– Åh, det er den fjerde gang her i sæsonstarten et megatæt opløb henviser os til en anden/tredjeplads, sukkede en ellers stolt galoptræner Lea Olsen efter søndagens andenplads til Folkehesten Ventuari. Ventuari har Lea Olsen delt ud på over hundrede anparter, og interessen for hesten har været stor.

Ventuari redet af den talentfulde, men dog stadig urutinerede Matilde Kløve, var i store dele af Derby-25 løbet i clinch derfremme med veludseende Aristoteles, der dog på de sidste meter trak det længste strå.

Her poserer Matilde Kløve og Ventuari for fotografen engang tidligere på året

– Jeg er trods alt tilfreds med Ventuaris præstation, selvom vi ikke lige var først over mål, uddybede Lea Olsen efter løbet og fortsatte:

– Matilde var virkelig på dupperne og gjorde det fremragende her i hendes karrieres vorden. Hun blev jo også flot tredje med Mancini i dagens første galopløb her i Århus. I dette løb var Kong Salomon – også fra min stald – kort slået til andenpladsen. Han gik godt, og vi ser med stor glæde frem til fortsættelsen, og selv om det ikke blev til sejr, så skal han nok vise sit værd i de kommende starter. Når jeg gør status, så er jeg tilfreds med hestenes præstationer, og vi arbejder videre frem og håber, de får mulen først på stregen inden længe.

Galoptræner Lea Olsen har i sine fem starter i år de fleste gange været tæt på sejren – således også i dag søndag den 25. april, hvor Ventuari og Kong Salomon i hver deres løb var henvist til en tæt andenplads. Træneren var dog godt tilfreds med hestenes præstationer og udtryk i løbene.

Efter at have passeret målstregen som anden med Ventuari var Matilde Kløve så uheldig at falde af hesten og landede lidt uheldigt med hovedet først på jordbunden.

– Hun har det dog godt og går upåvirket omkring her i stalden, men hun tager alligevel lige en tur på skadestuen for for en sikkerheds skyld at blive tjekket igennem, berettede Lea Olsen, der videre fortalte:

– Når et sådant uheld kunne ske, så er det antagelig fordi hesten har snublet lidt, og at Matilde har været lidt træt ovenpå sine to ridt, så hun ikke lige i tide fik rettet hesten op. Men vi er glade for, at både Matilde og Ventuari har det godt. Ventuari regner jeg med at kunne starte den 9. maj i Århus, så andelsejere og andre interesserede kan allerede nu sætte kryds i kalenderen. I dag var der jo coronabegrænsniger, så ejerne kunne ikke rigtig nyde Ventuaris præstation in real life, men det kan så forhåbentlig ske søndag den 9. maj.

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen