I aften ved halv ti-tiden starter hoppen Good Wibes på Solvalla ved Stockholm i et af ’uttagningsloppene’’ til Svenskt Trav Oaks. Good Wibes er en af 21-årige Sofie Kaae Dams ni pasheste, som i øvrigt udgøres af to treårige og syv toårige heste.
Good Wibes trænes og køres af Sofies principal Per Nordström. Nåleøjet i de seks ’uttagningslopp’ for de 3-årige hopper er smalt: Havner Good Wibes i sin afdeling ikke blandt de to første, løser hun ikke billet til finalen – Svenskt Trav Oaks – den 25. september, også på Solvalla.
– Det bliver spændende, bedyrer Sofie, og føjer til:
– Hun er i hvert fald præpareret så godt som muligt, og så prøver vi måske for første gang med hende med en ørehætte, der kan trækkes af under løbet. Vi har prøvet lidt i træning uden den store effekt, men Per prøver det lige af under opvarmningen, og så tager han derefter endelig stilling til det.
– Jeg kommer til at stå med nerverne uden på tøjet. Og tør jeg se løbet, når det køres? Jeg tror, jeg gemmer mig og dækker ansigtet til. Skulle det gå godt, så måske jubler jeg. Men, men, men. Jeg ved, at tårerne vil presse sig på og måske få overtaget. Der er så mange følelser. Og så meget arbejde, man har lagt i det her job – med alle mine ni pasheste forstås – men i dag gælder det jo Good Wibes, som jeg har haft som pashest siden jeg den første april i år startede hos Per Nordström. Mange ’sköterskar’ er på grådens rand, når deres pashest vinder – især når den vinder et storløb – for forløsningen er så stor, så enorm, og så bliver man tilmed slået bagover, over hvor overvældet, man bliver. Sådan er det også for mig.
Med hamrende hjerte
– Jeg smagte lidt af det under fredagen i forbindelse med Elitloppshelgen i år, hvor jeg var der som oppasser for Good Wibes. Hun vandt ’Auktionsloppet’, og netop fordi der var den her stemning af Elitlopp også om fredagen, hvor alt var klædt i lyserødt, så føltes det meget specielt. Og så var der jo endda grundet restriktionerne i forhold til coronaen ikke rigtigt nogen tilskuere dengang. Mit hjerte hamrede, min puls var på bristepunktet, jeg svedte og rystede. Det var umanerligt elektrisk – men jeg tror alligevel ikke, jeg ville være oplevelsen foruden. Man søger jo mod det igen, forstå det hvo der kan, lyder det med et lidt selvironisk glimt i øjet fra Sofie, der uddyber:
– Alt det, man har lagt i den enkelte hest: pludselig bliver det belønnet. F.eks. nu med Good Wibes. Jeg har haft hende inde og plejet hende særligt de sidste fire dage i træk. Inhalerer hende. Renser hendes luftveje. Tjekker hendes sko. Renser hendes hove. Masserer hende. Mærker efter: har hun muskelknuder, er hun spændt nogle steder. Hele tiden. Tænker på hende hele tiden. Bekymrer mig om hende. Hun står nærmest i hovedet på mig 24/7 lige foran hendes vigtige opgaver. For at de ligesom kan præstere netop på den dag!
– Når det er sagt, så er det et adelsmærke for enhver hestepasser, at der bliver taget lige så godt om en hest, der vinder store præmier som om en hest, der vinder små præmier. Sådan er det bare. Sådan er kærligheden til dyret for os.
Sofie er ’sköterska’ og det med stort S, som man siger. Hun passer, plejer og nurser heste. På dansk vel ’hestepasser’ eller ’oppasser’, for har vi på dansk et lige så rammende ord som svenskerne, altså ’skötar’ eller ’sköterska’?
Et særligt forhold
Hvorom alting er, så forklarer Sofie sin gerning sådan her:
– Lige fra starten havde jeg en helt særlig god ’connection’ med Good Wibes. Vi klingede bare sammen fra starten, og hun fulgte mig med det samme. Jeg har fået fortalt, at inden jeg kom, var hun lidt tilbagetrukket og stod bare i den fjerneste ende af folden og ville ikke interagere med andre heste eller hilse på besøgende mennesker. Hun var bare sin egen og ville egentlig ikke hilse på nogen. Nu er det bare omvendt. Nu kan selv børn gå hen til hende og komme i kontakt.
Sofie er en erfaren oppasser. Hun har haft med heste at gøre hele sit liv, og selv om hun efter grundskolen ved siden af hobbyen eller ungdomslivsstilen med heste fik hevet en studentereksamen i land, så har hun aldrig været i tvivl om, at hendes liv skulle dreje sig om heste.
Det har hele tiden drejet sig om travheste. Travheste fandtes simpelt hen i barndomshjemmet.
Sofie er født og opvokset på Bornholm. Forældrene Bente g Morten Dam havde bopæl klos op af familien Lind-Holm lidt uden for Aakirkeby, altså Stefan Lindholm og Henriette Jensen.
Så Sofies forældre har været hesteejere og stod ofte selv for træningen af hestene, mens andre kørte, og Sofie var ret hurtigt med på den. Men hun interesserede sig også for ridning og ville gerne have en dressurhest, og hun fik da også en ridehest som 10-11-årig. Det viste sig dog måske en smule skuffende for Sofie at være en travhest, som hun så red på alligevel en treårs tid. Da hun var tretten, fik familien traveren Lineker, der viste sig at være en nyttig hest på klippeøen. Sofie var med til at træne Lineker, og så bed interessen for travsport sig endelig fast i hende. I sin tid på Bornholm fik hun senere den skimlede Touch In The Sky, som hun trænede, og som også sås på vinderpladsen på banen i Almindingen et par gange.
Godt rygstød
– Efter endt skolegang fik jeg arbejde hos Henrik Lønborg. Her lærte jeg meget, og jeg var der i halvandet år. Jeg fik meget ansvar og det har givet mig et godt rygstød for at kunne søge et job, som det jeg har nu, nemlig som ’skötarska’ hos Malmö træneren Per Nordström, for hvem det meste lige nu faktisk kører i olie.
– Det var et stort spring for mig at tage fra min fødeø til Lønborg i Aarhus, og det var et stort spring for mig at tage her til Sjöbo i det sydlige Skåne, hvor Per Nordström holder til.
– For jeg er egentlig tryghedsnarkoman. Og jeg tænker, at det betyder, at jeg vil være længe her hos Per Nordström, dersom hans kone Emma og han ønsker det.
– Jeg er lidt i tvivl om, hvad fremtiden skal bringe. Men det skal være heste. Ja, faktisk travheste. Havde du spurgt mig for tre år siden, havde jeg svaret, at jeg ville være travtræner. Det kræver ufatteligt meget af en kvinde for at blive travtræner. Det er helt sikkert, at det er sådan i Danmark. Her er det mega-svært for en pige at gøre sig virkelig gældende som træner og kusk. Især det sidste. Stiller du to helt unge og jævnaldrende danske kuske op over for hinanden, den ene pige og den anden dreng, og pigen har flere løb i bagagen og måske også større meritter, så vælger man alligevel drengen. Sådan burde det selvfølgelig ikke være. Det er alt andet lige nok lettere for en pige – trods alt – her i Sverige. Jo, så jeg tror, jeg satser på en karriere i Sverige.
– I Danmark er der ikke så meget fokus på hestepasserne som i Sverige. I Danmark gør man ikke så meget ud af den gruppe. Hvis man vil frem i Danmark, skal man have licens, og man skal præstere, og for at præstere skal man have adgang til nogle folk, der giver én de gode heste. For ellers er det umuligt at vise, hvad man kan. I Sverige meget er der meget mere fokus på ’skötarna’. Når heste vinder store løb, så er der ikke kun hæderspræmier til ejere, trænere og kuske, men også til skötarna’, udreder Sofie.
Sofie fortsætter:
– Jeg har endnu ikke taget licens, selvom jeg i min tid hos Lønborg i Aarhus stærkt blev opfordret hertil af både Henrik Lønborg og Birger Jørgensen. Jeg har kørt jo mange hurtigarbejder på JVB, og de mente begge, jeg havde håndelaget for det. Men jeg skal da ikke sige, jeg ikke springer ud i at søge at tage licens her i Sverige.
Nu gælder det nedtællingen til Good Wibes ’uttagningslopp’. Ikke tid til mere snak. Nu skal der pusles om hoppen.