Mailis Orvokki Elvstrøm – eller som hendes venner bare kalder hende: Molle – er en af de ihærdige ildsjæle, som har kastet sig ind i kampen for at få etableret et nyt hestesportscenter i det sydjyske. Udspringet er naturligvis jagten på en erstatning for Billund-banen, der lukker for good med udgangen af 2021.
– Men jeg vil gerne understrege, at vi i vores arbejde sætter streg under ’hestesportscenter’, for det at få et center med liv skabt af folk fra alle mulige hestesportsdiscipliner er faktisk gået hen og blevet vores primære ambition. For det mener vi vil gavne alle hestesportsgrenene. Herunder travsporten selvfølgelig, som godt kan siges at være generelt udfordret i denne tid. For nu at sige det pænt, lyder det fra Mailis.
Mailis kom ind som bestyrelsesmedlem i foreningen Sydjysk Hestesport, i stedet for Børge Mathiesen der grundet helbredet, har valgt at bidrage i rollen som suppleant. Her har Mailis tidligere været med i initiativgruppen, og hun sidder her – som hun også gjorde det i initiativgruppen – med en lang række opgaver, som hører under den overordnede kategori ’analyser’.
Opgaverne er: i) Deltage i opsøgende møder, med Erik Munk Christensen. ii) Kontakt med de interesserede organisationer. iii) Sportens organisationer. iv) Layout tegninger m. v. for anlægget. v) Udarbejdelse af strategiplaner, sammen med Erik Munk Christensen og nogle gange Børge Mathiesen. vi) Sekretærarbejde i forbindelse med udformning af analyser og rapporter.
– Selvom vi i bestyrelsen hver har vores fokusområder, så taler vi sammen om, hvordan vi gør tingene bedst muligt, uddyber Mailis.
Hun har været hestepasser, arbejdet i teaterverdenens kulisser, studeret landbrugsøkonomi og Maslows behovspyramide og har i de seneste mange år som plastmager været beskæftiget med det præcisionsarbejde, det er at klargøre forme og indstille store computerstyrede produktionsmaskiner
Og det er måske ikke så tosset en ballast at bære ind i arbejdet med at stable en nyt hestesportscenter med blandt andet en ny travbane på benene. For det lyder unægteligt ikke som nogen let opgave.
Hovedkulds
Men lad os først høre om Mailis’ vej ind i travsporten:
Den var nemlig ganske hovedkulds. Tilbage i 1983 passede blev sejrshesten Copperscot passet af en ung pige, der hed Heidi. Copperscot stod opstaldet på Stutt. Vallund ved stifterne af Aadum Autoophug Kurt Henriksen og Jørgen B. Nielsen. Da Heidi på et tidspunkt var udset til at skulle være oppasser på en anden af datidens gode heste, Jub Langkjær, fik Mailis tilbuddet at stå for Copperscot og slog straks til. Mailis havde aldrig for alvor beskæftiget sig med heste forud, men påtog sig opgaven med stor frejdighed og fik hurtigt lært, hvordan man udøver rollen som staldpige. Hun blev grebet af sporten og har hængt ved lige siden, men har dog aldrig involveret sig i sporten som hesteejer endsige opdrætter.
– Jo, jeg blev kastet lige ud i det dengang med Copperscot, som Bjarne Pedersen havde. Læringskurven var stejl. Og så kom det til at hænge ved, det med travet. Det var en 2-3 år, mens jeg samtidig gik i skole, hvor jeg passede heste ude på Vallund. Efterfølgende blev jeg ansat to år på Stutt. Vallund, og derefter hjalp jeg til et års tid ude ved Bjarne og Inga. Inden jeg fortsatte i HF på gymnasiet.
Det var først, efter jeg påbegyndte teaterarbejdet, at jeg igennem de lange sommerferier vi havde på teatrene, hjalp til i Kim A. Kristensens stald. Det kom sig af, at Kim A. startede sin trænervirksomhed ved, at leje sig ind på Stutt. Vallund.
– Copperscot – han var en bandit. Undtagen for os småpiger. Os gjorde han ingenting, men voksne mænd, uha da – dem jagede han ud af både bokse og fold. Undtaget var dog Linda Nielsens far Klaus, som den dag i dag stadig er superdygtig til heste. Du kunne rydde en staldgang, når du kom gående med ham – den slog til højre og venstre – hvor tit har vi ikke set ham svirpe tænderne hen langs boksgitteret – ’priiing’ sagde det og med ørerne lagt ned. Voksne mænd gjorde ham afsindig. Nogen må jo have gjort ham noget engang, fortæller Mailis og fortsætter:
– Det var hans to sidste år som aktiv, jeg passede ham. Da var han 8-9 år og stod ude på Vallund. Dengang havde han den absolutte sejrsrekord med 18 sejre i træk. Det var dog før jeg begyndte at passe hesten. Han startede i hurtigklassen, da han satte den rekord.
– Copperscots stime på 18 sejre i træk foregik på 7 forskellige baner og med 12 forskellige kuske, herunder den norske sulkyartist Ulf Thoresen. Copperscot opførte sig altid eksemplarisk for sulky, men som unghest må han have været ude for noget grimt engang fra et voksent mandfolk. Dem forsvarede han sig imod, men små børn og piger accepterede han uden videre, og han gik på fold med ponyer. Der var egentlig ikke noget ondt i ham.
– Hingste kan godt gå sammen i flokke. Det lærte Kim A. os så senere. Det er da også det eneste rigtige. Plage og vallakker og hingste, de kan sagtens gå sammen.
Vil favne bredere
Vi har spurgt Mailis, hvorfor hun lige har valgt aktivt at bidrage til arbejdet med at få en ny bane op at stå.
Dertil svarer hun:
– Med projektet Sydjysk Hestesport har vi mulighed for at lave noget, der favner bredere – både hvad angår hestesport som sådan, og hvad angår lokalområdet som sådan. Vi kan lave noget, der får hestesporten i Danmark op i et større gear.
– Vi har nu chancen for at lancere og gennemføre nye og friske ideer og tiltag. Mange af vore anlæg er jo nedslidte, både hvad angår stalde, baner og publikumsfaciliteter. Nu har vi chancen for at starte på en frisk og få skabt noget nyt.
– Jeg blev virkelig tricket af alle de sprudlende ideer, som Linda og Erik og de andre ildsjæle i projektet er kommet med.
– I den her forbindelse er der jo mange, der har stillet os spørgsmålet: ’Hvad skal man med otte baner i Danmark?’
– I min optik bør man spørge omvendt, og svaret er så, at vi skal have otte baner i Danmark, fordi det giver mulighed for at rekruttere flere og udvikle sporten. Ellers slicer man det hele ned til ingenting. Og så skal man i kontakt og samarbejde med andre hestesportsgrene og lave fælles drift og udvikle en platform for såvel fælles som enkeltstående arrangementer.
– Travsport var nærmest en nationalsport i Danmark, da jeg startede. I dag er det en niche sport. Hestesporten er lige nu i en prekær situation. Her i lokalområdet omkring Billund er der nok 187 løbsheste. I hele Danmark er der vel p. t. kun cirka 2800 løbsheste i travsporten. Det er tæt på det antal, de har i Sverige per bane, i hvert fald de større baner derovre. Vi får nu i Danmark kun cirka 480 nye føl om året. Det er jo ikke til at basere en landsdækkende sport på.
– Travsporten skal være meget mere inkluderende og tiltrække andre hestesportsudøvere med vores anlæg, hvor skræddersyede baner til deres brug kan anlægges på inderkredsen. Som det er nu, har mange baner kun mellem atten og fireogtyve løbsdage om året. Alle andre dage er der tomt – men det her koncept, vi arbejder med, det kunne skabe liv.
– Så kunne jeg jo forestille mig, at bare nogle de her nye samarbejdspartnere skaber og får interesse for travsporten blandt bare nogle af deres medlemmer. Så vil der være tale om et stort antal mennesker, som selv har hestene hjemme på deres ejendomme, og kunne bare 400 af dem få lyst til at få en traver, og at disse så trak et føl hver andet år, så måske kunne vi på den måde være med til, at på årsbasis så 200 flere nye travføl dagens lys. Og kunne det så ikke bare få snebolden til at rulle?
– Vi har kontakter til ledende folk inden for hestesportsdisciplinerne western, islænderheste, ridesport, Dansk Køreforbund. Mange af disse folk er meget positive og har mange superspændende ideer til, hvordan et hestesportscenter kan udvikle sig.
– Vi har været i kontakt med den lokale ridesportsklub. De er positivt indstillede overfor os, og kan godt se os i samspil med deres ridesportsklub. Med en indendørshal bliver mulighederne for de forskellige discipliner at holde på med samtlige deres aktiviteter endnu større, så man ikke kun er begrænset til dem, der kan udfoldes udendørs.
– Vi har også haft fat i ringriderne fra Gråsten, og de undrede sig en smule. Hvis vi skruer det rigtigt sammen, er det ikke umuligt, vi også kan tiltrække dem.
– Derimod har galopfolket takket nej. Direktør Peter Knudsen fra Dansk Galop er ikke imod vores projekt som sådan, men han mener, at galopsporten har nok at gøre med at holde liv i de fire anlæg, de allerede har: Klampenborg i hovedstaden og så tre provinsbaner, hvor der er plads til galopsport.
Lysdesigner og agrarøkonom
Efter at have færdiggjort sin HF arbejdede Mailis endnu et lille års tid med heste hos Kim A., Bjarne Pedersen og Aadum-brødrene, inden hendes liv tog en lidt anden drejning.
Hun havnede nemlig som lystekniker på Odense Teater, hvor hun var i cirka tre sæsoner. Hun arbejdede herefter som lysdesigner på flere forskellige teatre i hovedstadsområdet. Det var Folketeatret og Nørrebro Teater, og så havde hun indimellem en lille afstikker til Det Kongelige Teater, som dengang dog var lidt fabriksagtig at arbejde for som tekniker, syntes Mailis.
– Ja. Derfor hellere de lidt mindre teatre, hvor hele teamet omkring en produktion, dvs. teknikere, regissører, instruktører, skuespillere og statister osv., fungerede som én stor familie, uddyber Mailis.
Det arbejde bød ofte på en del merarbejde, som skulle afspadseres. Sine afspadseringsdage tilbragte Mailis ofte hos den københavnske træner Thomas Fischer.
– Det gav mig en god afveksling at arbejde med hestene, forklarer Mailis.
I 2004 begyndte Mailis en uddannelse som agrarøkonom. Uddannelsen sammenstykkede hun af ophold på forskellige landbrugsskoler såsom Gråstens, Dalums og Vejlbys.
I 2008 skulle Mailis under sin uddannelse til agrarøkonom udarbejde en afgangsopgave i form af et strategiprojekt. Hun valgte at lave det over travsporten: ’Hvor blev de af efter Tarok?’ var titlen på hendes opgave.
Hendes vejleder sagde, at hun gerne ville have, at Mailis skrev den ud fra en hypotese – altså et tankeeksperiment – om, at folk ikke vil spille mere. Kan hestesporten så modsvare dette. Eller dør den ud?
Mailis måtte så finde ud af, hvad der så var hestesportens kerneydelser, og hvorvidt de så i givet fald kunne være genstand for en efterspørgsel blandt samfundets borgere, eller om det bare var godnat med hestevæddeløbssport, hvis totalisatorspil blev forbudt.
– Meget af det, organisationerne inden for sporten gør i dag, det rækker ud mod de aktive: hesteejerne, trænerne, amatørerne osv., men der er ikke meget, der rækker ud efter slutbrugerne i det, man hidtil har set.
Ildsjælen dukker frem
Og nu bliver Mailis entusiastisk, og hendes ildsjæl dukker for alvor op til overfladen. Man kan høre, at her er nogle visioner, hun brænder for:
– Men det arbejder vi med i Sydjysk Hestesport, og Erik og Linda er gode til at se de dimensioner, og min gamle afgangsopgave omfatter også alt det, og derfor har vi også hentet den frem og fundet inspiration i den.
– I dag er der i samfundet en stor efterspørgsel efter ’mindfulness’, og folk ønsker mere natur, en tilbagevenden til basic.
– Ved som tankeeksperiment at fjerne parameteren toto-spil, så kan vi finde ind til de parametre, vi kan differentiere os på. Hvad er det, vi i hestevæddeløbssporten kan, som ingen andre kan?
– Og så sagde vi: Divergensen – det er jo hestene! Levende heste i travløb her og nu, ”in the real life department”, det kan ikke fås andre steder end på travbanen.
– Hvorfor er man holdt op med at tro på, at det i sig selv er noget, folk vil opleve?
– Det er jo 100 års erfaring. Det er opdræt, træning pasning i et gigantisk flot slutprodukt til ære for slutbrugerne.
– Myreflittige hestefolk har forædlet hestene – det kan ikke engang kineserne gå ud at kopiere.
– Folk i dag har svært ved at mærke sig selv. De har et ofte ikke erkendt savn: naturen. At sanse naturen.
– Hvad nu vis travbanen kommer og tilbyder: det er her du kommer ud og trækker vejret, det er her du finder ro og finder ind til dig selv.
– Hvor du oplever et så udtalt nærvær mellem dyr og mennesker som i hestesporten fås ikke andre steder.
– Hvorfor skal fok sidde nede i DGI-centret i et lokale på en måtte og høre tingeltangelmusik? Jeg siger det sådan, for jeg går selv til yoga og har værdi af det. Men noget at det kan måske også findes i at slappe af på travbanen i hestemiljøet?
– Man kan høre, se og lugte hestene. Sanserne kommer i brug.
– Maslows behovspyramide, den har vi vendt på hovedet og alle de basale behov – sult – tørst – røre – de behov tror vi, vi har dækket ind, men det er jo løgn. Der opstår jo et tomrum, hvis ikke vi får den nederste del af pyramiden opfyldt.
– Vi bliver udsultet på den nederste del af Maslows pyramide, er min påstand, de basale behov er udækkede.
– Og så tænker jeg: dem kan travsporten dække, og krydrer vi hestesporten med kulinariske oplevelser m. m., så kan vi dække de behov. Derfor må der nytænkning til. Vi kan byde på lokale produkter, som en god kok forarbejder til gode spiseoplevelser – ikke fransk krims krams på en stor tallerken, men lokale egnsretter med lokalt dyrkede råvarer – det kan være en ide at arbejde med.
Maslows pyramide
– Alle sanser er i spil på travbanen. Det får du ikke på samme måde andre steder.
– Vi kan ikke konkurrere med Fields og sådan nogle størrelser, og heller ikke FCM og FCK og AGF.
– Vi skal udfylde markedet på det sted, hvor konkurrence bliver irrelevant, fordi det, travsporten kan, ikke kan efterlignes.
– Vi skal tjene pengene ude på banen – spillet er der jo stadig, og det er snart digitalt og sørger for afgifter til sporten, men banerne skal supplere indtægterne herfra ude i deres egne miljøer gennem oplevelses-tilbud.
– Og så skal vi for alt i verden overbevise omverden om, at vi behandler vore dyr ordentligt. Vi – Sydjysk Hestesport – har også udarbejdet en code of conduct. Der skal være fokus på hestevelfærden.
Plastmager
Imidlertid så Mailis ingen fremtid som landmand, og da hun, for at finansiere sin landmandsuddannelse og dermed undgå at leve af SU og studielån, havde valgt at arbejde på Lego som plastmager, så valgte hun efter landmandsuddannelsen at gøre jobbet som plastmager til sin hovedbeskæftigelse.
Og på Lego har hun været lige indtil nu.
– Her arbejder jeg i princippet hver weekend, hvor min vagt svarer til en uges arbejde. Lego er en fantastisk arbejdsplads, og deres HR-policy er nok en af landets ypperste. Firmaet har vist forståelse for, at jeg har min medfødte tarmslyngslidelse, og jeg må gerne strække min weekend-vagt til fredag, lørdag, søndag – og jeg må flekse mødetiden, så det passer med mit helbred – jeg skal blot levere arbejdsopgaven.
– Det giver mig jo en række dage uden arbejde, hvor jeg kan rekreere. Jeg træner dog hver formiddag. Mange timer. Så har jeg eftermiddagene til min have og til at arbejde med projektet Sydjysk Hestesport, forklarer Mailis.
Mailis har således fast arbejde på Lego, som Kirk Kristiansen-familien som bekendt står bag. Hvordan har hun det egentlig med, at Kirkbi, pengefonden, der ejes nogenlunde ligeligt af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, har erhvervet sig Billunds travbane?
Mailis udreder:
– Jeg har sagt, at jeg vil ikke være en del af det her, hvis det bare går ud på at smide mudder på dem, som er medvirkende til byen Billunds udvikling
– Mange travfolk er gale på Kirkbi, men det er jeg ikke. Kirkbis køb af arealet indgår som et led i Billund bys udvikling som fastsat i lokalplanerne. Så Billund Trav har, som jeg ser det, altid eksisteret på lånt tid på det areal. Det er simpel byudvikling. Banen ligger midt i byen. Det er uundgåeligt, at arealet skal være en del af byen
– Om Billund Trav har kunnet gøre alt muligt for at stå bedre i forhandlingerne, ved jeg ikke noget om. Det ved kun dem, der har siddet ved forhandlingsbordet. I min verden burde man nok fra travets side – dvs. os alle – første gang, de her byplaner blev lagt på bordet, have erkendt situationen og startet noget a la Sydjysk Hestesport op, men det er jo nu kun ufrugtbar bagklogskab.
– Lige så snart arealet med travbanen var solgt, så kunne jeg godt være med i Sydjysk Hestesport. Men jeg vil ikke være med til at konspirere mod aktionærerne eller Kirkbi eller andre.
– Jeg er kun fremadrettet i min tilgang: Hvad gør vi nu, og hvordan kan vi få hestesporten til at blomstre her i området? Det er drivkraften for mig.
Motion rette medicin
I sin fritid er Mailis meget optaget af naturen, som hun ynder at opholde sig i. Hun går på jagt med de jagtvenner, som er søde til at invitere, og som har adgang til jagtområder. Derudover løber hun hver formiddag – på ugentlig basis bliver det ofte til over 80 kilometers løb – især i naturområdet omkring Frederikshåb.
Mailis er som tidligere omtalt født med en kronisk lidelse, tarmslyng, så der en række fødevarer, som hun undgår. Den bedste medicin mod lidelsen, mener hun, er en kombination af regelmæssig døgnrytme, kost og motion. Mailis er så heldig, at den ’medicin’ passer hende fortrinlig, især fordi hun kan kombinere løbeturene med udendørsoplevelser i noget af Danmarks flotteste natur, som hun helt klart mener, findes i Randbøl området – altså i nærheden af Bredsten, hvor hun har bopæl.
Mailis mellemnavn ’Orvokki’ afslører hendes oprindelse. Hun er nemlig af finsk herkomst, og det er nok også derfor, at et begreb som ’finsk sisu’ også kan give mening i beskrivelsen af netop hende som den gæve kvinde, der aldrig har været og stedse ikke er bange for at smøge ærmerne op og tage fat.
Hun blev i sit fødselsår hentet til Danmark af sine danske forældre. Moren var dog også af finsk herkomst og var kommet til Danmark som finsk krigsbarn under 2. verdenskrig. Den krig og den indledende finske vinterkrig havde tappet landet for ressourcer. Stor fattigdom herskede dengang i de tusinde søers land. Hendes finsk-af stammede mor voksede således op hos danske plejeforældre på Sjælland.
Da Mailis’ far efter en omgang fåresyge i en ung alder var blevet infertil, så var udvejen for dem adoption. Så de hentede to finske piger, hvoraf Mailis var den ene. Dermed voksede de to finske piger op i Vejle, hvor Mailis mor og far i mellemtiden var endt med at bo.
Mailis endte så efter en del omtumling i Danmark midt i livet tæt på barndomsbyen – nærmere betegnet i Bredsten 10 km vest for Vejle, og 18 km øst for Billund, hvor hun altså som ildsjæl i det nye projekt Sydjysk Hestesport er med til at finde en erstatningsmodel til den snart hedengangne travbane i Billund.
Endnu blafrer fanerne i Billund under løbsdage – men snart er her så stille, åh så stille…….indtil arealet bliver vært for en villaby – i øvrigt er det vist planen at anlægge en villavej oven på banetracket
Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen
