To fynske traventusiaster

Indlæg fra  24. august 2017:

Den fynske travhest Kandar er – i øvrigt sammen med ligeledes fynske Opus GT – indehaver af den danske rekord for flest antal vundne sejre i træk.

På lørdag starter to fynske heste, Solo og Beauty From Above på Lunden.

Er der så nogen sammenhæng mellem disse to ganske uigendrivelige faktuelle konstateringer?

Svaret er: Ja, det er der!

Kandar er opdrættet af Stald Susan, der også har opdrættet og stadig ejer Beauty From Above. Bornholmsk opdrættede Solo ejes – sammen med Søren Demant Andersen – af Stald Susan.

Så det er Stald Susan, der er fællesnævneren.

I dag står ægteparret Ole og Susan Pedersen bag ejerpseudonymet. Og parret glæder sig selvsagt til lørdag, hvor de vil være på plads på første parket, når deres to heste går i aktion.

Lørdag går det løs

Solo skal ud i lørdagens første løb, Lars Løfgrens Memorial, et efterhånden velinstitutioneret løb for danske amatører.

Solo skal køres af medejeren Søren Demant Andersen, der står for hestens daglige pasning og træning.

Ole Pedersen:

– Solo er i fin forfatning, og det er jo spændende for Søren at skulle starte i et så godt estimeret et løb. Den starter fra 40 m s tillæg, så vi regner med og håber på en godkendt præstation, men der er jo mange gode konkurrenter imod, så vi kan ikke bare sige, at Solo går ud og vinder. Vi er tilfredse, hvis han går op til sit bedste.

Beauty From Above, som den fynske træner Franz Praem har ansvaret for, skal starte i AP Hjemdesign Hoppe Derby Consulation 2017. Hun løb uplaceret i sin derbyprøve forrige søndag.

Ole Pedersen:

– I derbyprøven var hun ikke helt optimalt trænet, idet hun var behandlet i tiden op til denne start, og derfor ikke kunne få så meget arbejde, som der egentlig var behov for. Men nu er hun fin og med løbet fra prøven i kroppen, så tror vi, hun vil gøre en hæderlig figur. Der er mange gode imod, og hun har et lidt yderligt spor, så vi er meget glade, hvis hun kommer hjem med en præmie.

Vennen trak sig

Det var Susans far, den fynske hestehandler Jens Rasmussen, der grundlagde Stald Susan.

– Som hestehandler havde min far mest at gøre med slagteheste til eksport. Ofte med Belgien som destination. Men min far kom da indimellem på travbanen i Odense, og en dag bad en kammerat, der ikke selv kunne møde op, min far om at byde ind på en hest i et fordringsløb. Den slags kørte man dengang – vi er vel tilbage i halvtredserne, fortæller Susan Pedersen.

– Det fordringsløb blev vundet af en hest, der hed Simon Roy, og den bød min far på, ringede vennen op og fortalte ham, at det her var hesten, han skulle have. Men vennen afslog; han ville ikke have Simon Roy, der var vallak. Han ville have en hoppe. ’Så beholder jeg selv Simon Roy’, sagde min far. Den blev så familiens samlingspunkt, og som væddeløber klarede den sig godt og vandt en del sejre, og så var vi alle sammen bidt af travsporten, fortæller Susan videre.

Susan havde dog ikke så meget med de travheste, faderen hurtigt fik samlet om sig på familiens lille landsted i Tarup, at gøre. Ikke i dagligdagen. For ud over at passe sin skole og siden sit job som bankansat, så syslede Susan med rideheste, og var til helt oppe i tredieveårsalderen en habil dressurrytter.

– Ja, pludselig havde far syv følhopper, og så flyttede vi fra landstedet i Tarup til en gård i Allesø, hvor der var mere plads til stutterivirksomheden. Det er den gård, Ole og jeg bebor den dag i dag.

– Det meste opdræt solgte min far. Selv om han gjorde det, havde vi også selv en del heste. Jeg husker tydeligt General Nelson, som var en super god væddeløber, vi havde i træning hos Kaj Rasmussen på Fyens Væddeløbsbane. Det var naturligvis her, vi hørte til. Vi havde også en hoppe, Anny hed hun. Anny med et ’y’. Hun kunne ikke komme i fol, men hun vandt mange løb på travbanen.

Belgiske hopper

– Min far fik tidligt fat i en belgisk hoppe, Jane Guy, som blev en af stutteriets fløjhopper.

– Hun fødte blandt andet hoppen Jabounette, hun var efter franske Jaboune, og hun blev mormor til Hertug, som også var en dygtig hest fra min fars stutteri i Allesø. Han tjente i hvert fald der i firserne lige i underkanten af 300.000 kr. Hertug var hos Erik Iversen, daværende træner på Fyens Væddeløbsbane, hvorefter han blev eksporteret til Norge.

– Verveine var en anden belgisk Jaboune-hoppe, min far fik fat i. Hun avlede blandt andet Naimi, der blev en hæderlig væddeløber i halvfjerdserne og tjente godt 60.000 kr. Naimis halvsøster Paprika bragte i 1978 med Peter Glud som opdrætter hoppen Evita Carlslund til verden – hun var rigtig god og tjente knap 250.000 kr. Så min far fik da sat sig nogle spor som opdrætter.

– Men Kandar er jo nok den hest, de fleste i dag kan relatere til, ja, måske skal man have en vis alder for at kunne det, smiler Susan, inden hun slutter af med at fastslå:

– En af de hopper, min far satte højest, var Pay Dirt hoppen Anni – Anni med et ’i’. Hun kom til skade med et ben som toåring, og kom derfor aldrig til at løbe væddeløb. Men i avlen brillerede hun med afkom som Hans og Kandar, født i hhv. 1981 og 1983.

Hans efter Super Lance tjente i alt 363.910 kr. og satte rekord 13,8ak, mens Kandar, der har In Control som far, tjente 396.200 kr. og løb som bedst 13,2ak – og altså som Opus GT har en ubrudt sejrsrække på 20 sejre. De pustes i øvrigt i nakken af aktuelle, svensk opdrættede, men dansk ejede og dansk trænede Bandit Brick, der indtil videre har 17 sejre i træk, hvorved den tangerede det antal sejre legendariske Tarok kunne præstere i ubrudt rækkefølge.

Da Kandar og årgangsfæller nåede de seks somre, forlod Jens Rasmussen det jordiske liv. Men Susan og gemalen Ole, som først kom ind i sporten, da han havde lært Susan at kende, holder trofast Stald Susan navnet stolt i hævd.

Ole og Susan er som sagt på plads på Lunden på lørdag. På hjemmebanen på Fyn finder man dem stort set hver eneste løbsdag i den nederste spillehal som en fast bestanddel af Stambordet Entusiasterne.

NB: Fordringsløb er løb, hvor hestene indsættes til salg i henhold til de i propositionerne nærmere fastsatte beløb. Disse beløbs størrelse er medbestemmende for den distance, hestene skal tilbagelægge i løbet. Sådanne løb var ikke usædvanlige op til 1970’erne, hvorefter den type løb klingede ud.

Topfoto: Susan og Ole Pedersen nyder en forfriskning ved et besøg på den nu hedengangne galopbane i Täby for et par sæsoner siden. Foto:KM FOTO/Kjeld Mikkelsen