Får Sejer givet sig selv en sejr i fødselsdagsgave?
Dette pudseløjerlige spørgsmål kan man retteligen godt stille sig nu, hvor den nyslåede licensindehaver Rasmus Sejer i dag fejrer sin 16-års fødselsdag, netop som han også på denne dag – sådan cirka ved godt 18.30-tiden – for første gang skal optræde i en sulky i et såkaldt ’rigtigt’ amatørløb med såkaldt ’voksne’ heste.
Det sker på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den hest, Rasmus skal køre, er opdrættet hjemme ved hans far Ole Sejer Christensen. Den bærer navnet Easy Go Too Sejer, og har nogle gange også været kørt af Ruben Kristensen, som er en af Rasmus bedste venner.
– På en måde er jeg overrasket over, at Easy Go Too Sejer ikke har fået plads i tipsrammen, men det forstår jeg på den anden side godt, for det må være på grund af den urutinerede kusk, der skal ud med den, kommer det finurligt med en vis selvironisk selvindsigt fra Rasmus Sejer, der om hesten videre siger:
– Han har haft en lille reaktion, som vi har behandlet på, og han er i orden nu. Han har trænet fint i nogle intervaller for nylig, og jeg kan se, at han er tilpas og i form. Jeg regner med, at hvis jeg får ham fejlfrit rundt, så kan vi tale med om de bedste præmier i det her løb.
Ponytrav Blå Mandag
Rasmus Sejer har ligesom vennen Ruben Kristensen og storebroren Christian Sejer ivrigt deltaget i ponytravløbene som ung teenager. For Rasmus vedkommende fra han var 13 til han var 16. Rasmus mener selv, han har kørt i omkring 70 ponyløb og taget en del sejre. I 2019 vandt han med ponyen Karamellen i Skive dagen efter sin konfirmation. Altså: det var det hans Blå Mandag gik med. Samme år var han fjerde i DM for ponytravkuske.
Rasmus har haft et kortere praktikophold hos Halmstad-træneren Peter Untersteiner. Lige nu går han på Erhvervsskolen i Vejle, hvor han er ved at tage uddannelsen som beslagsmed.
– Siden vil jeg gerne til Sverige ligesom min storebror Christian Sejer, der holder til i Halmstad, hvor han har slået sine folder hos Peter Untersteiner, men just nu arbejder for Jerry Riordan.
Rasmus ruster sig til det planlagte karriereskift til Sverige ved det, at han har en svensk kæreste, Agnes Fagerberg, hvis far er ledende salgsagent i firmaet Brizy Production, der blandt andet producerer køredragter m.v. til travkuske. I øvrigt er storebror Christian kæreste med Agnes storesøster.
Så på en måde er der mange ligheder mellem de to knægte, lyder det fra Rasmus fader, Ole Sejer Christensen, der videre siger:
– Men ligheden er ikke total. Rasmus er udfarende og udadvendt og vader lige ind i folk med træsko på. Christian er umiddelbart en mere reserveret og tilbageholdende type. De er dog begge stålsatte og energiske i forhold til deres hesteinteresse.
”Bedre de lugter af hest end af hash”
Faren Ole Sejer Christensen kom faktisk ind i travsporten, i og med, sønnerne Christian og Rasmus begyndte med ponytravet.
– Ja, hvorfor ikke støtte dem i den interesse tænkte jeg. Det er vist bedre, de lugter af hest end af hash. Og så har vi stille og roligt også begyndt med de store travheste, fortæller Ole Sejer Christensen, der driver et mindre landbrug tæt ved landsbyen Skolding nær Give, hvor han samtidig sammen med sin bedre halvdel har en del børn i familiepleje.