Sanne Troelsgård stiger til vejrs og header bolden i mål efter 78 minutter til dansk 1-0 sejr over Ukraine i VM-kvalifikationsopgør mandag aften den 9. april 2018 i Viborg. Foto: KM FOTO

En dag i Viborg, hvor Kvindekommissionen på Energi Viborg Arena med Helle Thorning-Schmidt og Lykke Friis som frontfigurer offentliggjorde den med spænding imødesete rapport om ønskede tiltag til styrkelse af dansk kvindefodbold skulle afsluttes med den ikke mindre vigtige VM-kvalkamp, hvor de danske kvindeikoner med Nadia Nadim og Pernille Harder i de forventede hovedroller skulle forsøge at tæske Ukraine gul og blå på Viborg Stadion.

Efter 78 minutters enerverende kamp, hvor ukrainerne med lidt held fik droslet tempoet ned, fik de danske kvinder en forløsning. På et indlæg fra venstrekanten headede stjernespilleren Sanne Trolsgaard bolden i netmaskerne bag den ukrainske målkvinde.

15 endnu mere enerverende minutter fulgte. Dog med gode, men uudnyttede chancer til danskerne. Men ukrainerne fik ikke udlignet – og ja, så var sejren, og dermed 3 livsvigtige points i hus.

– Det var en stor forløsning at få bolden puttet i mål. Jeg havde gået og kigget op på uret flere gange i løbet af anden halvleg, og hele tiden stod der 0-0, og minutterne gik. Ukraine gravede sig ned i forsvaret med hele otte mand som et fæstningsværk, og de spillede fysisk stærkt, men vi blev ved at spille vore chancer efter vor model, og det gav bonus til sidst, fortalte matchvinder Sanne Troelsgård efter kampen.

– Vi måtte for alt i verden ikke tabe. Vi skulle have alle tre points for at følge trit med svenskerne, som er lidt foran os – de fik jo gavn af 3-0 skrivebordssejren over os, da den duel måtte aflyses, forklarede Nadia Nadim, der blev skiftet ud med ca. 10 min. igen.

Der var god stemning og fin opbakning til de danske vikingepiger fra det talstærkt fremmødte publikum på Energi Viborg Arena, det danske kvindelandsholds hjemmebane, kan man vist godt kalde den.

Over 5000 tilskuere overværede kampen mellem Danmark og Ukraine. Hvem siger at kvindefodbold ikke er populær? Foto: KM FOTO

Foto: KM FOTO