Vi er i dag nået til den tredje af Timo Nurmos funderinger – funderinger, han delte med det svenske travpublikum i Travrondens numre i december 2020. Flemming Jensen og Ken Ecce giver deres kommentarer til Timo Nurmos tanker.
Timo Nurmos fundering:
Nurmos forholder sig ikke i de her artikler til, hvorvidt man skal stræbe efter kun at køre heste uden sko, men forholder sig pragmatisk til, at banerne alt efter årstid kan have forskellig struktur i banebelægningsmaterialet. Jo finere struktur, et baneuderlag har, og jo hårdere en banes underlag er – hvilket som hovedregel vil være gældende for sommerbaner – jo mere kan man ifølge Nurmos køre skoløs eller blot køre med lette aluminiumssko. Jo mere grovkornet, belægningen er – hvilket som hovedregel vil være gældende for efterårs- og vinterbaner – jo mere er man ifølge Nurmos tvunget til at bruge en tungere sko, måske en jernsko. I sine artikler rejser han ikke tvivl om, hvorvidt det svenske dekret om, at der skal køres med sko i årets tre vintermåneder, er betimeligt eller ej. (Der er jo i det nordlige Skandinavien udfordringer med sne- og isbaner – hvilke problemstillinger ikke er genstand for undersøgelsen her, i og med det ikke er et stort issue i dansk sammenhæng). Nurmos påpeger dog, at om man kører barfodet på en efterårs- eller vinterbane med den grove struktur i underlaget, så slider det på hovene i modsætning til barfodskørsel på den fine sommerbane. Han påpeger endvidere, at ved at skulle benytte sko på en hest, der løber på en fin sommerbane, så slides hoven ikke nævneværdigt, men det slider derimod på benene, især leddene. Nurmos refererer til franskmændenes betagelse af Vincennes ’kolstybbe’ (’Kolstybb’ er en slags forstøvet kulstof, der ofte blandes med sand, ler og tjære) – iflg. Nurmos et underlag, som franskmændene finder det nemt at lade hestene trave barfodet på. Nurmos bifalder tilsyneladende også selv den slags underlag. Endvidere påpeger han: hvis der køres tit på en bane, dels mange dage efter hinanden, og mange løb på samme dag, så bliver det sværere at holde beskaffenheden i orden, især hvis der også er kort tid mellem hvert løb.
Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om skoning og underlag:
”Vi kører jo i dag stadig på stenmel som for 50 år siden. Jeg ringede faktisk til et firma, der beskæftiger sig med udvikling af gummibaseret underlag til cindersbaner for atleter – og de var interesserede i at se på muligheder for at bruge deres teknologi på travbaner, men det viste sig alligevel at være for stor en mundfuld for det firma. Men hvorfor ikke gummibane, så man kan køre uden sko? Måske lykkes det engang at udvikle det rigtige, men jeg tvivler på, det sker i vor tid.
Det er ikke på hestens præmisser, at den skal løbe med sko. Skal det være på hestens præmisser: så er det uden sko.
På en bane, der er ”blød”, altså ligesom en græsmark, der er helt plan, og hvor græsset er én centimeter højt og hverken for våd eller for tør – sådan skal en bane være!
Jeg forstår, der er lang vej, men der er noget at tage fat i.
Det underlag, kulstøvet, der er på den franske bane Vincennes, er måske bedre end stenmelet i Skandinaven, men det er ikke, fordi det kulstøvsunderlag er godt heller. Dressur- og springryttere ville aldrig finde på at longere selv deres staldkat endsige deres heste på det underlag dernede; det er ikke godt nok.
Der har efter min mening været for få forsøg og for lidt forskning i forbedring af travbaners underlag. Man kan ikke finde noget, der er bedre end det eksisterende, og derfor kan en forbedring ikke lade sig gøre, siger folk, men så er det det eneste i verden, der ikke kan lade sig gøre. Jeg tror, det er viljen, der mangler.
Jeg var engang på Mallorca, hvor vi gik på en hovedgade, hvor der var lagt gummiagtige fliser. Det var noget helt andet at gå på. Sådan noget burde man altså også kunne finde frem til til væddeløbsbanerne.
Man skal ikke være naiv med hensyn til hestevæddeløbssportens fremtid og bare tro, at det er kommet for at blive. Der findes faktisk kræfter, der vil stoppe væddeløb. I Sverige findes i et foruroligende stort antal mennesker, der kraftigt er imod at heste skal løbe væddeløb.
Derfor bør vi tænke alt omkring væddeløb på hestens præmisser, så vi bedst muligt kan imødegå den kritik, der måtte komme. Man skal ikke blåøjet bare give kritikerne kortene på hånden.
Hestesporten skal være på forkant med tingene
Hvis der kommer nogle fra Dyrenes Værn og går gennem alle heste fra et væddeløb, så vil de altså finde nogle, der slår sig. Det med at heste slår sig, altså rammer sig selv under travaktionen, er et fænomen, der vil blive kraftigt reduceret, hvis man valgte at dekretere, at man skulle køre uden sko. Sammen med udviklingen af optimale baner, så kunne vi efter min opfattelse på den måde reducere disse sårskader med 70 %.
Man skal heller ikke være blind for, at hestene kan få øjenskader fra stenmel. Kuskene kan beskytte sig mod det ved at bruge beskyttelsesbriller, men det kan hestene jo ikke. Det er specielt i dårligt vejr, at det er et problem, men ingen tager sig synderligt af det.
Man siger, væddeløbsheste ikke bliver gamle nok. Man bruger dem for hurtigt, mener man. Og man siger, at en af grundene er, at man kører dem for meget uden sko. At det slider for meget på hesten at gå uden sko. Men dem, der siger sådan, de vender det forkert, for når hestenes hove er i orden, så klarer de det uden sko og slider mindre på sålerne. Det, der virkeligt slider, det er, når de hele tiden går med sko.
Mange har vendt problematikken på hovedet: Hvis de har en unghest, der kan rende 1.30 uden sko, så slår de lige et par sko på, og så render den 1.25. Men det er jo sådan noget, der slider. Dels bliver hestens fusser rammet ind af en sko, og dels løber hesten over den evne, den på det pågældende tidspunkt har. Og det slider. I stedet for skulle man stille og roligt lade hesten udvikle sig af sig selv.
Og der er nogen med lang erfaring fra sporten, der har købt ind på den her omvendte ide: F.eks. Steen Juul så vidt, at han har været ude at sige, at travheste skulle gå med sko hele tiden, i hvert fald ungheste op til de to første væddeløbsår. Sådan som jeg har forstået ham.
Når en mand som han siger sådan, så går det da først helt galt. Der er brug for nogle, der giver det fra den anden vinkel.
I humansport har man udviklet løbesko, som svarer til, at man ingen sko havde på. For at undgå løbeskader mest muligt.
Heste er jo ikke født med sko på. Dog er der ikke så stor forskel på heste med og uden sko som humanatleter med og uden sko. Heldigvis bedrives der forskning omkring, hvad skoning betyder for hovens helse. Mon ikke resultaterne heraf kommer til at understøtte mine erfaringer.
Der er, så vidt jeg kan se, ingen, der kan komme med et argument for, at en hest har det bedre med sko end uden sko. Det argument findes ikke.
Tit hører man jo, at nu skal hestene lige gå nogle løb med sko, inden man igen kan pille dem af og yde optimalt. Sådan burde det ikke være. Men det er det desværre, fordi mange af de træningsbaner, der benyttes, de slider på hovene. De baner er netop ikke lavet på hestens præmisser.
Måske ikke engang fem procent af mine heste står med sko. Resten, de træner jo uden sko. Og så må jeg slå sko på, når jeg skal på banen og varme dem, og så kan jeg jo pille dem af til løb igen.
Det er kun et spørgsmål om, at de mennesker, der vil træne heste, de får deres baner lavet på hestens præmisser.
Hvis en hest har gået med sko næsten altid, så bliver hoven for det aller meste dårlig. Så når man siger: ’Nu er hoven fin! Vi kører uden sko!’ Så er det jo på en svag hov, der har været for vant til at have sko på. Derfor svinger de så meget mellem sko og ikke sko.
Det at holde hoven kurant er kun et spørgsmål om træning. Ligesom mennesker, der er vant til at gå barfodet også nemt kan løbe 2-3 km uden sko. Gør de det efter kun at have gået med sko, bliver deres fødder nemt gennemflossede.
Desto mere en hov bliver trænet, desto mere hårdfør og stødabsorberende bliver den.
Skoen hæmmer jo hoven i at bevæge sig – en hov bevæger sig jo ligesom en fodbold, der rammer jorden, så når skoen tager alt trykket, så bliver hoven jo ikke hærdet. Træner man direkte på hoven, så bliver den stærkere og stærkere – den kan blive så stærk, at man næsten ikke kan skære i den.
Og så slider træning uden sko jo ingenting.
Har vi en hest, med hove vant til sko, og den så går et løb uden sko, så har du lige slidt en centimeter af den. Det viser forskellen.
Det er jo vanvittigt at tro, at man kan beskytte hoven med en sko, og så pille den af til en bestemt lejlighed og så tro, at hoven kan fungere normalt.
Jeg får heste ind med revner op langs hovenes sider, altså såkaldte hornkløfter. Det er fordi, de er blevet møre af at for længe at have gået med sko. Så skal jeg afvente, at hoven bliver frisk og så træne hoven, hærde hoven – f.eks. ved at træne i sandet, før jeg kan gøre med hesten, som jeg vil – altså løbe væddeløb med den, uden den har sko på. Der vokser hov ned, som så har den egenskab, at det kan hærdes ved den rette træning.
F.eks hesten Even Steven: Den fungerede jo ikke i Sverige. Det eneste, vi har gjort ved den, det er at pille skoene af for så at vente på, at hoven i løbet af to til tre måneder skulle vokse rigtigt ud igen.
Og ved den hærdningsproces er det ikke blot hoven, der bliver god. Det er også hele benet – blodcirkulationen forbedres – jo mere hoven kommer til at fungere, jo mere kommer blodcirkulationen til at fungere. Som den er født til. Så det løser sig lidt for hinanden.”
Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om skoning og underlag:
”Vedrørende skoning: I min optik burde man normalt give påbud om, at travheste skulle bære sko, mens de er tre år og derunder – ja, måske helt op til fire år. Når man kører uden sko, optimerer man hesten, men optimerer du lige fra begyndelsen af hestens karriere som 2-åring eller tidlig 3-åring, så er der som regel ikke mere at hente, når hesten bliver ældre.
Jeg stiller altså spørgsmål ved, om man behøver optimere så meget i begyndelsen af en hests karriere. Jeg synes også, at sko skåner de unge hestes hove.
Jeg kan godt lide at køre heste uden sko, men man bør indføre en grænse, så det kun er tilladt, hvis de enten har en bestemt indtjening, måske hundrede tusinde, eller de er under fire eller fem år gamle.
For mange travfolk kører ud uden sko på hesten uden nøje at have vurderet, om der er horn nok til det. Ofte sker det, at nogle kører hesten uden sko, selv om der er for lidt horn på hoven til, at det er godt for hesten. Når der er for lidt horn, så bliver hesten ganske enkelt øm.
I overvejelserne om sko/ikke sko har det også betydning, hvilket underlag, det er, man skal ud at køre på. Underlaget er nogle gange som sandpapir, og så vil den naturligt hærdede hov også blive slidt for meget, hvis den kørtes uden sko. Starter man på en vinterbane, der er frossen og så kørte uden sko på hesten, så ville det være ligesom at udsætte hoven for en høvl. Svenskerne har efter min mening fået en god ide, da de valgte at kræve at køre hestene med sko i tre vintermåneder fra 1. december og frem.
Man kan jo spørge sig, om det at skulle køre med sko kan forværre det for heste, der egentlig godt kunne gå barfodet i løb. Og til det spørgsmål vil jeg svare:
Ofte vil det være til gunst for heste med pladsproblemer til benene i travaktionen, hvis de bliver kørt barfodet – dvs. alt andet lige har sådanne heste ikke gavn af skoene; de kan med sko lettere ramme sig selv over benene.
Generelt set vil skoene gøre, at elasticiteten i hoven bliver bremset og dermed giver rekyl op i benet ved hovenes nedslag i underlaget og dermed kunne bane vejen for led-, sene- og muskelskader i benene. Jo værre, jo tungere skoen er. En fri hov fungerer optimalt som støddæmper
Det hele skal være rigtigt omkring hoven: hærdetheden, beskæringen, hovvinklen. Tænk på, at det er halvt tons vægt, hovene skal bære frem. Jo ældre en hov er, jo mere dødt væv er der, som skal beskæres væk.
En barfods-hest slider hoven sådan, så den passer med landingen under farten. De ønsker, jeg har fremsat til baneunderlag og banelængde osv. vil gøre det mere nænsomt for heste at deltage i løb uden sko.
Vedrørende underlag: Hvad er det ideelle underlag for en travbane? Mit svar: Et fast, eftergivende baneunderlag. Det gør egentlig ikke noget, hestene træder ned i underlaget, hvis dette holder til, at hestene sætter ordentligt af, altså at det ikke er noget, hestene glider rundt i så at sige.
Det er nedslaget fra hovene og grebet i banen, der er alfa og omega. Der skal være fjeder i nedslaget, og greb, når de sætter af.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Træningscentret Julmyra oppe i Sverige. De har, mener jeg, brugt 30 mio. godt nok svenske kroner i alt på deres store træningsbane, og de har lagt om og lagt om, før de endelig nu åbenbart har fundet noget, der dur. Men Ih Du Milde: 30 millioner kroner!
Når man tænker bane, så skal man jo ikke bare tænke på belægningen de øverste par centimeter. Man skal tænke igennem, hvordan undergrunden i hvert fald en meters penge i dybden er. Banen skal være fjedrende, men ikke gyngende eller gungrende. Så der skal tænkes jordsammensætning i dybden og tilhørende dræn.
Måske er der modsat rettede hensyn: hensyn til hesteekvipagerne på den ene side og hensynet til renovering og vedligeholdelse, der som bekendt fordrer tunge maskiner – banen skal kunne optimere forholdene for ekvipagerne samtidigt med, den skal kunne bære de tunge maskiner i form af traktorerne og vandvognene. Det er jo egentlig utroligt tunge maskiner, der er behov for til renovering og reparation af banelegemet.
Selve væddeløbsbanen er i mange henseender ikke ideel for træning. Unge heste skal helst trænes på et underlag, hvor de udvikler fart. Ældre heste skal helst trænes på underlag, der giver styrke. Jo blødere underlag, jo mere styrke går man efter.
Som vi trænere ofte siger: vi kan træne på blødt underlag, så får vi seneskader. Træner vi på hårdt underlag, så får vi ledskader.”
Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
