Timo Nurmos fundering:
Her læner Nurmos sig op ad Bazire og siger: opløbsstrækninger bør ikke være længere end 200 m, gerne mindre, for det trætter hestene mentalt med for lange stræk. Nurmos henviser endvidere til, at i Frankrig må man gerne bryde spor ud i opløbet, bare man ikke ødelægger noget for én eller flere konkurrenter. Nurmos synes, at det bør man nok også give lov til i Sverige og andre steder, især hvis man vil lave længere baner – jo længere en bane er, jo større er tendensen hos hesten til at tage i den ene tømme, argumenterer han og fortsætter: hvilket kan kompenseres (og dermed risikoen for eventuelle skader på hesten minimeres), hvis det i opløbet er tilladt at bryde ét eller flere spor ud (forudsat ingen forulempes derved).
Flemming Jensens kommentar til Nurmos’ fundering om opløbsstrækning samt kravet om at holde spor:
”Jeg forstår det sådan, at Nurmos taler om, at heste mentalt skulle blive trætte af at skulle yde optimalt på lange opløbsstrækninger, og han citerer også Bazire for at have samme opfattelse.
Ved I hvad? Det er et spørgsmål om prioritering. Nurmos har slet ikke ret. Han kører jo ikke løb, så han har ikke den opfattelse af tingene.
Det er klart, at på Solvalla, hvor det er så afgørende, eller det mener de, i hvert fald det er, at få spids, så bliver der nødvendigvis kørt voldsomt de første 500 meter, og har man gjort det, så er det klart, at når man er ved at nå ind i sidste sving, så vil man gerne have, det snart er mål. Men den dag, hvor der bliver et opløb på 400 meter, så vil taktikken blive en helt anden. Så vil der ikke blive kørt så stærkt fra start, for det finder man jo hurtigt ud af, at hvis man gør det, så er man temmelig sikkert sidst i mål.
Så den dag vi står med et opløb på 400 m, vil der blive en helt anden ro på løbet. Så bliver der kørt måske 1,20 de første 500 m og derefter stærkere og stærkere.
Jeg har det sådan her: Desto flere, der får chancen, desto bedre. Det vil man netop få med et langt opløb a la 400 m – og så: ja måske endda open stretch. Så har de fleste chancen – det vil jeg godt kunne li’!
Hvis vi ser på Solvallabanen lige nu, så er det sådan, at når en hest sidder i spids, og de andre kommer i to-tre spor efter knap 1000 m, så risikerer disse angribere at gå en lang sej spurt herude og misser vel lidt chancen på det – og dem, der gemmer sig til slut, skal langt ud i sporene i opløbet og har vel ikke den helt store chance på det. Noget af alt det bliver opløst ved lange brede baner med et langt opløb, og altså gerne med open stretch. Efter min mening.
Hvis hestene skulle gå et opløb på 400 m under de forudsætninger, som gøres på Solvalla lige nu, det ville være for hårdt, som Nurmos siger. Det er vi enige om.
Det kan jo være sådan, at ikke alle vil have, at alle i et løb skal have chancen – altså det kunne være grunden til, at Nurmos siger sådan der. Det bliver et spørgsmål om taktik og prioritering i stedet for at køre et væddeløb, hvor flest mulig får chancen til slut.
Eller måske har Nurmos ikke tænkt det ordentligt igennem, eller fordi han jo ikke er én, der kører løb og så støtter sig til Bazire – men jeg har da kørt på Enghien, altså banen der ligger lige uden for Paris, og der er opløbet langt – en 4-500 m. Det er jo fantastisk. Jeg kan ikke gennemskue, hvad Bazire er ude i, hvis han siger, som Nurmos citerer ham for.
Også for spillerne må det være mere interessant med et langt opløb. De kan jo se og leve med i, at nu kommer ekvipagerne til sidste sving før det lange opløb. Nu sker der en hel masse, alle er i kamp. Det er ikke kun de to forreste, der kommer til at kæmpe, hvad der jo langt ofte er tilfældet f. eks. på Solvalle og ligestillede baner. Ofte har de bagvedliggende kun sjældent chance her.
Tænk på Axevallas bane med det relativt lange opløb. Dér kan man stadig sidde nede bagved i sidste sving og endda nå at nå frem.
Bare tag milebanen Tingsryd. Man kører da stærkt fra start, men ikke hu hej vilde dyr. Der kan man se den anderledes prioritering fra kuskenes side mellem Tingsryd og Solvalla.
Ofte er det jo helt umuligt over 1600 m om sommeren at komme til bagfra på de små 1000 m baner.
Jeg bruger ofte at køre defensivt i bagfeltet første halvanden runde for så at angribe over sidste halvbane – det er et spørgsmål om oplæring af hesten. Lære den at slappe af indtil slut, hvor det gælder. Den taktik er jo god i løb, hvor de andre bruger for mange kræfter til at begynde med.
Når Nurmos nævner det med træning på 1000 m bane, er det ligesom han blander tingene sammen. Blander løb og træning sammen. Jeg kan også bedst lide at træne på 1000 m bane – men ét er træning, noget andet er løb. Med hensyn til træning, dér er vi enige: jeg kunne heller ikke forestille mig at træne på en 1600 m bane – dér er vi, Nurmos og jeg, nok enige om, at det ville være hårdt for en hest mentalt.
Når jeg rider hjemme på mit eget træningsanlæg, så rider jeg stærkt nedefra og op mod stalden, aldrig omvendt. Det er altid hårdt for en hest at ride bort fra stalden. Hjemad det går altid lidt lettere.
Vedrørende det at løbe spor ud:
Det, der er problemet, det er jo, at når en hest har tilbagelagt 4/5 af løbet og træthed og mælkesyre melder sig, så reagerer hesten på det ved at forsøge at undvige, og hvordan undviger man? Jo, man løber ud i banen.
Det er et udtryk for, at der er kørt for hårdt. Det er ikke hestens natur bare at bryde udad.
Løber hestene ud over en mark, ser man ikke, at én af dem pludselig løber til siden. Det er, når de presses hårdt, at de forsøger at undvige. Det sker, når det begynder at gøre ondt, og de begynder at mærke åndenøden og alt det der – det vil de undvige fra.
Det gør en hest måske ikke første gang, den får for meget, men den gør det anden gang, og i hvert fald tredje gang.
Muligvis vil nogen galoppere i den situation, men for nogle heste er travet så naturligt, at det er ikke med på tavlen, at man kan galoppere.
Nogle gange vil en hest, der er ved at være brugt op, når den når sidste sving, fortsætte ligeud i stedet for at følge med svinget ind på opløbet, for den ved, nu sker der noget her, og det er for hårdt for mig. Det kan Nurmos ikke komme uden om, lige meget hvordan han forsøger at lave banen.
Skal man lave reglerne om, som Nurmos er inde på, altså tillade at bryde ud ad hvis ingen generes?
Jamen det er man jo begyndt lidt på. Nu kan man deklassere en hest, hvis der er sket noget i den retning, og man giver også nogle gange sejren til en hest, der brød lidt ud, hvor ingen kom i klemme – så kommer der blot en hilsen fra dommerne med en bøde.
Det at gi’ grønt lys for bare at lade hesten løbe udad, det er ikke at hjælpe hesten. Det er ikke på hestens præmisser.
Man skal fastholde, at man skal holde sporet ind gennem opløbet. Men selvfølgelig er det ikke retfærdigt, hvis en hest fører med 10 m ind på opløbet og så render tre spor ud og ender med en diskvalifikation for det. Det er jeg enig med Nurmos i, men det må give en bøde og så må man fastholde det med at holde spor.
Man ved jo som kusk, at hvis man tager i venstre tømme i den situation, så taber hesten fart, og så vælger man at lade den gå udad, hvis det ikke er til gene for andre. Så koster det lidt til bødekassen – men det kan vi måske leve med.
I Frankrig er der jo en helt anden kørekultur. De kører jo væddeløb, som vi kørte det for 30-40 år siden, hvor ekvipagerne kringler ud og ind over hinanden. Det synes jeg ikke er forbilledligt. Der skal være lidt styr på det, så man ikke bare flytter hinanden ved bare at råbe og skrige og gestikulere vildt og alt det der.”
Ken Ecces kommentar til Nurmos’ fundering om opløbsstrækning samt kravet om at holde spor:
”Jeg kan kun give Timo Nurmos ret i, at det for hestene er mentalt hårdt med lange opløbsstrækninger. Så principielt er jeg ikke glad for at skulle køre på baner med lange opløb.
Det er ikke nødvendigvis opløbsstrækningens længde, der er afgørende, men mere banens udformning som sådan, herunder omkredsen og længden, der har betydning.
Man skal forstå, at banens udformning, dens længde osv., er meget afgørende for den taktik, der hovedsageligt køres efter. Her i Skandinavien fyrer man ofte kraftigt op under kedlerne i spidskampen, håber man kan drosle ned midtvejs og så køre tilpas fra til slut, hvorfor vi har urimeligt mange spids-og-slut vindere. Det kan være lidt kedeligt for tilskuerne, for spillerne og ja, for hesteejerne.
I modsætning til f.eks. i Frankrig. Her er løbene langt oftere krydret med spænding fra start til slut. Der sker noget undervejs hele tiden, fordi de deltagende ekvipager ofte skifter positioner. Flere gange byttes tete-positionen således ud under løbene.
Amerikanske baner har ofte lange opløb – men derovre har de også som oftest store baner. Der bliver ofte kørt til fra start til mål og knap så meget taktik som i Skandinavien. Deres slutstride bliver alligevel ofte spændende.
Når vi taler store, især franske baner, så skal man være klar på, at mentalt kan hesten ikke forstå, når det bare går lige ud, at der da ikke snart kommer et sving, for så sker der da lidt. Der skal en stærk psyke til hos en hest, hvis den skal vinde efter at have ført hele vejen, når der kommer et langt opløb efter spids i de løb, for man kører automatisk stærkere på de her store baner.
Væddeløb afviklet på en decideret ligeudbane vil være for kedeligt for publikum. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan det ville blive kørt, hvis man lavede et 2 km. langt løb på en decideret rak-bane.
Der er dog ingen, der siger, at en bane skal være rund eller oval. En bane kunne jo være trekantet eller som et ottetal eller…?
Med en ottetalsbane, så kører man jo begge veje rundt. Så sidder du indvendigt og udvendigt alt efter, hvor i ottetallet, du er, og alle hestene løber i princippet derfor også lige langt. På de runde baner er der jo længere vej rundt i andet spor end i indersporet.
Det er essentielt med gode opløbsstrækninger, især for spillerne og ikke mindst for hesteejerne – de sidstnævnte får mere for de penge, de poster ind. Deres chancer forøges – generelt set.
Det ser bestemt ikke godt ud, når en ekvipage bruger hele opløbet. Jeg er lidt for og lidt imod at tillade heste, der ikke generer andre, at bruge flere spor i opløbet. Det er synd at tage positionen fra en anden ekvipage, der kommer lidt bagfra, og som så også skal dirigeres udad. Jeg synes, når jeg tænker det igennem, at det er mest fair at holde spor i opløbet. Der skal heller ikke skabes grundlag for diskussion om den bagvedliggende blev givet en fordel. Man skal altid tænke på spillerne – de vil over en kam betragtet føle sig snydt, hvis der åbnes for meget op for den her galej.
Vi tager jo alle chancen i løbene og går lidt udad, hvis hesten er træt og hænger på ydertømmen, hvis ikke det direkte er til gene for en konkurrent, men principielt er jeg imod. Alt med måde. De gældende danske regler om det her er udmærkede. Hvis du generer nogen groft, bliver du smidt ud. Generer du nogen, uden det er groft, bliver du deklasseret. Du får under alle omstændigheder en bøde. Jeg synes reglerne er ok. Så jeg synes ikke, vi skal være lige så fleksible her, som franskmændene åbenbart synes at være.”
Ovenstående er en del af ”Rapport om udformningen af travbaner og hensynet til hestens ve og vel”. Læs hele rapporten her.
