasselager Dyreklinik ved Lise Kousgaard – dyrlægen, der var kendt for at udføre akupunktur og kiropraktik. Hun er i øvrigt still going strong.

Senere kom jeg i kontakt med Michael Lundstedt, der holder til nord for Stockholm, og jeg fik et samarbejde med denne kiropraktor op at stå. Et samarbejde, der fungerer den dag i dag.

– Han arbejder både i Sverige og resten af Skandinavien og også internationalt. Han kom her, da jeg lige var startet, og jeg troede selvfølgelig dengang, jeg kunne en hel masse, men fandt så ud af, at der var meget, ’lille’ jeg manglede.

– Da jeg vær færdig med min uddannelse som vet-sygeplejerske, blev jeg ved med at studere på egen hånd ved siden af. Jeg kunne jo godt lide at tage mig af problemheste, og de har ofte noget med smerte – de reagerer på en eller anden smerte et eller andet sted fra i kroppen – så jeg satte mig ind i alt om hestens anatomi og fysiologi.

– Mange af de mennesker, jeg har lært noget af, er bare dumpet ned i min tilværelse på ret sted og ret tidspunkt og har gjort min egen søgen – den egen læring, jeg har bestræbt mig på – mere relevant. Alt er ligesom gået op i en højere enhed.

– Jeg kan ikke lide at relatere mig selv til bestemte systemer. Jeg har mærket efter selv og fundet mine egne metoder. Mange af de ting, jeg intuitivt har lært mig, kommer først nu i mere systematisk udgave til Danmark. Men jeg bekender mig ikke til nogen bestemt heste-guru.

Hesten taler med kroppen, og Gitte Naldals erfaring er, at mennesket også skal tale med kroppen for at kunne kommunikere med hesten. Derfor arbejder hun med kropssprog, berøringsteknik og energibaner.

Ved det utal af foredrag, Gitte især før i tiden afholdt, fik hun ofte nogle  problemheste ind, som hun skulle kommunikere med. Det kunne være heste, der var ulydige eller skræmte, som bed eller sparkede andre heste, eller som rytteren havde svært ved at sætte sig i respekt overfor. Publikum kunne så følge Gitte Naldals kommunikation med hestene og undervejs forklarede hun, hvad hun foretog sig.

Skribent

I 1997 fik Gitte sin førstefødte, Martin.

– Derefter hed det bare amme, skrive, arbejde; amme, skrive, arbejde, erkender hun.

I den periode og frem til 2006 fik Gitte skrevet en række bøger og produceret et par videos om heste og kommunikation – nogle af bøgerne er også oversat til svensk.

I 1998 startede Gitte som selvstændig og etablerede sig med sin forretning Center for Hestevelfærd.

– Jeg og min mand fik mulighed for at købe det her sted i Rask Mølle, og så gik det stærkt med at få heste ind. Jeg har haft rigtigt mange til trailerlæsning og opdragelse. Der var i princippet tale om alle slags heste, men det var dog mest rideheste.

I 2003 kom Maja så til.

– Hvor min ældste nok kunne hjælpe til med hestene i ny og i næ, men ellers ikke nærede den store interesse for hestesport, så tog Maja for alvor hestene til sig, fortæller Gitte.

Hun har som nævnt afholdt i hundredvis af foredrag for ryttere og rideskoler fra stort set alle egne af Danmark.

Siden 2006 har Gitte dog måttet drosle lidt ned på sine aktiviteter.

Ulykker

Hun kom i 2001 ud for en alvorlig ulykke forårsaget af en spritbilist, hvor hun kom til at sidde mast mellem sin egen bil og en mejetærsker og fik mange skader især på ryghvirvlerne, og hun kunne i starten ikke koordinere højre og venstre hånds bevægelser.

I 2007 var hun uheldig at blive sparket af en hest, hvilket ligeledes gik hårdt ud over fysikken. Især fik hun mange indre blødninger. Det medførte alt i alt, at hun i dag ikke er i stand  til at ride.

Men Gitte kom sig, og hun brugte i restitutions-øjemed mange af sine egne behandlingsmetoder, som egentlig var udviklet til heste, men som hun så tilpassede sin egen fysiske rehabilitering.

– Og alt det her har jo betydet, at jeg ikke er så efterspurgt som tidligere. Jeg klarer da heller ikke at have seksten heste i min varetægt, sådan som jeg havde før ulykkerne, men jeg overkommer et mindre antal, og det går fint. Jeg fungerer, men jeg er i en form for fleksjob. Nu har jeg også ponytravklubben og hjælper Maja med traverne, så alt i alt er jeg tilpas. Jeg vil dog gerne udvide mit repertoire i forhold til ponytravskolen

– Det begyndte med trav, men da jeg startede min egen virksomhed, var det stort set kun rideheste, jeg havde med at gøre. Men da Maja begyndte at interessere sig for ponytrav, ja, så kom jeg lige så stille ind i travsporten igen, beretter Gitte.

Underlag

Gitte kommer med et hjertesuk:

– Travfolk kan nemt holde heste i træning hos en træner i mange måneder, hvor de udviser større eller mindre tålmodighed. Men hos mig skal jeg helst kunne løse problemet nu og her, men det tager jo tid at få løsnet op for hesten og finde ind til problemområdet. Det er dog svært at sige til de utålmodige, at deres hest, den er ikke klar endnu, for når de ser forbedringer, så vil de straks i gang med at få hesten meldt i løb.

– En af mine kæpheste i forhold til at få heste til at trives, gælder det underlag, de møder – i fold, i boks og på træningsbane. Først og fremmest skal hestene have et varierende underlag. Det har vist sig, at mange heste trives helt vildt godt med et boksunderlag af skumgummimadrasser, det får hestene til at slappe helt og holdent af, lidt ligesom når vi mennesker får en vandseng at dase ud i. Jeg fandt også tidligt ud af, at når heste skulle lære at læsses via rampe, så hjalp det at variere underlagene. Det kunne være bløde, hårde, dybe, fugtige eller tørre underlag. Så kunne man finde det underlag, hvor den givne hest var mindst ræd for rampen.

– Folk, der hele deres arbejdsliv står ved et samlebånd på en fiskefabrik, kan nok skrive under på, at det giver helbredsmæssige udfordringer, særligt med hensyn til slitage af kroppen: ondt i skulder, ryg og lænd og sådan noget. Derfor skal heste ikke træne på bane hele tiden – det byder på det samme underlag.

– Jeg har derfor selv udviklet min egen bane – den minder i sit udtryk lidt om en minigolfbane. Den består af forskellige underlag og forskellige bevoksninger. Der er træplader, skumgummifliser, underlag af sand og grus og jord med huller og sten – dermed er underlaget ujævnt som et uberørt naturterræn – og det er en smule kuperet også. Her boltrer hestene sig, og det giver god træning, og det giver hestene en god kropsfornemmelse. Der er mange krydderurter som f. eks. mynte samt tilmed grøntsager som f. eks. grønkål og derudover mange slags græsser. Hestene råæder ikke, men går og nipper til vegetationen. Det giver også en bedre foderomsætning hos hestene.

 

 

 

 

 

 

 

– Med den bane undgår vi heste med tunge ben. De får nemlig tunge ben, hvis de altid står eller bevæger sig på samme underlag. Det er derfor min bane har et  varieret underlag. Det  giver bedre muskulatur og bevægelse i benene.

– For nogle år siden kom probiotræning til Danmark, og her sagde man: jo flere forskellige underlag, heste fik lov at gå på, jo mere kropsbevidste blev de. Jo tak, det satte en masse ord på, hvad jeg havde tillært mig selv i løbet af den tid, jeg allerede havde beskæftiget mig med heste.

– Man begyndte også at skrive – som om det var en nyvunden indsigt – at det at nusse heste i næseborene var en god ting at gøre for at få dem til at slappe af. Det tror jeg nok, mange hestekyndige vidste alt om i forvejen – måske italesatte de det bare ikke.

– Mange af de ting fra probiotræningen har jeg i øvrigt med på min første video fra ’99.

– Nogle gange mangler folk kørekort til heste, sukker Gitte.

– Folk er tilbøjelige til at klappe en hest eller en hund som udtryk for ros og anerkendelse. For hestes vedkommende vil det umiddelbart være mere relevant at ae den for at rose den – set ud fra hestes egen måde at kommunikere på. Heste står normalt ikke og klapper hinanden, hvis de vil udtrykke ”venskab”. Det med, at den ved, at et klap er en kærlig ros er noget, vi tillærer hesten.  Så har man ikke haft meget med dyr at gøre, så skal man lære, at en hest først skal lære det, hvis den skal forstå, at et klap er udtryk for belønning.

– Mennesker skal forstå hestens kropssprog, inden de sætter i gang med at omgås heste. Men næste skridt er så, at hesten skal forstå den person, den skal omgås. Så personen skal med hestens sprog få fortalt, at det altså er mig, der bestemmer her. Når det er på plads, kan indlæring begynde. Så kan man begynde at få hesten til at lære noget. Det handler om respekt. I en hesteflok er der et naturligt hierarki. De personer, der er relevante for hesten, skal indgå i det hierarki.

– Det kan man for eksempel opnå ved at udøve et tryk på hesten, på dens hals, dens bringe eller nakke – man skal spille imod den, så den forstår, at den skal gøre noget, som man ønsker af den, og herved kan harmoni mellem menneske og hest opstå.

– Hvis det ikke opstår, arbejder hesten under stress, og det skaber sikre forudsætninger for skader.

– Det er altid dig, der skal flytte hesten, om det så er forfra eller bagfra – i travet er det jo bagfra. Det er ikke hesten, der skal flytte rundt med dig. Ofte ses det ved trailerlæsning, at hesten bestemmer for meget, og i værste fald kommer den jo ikke op i traileren.

Pønser på web-seminarer

Gitte udgav som sagt sin sidste bog i 2006, men hun har mange ideer på lager, både til bøger og til instruktionsvideoer. Hun vil gerne  skrive til børn og unge samt lave videoer. Men hun skal gerne have nogen til hjælp med det tekniske.

– Ja, jeg har ideerne, men jeg kan ikke filme og sætte det op. Jeg skal helst have en samarbejdspartner i ryggen, istemmer Gitte.

– Jeg kunne blandt andet godt forestille mig at lave små web-seminarer på 5 – 8 minutters varighed, hvor jeg og andre ’tegner og forklarer’. Til brug for blandt andet trav- og galopuddannelser for børn og unge.

Gitte har været vejleder på ponytravskolen i Århus i to og et halvt år nu. Det er hestens røgt og pleje, det gælder for Gitte. Det er ikke hende, der står og lærer børnene at køre, selv om der efter hendes mening er mest fokus på den side af sagen.

– Og det er lidt skævt, siger Gitte, for mange af børnene har for lidt viden om hestene. De ved måske ikke engang, hvad en hov er, og de har som regel aldrig prøvet at tage temperatur på en hest.

– På ponytravskolen på JVB lærer jeg børnene om pulsslag og hjerte og alt det der. Om fodring og tænder og fortæller dem om ben og hove og lærer dem at kende forskel på bagsko og forsko. Lærer dem at lægge bandager rigtigt på. Jeg gør dem opmærksom på at huske at iagttage vandkopper, krybber, tjekke hestens næse for eventuelt gult snot og se, om den udviser adfærdsændringer.

– Jeg fik filmet heste med gule bandager på højrebenene og blå ditto på venstrebenene som et pædagogisk trick til at vise børnene hestens bevægelsesmønstre i de forskellige gangarter.

– Og så sværger jeg til, at ponyskolerne skal give børn og unge et førstehjælpskursus. Så kan de yde ret assistance, hvis der opstår uheld – og de skal huske på, at udover at de selv kan komme til skade, kan ulykke og sygdom også ramme andre tilstedeværende, f. eks. publikummere, og der er det også på sin plads at kunne være med til at gribe ind med sin førstehjælps-kunnen.

– Jeg synes, at i dag går man for meget op i, at børnene alene kører eller rider og får deres licens og ikke meget andet. Jeg håber, vi kan få vendt den udvikling, inden det bliver fatalt.

Maja og Chad The Flash

Gittes datter, 17-årige Maja, har kørt mange ponytravløb, og Gitte Naldal kom igen for alvor i berøring med travsporten gennem datterens interesse.

Maja går i dag  på landbrugsskole i Horsens. Her kan hun tage studentereksamen og samtidig få en  landbrugsuddannelse –  hun vil gerne være dyrlæge eller agronom eller landbrugstekniker – hun kan rigtigt godt lide, at der ved siden af det boglige er noget praktisk at rive i.

På sigt vil Maja gerne dyrke sin interesse for travheste som amatørtræner, især med fokus på rehabilitering og genoptræning af travheste, hvis karriere – forhåbentlig midlertidigt – har fået skudt karrieren i sænk.

Den 1. marts havde Maja og Gitte deres helt egen opdrættede og trænede hest Chad The Flash til start på Billund-banen, og det resulterede i en flot femteplads i ny personlig rekord for hesten, 1.19,3/2020 ms. Hesten har endnu kun tjent knap 8.000 dkr.

– Det var et klasseløb, fortæller Gitte og fortsætter:

– Maja fik for alvor færden af, hvordan det var at køre mod de store drenge alias de etablerede trænere – navne som Steen Juul og Bent Svendsen og den slags. Maja gjorde det godt, og hun og Chad The Flash fulgte godt med hele vejen. ”Men der bliver ikke givet ved dørene undervejs”, som min datter efterfølgende udtrykte det. Hun fik aldrig trukket vattet, idet vatudtrækssnoren var kommet til at hænge for langt væk. I øvrigt havde Michael Lønborg sagt, at det med vatudtræk, det kunne vi godt passe på med. Men Maja har øvet vatudtræk med ham under ridetræning herhjemme, så det reagerer han fortroligt på. Så havde hun kunnet få fat i snøren, så havde hun trukket vattet.

For kort tungebånd

Gitte beretter videre om Chad The Flash:

– Han er som sagt født her. Moren ville ikke have med ham at gøre, og han kunne ikke sutte grundet et for kort tungebånd, så vi tog os af ham, Maja og jeg. Vi lå med ham på madrasser og gav ham sutteflaske. Dyrlægen gav ikke det projekt nogen chance.

– Men vi lykkedes, og han blev en glad lille hest. Det vil sige, nu er han jo blevet seks år og er stor som et skur.

– Som unghest havde vi et par trænere til at kigge på ham, blandt andet for at han kunne komme med i et fremvisningsløb, men han var dengang i en periode, hvor han ville slå, så trænernes dom var meget negativ, og de troede ikke, han kunne udvikle sig til noget.

– Vi havde så i mellemtiden fået et godt samarbejde med den forholdsvis nye JVB-træner Michael Lønborg, og jeg foreslog ham at prøve at køre Chad The Flash, der nu var i sit tredje år, til – én gang til kan man sige – herhjemme havde Maja jo allerede redet og kørt lidt med ham.

– Så var Chad The Flash hos Michael Lønborg i fire måneder, hvor han så fik den prøveløbsgodkendt.

– Michael lod simpelt hen være med at have ham på banen, men bare derhjemme. Han kørte den dér – i ryg på en anden rutineret hest. Michael sagde til Maja: ”Du skal binde halen op på den, da den er bange for sin egen hale, og du skal give den tjekbid på. Så er det, som er den i en ramme, hvor den ligesom kan finde ud af sig selv. Den er så teenageragtig oppe i sit hoved, en str. 47 af slagsen. Den har to stænger og et bid fortil. Ved hele tiden at bruge den del af udstyret som kontaktredskaber, bliver Chad ordentligt vejledt. Du må ikke bare slippe den – den kan ikke selv, det vil være som at slippe styret på en cykel ned ad bakke. Den kan ikke selv – du skal , som når du rider, arbejde med den, hele tiden være i kontakt med den”.

– Jeg tror, det bliver den hests sæson i år. Vi har taget blodprøver hele vejen i dens karriere. I  november havde han forhøjet skeletværdi. Det betød langsom-træning, og da han  startede 1. marts, var det første gang siden november, han har gået hurtig, og han afsluttede 1.15 de sidste 500 m.

– Vi har bevidst ikke forceret ham, selv om vi ved, at der kunne være flere penge i fire- og fem-årssæsonen, men det kan vi ikke gamble på med sådan én som ham, slutter Gitte V. Naldal.

Ud over Chad The Flash har Maja og Gitte også Theodor Krarup Ø K. Maja står i øvrigt for snart at tage  monté-licens.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen