Præsentation
Timo Nurmos er en af de mest succesfulde trænere i Sverige. Nurmos er fra Kemi i Finland og trænede heste i Finland i næsten 30 år, indtil det var tid til at lede efter nye udfordringer i Sverige. Heste trænet af Nurmos har vundet adskillige store løb over hele Europa, og i gennemsnit har hans holds tropper samlet 22 millioner svenske kroner i prispenge hvert år. I 2018 strøg den af ham trænede Readly Express til tops i Prix d’Amerique. Timo Nurmos har trænet fire svenske derbyvindere – blandt andet 2021-triumfatoren Calgary Games.
Med den svenske veterinærprofessor Ingvar Fredricsons forskning i midten af det forrige århundrede blev der taget syvmileskridt i udviklingen af travbaner. Om de eksisterende baner i Sverige så yderligere kan optimeres, er et andet spørgsmål. For hvert decennium, der er forløbet efter Ingvar Fredricsons forskning blev færdiggjort og anvendt midt i halvfjerdserne, har travhestene kontinuerligt forbedret rekorderne. Der løbes stærkere og stærkere.
I halvfjerdserne løb man i den danske hurtigklasse på tider omkring 1.15 på sprint. I dag skal hurtigtraverne gerne kunne løbe 1.10 over autosprint, måske endda bedre, især hvis de vil spise kirsebær med de store internationale stjerner uden at få stenene spyttet i hovedet.
Er banerne rundt om klare til det? Og hvis de er det, hvordan stiller det så mellemklassehestene, der løber på knapt så stærke tider?
Èn, som har gjort sig tanker om baner, disses udformning og en række andre relevante spørgsmål, i lyset af den hestevelfærd, der med rette er fokus på både i og uden for sportens egne cirkler, er Timo Nurmos.
I det svenske travsportstidsskrift TravRondens december 2020-udgaver, numrene 52 og 53, har den svenske stortræner, der periodisk har sin egen klumme ”Signerat Nurmos”, som tidligere anført gjort sig sine tanker om, hvorvidt hestene kunne galoppere lidt mindre i travløbene samt om travbaners beskaffenhed, det vil sige doseringer, underlag, udformning – men også en del mere.
Hans hovedpåstand er: mange galopper i travløbene kunne undgås, hvis man fik bugt med nogle oplagte stressfaktorer. Nurmos nævner faktorer som: alt for stejlt doserede baner, alt for stillestående voltesystem i snorestart, ikke altid optimale baneunderlag, for kort tid for kuskene at forberede sig i imellem løbene.
Vi har, så godt det har kunnet lade sig gøre ud fra Nurmos’ ganske lange klumme, prøvet at udkrystallisere nogle af hans overvejelser og synspunkter. Herefter har vi forelagt Nurmos’ overvejelser for to af de mange dygtige travtrænere, vi har i Danmark. Vi har valgt at høre hvad Flemming Jensen og Ken Ecce umiddelbart mener om Nurmos’ indspark. Har de to gjort de samme erfaringer som Nurmos? Deler de hans bekymringer?
Timo Nurmos går meget detailleret til værks. Vi kommer med ham virkelig ned i maskinrummet hos den store trænerprofil. Det kan lyde nørdet og langhåret – men han rører jo ved det, alle travtrænere kæmper med i hverdagen: at få hestene til at præstere optimalt på de vilkår, de nu engang bydes.
Her følger de tolv emner eller aspekter, som vi har udkrystalliseret Nurmos funderinger fra sine krønikeafsnit fra året 2020’s december-numre af TravRonden i:
Vi gennemgår her ét for ét de forskellige emner, som Nurmos mener, er de vilkår, man slås med i dagssituationen. Han mener som sagt, der er for mange galopperende heste. Ifølge Nurmos, som vi læser ham, burde der kunne findes forbedringer inden for alle de her aspekter, og at det alt andet lige ville minimere galopturene i løbene.
Nurmos’ funderinger
1. Banelængde og banebredde
Timo Nurmos. Foto: Mia Törnberg, Sulkysport
Nurmos fortæller, at selv blandt topkuske er der forskellige meninger om baners længde: Björn Goop peger på 1200 m, mens J. M. Bazire på 1600 m uden for stejle dosseringer og ikke for lange opløbsstrækninger. Nurmos selv peger ikke decideret på, hvad han synes, men nævner, at en 1000 m bane er at foretrække til træning, for langsiderne er så ikke for lange, og den type bane til træning er bedst mentalt for hestene, og dosseringerne behøver her ikke være så skarpe, og heste er – stadig ifølge Nurmos – faktisk født med evne til kurveteknik. Nurmos mener, at banelængde er noget, der skal ses i sammenhæng med de øvrige ønsker, man kan have til en bane, herunder startmetode samt underlag osv. Han peger dog på, at voltesystemer kræver god bredde – især det franske voltesystem kræver ganske vid bredde – men er ifølge ham nok det bedste af dem, der opereres med.
2. Opløbsstrækning samt kravet om at holde spor
Her læner Nurmos sig op ad Bazire og siger: opløbsstrækninger bør ikke være længere end 200 m, gerne mindre, for det trætter hestene mentalt med for lange stræk. Nurmos henviser endvidere til, at i Frankrig må man gerne bryde spor ud i opløbet, bare man ikke ødelægger noget for én eller flere konkurrenter. Nurmos synes, at det bør man nok også give lov til i Sverige og andre steder, især hvis man vil lave længere baner – jo længere en bane er, jo større er tendensen hos hesten til at tage i venstre tømme, argumenterer han og fortsætter: hvilket kan kompenseres (og dermed risikoen for eventuelle skader på hesten minimeres), hvis det i opløbet er tilladt at bryde ét eller flere spor ud (forudsat ingen forulempes derved).
3. Skoning og underlag
Nurmos forholder sig ikke i de her artikler til, hvorvidt man skal stræbe efter kun at køre heste uden sko, men forholder sig pragmatisk til, at banerne alt efter årstid kan have forskellig struktur i banebelægningsmaterialet. Jo finere struktur, et baneuderlag har, og jo hårdere en banes underlag er – hvilket som hovedregel vil være gældende for sommerbaner – jo mere kan man ifølge Nurmos køre skoløs eller blot køre med lette aluminiumssko. Jo mere grovkornet, belægningen er – hvilket som hovedregel vil være gældende for efterårs- og vinterbaner – jo mere er man ifølge Nurmos tvunget til at bruge en tungere sko, måske en jernsko. I sine artikler rejser han ikke tvivl om, hvorvidt det svenske dekret om, at der skal køres med sko i årets tre vintermåneder, er betimeligt eller ej. (Der er jo i det nordlige Skandinavien udfordringer med sne- og isbaner – hvilke problemstillinger ikke er genstand for undersøgelsen her, i og med det ikke er et stort issue i dansk sammenhæng). Nurmos påpeger dog, at om man kører barfodet på en efterårs- eller vinterbane med den grove struktur i underlaget, så slider det på hovene i modsætning til barfodskørsel på den fine sommerbane. Han påpeger endvidere, at ved at skulle benytte sko på en hest, der løber på en fin sommerbane, så slides hoven ikke nævneværdigt, men det slider derimod på benene, især leddene. Nurmos refererer til franskmændenes betagelse af Vincennes ’kolstybbe’ (’Kolstybb’ er en slags forstøvet kulstof, der ofte blandes med sand, ler og tjære) – iflg. Nurmos et underlag, som franskmændene finder det nemt at lade hestene trave barfodet på. Nurmos bifalder tilsyneladende også selv den slags underlag. Endvidere påpeger han: hvis der køres tit på en bane, dels mange dage efter hinanden, og mange løb på samme dag, så bliver det sværere at holde beskaffenheden i orden, især hvis der også er kort tid mellem hvert løb.
4. Niveauforskelle
Nurmos mener, franskmændene i sin tid med overlæg har konstrueret Vincennes’ bane med betydelige niveauforskelle for at udfordre hestene og måske afholde udenlandske ekvipager fra at starte. Det udfordrer hestene begge veje: op ad og ned ad bakke. Her er det svært at greje, om Nurmos mener, det bør efterlignes ved nye baner.5e. Dossering
5. Dossering
Svenske baner er ifølge Nurmos de mest doserede i verden. Han nævner, at hans kollega Björn Goop stort set bifalder de eksisterende dosseringer, mens han selv synes, dosseringerne er blevet for skarpe. Nurmos mener faktisk, at med mindre dosseringer på de svenske baner ville man opleve færre galopper. Nurmos kører jo oftest opvarmninger til løb inden catch drivers tager over. Han fortæller, at han i sine opvarmninger fortrinsvist vælger at køre aller yderst på banen for at skåne hestens ben, for når de kommer i det lidt langsommere opvarmningstempo eller bare køres langsomt, kan hestenes ben brydes for meget, hvis man kører midt kurverne, og han hader de tilfælde, hvor han så bliver tvunget ned i banen under sådanne opvarmninger f.eks. på grund af traktorer eller vandvogne eller andet. Spor ved autostart i forhold til dossering
6. Spor ved autostart i forhold til dossering
Nurmos funderer på denne måde: fra spor ét til og med fem er banen lige meget dosseret. Fra spor seks og til og med otte er dosseringen mindre og det er, som om banen dér hælder til anden side (eller hestene kan synes det), og fra de to tre yderste spor plejer hestene i startmomentet derfor ligesom gennem centrifugalkraften at blive trykket ud ad til. Det giver nærmest ekvipagerne bag ydersporene mellem 30 – 50 m ekstra at løbe. Kun ekstremt starthurtige heste kan lige efter startafgang nå teten fra disse spor. Desuden vingler vingen ofte fremfor ydersporene, men det gør vingen ikke indvendigt. Spor fire og fem er de bedste, for der er ikke vingel, idet doseringen understøtter i en vis grad farten og bilen giver tilmed de inderste spor læ under tilkørslen.
7. Hestes kropsholdning når de løber sammen
Sådan her går Nurmos’ tanker: Når heste løber ved siden af hinanden på en vej eller ligeudbane, så trykker de altid rumpen mod den anden hest. Det er naturligt. Hvis du kører to heste side ved side på en ligeudbane, så trykker hesten på højre side sin rumpe mod hesten til venstre. Og vice versa. Det er ikke meget, men musklerne spændes nogle millimeter mod den anden hest. Men hvis en sund og frisk hest løber alene, så trykker den ingenting – det går pænt lige fremad. Når vi taler løb på en rundbane, så gælder det samme: hesten i indersporet trykker rumpen en anelse ud mod den som ligger udvendigt. Når man så kører løb, løber hesten i indersporet mere lige og hænger mindre på en tømme end hvad hesten, som løber udvendigt, gør. Den bryder lidt ned (indad) og hænger lidt på højretømmen. Hesten i indersporet kommer nemmere gennem et sving, den er mere lige i vognen, mens den udvendigt trykker sig ned mod hesten i indersporet. Derfor må man alt andet lige oftere anvende venstre sidestang på den udvendigt liggende end på dén i indersporet. Så det med at hænge på en tømme eller gå ”skævt” en bid vej, er ikke altid lig med, at hesten er skidt tilpas eller skadet – det skyldes ofte blot hestens natur.
8. Niveauforskelle specielt ved kurverne
Nurmos funderer: »Efter starten ned mod en kurve bydes hestene på vej ind i svinget på en lille stigning. Det gælder for alle sporene fra ét til fem. Det er mindst ved indersporet, mens stigningstakten gradvist øges for hvert spor, man kommer længere ud i banen. Gennem denne stigning må hestene afkorte skridtene for siden, når kurven i midten jævnes ud, at skulle øge skridtlængden igen. Heste med tendens til at samle benene kan nemt galoppere her. For heste med tendens til at rulle i travet er det tværtom en fordel med den kortere skridtlængde. Visse heste klarer ikke ændringen og galopperer helt enkelt. Når hestene skal til at ud ad svinget, kommer det til niveaumæssigt at gå lidt nedad – og så må hestene atter ændre deres motorik. Det koster alt andet lige kræfter for dem. Heste med tendens til at rulle i travet og derfor går med vægt klarer det ofte ikke, mens heste, som har tendens til at samle benene, bedre kan klare dette lille afsnit. Men ganske mange klarer det helt enkelt ikke i fuld fart. Jeg har her beskrevet, hvordan hestene gennem en kurve flere gange må ændre motorik, og det giver altså en del galopper, dog statistisk færrest for dem, der løber gennem kurven i indersporet. Præcis det samme som beskrevet her sker jo, når det er sidste sving: opløbssvinget. Og her kommer hestene jo ofte fra alle hold, altså i flere spor end to. Hestene ude i sporene vil uvilkårligt søge at øge skridtlængden – fjerde skift i motorikken – og det sammen med den nu ophobede mælkesyre i benene får ofte heste til at galoppere her. De omhandlede niveauforskydninger er jo en uafviselig del af konstruktionen af det højt dosserede sving, og det er min tese, at hvis vi gjorde dosseringerne mindre stejle, ville vi få færre galopperende heste ind i opløbsstriden.
9. Voltesystem
Nurmos er øjensynligt betaget af det franske voltestartssystem, som han med reference til den franske stjernekusk og -træner J. M. Bazire omtaler som a) retfærdig, alle får god chance, idet der er meget plads, b) giver mulighed for et længere accelerationstilløb, c) man ser færre galopper i starten og d) man vender rundt til samme side som, man kører om. Iflg. Nurmos er franskmænd kede af det svenske og danske voltesystem, for her står hestene alt for stille i startproceduren. Det giver hestene stress, mener de.
10. Staldterræn – underlag
Mange steder er man ifølge Nurmos omhyggelig nok med at passe væddeløbsovalen, men kommer til at glemme staldterrænnets underlag. Får man ikke has på knolde og sten og småhuller her, kan det gøre hestene halte, hvis de rammer ned i sådanne ting – det kan være værst med den her sag om vinteren, hvor der ofte kan ligge isflager og isklumper rundt om på staldterrænet.
11. Interval mellem løbene
Nurmos roser franskmændene for generelt at give mere tid mellem løbe til glæde for: a) kuskene, der bedre kan forberede sig, de bliver mindre stressede og dermed måske gør færre kuskemistag – livsfarlige såvel som taktiske – i løbene, b) banepersonalet (store og brede baner kræver tid – til gavn for hestene og løbsafviklingen c) spillerne, der får mere tid til at fundere og få indtryk og info – men her er skismaet også, for spillerne og tv-kiggerne vil hellere have kort tid mellem løbene og så åle kuskene efterfølgende, i fald de gør mistag.
12. Kuskes vægt
Lidt kuriøst måske, men ikke desto mindre, så filosoferer Nurmos over, om man i programmet skal anføre kuskenes vægt – han mener, det kan betyde noget, om det er et fnug eller en klump, der sidder i vognen. Især i lyset af, at spillerne ellers efterlyser info om sko, tåvægte og andet muligt udstyr.
Ovenstående er et uddrag af “Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
Senere bringer vi her på hjemmesiden de danske travtrænere Ken Ecces og Flemming Jensens kommentarer til Timo Nurmos’ tanker.
