48-årige Wladimir Gening starter i aften i Billund en femårig tysk hoppe med det ret flatterende navn Moneypenny (Hovercraft). Det gør han i aftenens andet løb, anden afdeling af V4, der er et autostartsløb over 1900 m for klassen under 19.000 kr. Og ganske pudsigt er Moneypenny med sine 7.203 DKK feltets mindst indtjenende. Så har den overhovedet en chance?
– Njah, svarer Wladimir Gening, og uddyber:
– Hun har startet otte gange hidtil og har som bedst en andenplads. For godt en måneds tid siden startede hun også i Billund, og her var hun fjerde. Da havde jeg håbet på mere efter et godt løb i ryg i feltet, for hun kan slutte stærkt af, men lige den dag meldte hun udsolgt, da jeg i slutfasen trak hende ud til angreb. Men da var banen også lidt våd og leret, og det er nok ikke lige hendes kop te. Hun kan psykisk være lidt speciel, men får hun et godt løb i ryg burde der være en polet sparet til en god opløbsfinish – så må vi se, hvor langt det rækker.
Moneypenny har stået den sidste måneds tid i Danmark, men ellers holder Wladimir Gening til syd for grænsen – sådan cirka 60 km syd for denne.
Hestene har Wladimir Gening på dyrlæge Arne Fiedlers farm i Grossenwiehe nær Flensburg. Dyrlægefarmen råder over stalde, træningsbaner og folde, hvor hestene og Wladimir Gening kan boltre sig.
– Jeg har nogle få løbsheste, men ellers gør jeg det mest i ungheste, som jeg kører til og sætter op til at begynde en aktiv væddeløbskarriere, fortæller Wladimir Gening.
Wladimir Gening er født og opvokset i Omsk i Sibirien, hvor han hurtigt blev indfanget af hesteverdenen, især væddeløbshestene.
– Tidligere, og altså også dengang jeg var ung, havde alle store byer i Rusland med respekt for sig selv en væddeløbsarena, men det er siden gået ned ad bakke derovre for russisk travsport. Nu skal vi ikke sige noget ondt om Putin her, men heste er ikke ligefrem hans største interesse. Men om det er årsagen til nedturen, ved jeg ikke, smiler Wladimir Gening, der som ung 22-årig valgte at drage til Tyskland.
– Generelt set var levestandarden i Vesteuropa, og ikke mindst Tyskland, langt bedre end i det russiske, og jeg kunne få job hos den tyske Hamborg-træner Heiner Christiansen, hvor jeg har været og arbejdet i mange år. Her har jeg bestemt lært meget, men jeg fik også lært en del om væddeløbsheste i Rusland, hvor der dengang jeg var ung, var en fremragende fagskole for hestefolk. Og dér er jeg uddannet.
Følg hvordan det går Moneypenny og Wladimir Gening i Billund i aften, enten live på banen eller på en kanal nær dig. Moneypennys løb er sat til at gå klokken 17.18.