Mandag den 9. april kl. 15 – 16. Energi Viborg Arena.
Så blev den offentliggjort, den med spænding imødesete rapport fra den af DBU i 2016 nedsatte Kvindekommission. Rapporten med den skinnende titel: GÅ EFTER GULDET – sådan styrkes Danmarks pige- og kvindefodbold.
Kommissionens formand, Helle Thorning-Schmidt indledte præsentationen.
Hun betonede:
”Rapporten er ikke et tungt digert værk i akademiske vendinger, men er overskuelig, ført i et djærvt sprog, så alle, der interesserer sig for fodbold kan læse den”.
Kommissionen har opstillet tre overordnede formål:
- Ad bredden:
Fodbold skal være den største pige- og kvindeidræt i Danmark. Og inden 2025 skal DBU opfylde sin egen målsætning om 135.000 piger og kvinder som medlemmer.
- Ad eliten:
Kvindelandsholdet skal inden for de næste 10 år vinde guld ved enten VM, EM eller OL. 3F-ligaen skal have et løft.
- Ad DBU:
Inden 10 år skal 1/3 af medlemmerne i DBU være kvinder eller piger. 1/3 af DBU’s bestyrelse skal bestå af piger/kvinder. 1/3 af DBU’s ressourcer skal gå til kvindefodbolden.
Kommissionen anbefaler 10 løsninger til at indfri disse overordnede mål:
- DBU skal udvikle sig til et sted for begge køn.
- Erhvervslivet skal mere på banen.
- Kvindefodbolden skal frem i medierne for alvor.
- Indsatsen for de aller bedste kvindelige fodboldspillere skal styrkes.
- Flere og bedre dommere.
- Værktøjskasse til alle og certificering af de bedste pigeklubbe.r
- Piger skal trænes med nye metoder af dygtige trænere – af begge køn.
- Alle uanset etnicitet skal være med.
- Drenge og piger, mænd og kvinder er lige og skal omtales lige.
- Der skal handles på strategien – det skal overvåges
Foto: KM FOTO