Som afslutning på vor odyssé rundt i Timo Nurmos tanker og Ken Ecce og Flemming Jensens kommentarer hertil, vender vi os mod den svenske ingeniør Lars Sandström. Han udgør sammen med veterinærprofessor Ingvar Fredricson ophavet til de moderne svenske baner skabt i halvfjerdserne og firserne.
Historien bag Ingvar Fredricson og Lars Sandströms virke er, at veterinærprofessoren i sin tid foretog en lang række termografiske studier af belastningen på travhestes ben, når de løb gennem de dengang helt pandekageflade sving. Benene blev megahårdt belastet, og det forklarede de mange skader, der dengang opstod.
Med hjælp fra ingeniøren Lars Sandström fik man designet baner med kurver, hvor dosseringerne skulle afbøde den belastning, de flade sving gav på hestenes lemmer.
Ingeniør Lars Sandström
Penge fra amerikaner
Pengene til gennemførelse af d’herrers forskning kom ikke fra Sverige, hvor stokkonservative gemytter stadig overbefolkede datidens styrende organisationer inden for travet. De kom heller ikke fra Danmark, men ad besværlige omveje lykkedes det Fredricson at skaffe pengene via private amerikanske investorer.
Så skulle der laves en prøvebane for at teste forskningsresultaterne. En prototype, kunne man sige, inden man kunne gå ind i en ”masseproduktion” af baner.
Her kom danskerne til hjælp, idet folkene bag den nye Skovbobane – vi taler starten af halvfjerdserne – henvendte sig til en professor på landbohøjskolen for at få hjælp til at lave en bane, der tog hensyn til hestenes bevægelsesmønstre. Den danske professor, der ifølge ham selv var en novice på området, var bekendt med den svenske veterinærprofessor Fredricsons arbejder og henvendte sig derfor til ham og Sandström.
Og de to svenskere designede så Skovbo, som ved sæsonpremieren efterfølgende blev vidt berømmet at de – også svenske – kuske, der havde deltaget. Så slog svenskerne til og byggede eller ombyggede alle deres baner efter Sandström og Fredricsons koncept. De danske beslutningstagere i de ledende organisationer dengang sad fortfarende på hænderne og fulgte ikke trop. Tragikomisk er det, at de to baner i Danmark, der over tiden bedst har levet op til Fredricson og Sandströms idealer, Skovbo og Billund, i dag ikke fungerer som væddeløbsarenaer. Billund er for nylig for usselt mammon solgt og jævnet med jorden uden modydelse om en ny bane, og Skovbo har længe alene fungeret som træningsstation.
Veterinærprofessor emeritus Ingvar Fredricson
Kan dansk travsport undfly afgrunden?
Man kan sige, at danskerne travsportsmæssigt virkeligt er på skideren. Økonomien er ikke flot, banerne er dyrevelfærdsmæssigt set ikke i toptrim, mange baner slås med ledelser, der er gerådet ud i interne fløjkrige og splidskabende fraktionsdannelser til varetagelse af små navlebeskuende særinteresser uden visionære blik for det store perspektiv med udvikling og opbygning af en sund sport – altså er dansk travsport faret ud ad en vej, der erfaringsmæssigt fører lige lukt mod afgrunden. Håbet for en ændring af denne kurs må sættes til svenskerne i og med, der for ganske nylig er indgået en samarbejdsaftale mellem dansk og svensk travsport – men det efterstår at se, om det er det, der skal til for at løfte dansk travsport op af dyndet. Det håber vi så sandelig!
Udvikling Assens – VisitAssens
Efterhånden er banerne utidssvarende
Og banerne opbygget efter halvfjerdserne og firserne er ikke længere tidssvarende. Kort fortalt er hestenes farter blevet større gennem målrettet avl og måske bedre træningskoncepter. Banernes dosseringer er derfor ikke ideelle. (Og dér, hvor man også kører koldblodstrav på banerne, er udfordringerne ikke mindre). Hør hvad Lars Sandström siger i dag:
I Travrondens nummer 33 af 5. august 2020 har journalisten Mattias Holmgren gengivet en samtale med Lars Sandström. Her et uddrag:
”Ingeniøren Lars Sandström har været involveret i opførelsen af alle svenske væddeløbsbaner. Ligesom Per Nordström er han klar over, at udformningen af banerne skal evalueres.
I 1980 vandt Ideal du Gazeau Elitloppet i 1,13,8a/1609 meter. Der er sket meget siden da. I 2006 vandt Conny Nobell løbet i 1.09.9a/1609 meter og var den første vinder under drømmegrænsen på 1,10.
1,09-noteringer bliver mere og mere almindelige. Men for hvilke hastigheder er landets væddeløbsbaner i virkeligheden bygget? Lars Sandström er banekonstruktør og har været involveret i opførelsen af alle svenske væddeløbsbaner. Han mener ikke, at nutidens kurveradier er store nok i forhold til hastighederne i løbene.
»Den eneste 1000 m-bane, der har en radius, der er virkelig skånsom over for hestene, er Visby med en radius på 100. Mange har 79, og nogle er endda nede på 75. I Sverige eksisterer der ikke nogen bane med dimensioner der matcher en ideel tid hurtigere end 1,21. Selvfølgelig er det muligt at køre hurtigere end det, men så vil stressindvirkningen også være større. Der er også baner med en langsommere ideel tid end 1,21, hvilket er en ulempe«, siger Lars Sandström.
Lars Sandström var med til at genopbygge landets væddeløbsbaner ved overgangen fra halvfjerdserne til firserne i forrige århundrede.
»Alle baner blev dengang omdannet til datidens moderne design. Siden da har de set sådan ud. De er naturligvis blevet omlagt, men de har basalt set ikke ændret form. Forudsætningerne var helt anderledes dengang, imod hvad de er nu.
Både avl og træning har udviklet sig hastigt siden da, og hestene åbner med helt andre hastigheder nu. Men så har vi vores koldblods travheste at tage hensyn til. Banerne skal fungere for alle. Jeg er i færd med at udarbejde statistikker over dette«.
Ifølge Lars Sandström er 18 procent i dosseringsrate det maksimale for en kurve på en travbane.
»Det er for at underlaget skal blive liggende. Ellers vil det mere eller mindre langsomt rutsje ned. Ikke mindst ved regnvejr. Da dosseringerne oftest er maksimale, er der kun mulighed for at ændre radiussen og gøre den større, hvilket er ensbetydende med længere baner alt til gavn for hestene. Større omkreds og bredere kurver er ønskværdige for at banerne kan blive mest skånsomme at løbe på for hestene«.
Lars Sandström er i øjeblikket involveret i opførelsen af både banen i Leangen i Norge og Jägersros nye bane i Malmö.
“Hos Leangen vil der blive en bane med en omkreds på 1100 meter. Der var ikke plads til en længere bane end så. Jeg har også lavet et første layout til Jägersros nye bane på 1400 meter.”
Her er den kommentar, KM FOTO indhentede fra Lars Sandström i anledning af Timo Nurmos funderinger over emnet ’dossering’:
”Fredricsons højhastighedsfilm (termografiske studier) fra bevægelsesforskningen er det, som har gjort størst indtryk på mig. Det er ikke morsomt at se på sekvenserne, hvor hestenes ben i høj fart piler hen over underdosserede kurver.
Dimensioneringen i mine konstruktioner er matematisk tilpassede hestenes bevægelsesmønster.
Når en hest løber i 1.20-tempo, så lander dens hov på underlaget med en belastning på 1000 kg på mindre end et mikrosekund.
Hvis underlaget ikke er korrekt, så kan det få katastrofale følger for hesten.
Eftersom en hest på ca. 500 kg med en hastighed på ca. 50 km/h udsættes for centrifugalkraft ved ændring af retning (fra lige bane og ind i kurven) må dette afbalanceres med ret dosering af kurven. Hvilket helt og holdent beror på ren matematik.
En parameter, som danner grundlag for dosseringsgraden, er kurvens radius. Her benytter man sig af noget, som man benævner den dimensionerende hastighed.
Den faktor bestemmes i samråd med banens trænere efter kvaliteten på de heste, som udgør størstedelen af dem, der benytter den pågældende bane.
Eftersom næsten alle baner i Sverige har få små radiusser, kan banerne ikke doseres op til det niveau, som ville være det optimale ud fra gældende hastigheder. Dette eftersom underlaget ikke kan doseres til en højere grad end 18 % afhængig af det anvendte overflademateriales egen ’stablingsvinkel’ (i. e.: den vinkelstørrelse, der ikke må overskrides for at overfladelagets partikelenheder ikke begynder at rutsje nedad. For eksempel har sand en stablingsvinkel’ på 32 grader.
For nærværende har vi ingen bane i Sverige med en dimensionerende hastighed under 1.21,5, inklusive Solvalla.
At køre hurtig med en hest med en fart højere end den dimensionerende hastighed kan være okay, hvis bare det kun gøres med nogle ugers mellemrum og at det sker på et optimeret baneunderlag.
Vær opmærksom på at det at køre langsommere med en hest end den dimensionerende hastighed absolut ikke er skadefremkaldende for hesten hvis bare man ikke gør det hver dag i ugen i ugevis- Givetvis kommer hesten at gå skævt gennem kurverne, men det er totalt ufarligt for hesten, men kan givetvis føles noget værre for kusken.
Når jeg konstruerer væddeløbsbaner, er jeg tydelig med, at der må findes andre muligheder for træning – i særdeleshed for ungheste. Givetvis gælder det samme for opvarmninger. Altså: en alternativ opvarmningsbane bør om muligt anvendes.”
Ovenstående emner om banekonstruktion og dyrevelfærdsaspekter behandles i KM FOTO’s ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel” – læs den her.
Du kan i rapporten ud over funderinger af Timo Nurmos og Ken Ecce og Flemming Jensens kommentarer hertil læse yderligere om veterinærprofessor Ingvar Fredricson og ingeniør Lars Sandström.
I år forventes professor emeritus Ingvar Fredricson at udgive en bog om sin forskningsindsats. I den behandles ikke mindst forskningen i travhestes bevægelsesmønstre og historien om, hvordan amerikanerne og danskerne ”hjalp” svenskerne på vej uden disse lande selv drog nytte af deres indsats.
