Indlæg fra 8. juni 2017:

I sine første 33 starter, der fortrinsvis fandt sted i Jylland, kunne han næsten ikke andet end at galoppere. Han fik simpelt hen noteret galop de 22 af gangene. Det gav kredsen om hesten utallige grå hår i hovedet.

Til sidste opgav den kreds. I slutningen af fireårssæsonen blev han solgt til Bornholm. Her er det i seks starter blevet til to sejre og to tredjepladser. Kun en enkelt gang i år er det blevet til en galop undervejs.

Hos Ritva og Claus Andersson ved Aakirkeby på klippeøen er traveren A C Shadow faldet til. Det er jo nærmest som at gå fra nat til dag. Hvad skyldes forandringen? Herom har vi spurgt familiens overhoved Claus Andersson, der er kusk på og træner af forvandlingsnummeret. Han beretter:

– Vi har sådan set ikke gjort noget særligt. Vi har givet ham ro. Han kom med det, jeg vil kalde løbsstress. Ligeså snart han fik heste omkring sig, så samlede han benene og galopperede. Jeg så det sidste år i den første start, han gjorde for mig. Det blev straks til galop. Vi havde spidsvolten i et 3 km langt løb og sad derfor, da han kom i trav igen, sammen med toptillægshestene. Dem løb han hele tiden lige bagved uden den mindste antydning af, at han ikke kunne følge med. Han har faktisk rigtig god fart i kroppen. Så jeg vidste, jeg skulle arbejde med psyken.

– Da han startede ovre, fulgte jeg ham per TV. Og ringede til træneren Knud Mønster for at høre, om A C Shadow var til salg. Det var han ikke. Ikke med det samme. Senere kom hans daværende ejere på andre tanker, og så kunne jeg købe ham.

A C Shadow afcantrer med sin tidligere træner Knud Mønster i sulkyen på en af sine få visitter uden for hovedlandet, nemlig på Fyn. Foto: Kjeld Mikkelsen/KM FOTO

A C Shadow afcantrer med sin tidligere træner Knud Mønster i sulkyen på en af sine få visitter uden for hovedlandet, nemlig på Fyn. Foto: Kjeld Mikkelsen/KM FOTO- Efter Bornholm-debuten gav jeg ham fri – i den forstand han ikke så travbanen i lang tid. Hjemme kørte jeg ham stille og roligt lange ture i vores skønne skov. Her i de fredelige omgivelser har han lært at slappe af, og nu stresser han sig ikke for alvor op i løb. Det har han i hvert fald ikke gjort hidtil.

– Ja, så svaret på, hvad vi har gjort, er: ingenting, eller: bare givet ham fred og ro og fordybelse i skoven. Jeg tror man kan sige, at han har fundet sig selv.

Claus Andersson, der på Bornholm har ry af at være en eminent spidskusk, har travinteressen fra forældrene. Faderen Knud Andersson var i sin tid en skattet baneforvalter på travbanen i Almindingen. Ud over A C Shadow råder Claus Andersson også over Pirat Kragelund, og så venter han, hvad øjeblik det skal være, på at se en hestetransport levere et nyt stykke travhest til ham og familien, nemlig den svensk-opdrættede Come And Kick, som han håber bliver et nyt spændende bekendtskab såvel for familien Andersson som for hele det bornholmske travpublikum.

Come And Kick kommer fra Halmstad-træneren Carl-Otto Göranssons træningskvarter, har tjent godt 66.000 kr. og har rekord 13,9ak.

Foto på forside: A C Shadow i vindercirkelen i tirsdags på Bornholm, hvor det blev til karrierens anden sejr – i sulkyen Claus Andersson. Foto: Torben Ager – travfoto Bornholm