Hoppen, den italiensk indregistrerede Okey Dokey vandt Skærtorsdags sidste løb – et amatørformløb – med Jens. C. Jacobsen i sulkyen. Vi benyttede lejligheden til at høre ejerkredsens planer for fremtiden:
Billund-amatøren Jens C. Jacobsen vil også drosle ned på travet i takt med, Billund-banen lukker. Dog skyldes det ikke udelukkende denne nedlukning af banen, men hans beslutning har også rod i det faktum, at hans far, forhenværende mekaniker Thorkild Jakobsen, for nylig afgik ved døden. Det betyder nemlig, at faderens gård nær Esbjerg, hvor Jens C.’s og søsteren Anne Mettes heste står opstaldet, skal afhændes.
– Ja, vor mor skal ikke blive boende på den, forklarer Anne Mette, der altid følger med, når brormand Jens starter heste. Hun fortsætter:
– Ja, Jens og jeg er opflasket med travheste og har omgået med heste hele vort liv, det vil sige i godt en halvtreds års tid. Med vor fars død er en æra slut. Og da Billund lukker, ja så ser vi ingen grund til at satse på et større hestehold. Lige nu har vi fire, foruden Okey Dokey og Sherry Brodda, som vi har startet i dag i Billund, har vi Prelude og Triestina Simoni. Men til næste år vil de være væk. Okey Dokey, som vi for en del år siden har købt gennem en tysk forbindelse, og som kommer fra den kendte franske travmand J. E. Dubois, skal i avlen, og det er allerede for længst aftalt, at Jane Kristensen på Fyn skal overtage hende og trække et par føl på hende.
– Jens og jeg agter så at købe en løbshest og sende den i professionel træning. Og så vil Jens jo nok gerne køre den i nogle amatørløb også, så jo, han beholder da licensen, antagelig med tilknytning til Fyns bane, slutter Anne Mette, der til daglig arbejder som bogholder. Jens har i mange år arbejdet med psykisk retarderede, men nu er han ved at uddanne sig til Sosu-assistent.