Første Rosa Hinken Pris 2018 uddelt

Første Rosa Hinken Pris 2018 uddelt

Første Rosa Hinken Pris 2018 uddelt 1181 763 kmfoto.dk

 

Årets første modtager af Rosa Hinken Prisen blev Tova og Ingrid Bengtsson, der udgør henholdsvis tredje og anden generation af en lille, dybt dedikeret travfamilie med stor veneration for Danmark. Familien har i alle generationer ikke undladt at ambassadere for den danske travsport og de danske travbaner, når lejlighed tilbød sig.

Unge Tova har haft monté-licens siden 2011, men især de sidste par år har hun markeret sig som en af Sveriges mest lovende monté-ryttere. I ca. 240 starter hidtil har hun opnået omkring 40 sejre, og det har ikke skortet på anerkendelse og roser og sejre i såvel 2017 som 2018.

Tova er er i gang med at udvikle sig til en af Sveriges bedste monté-ryttere

Tovas mormor Sonja Bengtsson startede familiens travinteresse. Vokset op på stenbroen i Malmö uden nogen særlig interesse for trav i familien kastede Sonja, der havde stor interesse for heste, sig over travsporten og kom tit på Jägersro. Hun lærte sig at køre og træne heste, men dengang var det ikke forundt kvinder at køre travløb. Det forbød reglementet simpelt hen.

Sammen med en lille bitte gruppe svenske medsøstre – de var nok i virkeligheden højest en tre stykker – gik hun i brechen for en ændring af travsportens grundregler, så kvinder på lige fod med mændene havde adgang til at udøve sporten i løb.

Det blev en hård og stridsom indsats, hvor mange fordomme måtte bekæmpes, men til slut lykkedes missionen. En mission med stor betydning for alle travsportsinteresserede kvinder ikke kun i Sverige, men også i de nordiske broderlande, ikke mindst Danmark

Og da først Sonja havde erhvervet licens, så blev der kørt travløb. Hun huserede såvel i Skåne som i Danmark. Hun startede indimellem heste på Lunden og andre danske baner. Hendes heste hed ofte noget med ’Då’, nogle husker måske fra nyere tid heste som Perfekt Då, Segra Då, Kanske Då, Prima Då og måske også en hest som Shot Roing.

Sonjas datter Ingrid fulgte ofte med moderen til travløb, også når moren deltog på danske baner.

 

Ingrid Bengtsson, en af Halmstads A-trænere i et tænksomt øjeblik

Ingrid er således opflasket med travsporten. Som barn var hendes interesse dog mest allokeret til ridesporten med spring og dressur. Hun red dog meget på travhestene hjemme, da der ikke altid var råd til at holde rideheste samtidigt. Og støt og roligt arbejdede Ingrid sig ind i travets verden. I dag har hun A-licens (hun kan køre og træne heste for andre) med base på Halmstad Travet.

Til at begynde med tog hun dog først en uddannelse inden for økonomi og bogføring, og arbejdede også med dette, samtidig med at hun havde stiftet familie og fået børn. Hun og familien bosatte sig på en gård i Eldsberga lidt uden for Halmstad, en gård, Ingrid bibeholdt efter separation fra ægtefællen. Hun lagde i forbindelse med separationen sit liv om og satsede udelukkende på at leve af at opdrætte og træne travheste. Dels var det hendes passion, dels kunne hun være nær på børnene i det daglige.

Ingrid med 20-årige Men Greta Då, som efter en fin væddeløbskarriere fortsatte som følhoppe

Ingrid har ikke forsømt at starte i Danmark, og blandt andet vandt hun i 2002 på Nykøbing Falsters travbane med hoppen Men Grete Då et højt doteret løb – førsteprisen et pænt lille stykke over de 150.000 dkr.

Her var dengang niårige Tova med. Tova vil gerne dyste i Danmark mod de bedste danske monté-piger, dog er det i skrivende stund kun blevet til enkelt start på Lunden; det var på Copenhagen Cup dagen, hvor hun red en femteplads hjem med American Idol.

Tova har altid vist fortrinlige evner som ung ridepige, og moren nærmest tvang hende til at tage monté-licens. Det har Tova siden ikke fortrudt. Hun har i karrieren som montérytter blandt andet fejret triumfer med de af moren trænede Bestiett og Dens Bea, ja – sidstnævnte tog hun en overgang fem sejre i rap med under saddel.

Tova tager hånd om Ingrids heste i foldene på Eldsberga – i juni starter hun hos morens trænerkollega Stefan Persson

Tova har en gymnasial uddannelse inden for medie, kommunikation og journalistik at falde tilbage på, og hun kunne sådan set godt se sig selv som en redaktør og layout specialist, bortset fra, at det ville kræve meget indendørs arbejde bag en pc’er. Travet giver hende muligheden for at arbejde med dyr i den friske luft med de fysiske udfordringer, der følger med, og alt det er lige guf for Tova.

I starten af juni starter Tova Bengtsson i stalden hos Halmstad-træneren Stefan Persson, der samtidig siger farvel til Kevin Oscarsson, der tager hjem for at arbejde hos sin far, Solvallas Jim Oscarsson.

Foto: KM FOTO

Rosa Hinken Prisen gives til personer inden for svensk trav- og galopsport, som gennem deres personlighed og sportslige præstationer har udmærket sig som en værdig ambassadør for sporten med en gennemslagskraft, der også har givet særligt genlyd i det danske broderland.
Med prisen følger et diplom med et motiv af Trosa-maleren Anna Bohlin, der er medlem af kunstnersammenslutningen Rosa Hinken.