– Hvis der er én, der specielt skal fremhæves – af de mennesker, der står bag hoppen Eenymeenyminymoe, så er det staldpigen Rie Ravn. Det er hende, der tager sig af vor øjesten 24/7. Rie er damen, der gør vor dame glad. ’Glad for tilværelsen’, det er nok det, der bedst betegner Eenymeenyminymoes karakter.

Sådan siger John Kirketerp, der er en af medejerne af Væsterbo Prestige hoppen, efter dens sejr i Ikaros Hoppesprint med en førstepræmie på 30.000 kr. fredag eftermiddag den 17. september på Aalborg Væddeløbsbane. Rie Ravn har i mange år arbejdet som hesteoppasser hos Flemming Jensen.

Eenymeenyminymoe er en glad hoppe, der elsker at optræde for publikum. Det gør hun også i vindercirklen efter sejren i Ikaros Hoppesprint fredag den 17. september 2021. Yderst til højre sender John Kirketerp sin showgirl et beundrende blik.

– Eenymeenyminymoe er en sød og rar hoppe, der som sagt er meget glad for tilværelsen, og det er det hun viser ved at optræde og lave show i vindercirklen, forklarer John Kirketerp.

– Hun forsøgte sig for en måneds tid siden på Solvalla i Stoeliten, som også var et internationalt Gruppe ét løb kaldet Prix Maharajah – European Championship for Mares, hvor det desværre blev til galop. Da kørte den svenske stjernekusk Örjan Kihlström hende, og han forsøgte at gå med franskmanden Jos. Veerbek med favoritten Rebella Matters, da dette par angreb efter den første trekvart banes kørsel, og da blev Eenymeenyminymoe for ambitiøs og ville følge med franskmanden, men farten var nok lige i overkanten og så blev det til galop. Lidt en skam, for var hun blevet siddende i sin position, havde hun nok taget en god præmie, men sådan er gamet, og Örjan gjorde ret beset faktisk ikke noget forkert rent taktisk.

Flemming Jensen, Eenymeenyminymoe og staldpigen Rie Ravn i jublende dans efter sejren i Ikaros Hoppesprint.

– Vi overlader til Flemming Jensen, som jo selvfølgelig også skal have ros for sin indsats med hoppen, at managere hende, så jeg ved lige nu ikke, hvad næste opgave bliver, slutter hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb, John Kirketerp, der ejer Eenymeenyminymoe sammen med Freddie Christensen, Kenth Eliasson og Kim Møller-Kjær

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen